radikal (kemi)
Hvad er radikal (kemi)?
I kemi er et radikal eller et frit radikal betegnelsen for et atom eller en forbindelse som har en uparret elektron eller en ufuldstændig fyldt elektronskal.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
radiokemi
Hvad er radiokemi?
Radiokemi er kemien i radioaktivt materiale, hvor de radioaktive isotoper af grundstoffer bruges til at undersøge de egenskaber og kemiske reaktioner af ikke-radioaktive isotoper (oftest inden for radiokemi, vil mangel på radioaktivitet beskrives som inaktivt stof, da det er stabile isotoper). Meget af radiokemien omhandler brugen af radioaktivitet til at studere almindelige kemiske reaktioner.
Radiokemi omfatter undersøgelse af både naturlige og menneskeskabte radioaktive isotoper. Radiokemi benyttes blandt andet inden for miljøværn, efterforskningsboring, kernekraft og nuklearmedicin.
Alle radioisotoper er ustabile isotoper af grundstoffer, der gennemgår radioaktive henfald og udsender en form for stråling. Den udsendte stråling kan være en af tre typer; alfa-, beta-, eller gammastråling.
1. a (alfa)-stråling – emissionen af en alfa-partikel (som indeholder 2 protoner og 2 neutroner) fra en atomkerne. Når dette sker, vil atomets atommasse falde med 4 enheder og atomnummeret vil falde med 2 enheder.
2. ß (beta)-stråling – transmutation af en neutron til en elektron og en proton. Når dette sker, udsendes elektronen fra kernen i orbitalen. Atomet ændres til det næste grundstof i det periodiske system.
ß+ (beta+)-stråling – i atomkerner med for mange protoner kan en proton omdannes til en neutron og en positron. Atomet ændres til det forrige grundstof i det periodiske system.
3. -> (gamma)-stråling – emission af elektromagnetisk energi (såsom røntgenstråler) fra kernen af et atom. Dette sker normalt i løbet af alfa- eller betaradioaktivt henfald.
Disse tre typer af stråling kan karakteriseres ved deres forskel i de gennemtrængende effekter.
Alfastråling kan stoppes ret let ved nogle få centimeter i luft, eller et stykke papir og er ækvivalent til en heliumkerne. Betastråling kan blive afskåret af en aluminiumplade, der blot er et par millimeter tyk og her bremses den elektroner. Gammastråling er den mest gennemtrængende af de tre og er masseløse højenergi-fotoner. Gammastråling kræver en betydelig mængde af tungmetaller som beskyttelse mod stråling (som regel bly- eller barium-baseret) for at reducere dens intensitet.
Aktiveringsanalyse (radiokemi)
Med neutronstråling af objekter er det muligt at inducere radioaktivitet; denne aktivering af stabile isotoper til at skabe radioisotoper, der er grundlaget for neutronaktiveret analyse. Et af de mest interessante objekter, der er blevet undersøgt på denne måde er håret af Napoleons hoved, der er blevet undersøgt for deres indhold af arsen].
En række forskellige eksperimentelle metoder forekommer, disse er blevet designet til at muliggøre måling af en række forskellige elementer i forskellige matricer. At reducere virkningen af den matrix, er det almindeligt at bruge kemisk ekstraktion af det ønskede grundstof og/eller at tillade radioaktiviteten fra matrix-elementerne til henfald før måling af radioaktivitet. Da matrix-virkningen kan korrigeres, for ved at observere henfalds-spektrummet skal kun en ringe eller ingen prøveforberedelse nødvendigt (gældende for nogle prøver), for at gøre neutronaktiveret analyse mindre modtagelige for forurening.
Virkningerne af en række forskellige køletider kan ses, hvis en hypotetisk prøve der indeholder natrium, uran og kobolt i et 100:10:1-forhold blive udsat for en meget kort puls af termiske neutroner. Den oprindelige radioaktivitet ville blive domineret af 24Na-aktiviteten (halveringstid: 15 timer), men med stigende 239Np-aktivitet (halveringstid 2,4 d efter dannelsen fra moderkernen 239U med en halveringstid på 24 min) og endelig kommer 60Co-aktiviteten (5,3 år) der dominerer.
Biokemiske anvendelser af radiokemi
Et biologisk område er studiet af deoxyribonukleinsyre ved hjælp af radioaktivt fosfor-32. I disse eksperimenter vil stabil fosfor substitueres kemisk identisk med radioaktivt fosfor-32, og den deraf følgende radioaktivitet anvendes i analysen af molekyler og deres adfærd.
Et andet eksempel er det eksperiment, der blev udført på methylering af grundstoffer såsom svovl, selen, tellur og polonium i levende organismer. Det er blevet påvist, at bakterier kan konvertere disse grundstoffer i flygtige forbindelser], det menes at methylkobalamin (vitamin B12) alkylaterer disse grundstoffer til at skabe dimethyler. Det har vist sig, at en kombination af koboltoxim og uorganisk polonium i sterilt vand danner en flygtig polonium-forbindelse, hvorimod et kontrol-eksperiment, som ikke indeholder koboltsammensætninger ikke danner en flygtig poloniumforbindelse]. Ved svovl-undersøgelserne blev isotopen 35S brugt, hvorimod 207Po blev anvendt ved polonium-undersøgelserne. I noget relateret arbejde ved tilsætning af 57Co til en bakteriekultur, efterfulgt af isolering af kobalamin fra bakterier (og måling af radioaktivitet i isoleret kobalamin) blev det vist, at de bakterier omdanner kobolt til methylkobalamin.
Miljøundersøgelser af radiokemi
Radiokemi omfatter også studiet om adfærd af radioisotoper i miljøet, for eksempel kan en skov- eller græsbrand gøre radioisotoper aktive igen]. I disse eksperimenter var branden indledt i den udelukkede zone omkring Tjernobyl og radioaktivitet i luftvindretningen blev observeret.
Det er vigtigt at bemærke at en lang række processer er i stand til at frigøre radioaktivitet i miljøet, for eksempel virkningen af kosmiske stråler om luften, er ansvarlig for dannelsen af radioisotoper (såsom 14C og 32P), henfald af 226Ra-former og 222Rn som er en gas der kan diffuse gennem klipperne inden de kommer ind bygninger]]] og opløses i vand og dermed i drikkevand] ud menneskelige aktiviteter, såsom bombetests, ulykker, og normal udslip fra industrien har medført udslip af radioaktivitet.
Kemisk form af actiniderne
Miljøkemien i nogle radioaktive grundstoffer såsom plutonium kompliceres af den kendsgerning, at en løsning af dette grundstof kan undergå disproportionation, og som følge heraf forekommer mange forskellige oxidationstilstande, der kan eksistere side om side på en gang. Noget af arbejdet er blevet udført på identifikation af oxidationstrin og koordinering af antallet af plutonium og andre actinider under forskellige forhold er blevet færdiggjorte. Dette omfatter forskning i begge løsninger af relativt simple komplekser og arbejde på kolloider. To af de vigtigste matricer er jord/sten og beton; i disse systemer er de kemiske egenskaber af plutonium blevet undersøgt ved hjælp af metoder som f.eks. EXAFS og XANES.
Kolloiders bevægelse
Mens bindingen af et metal til overfladen af jordpartikler kan forhindre dens bevægelse gennem et lag af jord, er det muligt for partikler i jorden som er forsynet med radioaktivt metal, at migrere som kolloide partikler gennem jord. Dette har vist sig at forekomme ved anvendelse af jordpartikler mærket med 134Cs; disse har vist sig at være i stand til at bevæge sig gennem sprækker i jorden.
Baggrundsstråling
Radioaktivitet er til stede overalt (og har været siden dannelsen af Jorden). Ifølge Det Internationale Atomenergiagentur indeholder et kg jord typisk følgende mængder af tre naturlige radioisotoper 370 Bq 40K (typisk 100-700 Bq), 25 Bq 226Ra (typiske 10-50 Bq), 25 Bq 238U (typisk 10-50 Bq) og 25 Bq 232Th (typisk 7-50 Bq).
Mikroorganismer og radiokemi
Mikroorganismers stofskifte kan fiksere uran; thermoanaerobacter kan bruge krom(VI), jern(III), kobolt(III), mangan(IV) og uran(VI), som elektronacceptorer, hvorimod acetat, glukose, brint, laktat, pyruvat, succinat, og xylose kan fungere som elektron-donorer for bakteriernes stofskifte. På denne måde kan metallerne reduceres til at danne magnetit (Fe3O4), siderit (FeCO3), rodokrosit (MnCO3), og uraninit (UO2). Andre forskere har også arbejdet med fastsættelse af uran ved hjælp af bakterier, Francis R. Livens et al. (forsker i Manchester) har foreslået, at grunden til, at Geobacter sulfurreducens kan reducere UO22+-kationer til urandioxid er, at bakterier reducerer uranyl-kationer til UO2+, som derefter gennemgår disproportionation for at danne UO22+ og UO2. Dette ræsonnement er baseret på (i hvert fald delvis) på den iagttagelse, at NpO2+ ikke konverteres til en uopløselig neptuniumoxid af bakterier.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
raffinaderi
Hvad er raffinaderi?
Et raffinaderi er et forarbejdningsanlæg, som via kemiske og fysiske processer og operationer raffinerer råmaterialer til brugbare produkter, dette gøres især ved destillation.
Blandt de mest kendte former for raffinaderier er olieraffinaderier og sukkerraffinaderier, men også bioraffinaderier vinder frem.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Ramsay
Hvem er William Ramsay?
Sir William Ramsay (2. oktober 1852 i Glasgow – 23. juli 1916 i High Wycombe, Buckinghamshire) var en skotsk kemiker. Han opdagede ædelgasserne, og modtog Nobelprisen i kemi i 1904 "for sin opdagelse af ureaktive gasformede grundstoffer i luft, og bestemmelsen af deres plads i det periodiske system " (sammen med Lord Rayleigh som modtog Nobelprisen i fysik samme år for sin opdagelse af argon).
Ramsey blev i 1872 doktor ved universitet i Tübingen, og arbejde derefter som assistent for sin tidligere lærer ved Anderson College. Han blev udnævnt til professor indenfor kemi ved universitetet i Bristol i 1879.
Han opdagede argon i 1894 sammen med Lord Rayleigh, og fremstillede året efter helium, som tidligere var blevet opdaget på solen ved hjælp af spektralanalyse af sollys. Sammen med Morris William Travers opdagede han i 1898 grundstofferne neon, krypton og xenon.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
reaktant
Hvad er reaktant?
En reaktant eller en reagens er et "substrat eller stof der bliver tilsat i et system for at starte en kemisk reaktion eller som tilsættes for at se, om der sker en reaktion.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
reaktionshastighed
Hvad er reaktionshastighed?
Reaktionshastigheden af en kemisk reaktion defineres som ændringen af en reaktants eller et produkts koncentration pr. tidsenhed.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
reaktionsskema
Hvad er reaktionsskema?
Inden for kemi er et reaktionsskema en betegnelse for en kemisk reaktion skrevet med kemiske symboler samt "+ " og pile. Eksempelvis skrives forbrændingen af glukose således:
C6H12O6 + 6O2 -> 6CO2 + 6H2O
Sagt med ord står der her: Et glukosemolekyle går sammen med seks oxygenmolekyler og danner seks kuldioxidmolekyler og seks vandmolekyler. Stofferne på venstre side af pilen kaldes reaktanter, hvorimod stofferne på højre side kaldes produkter.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
redoxreaktion
Hvad er redoxreaktion?
Redoxreaktioner beskriver alle kemiske reaktioner hvor atomer får deres oxidationstrin ændret. I redoxreaktioner bliver der overført elektroner fra et stof til et andet.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
reduktion (kemi)
Hvad er reduktion (kemi)?
Reduktion inden for kemi er i praksis det samme som elektronoptagelse. Dvs. at et atom, molekyle eller en ion optager elektroner.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
resonans (kemi)
Hvad er resonans (kemi)?
Resonans eller mesomerisme] bruges i kemi til at beskrive delokaliserede elektroner i visse molekyler eller sammensatte ioner hvor binding ikke kan beskrives med en enkelt Lewisformel. Et molekyle eller en ion med sådanne delokaliserede elektroner bliver repræsenteret med flere bidragende strukturer] (også kaldet resonansstruktur eller kanonisk form).
Læs mere: Her
Gå til index for siden
respiration
Hvad er respiration?
Respiration (cellulær respiration), kræver adgang til en elektronaccepter (ilt for aerob respiration) og en eller flere energirige, organiske kulstofforbindelser.
Langt de fleste levende organismer bruger respiration som deres metode til at udvinde bioenergi af organisk stof. Det gælder både de autotrofe (selvforsynende), grønne planter og de heterotrofe planteædere, rovdyr, snyltere og nedbrydere.
Alle højere organismer har særlige organeller, mitokondrier, der udfører den enzymatisk-kemiske del af respirationen. Dyre- (og menneske-) mitokondrier har betydeligt mindre DNA end svampe-, alge- og plantemitokondrier.
Selv om respiration er en forholdsvis effektiv metode til at udvinde energi af fødemidlerne, så er der et meget stort varmetab undervejs gennem processen. Formlen ser sådan ud:
C6H12O6 + 6 O2 + 30(ADP+(P))? 6 CO2 + 6 H2O + energi + 30ATP ( 36 i en prokaryot og 38 eukaryot) ATP-molekyler (= 40%) + 60% varme).
Omsætning via respiration kaldes aerob, hvorimod omsætning uden ilt kaldes anaerob. Det sidste kendes bl.a. fra en række gæringsprocesser og glykolysen.
Også i jord foregår det meste af omsætningen ved respiration, men to forhold kan gøre dette umuligt: Dels kan vandindholdet i jordens porer forhindre et tilstrækkeligt hurtigt luftskifte, og dels kan komprimering af jorden forhindre dette. Af disse grunde dannes der en ilthorisont i jorden, som adskiller lag med mere end fem procents iltindhold fra dybere lag med mindre end fem procents ilt i jordluften. Denne grænse er afgørende, for den betyder et skifte fra henholdsvis aerobe omsætninger (respiration) til anaerobe (gæring).
Læs mere: Her
Gå til index for siden
reversibel reaktion
Hvad er en reversibel reaktion?
En reversibel reaktion er en kemisk reaktion, der resulterer i en kemisk ligevægt mellem reaktanter og produkter.
Læs mere: Her
Gå til toppen af siden
Robinson
Hvem er Robert Robinson?
Sir Robert Robinson, OM, PRS, FRSE (13. september 1886 – 8. februar 1975) var en engels organisk kemiker] og modtager af Nobelprisen i kemi i 1947 for sin forskning i plantefarvestof (anthocyaniner) og alkaloider. I 1947 modtog han også Medal of Freedom med Sølvpalme.
Robinson blev født på en gård nær Chesterfield, Derbyshire, og gik i skole på Chesterfield Grammar School, en privat Fulneck School og senere på University of Manchester. I 1907 modtog han 1851 Research Fellowship fra Royal Commission for the Exhibition of 1851] til at fortsætte sin forskning på University of Manchester. Han blev udnævnt som den første professor for Ren og Anvendt Organisk Kemi på School of Chemistry på University of Sydney i 1912. Han blev Waynflete Professor i Kemi på Oxford Universitet fra 1930 og Fellow af Magdalen College, Oxford.
Robinson Close i Science Area i Oxford er opkaldt efter ham, ligesom Robert Robinson Laboratory på University of Liverpool.
Robert Boyle's forskning
Hans syntese af tropinon, en precursor til kokain, i 1917 var ikke bare et stort skridt inden for alkaloid-kemi, men vist også at tandem reaktioner i en one-pot syntese kan danne bicykliske molekyler.
Robert Robinson's tropinonsyntese.
Han opfandt symbolet for benzen med en cirkel i midten, da han arbejde på St Andrews University i 1923. Han er kendt for at opfinde bruget af buede pile til at repræsenteret flytning af elektron€r, og han er også kendt for at opdage molekylestrukturen af morfin og penicillin.
I 1957 grundlagde Robinson journalen Tetrahedron med halvtreds andre redaktører for Pergamon Press.
Læs mere: Her
Gå til toppen af siden
rubidium
Hvad er rubidium?
Rubidium er det 37. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Rb. Under normale temperatur- og trykforhold optræder rubidium som et blødt, sølvskinnende metal med et gråligt skær. Stoffet har navn efter rubiners røde farve, eftersom det brænder med en rødviolet flamme.
Rubidium har en enkelt elektron i sin yderste skal
Som de øvrige alkalimetaller har rubidium én enkelt elektron i sin yderste elektronskal. Da atomer "foretrækker " at have den yderste skal fyldt op med elektroner ligesom ædelgasserne har det, er rubidium-atomet "ivrigt " efter at slippe af med den ene elektron – for så vil den fyldte, næst-yderste elektronskal fremstå som rubidiumatomets nye, yderste skal. En måde at komme af med denne elektron, er at indgå en kemisk forbindelse med andre stoffer der er "villige " til at tage imod en elektron.
Det gør rubidium ganske reaktionsvilligt; det iltes ( "ruster ") meget hurtigt, og det er endda sket at en prøve af rubidium spontant er brudt i brand ved kontakt med atmosfærisk luft. Som andre alkalimetaller danner rubidium gasformig brint samt et stærkt basisk hydroxid (rubidiumhydroxid; RbOH) ved reaktion med vand, men i lighed med cæsium og undertiden også kalium er rubidiums reaktion med vand så voldsom, at den frigivne brintgas antændes og udløser en eksplosion.
Rubidium kan danne mindst fire forskellige oxider: RB2O, RB2O2, RB2O3og RbO2. Andre almindeligt forekommende rubidium-forbindelser er rubidiumklorid (RbCl), rubidiumfluorid (RbF) og rubidiumsulfat (RB2SO4).
Tekniske anvendelser af rubidium
Rubidium kan bruges til en lang række forskellige formål:
I visse atomure bruges rubidium i stedet for cæsium som resonator.
Som ingrediens i visse specielle former for glas.
Rubidium kan bruges i fremstillingen af superoxider.
Både ren rubidium samt en række kemiske forbindelser mellem rubidium og andre stoffer, brænder med en rødviolet eller violet farve; sådanne rubidium-forbindelser bruges til at skabe violette farver i fyrværkeri.
Da rubidium let ioniseres, kan det anvendes i ionmotorer, men i praksis viser cæsium og xenon sig mere effektive i denne rolle.
Rubidiums istorie
Rubidium blev opdaget i 1861 af Robert Bunsen og Gustav Kirchhoff, som ved hjælp af spektroskopi kunne påvise rubidium i mineralet lepidolit. Indtil 1920'erne fandt dette nye grundstof kun minimal industriel anvendelse, og siden har det primært været brugt til forskings- og udviklingsformål, hovedsagelig indenfor kemi og elektronik.
Forekomst og udvinding af rubidium
Rubidium er det 16.-mest udbredte grundstof i Jordens skorpe: Lepidolit indeholder 1,5% rubidium, og det er primært herfra man udvinder rubidium på kommerciel basis. Andre mineraler, som leucit, pollucit, zinnwaldit, kan indeholde op til 1% rubidium i form af oxider, og ligeledes kan visse kaliumholdige mineraler indeholde rubidium nok til at det er rentabelt at udvinde.
En blandt flere måder at udvinde rubidium på, er at reducere rubidiumklorid med kalcium. I 1997 kostede rubidium i små mængder omkring 25 amerikanske dollar per gram.
Rubidium i biologien
Som de øvrige alkalimetaller optræder rubidium næsten udelukkende i oxidationstrin 1. Den menneskelige krop behandler Rb+-ioner som kalium-ioner, og opkoncentrerer dem i organismens elektrolytiske væsker. Rubidium-ionerne er ikke specielt giftige, og udskilles relativt hurtigt gennem sved og urin, men i store mængder er rubidium giftigt.
Isotoper af rubidium
Man kender 24 isotoper af rubidium, men naturligt forekommende rubidium består af blot to isotoper; 72,2% Rb-85 og 27,8% af det radioaktive Rb-87. På grund af indholdet af Rb-87 er naturligt rubidium radioaktivt nok til at sværte fotografisk film på 1-2 måneder.
Rb-87 har en halveringstid på 48,8 milliarder år, og henfalder til den stabile isotop strontium-87 ved at udsende en betapartikel. Sten og klipper kan dateres ved at måle forholdet mellem rubidium og strontium i en prøve; en metode der kaldes for rubidium-strontium-datering.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
rubidium
Hvad er rubidium?
Rubidium (Rb) er et grundstof. Rubidium-85 er stabil og består af 37 protoner og 48 neutroner. Men 28% af rubidium i klipper er rubidium-87 med 37 protoner og 50 neutroner. Dette rubidium-87 er ustabilt og vil ved radioaktiv nedbrydning kunne blive stabilt ved at få et af dets neutroner til at blive omdannet til en proton ved, at en elektron og en antineutrino bliver skubbet ud af atomet, så det bliver til strontium-87 med 38 protoner og 49 neutroner (ialt 87 kerneenheder).
Omkring 25% af al rubidium i verden er den radioaktive isotop 87Rb, som henfalder til strontium-isotopen 87Sr, men halveringstiden er hele 47 milliarder år (universet er langt fra så gammelt). Alt 87Sr i verden er dannet på denne måde.
Når en meteorit dannes i solsystemet, kan 87Rb blive indestængt, og dettes henfald til 87Sr kan måles, hvorved forholdet mellem mængderne af87Rb og 87Sr afslører meteorittens alder.
Læs mere her.
rubidium
Hvorfor eksploderer rubidium i vand?
Læs "Natrium: Hvorfor eksploderer natrium i vand?".
rubiner
Hvorfor er rubiner røde?
Læs "Chrom: Hvorfor er rubiner røde?".
rullelag
Hvad er rullelag?
Rullelag (også kaldet margarinelag) er et fagord inden for bagerfaget og henfører til antallet af dej-fedtstof lag, som i wienerdej (f.eks. i wienerbrød) og butterdej (f.eks. i tarteletter). I modsætning til brød hvor gær er en essentiel ingrediens, henfører rullelag til en alternativ måde at "hæve " dejen på.
Med "vådt gær " medes den type gær, som fås i små 50 gram blokke. Rullelagene bruges i hvad der kaldes en fysisk hævning. Denne måde at hæve en dej på involverer, at man benytter damp skabt ved afbagning (og derved opvarmning til kogepunkt for væsker i dejen) fanget inde i dejen, som den komponent der primært eller udelukkende skal hæve dejen og skabe luftlommer. Til sammenligning med vådt gær i franskbrød, som lever af nærringen (vand og kulhydrater) i dejen og som affaldsstof producerer kuldioxid, hvilket skaber luftlommerne.
Fremgangsmåde ved fremstilling af rullet dej
Ved fremstillingen af f.eks. wienerdej æltes dejen, imens en portion fedtstof (oftest margarine hos bagere]) som vejer ca. halvt så meget, som den skal rulles sammen med, afvejes. Dejen flades ud for at gøre plads til fedtstoffet, som placeres i midten af dejen og derefter foldes ind i dejen, som en konvulut. Selve rullelagene skabes nu ved, at dejen (som omfavner og tildækker fedtstoffet) rulles ud og foldes. F.eks. rulles dejen aflang og foldes, så den ligger i tre lag. Processen gentages tre gange, hvilket giver 27 rullelag totalt. Det typiske antal lag for en wienerdej.
Dvs. 3×3×3 = 27 rullelag. Resultatet af at rulle dejen ud og folde den i tre lag, tre gange. Hos bagere kaldet 3×3 for lettere at videregive informationen om de ønskede lag.
I tilfælde af butterdej, som f.eks. bruges til tarteletter, bruges ingen gær. I stedet rulles dejen 2×3 2×4 (i bagersprog), oversat til at dejen rulles og foldes i 3 lag, derefter 4 lag, 3 lag igen og endnu en gang 4 lag. Dvs. 3×4×3×4 = 144 lag. De tætte lag og den store mængde fedtstof (deraf navnet "butter "dej. Engelsk: "smør "dej) tillader at dejen kan hæve udelukkende via en fysisk hævning.
Fordele ved rullet dej
Ved denne fremgangsmåde, når en dej skal hæve, findes i at man sparer gær, da det er væsken i dejen, som enten udelukkende eller delvist står for hævningen.
Rullelagene giver som en "fysisk hævelse " mere kontrolleret hævelse end de alternative hæveteknikker. Det sker, fordi gær (både tørgær og vådt gær) også hæver sidelæns, da tyngdekraften trækker mere, end hvad kuldioxiden kan modarbejde med dejen omkring den. Derfor vil dejen flade mere ud, end den hæver opad. Derimod vil en fysisk hævelse stige til vejrs, grundet dampens natur som forudsigeligt vil bevæge sig opad, da den kun vil bevæge sig sidelæns, hvis fedtstoffet (og derved væsken i det) ikke er tilstrækkeligt pakket ind i dejen.
Som en mere æstetisk fordel bliver hævelsen mere "jævn " og lige over hele det færdigbagte produkt, hvorimod specielt vådt gær kan give store luftlommer (også kaldet poring i fagsprog) og en ujævn overflade.
Hvis man ikke bryder sig om "gærsmagen ", eller at spise gærens affaldsstoffer, som findes i franskbrød med vådt gær som hævemiddel, kan man med fordel benytte en fysisk hævelse.
Alternativer til rullet dej
Alternativer til den fysiske hævning ved hjælp af rullelag er kemisk hævelse og biologisk hævelse.
Kemisk hævelse af dej
En kemisk hævelse sker ved brug af f.eks. bagepulver eller natron. Navnet hentyder til det kemisk fremstillet hævemiddel, som bruges i dejen (eller massen). Forskellen fra de andre potentielle hæveteknikker, er en mere omgående hævning i dejen, i modsætning til gær som er en længere proces. Kemiske hævemidler kan derfor med fordel bruges for at spare tid, samt muligheden for længere holdbarhed når sammenlignet med gær.
Biologisk hævelse af dej
(Se også: gær) En biologisk hævning hentyder til brugen af et biologisk produkt som hævemiddel. I tilfældet af vådt gær, findes biologien i de levende mikroorganismer i gæren, som med fordel kan udnyttes med viden om mikroorganismerne og enzymerne i dejens ingredienser med henhold til deres livsbetingelser. Fordelen ved en biologisk hævelse er, at de processer som sker ved hævelsen, efterlader en markant smag, som eventuelt kunne ønskes.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
rust
Hvad er rust?
Rust er en fællesbetegnelse for kemiske forbindelser af jern (Fe) og ilt (O). Alt efter sammensætning kan farven være gullig, rødlig, brunlig, grøn og hen til sort.
Rust er et stort problem i mange forbindelser, hvor man bruger jern eller jernholdige materialer. I visse metalsammensætninger dannes en metal- og iltforbindelse, der forhindrer ilten i at nå længere ind i materialet, fx i rustfrit stål. Normalt vil rusten få materiale til at løsne sig i flager, så emnet hele tiden svækkes, efterhånden som ilten trænger længere og længere ind, og til sidst fremkommer huller (gennemtæring), eller emnet knækker.
I opvaskemaskiner ses tit rustpletter på ellers rustfri genstande. Det kan skyldes at tingene har været våde for længe, så ilten i vandet går i forbindelse med metallet, eller at løse ikke-rustfrie splinter er løsnet fra andre ting i maskinen og tilfældigt lander på den rustfrie del. Herfra kan rusten så sprede sig.
Rust forebygges tit ved galvanisering eller forzinkning. Alternativt rustbeskyttes løbende med oliebaserede produkter. Dette især på biler, hvor Pava og Dinitrol nok er de mest kendte anti-rust firmaer.
Tilsvarende kemiske forbindelser fremkommer med andre metaller som sølv, der anløber (bliver sort) eller kobber der irrer (karakteristisk grøn farve).
Rustent jern kan genbruges fuldt ud lige så godt som "rent " jern, idet jernet smeltes, hvorved forbindelserne ødelægges.
Før udviklingen af cyanobakteriernes iltdannende fotosyntese rustede jern ikke. For 2 milliarder år siden var iltkoncentrationen i atmosfæren nået op på ca. 1 promille som tegn på, at der nu ikke var mere opløst jern i havene, som kunne ruste (dvs. indfange ilten).
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Rutherford
Hvem er Ernest Rutherford?
Sir Ernest Rutherford (30. august 1871 – 19. oktober 1937), engelsk atomfysiker. Modtog Nobelprisen i kemi i 1908.
Rutherford blev født i New Zealand. Efter at have fået sin universitetsgrad fra Canterbury Universitet, rejste han i 1895 til England for at fortsætte sine studier ved Cavendish Laboratoriet ved Cambridge Universitet. Her opdagede han og navngav alfastråling og betastråling.
I 1898 blev Rutherford ansat som professor i fysik på McGill Universitetet i Canada hvor han viste at radioaktivitet var den spontane spaltning af atomer. Dette arbejde gav ham Nobelprisen i kemi i 1908. Han bemærkede at en prøve af radioaktivt materiale altid brugte den samme tid om at halvere sin aktivitet – prøvens halveringstid. Han brugte denne observation til at bestemme Jordens alder. Den var meget højere end det, de fleste daværende forskere forventede.
I 1907 blev han ansat som professor i fysik på University of Manchester. Der opdagede han atomkernen ved at beskyde et guldfolie med alfastråling og blev den første succesfulde alkymist: han omdannede kvælstof til ilt. Mens han arbejdede med Niels Bohr (som fandt ud af at elektroner bevæger sig i bestemte baner), spekulerede Rutherford over muligheden for eksistensen af neutroner, som kunne neutralisere protonernes positive ladning og forhindre atomet i at eksplodere.
I 1917 vendte han tilbage som chef for Cavendish Laboratoriet. Under hans ledelse modtog James Chadwick Nobelprisen for opdagelsen af neutronen, John Cockcroft og Thomas Walton modtog den for at splitte atomet med en partikelaccelerator og Edward Victor Appleton for at påvise eksistensen af ionosfæren.
Grundstoffet rutherfordium er opkaldt efter ham.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Ružicka
Hvem er Lavoslav Ružicka?
Lavoslav Ružicka eller Leopold Ružicka ForMemRS] (13. september 1887 i Vukovar – 26. september 1976 i Mammern) var en kroatisk videnskabsmand og vinder af Nobelprisen i kemi i 1939 sammen med Adolf Butenandt. Han arbejde hovedsageligt i Schweiz og modtog otte honoris causa doktorater i naturvidenskab, medicin og jura; syv priser og medaljer, 24 æresmedlemskaber af kemiske, biokemiske og andre naturvidenskabelige selskaber.
Læs mere: Her
Gå til index for siden 
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk)
Tegn abonnement på
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.
Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.
Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.
Recent Comments