MR-scanning (magnetisk resonans scanning) har været anvendt siden begyndelsen af 1980'erne. Der benyttes magnetfelter og radiobølger. Det er helt ufarligt, smertefrit og uden bivirkninger. MR-scanning anvendes til at vise: • Sygdomme i ryggen fx slidgigt og diskusprolaps • Skader i bevægeapparatet fx menisk-skader og skader på korsbånd eller skulder-skader og ankel-skader • Sygdomme i indre organer såsom galdesten, nyresvulster eller knuder i livmoderen • Forandringer i kroppens væv, såsom blodpropper, svulster i hjernen, dissemineret sklerose, rygmarven mm. MR-scanning kan f.eks. foretages af • Hjernen • Rygsøjlen (halsregion, brystregion og lænderegion) • Led (skulder-, albue-, og håndled samt hofte-, knæ- og fodled) • Bløddele (muskler) • Galdeveje (MRCP) • Blodkar. Hele kroppen kan skannes – dog kun en region ad gangen. De fleste kan undersøges i en MR-scanner, men der er undtagelser: • Gravide i 0 – 3 måned • Hvis man er for stor til at være i scanneren • Hvis man lider af angst for små, lukkede rum (klaustrofobi) – men en beroligende tablet kan dog ofte afhjælpe dette klaustrofobi-problem. Hvis man ikke kan ligge stille på lejet i scanneren • Hvis man har pacemaker eller andre magnetiske metalgenstande indopereret. Forberedelse: Tøj uden lynlåse og metalknapper, ingen bøjle-BH, ur, smykker eller piercinger. Ingen mobiltelefon, magnetkort og nøgler i lommen. Ved scanning af hovedet/ hjernen må man ikke have make-up på, da det kan give forstyrrelser på billederne. Man må spise og drikke som vanlig, medmindre andet er anført i indkaldelsesbrevet. Hvis man tager smertestillende medicin, må man tage det, som man er vant til. Hvis man lider af klaustrofobi, kan man via din egen læge få beroligende medicin, som man kan tage på undersøgelsesdagen. • En MR-scanning tager ca. 20-30 minutter per region. Enkelte undersøgelser tager ca. 1 time • Man kan tage hjem umiddelbart efter undersøgelsen. Ved undersøgelsen hjælper en radiograf, så man ligger godt og afslappet, da det er vigtigt, at man ikke bevæger sig under undersøgelsen. Herefter bliver man liggende kørt ind i scanneren. Undersøgelsen er delt op i flere kortvarige måleperioder. I disse perioder skal man ligge helt stille og slappe af. Under undersøgelsen hører du en række bankelyde afbrudt af pauser. Dette gentages nogle gange. Under hele forløbet har man kontakt til radiografen via et samtaleanlæg og en alarmknap. Enkelte gange kan det være nødvendigt at give et kontraststof i en blodåre i armen, for at få et mere præcist billede. Det er smertefrit og uden bivirkninger at få lavet en MR-scanning. Der er en del maskinstøj, og man får derfor udleveret høreværn eller ørepropper. Når billederne er set og beskrevet af en radiolog (speciallæge i radiologi), bliver svaret sendt til det sted, som har henvist til MR-scanning. For en almindelig undersøgelse kan der gå op til 5 hverdage, inden svaret sendes.
Recent Comments