Der arbejdes på en MRSA-vaccine MRSA er betegnelsen for stafylokokbakterier af typen Staphylococcus aureus, der er blevet resistente over for de bedste og mest udbredte midler til bekæmpelse af stafylokokker, nemlig penicilliner og beslægtede antibiotika.
MRSA står for "Methicillin Resistente Staphylococcus aureus". Methicillin var det første special-penicillin, der blev udviklet til behandling af Staphylococcus aureus.
Stafylokokbakterier kan give hudinfektioner, som sår og bylder. På hospitaler, hvor patienterne er svækkede i forvejen, er stafylokokker også årsag til urinvejsinfektioner og infektioner i operationssår. Ved tidlig udskrivelse af smittede patienter er der større risiko for spredning af MRSA i befolkningen.
I sjældne tilfælde kan bakterien føre til mere alvorlige infektioner som lungebetændelse eller blodforgiftning. Når stafylokokbakterierne bliver resistente over for methicillin, bliver det sværere at bekæmpe dem. Derfor har forskere i mange år forsøgt at fremstille en vaccine til bekæmpelse af bakterierne.
En effektiv vaccine kræver, at man finder de rigtige komponenter, som kan rejse et antistofsvar efter vaccination, således at kroppen også reagerer ved senere smitte med bakterien. Det har vist sig at være vanskeligt.
Professor Schneewind og kollegaer ved University of Chicago isolerede de 23 overfladeproteiner, som Staphylococus aureus producerer. Forskerne frembragte herefter en muteret version af hvert overfladeprotein. De fandt, at bakterien ikke kunne undvære protein A, når den skulle invadere en værtscelle.
Andre forskere, blandt andet Edward Schwarz og kollegaer fra University of Rochester Medical Center i New York, satser på glucosaminidase, der er en del af bakteriens autolysin, som er vigtig for bakteriens deling.
Modsat så mange andre arbejder Edward Schwarz og kollegaer ikke med et overfladeprotein, men altså et protein, der er nødvendig ved bakteriens deling. Der er oprettet et firma, Codevax LLC, som skal arbejde videre med denne idé.
Ikke alle forskere er overbeviste om, at det vil lykkes at fremstille en vaccine mod MRSA. MRSA-eksperten Jodi Lindsay ved St. George´s University of London Centre for Infection påpeger, at MRSA-inficerede personer har naturlige antistoffer mod MRSA – som også godt kan omfatte antistoffer mod glucoaminidase – men de naturlige antistoffer synes ikke at beskytte disse personer, hvis de bliver inficerede igen.
Kilder:
http://www.eurekalert.org/pub_releases/2010-08/uocm-spk081410.php#
www.rsc.org/chemistryworld/News/2011/January/16011101.asp
http://www.sciencedaily.com/releases/2011/01/110116144436.htm
DENNE ARTIKEL SKAL UDVIDES, HOLDES AKTUEL OG NIVEAUDELES.
DU ER VELKOMMEN TIL AT TILMELDE DIG SIDEN OG HJÆLPE MED DETTE ARBEJDE.
Tilmeld dig og rediger tekst.
Recent Comments