STAMCELLER
Hvad er Huntingtons chorea, og kan stamceller helbrede?
Den arvelige Huntington's chorea skyldes degeneration af en enkelt nervecelletype, og derved tab af kun ét bestemt transmitterstof, – og tilmed inden for et enkelt, overskueligt hjerneområde, nemlig i basalgangliernes striatum ( Se kilde 5185 side 59). Sygdommen er dermed kandidat til en fremtidig nervecelletransplantationsbehandling. Ved sygdommen Huntington's chorea er de GABA-producerende nervecellers endeforgreninger i striatumområdet gået til grunde. De afgiver derfor ikke det vigtige transmitterstof GABA (gamma-amino-smørsyre) i dette hjerneområde.
STAMCELLER
Kan stamceller bruges mod Alzheimer?
Man kan bruge stamceller til at studere Alzheimer: Embryonale stamceller af grise med et indsat gen, som ofte medfører Alzheimers demens, kan bruges til at forstå denne sygdom. Disse embryonale stamceller kan udvikles til nerveceller, som danner de karakteristiske proteinfibre, som ses i cellerne ved denne sygdom. Samtidig kan sygdommen nu studeres på hele individet, altså på voksne Alzheimer-grise. På landbrugsforsøgsstationen i Foulum var det en mediebegivenhed, da der i 2007 blev født gensplejsede grise med et gen, som øger risikoen for Alzheimers demens.
Kloningen af de transgene grise udførtes ved at klonede embryoner indsattes i rugemoder-soen på dag 5-6 ved hjælp af et kejsersnit. På prof. Poul Maddox-Hyttels afdeling på Københavns Universitet (den tidligere Landbohøjskole) kan man studere embryonale stamceller med samme genetiske sammensætning som de klonede grise, hvorved Alzheimer-sygdommen både vil kunne studeres på celleniveau og på individniveau, når grisene bliver ældre og udvikler Alzheimerlignende symptomer.
STAMCELLER
Kan man helbrede rygmarvsbrud med stamceller?
Sammenvoksning af en skadet rygrad kan i forsøg opnås ved at pode et syntetisk porøst materiale med stamceller. Rygmarvsskade er en alvorlig tilstand, der årligt rammer ca. 130 danskere. Omkring 3000 danskere må leve med denne skade ( Se kilde). I 44 lande i Europa får årligt 11.000 mennesker en sådan skade, og det skønnes, at mindst 330.000 personer i disse europæiske lande har en rygmarvsskade. Op mod halvdelen af tilfældene skyldes trafikulykker og ofte rammes yngre mennesker.
Rygmarvsskader har svært ved at regenerere, fordi der dannes arvæv, som nervernes axoner ikke kan vokse igennem. Arvævet dannes af gliaceller. Der findes stoffer i arvævet, som hæmmer nervernes axonudvækster, og også af denne grund har axonerne svært ved at finde frem til deres oprindelige kontaktsteder.
Ud over den oprindelige brudskade opstår der sekundære skader på grund af iltmangel, frie radikaler og for stor koncentration af glutamat, der er et signalstof, som ikke tåles i stor koncentration af nervecellerne.
Man har i forsøg påvist, at hvis man indsætter en nøje tilpasset skabelon på brudstedet, kan man lede axonernes vækst. Skabelonen skal have et porøst område, som efterligner rygmarvens grå substans (dette porøse område podes med nervestamceller), og et længdegående-porøst område, som efterligner den hvide substans, som er det område, hvor axon-nervetrådene ligger. (Dette længdegåendeporøse område forhindrer arvæv, og leder axonernes vækstretning).
I et rotteforsøg var der en tydelig positiv virkning ved indsættelse af en sådan skabelon. (Virkningen var god uden tilsætning af nervestamceller, men tilsætning af nervestamceller gav en yderligere gavnlig virkning – tilsyneladende ved at understøtte næringstilførslen, og faktisk ikke ved, at stamcellerne udvikledes til nerveceller( Se kilde 5185 side 63).
Det første af firmaet Gerons stamcelleprodukt, som kommer i klinisk afprøvning, forventes at være til behandling mod rygmarvsbrud. Man har vist, at det menneskelige immunsystem kun i begrænset omfang reagerer negativt på denne type transplantationer, – i modsætning til traditionelle organtransplantationer( 5454.htm"> Se kilde). Firmaet planlægger kliniske test af produktet (som kaldes GRNOPC1) til behandling af rygmarvsskader. Firmaet Geron er førende i verden med hensyn til udvikling af medicinsk behandling med humane embryonale stamceller.
I forsøg har man behandlet rotter med nerveceller, som er udviklet af stamceller fra humane embryon celler. Rotterne, som tidligere på grund af en påført rygmarvsskade havde slæbende bagben og hale, fik evnen til at holde halen højt og var nu kun svagt slæbende på bagbenene, fortæller Tom Okarma, der er direktør for Geron i Californien. Man kunne påvise, at nerverne var begyndt at gro igen ( Se kilde 5412 side 61).
STAMCELLER
Har stamceller betydning for hukommelsen?
Blandt de få steder i hjernen, som hos mennesket fornyr sig, kan nævnes den del af hippocampus ("søhesten"), som kaldes "gyrus dentatus" samt væggene i forhjernens sideventrikler – i cellelaget "den subventrikulære zone" (SVZ), egl.: "zonen under ventriklerne", som netop ligger under de to sideventriklers ependym ( Se kilde). Ependymet (en tynd membran af gliaceller, der beklæder indersiden af hjernens ventrikler) er med til at danne cerebrospinalvæsken i rygmarven og hjernen.
Hippocampus kaldes også "den gamle hjernebark" (archicortex), fordi den repræsenterer en tidlig hjerne hos os; ("tidlig" i fylogenetisk forstand, dvs. at den blev udviklet langt tilbage i evolutionstid, og stammer fra den tid, da vores forfædre end ikke var blevet til pattedyr endnu).
Et snit gennem hippocampus viser en indre struktur, som ligner to C'er, der vender imod hinanden (se fig.s.37). Det mindste C kaldes gyrus dentatus og indeholder "korncellelaget" (fordi nervecellekroppene her er kuglerunde). Det største C ligner en vædders horn, og kaldes "Cornu Ammonis" (den ægyptiske væddergud hed Ammon). Det inddeles i områderne CA1, CA2 og CA3, hvor CA3 ligger tættest på gyrus dentatus.
Fra et vigtigt hukommelsescenter ("det entorhinale cortex") ankommer nerveaxoner ("de perforerende nervetråde") ind i hippocampus, hvor de danner synapse-forbindelser med "korncellerne", – som viderefører signalet via deres axoner til synapser på pyramidecellernes dendritter i CA3-området – der så viderefører signalet via axoner til synapser i CA1-området i hippocampus. Det er sandsynligvis i de nævnte hippocampussynapser, at rumlig hukommelse indkodes ( Se kilde 5185 side 56).
Under "korncellelaget" findes "den subgranulære zone", SGZ (hvilket bare betyder "zonen under kornlaget"). Her findes stamceller, der producerer nye nerveceller hele livet, som vandrer det korte stykke op i korncellelaget, og her differentieres til nerveceller, der sender axoner frem til CA3-området og danner synapseforbindelser med andre nerveceller her. De nydannede nerveceller kommer derved til at indgå i impulskredsløbet i hippocampus og har sandsynligvis med hukommelse, indlæring og sindsstemning at gøre. Man mener ligefrem, at nydannelsen af nerveceller i gyrus dentatus er en betingelse for at kunne lagre og bearbejde nye informationer effektivt ( Se kilde 5185 side 56). Nerve-forstadieceller Når nervestamceller bliver til forstadier vil ca. halvdelen af de nye forstadier dø ( Se kilde 5185 side 58). Resten differentieres videre, men denne differentiering kan kun fuldendes ved, at cellerne vandrer til et nyt område. Deres aktivitet afhænger af, at de er i en bestemt niche, hvor de kan indgå i molekylær signaludveksling med naboliggende celler og celleudvækster. Der går ca. en måned fra en stamcelle deler sig, og danner en progenitorcelle, til der er dannet en ny, fungerende nervecelle. Noget af tiden går med cellevandring ( Se kilde 5185 side 58). Generelt differentieres stamceller typisk, når de forlader deres niche.
STAMCELLER
Har stamceller betydning for lugteindtryk?
Nogle af de nydannede nervecelleforstadier fra den subventrikulære zone i hjernen vandrer som "neuroblaster" den lange vej hen mod lugtekolberne. Dette er studeret hos rotter. Kæden af vandrende neuroblaster støttes af astrocytter, som danner en skede omkring dem, så de ligner en afgrænset strøm ("den rostrale migrationsstrøm " RMS; ordet "rostral" betyder "mod snabelen"). Når de vandrende celler ankommer til lugtekolberne, differentieres de til modne lugtenerveceller og deltager formentlig i bearbejdningen af nye lugteindtryk ( Se kilde 5185 side 58).
STAMCELLER
Er der stamceller i hjertet?
Problemet med hjerteskader er, at der ikke sker regeneration af hjertevævet, men derimod blot ophobes bindevæv på det beskadigede område. Men der synes at være stamceller eller progenitorceller i hjertemusklen, som ved skader kan danne umodne hjertemuskelceller, som måske kan dele sig 2-3 gange, inden de bliver endeligt differentierede hjertemuskelceller, og ikke kan dele sig mere (Se kilde 5185 side 74).
Hjertekarsygdom er den hyppigste dødsårsag i Danmark, og 40% af danskerne ender med at dø af sygdomme i hjertet, hvoraf 80% skyldes hjerteinfarkt ( Se kilde 5185 side 72). I Brasilien vil 1200 hjertepatienter modtage behandling med stamceller taget fra deres egen knoglemarv, hvilket de brasilianske sundhedsmyndigheder kalder verdens største undersøgelse af anvendelsen af voksne stamceller mod hjerteproblemer ( Se kilde). Behandling med stamceller har altså bevæget sig ind på et konkret område – hjertesygdomme og hjertestop.
Stamceller i hjertet
Man har hos mennesket (og hos rotten) påvist, at der i hjertet findes celler, som ud fra deres overfladeproteiner synes at være stamceller eller progenitorceller, som burde høre hjemme i knogle marven ( Se kilde 5185 side 75). Måske stammer i hvert fald en del af hjertets progenitorceller fra knogle marven ( Se kilde 5185 side 75).
Man har påvist, at der i hjertet kan findes stamceller, som er vandret til hjertet. Dette er påvist i mennesker, som har fået en hjertetransplantation fra en person af modsat køn – hvorved man har kunnet påvise de stamceller, som er indvandret i vævet af modsat køn ( Se kilde 5185 side 77). Disse mobile stamceller synes at kunne differentiere til både hjertemuskelceller og til de glatmuskelceller og endothelceller, som findes i blodkarrenes vægge ( Se kilde 5185 side 77).
Normalt er der kun få stamceller fra knoglemarven ude i blodbanen. Men tilførsel af cytokiner kan få knoglemarven til at sende et stort antal multipotente stamceller ud i blodkreds løbet ( Se kilde 5185 side 77). Disse celler kan reparere en ødelagt knoglemarv, men kan formentlig også reparere en skade på et andet organ, idet stamcellerne påvirkes af de signalstoffer, som findes i det delvis ødelagte organ, så stamcellerne differentieres til netop den type celler, som behøves her ( Se kilde 5185 side 77).
Jo mere man lærer om de signalstoffer, som styrer stamcellerne, jo hurtigere og mere sikkert kan man dyrke dem. F.eks. har man opdaget, at hvis man indsætter et gen ved navn Hoxb4 i hæmatopoietiske stamceller fra mus, vil disse knoglemarvs-stamceller kunne opformeres meget hurtigere i laboratoriet ( Se kilde 5185 side 35). Genet virkede også i de levende mus. Hoxb4-proteinet er åbenbart i stand til at aktivere aflæsningen af gener på DNA-strengen, som har med stamcellernes opformering at gøre (Hoxb4-proteinet er en transkriptionsfaktor; se BioNyt nr. 132 s.20-23).
Knoglemarvsceller til hjertet
Knoglemarvsceller synes at være velegnede til behandling af hjerteinfarkter. I år 2001 rapporterede en forskergruppe, at hæmatopoietiske stamceller fra knoglemarven kan omdannes til hjertemuskelceller i levende mus, og reparere hjerteinfarkt hos musene. Man fik musenes knoglemarv til at frigive flere stamceller end normalt til blodet ved at indsprøjte to cytokiner i blodet ("stamcellefaktor" og "granulocyt-koloni-stimulerende faktor"). De frigivne stamceller kunne af sig selv finde frem til det beskadigede hjertemuskelvæv, og reparere dette. Forsøget var kunstigt i den for stand, at cytokinerne blev indsprøjtet nogle dage før hjertemuskelvævet blev skadet. Man er dog nu gået i gang med forsøg på knoglemarvcelleterapi på patienter med hjerteproblemer( Se kilde 5185 side 84).
En forskergruppe rapporterede i 2003, at 6 bypasspatienter havde fået en transplantation med ikke-hæmatopoietiske stamceller, der var opdyrket fra en hoftebenskam, og som havde en evne til at danne nye blodkar i infarktområder, og som tilsyneladende kunne differentiere til muskelceller ( Se kilde 5185 side 84).
Et af de uafklarede problemer ved transplantation af knoglemarv-stamceller til hjertet er, at hvis disse stamceller ender i et arvævområde, vil de måske differentiere til bindevævsceller og ikke til muskelceller. Det vil i så fald kun forøge arvævet i det beskadigede hjerte ( Se kilde 5185 side 85).
Det var i 2003, at man opdagede, at voksne stamceller i blodet kan bruges til at reparere hjerter. I 2004 fandt man, at embryonale stamceller kan omdannes til naturlige pacemaker-hjerteceller ( Se kilde). Voksne stamceller kan derimod ikke differentiere til fuldt funktionelle hjerteceller, når de transplanteres (Se kilde), men de har en funktion: Hjerteceller kan nemlig kun dele sig, når stamceller er indblandet. Man har opdaget, at kroppens stamceller bruger forskellige metoder, alt efter om de arbejder for at skabe nye blodkarceller eller nye hjertemuskelceller, idet de i det sidste tilfælde smelter sammen med de eksisterende celler i hjertet. Menneskets krop har dog ikke den mængde stamceller tilgængeligt i kroppen, der er behov for, for at kunne reparere skaderne på et hjerte efter et hjertestop, men det er måske muligt at styrke opbygningen af hjertemusklen eller gendanne blodkarrene efter et hjertestop.
Efter større vævsskader ved hjerteinfarkt har hjertevævet kun meget ringe evne til at regenerere. Dannelsen af nye hjertemuskelceller ved mitosecelledeling er minimal. Ligesom det i høj grad gælder for nervevæv, er hjertevæv nærmest et endeligt differentieret organvæv ( Se kilde 5185 side 73). Hos mus kan hjertemuskelceller regenerere, men det er først for nylig, at man har kunnet påvise, at noget tilsvarende sker hos mennesket ( Se kilde 5185 side 73). Der sker hos mennesket en vækst af hjertevævet efter skader, men det skyldes ofte volumenvækst af de enkelte celler og ikke dannelse af nye celler ( Se kilde 5185 side 74). Men da der hele tiden dør hjertemuskelceller, og da hjertet ikke bliver mindre, er det indlysende, at der må dannes nye hjertemuskelceller( Se kilde 5185 side 74). Når ældre mennesker får begyndende hjertesvigt kan det skyldes, at hjertets naturlige regenerationsevne er blevet nedsat, eller at cellerne ikke kan vokse sig større som modvægt til døende hjertemuskelceller( Se kilde 5185 side 75).
STAMCELLER
Kan man behandle hjertesygdomme med stamceller?
Spanske læger hævder, at de som de første har implanteret voksne stamceller fra en mands fedtvæv i hans hjerte. Stamcellerne blev via fedtsugning trukket ud og senere implanteret i hans hjerte, hvor de dannede nye blodkar. Patienten var en 67- årig mand, som efter sigende har det godt efter behandlingen ( Se kilde).
Fordelen ved at bruge fedtvæv er, at stamcellerne fra dette væv ikke behøver at blive dyrket i tre uger som andre typer af stamceller. På blot to timer var 28 millioner celler klar til at blive implanteret. Da cellerne er patientens egne, risikerer man ikke immune afstødninger eller smitteoverførsel ( Se kilde).
Voksne stamceller, der er udtaget af kroppen på en patient, virker positivt ved at stimulere væksten af nye blodkar, men de er ikke så gode til at frembringe nye hjertemuskelceller, som man havde håbet. Derfor sætter man i stadig højere grad sin lid til embryonale stamceller, fordi de vil kunne bruges til meget mere end de stamceller, som kan udtages fra kroppen af en patient.
Hjertemuskelcellerne er lette at frembringe ud fra embryonale stamceller, men vanskelige at dyrke. Men flere laboratorieforsøg viser, at embryonale stamceller vil kunne genopbygge det skadede hjerte fuldstændigt ved at lave nye hjertemuskelceller ( Se kilde). Målsætningen kunne være at oprette banker med embryonale stamceller, bestående af tusinder af cellelinier, så der altid var en passende stamcelletype til hver patient. Men selv med et sådant system ville man stadig kunne risikere, at stamcellerne blev frastødt. For at forhindre dette, ville man muligvis være nødt til at give immunhæmmende medicin resten af patientens liv. Dette ville være forbundet med alvorlig risiko for bivirkninger. Nogle forskere har foreslået, at man i stedet for at give immunhæmmende medicin lærer patientens eget immunapparat at tolerere de nye stamceller. Embryonale stamceller til hjertet. Embryonale stamceller kan let differentieres til hjertemuskelceller. Når de embryonale stamceller dyrkes, kan de danne klynger ("embryoide legemer"), hvorfra der i løbet af 10 dage kan dannes en lille fraktion af celler, som begynder at lave spontane sammentrækninger, fordi der hos cellerne er sket en aktivering af de bestemte DNA-styrende proteiner (transkriptionsfaktorer), som styrer udviklingen af hjertemuskelceller ( Se kilde 5185 side 85). Hjertemuskelceller, som er dannet ved dyrkning af embryonale stamceller, kan fungere normalt i et hjerte ifølge forsøg med mus.
Også humane embryonale stamceller kan man få til at differentiere til hjertemuskelceller( Se kilde 5185 side 86). Hvis de skal bruges til transplantation til hjertepatienter skal man tage højde for, at de er fremmede celler (så patientens immunforsvar skal hæmmes). Man ved ikke, om disse celler vil overleve og differentiere korrekt over længere tid, så de ikke medfører forstyrrelser i hjerterytmen.
Et hjerte, der har været udsat for en blodprop, kan altså tænkes genopbygget af hjertemuskelceller skabt af embryonale stamceller. Forskere ved Washington universitet og firmaet Geron har i rotteforsøg demonstreret princippet. De påviste, at hjertefunktionen kan forbedres af hjertemuskelcellerne, når disse ved transplantation indsprøjtes direkte i det skadede område af et hjerte, som 4 dage før var blevet ramt af en blodprop. hjertemuskelcellerne var differentierede humane embryonale stamceller. Geron kalder deres cardiomyocyt-produkt for "GRNCM1". Humancellerne overlevede i rottehjertet. Der udvikledes ikke tumorer, og ingen af de indsprøjtede hjerteceller kunne ved en meget følsom PCR-test genfindes i andre organer end i rottens hjerte. Metoden var i 2007 endnu ikke testet på mennesker, men firmaet antager, at disse hjertemuskelceller er gode kandidater til kliniske forsøg på mennesker med dårligt hjerte ( Se kilde). Formentlig vil stamcelleterapi om nogle år blive en mulighed for at behandle hjertesygdomme. Man vil f.eks. kunne indsprøjte stamceller direkte i en forsnævret hjertekrans arterie via et ballonkateter ( Se kilde 5185 side 78), eller direkte i infarktområdet i et hjertekammerhulrum via et indført kateter, eller stamcellerne vil kunne indføres via en vene, hvorved 3% af cellerne vil nå frem til kransarterierne.
Hjerteklapper Stamceller kan danne hjerteklapper. Med knoglemarvceller har man dyrket skiver af stamceller, som ved tilsætning af signalstoffer kunne ændres til hjerteklap- celler. Knoglemarv-stamcellerne blev dyrket på små skiver af kollagen fra bindevæv. ( Se kilde). Om 10 år kan man måske dyrke hjerter.
STAMCELLER
Hvordan repareres skeletmuskel-skader naturligt?
Skeletmusklerne indeholder progenitorceller, som kaldes satellit-celler (dette navn skyldes, at disse celler er klemt inde mellem muskelfibrenes cellemembraner og den omgivende basalmembran)( Se kilde 5185 side 80). Disse progenitor/satellit-celler kan forny sig selv ved mitoser, og kan få en beskadiget muskelfiber til at regenerere:
En muskelfiber omgives af en cellemembran (=sarkolemma), men uden for denne findes basalmembranen. Efter en læsion af en muskelfiber vil basalmembranen afgive vækstfaktorer, som i løbet af nogle dage stimulerer satellit-cellerne til at starte gentagne celledelinger. Muskelceller har normalt flere kerner, men de nye celler er små og har kun én kerne. Disse celler kaldes myoblaster. Muskelceller dannes ved fusion mellem mange myoblaster.
Satellit-cellerne trænger gennem (sarkolemma) cellemembranen og videre ind i det beskadigede område. En normal fiberregeneration kræver, at cellemembranen er intakt ( Se kilde 5185 side 81). Satellit-cellerne efterfølges af indvandrende makrofager, som æder de ødelagte cellebestanddele.
Myoblasterne sætter sig i forlængelse af hinanden og fusionerer til en lang, tynd og flerkernet "myotube", som modner til en muskelfiber ("muskelcelle"). Hvis skaden er sket inde i en større muskelfiber, kan den nydannede muskelfiber (dvs. den nye, modnede myotube) smelte sammen med den øvrige del af den større muskelfiber. Omdannelsen til muskelfiber kræver ny blodkarforsyning og nervetrådforsyning inden 10 dage efter myotubens dannelse. Muskelfibrene danner ved hjælp af myosinproteiner og aktinproteiner det tværstribede, sammentrækkelige apparat ("sarkomeren") . Denne tværstribning findes også i hjertemuskelceller (men ikke i glatmuskelceller) ( Se kilde 5185 side 80). En fuldstændig regeneration af beskadiget muskelvæv kan tage omkring 3 måneder ( Se kilde 5185 side 81).
STAMCELLER
Kan skeletmuskelstamceller bruges til at reparere hjertemuskelskader?
Skeletmuskel-celler kan tænkes anvendt til ved transplantation at reparere et beskadiget hjertemuskel område. Sådanne transplantationer er udført på dyr. Satellit-celler kan let opformeres i form af myoblast-celler i laboratoriet. Myoblastceller fra yngre mennesker har lange telomer-områder, og disse celler kan i laboratoriet dele sig ca. 50 gange uden at tabe evnen til nydannelse af muskelfibre. En patient, som er over ca. 26 år, vil derimod have satellit-celler, som har kortere telomerer, og der vil være færre satellit-celler til stede i musklerne. Myoblasterne har mange fortrin. De har ikke tendens til at udvikle sig til kræftceller. Deres overlevelse i kroppen er ikke afhængig af blodkar eller kontakt med nerveceller. Myoblasterne er ikke så følsomme over for den iltmangel, som ses ved iskæmiske skader, hvorimod hjertemuskelcellerne er mere følsomme for denne iltmangel. Man kunne derfor tænke sig, at skeletmuskel-myoblaster vil være velegnede til transplantation til det beskadigede hjertemuskelområde. Efter transplantation til hjertet vil myoblasterne kunne modne til nye muskelceller i infarktområdet.
Der kræves over 500 millioner myoblaster til en transplantation af et hjerte ( Se kilde 5185 side 82). Det kan være vanskeligt at skaffe dem ved muskelbiopsi fra den ældre patient selv, fordi han har færre satellit-celler, og disse vil ikke kunne dele sig så mange gange. I stedet vil satellitcellerne kunne fås ved muskelbiopsier fra yngre mennesker, men så skal den ældre hjertepatient have immunhæmmende midler resten af livet.
Myoblasttransplantationer er blevet udført i hjertet på dyr, som på forhånd havde fået påført en beskadigelse af et hjerteområde. Hjertets cellestruktur er nøje tilpasset til at kunne foretage synkrone "alt eller intet" sammentrækninger som reaktion på et depolariserende elektrisk signal, idet hjertemuskelcellerne er forbundet med hinanden med specialiserede forbindelser, som kaldes "mellemplader". Disse mellemplader har porer ("gap junctions"), som er opbygget af proteiner, såkaldte connexiner, som danner kanaler, der letter udveksling af ioner og små molekyler med nabocellerne i syncytiet ("syncytium" er en netagtig forgrening, som hjertemuskelcellerne indgår i, og som muliggør elektromekanisk kobling, hvorved hjertemuskulaturen kan trække sig sammen som en helhed).
Skeletmusklerne er modsat hjertemusklerne elektrisk isolerede fra hinanden. Dette er baggrunden for, at skeletmusklerne kan have en finmotorisk kontrol af de enkelte fibres sammentrækninger.
Hvis transplantation af myoblaster til hjertet skal lykkes, skal der altså etableres en netagtig elektromekanisk sammenkobling til nabocellerne, meget anderledes end i skeletmusklerne. Man har påvist, at myoblaster er i stand til at fusionere mere eller mindre med hjertemuskelceller. Hvis myoblaster dyrkes uden hjerteceller, har de ukoordinerede bevægelser. Men hvis de dyrkes nogle dage sammen med hjertemuskelceller, giver de sig til at slå i takt ( Se kilde 5185 side 82). Det skyldes formentlig, at hjertemuskelcellerne har dannet gap-junction-forbindelser til myoblasterne.
Man har udført myoblasttransplantationer i hjertet af mennesker. I 2003 fik 10 hjertepatienter en transplantation med egne myoblaster, som var isoleret fra lårmusklerne og dyrket i 2-3 uger, hvilket resulterede i ca. 870 mill. myoblaster, der blev sprøjtet ind i venstre hjertekammers muskulatur ( Se kilde 5185 side 82). Hjertekammerfunktionen, der havde været alvorligt svækket, blev forbedret, men 11-22 dage efter implantationen opstod arytmier, dvs. forstyrrelser i hjertekammerrytmen, som krævede indsætning af en ICD (implanterbar cardioverter-defibrillator), dvs. et pacemaker-lignende apparat, som kan justere for såvel unormalt hurtigt og unormalt langsomt hjerteslag. Det tyder på, at myoblasterne ikke transdifferentieres til hjertemuskelceller, men kun i et vist omfang danner forbindelser med hjertemuskelcellerne. Men måske er myoblast-transplantation en mulighed, hvis det suppleres med indsættelse af en ICD-defibrillator. Hvis myoblasterne stammer fra en bank af nedfrosne myoblaster fra f.eks. 13-26 årige vil en sådan transplantation kunne ske hurtigt, da man så ikke skal vente en måned på, at patientens egne myoblaster er blevet opformeret. Derved kan man reducere dannelsen af arvæv i det akut beskadigede hjerte.
Tegn abonnement på
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.
Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.
Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.
Recent Comments