lak
Hvordan fremstilles lak?
Til fremstilling af lak opløses 15 gram shellak i 30 gram sprit.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
lakmus
Hvad er lakmus?
Lakmus er et farvestof, der udvindes fra forskellige lavarter. Farvestoffet er egentlig en blanding af flere forskellige kemiske forbindelser. Lakmus anvendes som pH-indikator, enten som pulver, der opløses i vand, i form af væske eller som lakmuspapir.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Langmuir
Hvem er Irving Langmuir?
Irving Langmuir.(31. januar 1881 i Brooklyn – 16. august 1957 i Woods Hole) var en amerikansk kemiker og fysiker. Hans mest kendte publikation var den berømte artikel "The Arrangement of Electrons in Atoms and Molecules " fra 1919, hvor han bygger på Gilbert N. Lewiss kubiske atom-teori og Walther Kossels kemiske bindingsteori, hvor han beskriver sin teori for "koncentrisk teori for atomstrukture ". Langmuir blev indraget i en disput med Lewis over hans arbejde; Langmuirs præsentationsevner var i høj grad medvirkende til udbredelsen af hans teori, selvom æren for teorien hovedsageligt er Lewis'. Mens han arbejdede for General Electric, fra 1909-1950, Langmuir udviklede han flere grundteorier inden for fysik og kemi og opfandt den gas-fyldte glødelampe atom hydrogensvejsning og han blev tildelt Nobelprisen i kemi for sit arbejde med overfladekemi. Langmuir Laboratory for Atmospheric Research nær Socorro i New Mexico blev navngivet til hans ære og det samme blev American Chemical Society journal om Surface Science kaldet Langmuir.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
lanthanider
Hvad er lanthanider?
Lanthaniderne er en betegnelse for en gruppe i det periodiske system, der omfatter de 15 jordmetaller med atomnumrene 57-71: Lanthan, cerium, praseodym, neodym, promethium, samarium, europium, gadolinium, terbium, dysprosium, holmium, erbium, thulium, ytterbium og lutetium. Fælles for alle grundstofferne er bl.a. at de er magnetiske.
Betegnelsen sjældne jordarter bruges ind imellem om lanthaniderne samt scandium, yttrium og lutetium, men IUPAC fraråder brugen af dette udtryk da stofferne hverken er sjældne eller "jordarter " (et ældre udtryk for oxider) – for eksempel findes der mere cerium end bly eller arsen i naturen. Desuden anbefales betegnelsen lanthanoid frem for lanthanid, fordi endelsen "-id " normalt bruges om anioner, som i "-oxid " og "-sulfid ".
Kemiske egenskaber ved lanthanider
Lanthaniderne er alle forholdsvis bløde og reaktionsvillige metaller, der let angribes af atmosfærisk luft og af vand. De "opfører " sig kemisk set meget ens, og optræder næsten altid med oxidationstrin +3, om end cerium også kan optræde med oxidationstrin +4, og europium også kan have oxidationstrin +2: Det betyder at stofferne ofte findes i de samme mineraler i naturen, og er svære at udvinde i helt ren form fra disse mineraler.
Ionradierne for lanthaniderne aftager med stigende atomnumre, og da stofferne næsten altid optræder med samme oxidationstrin, bestemmes lanthanidernes kemiske egenskaber i vid udstrækning alene af ionradierne, og dermed direkte af atomnumrene.
Tekniske anvendelser af lanthanider
Uddybende Uddybende artikel: Sjældne jordarter
De fleste lanthanider anvendes i lasere. Lanthanider reflekterer ultraviolet og infrarødt lys, og bruges derfor i glassene i solbriller.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
lattergas
Hvad er lattergas?
Dinitrogenoxid kendes også som lattergas eller kvælstofforilte, og ved stuetemperatur og atmosfærisk tryk er det en farveløs, ikke-brændbar gas med en behagelig, let sødlig lugt. Navnet "lattergas " skyldes den virkning, denne gas har på mennesker, der inhalerer den, og den bruges også som bedøvelsesmiddel, især af tandlæger. Gassen er også en drivhusgas.
Tekniske anvendelser af lattergas
Dinitrogenoxid bruges som
Bedøvelsesmiddel (ofte hos tandlæger, fødsler og i Falcks ambulancetjeneste).
Drivgas til barberskum og fødevarer på siphon, f.eks. flødeskum.
Iltningsmiddel for forbrændingsmotorer: Dinitrogenoxid leverer mere ilt til motorens forbrænding pr. rumfangsenhed end atmosfærisk luft.
Nitrous Express og Nitrous Oxide Systems (NOS) laver også lattergas-blandinger til biler, så den forbrænder benzin/ilt-blandingen hurtigere.
Sundhed og sygdom ved lattergas
Ved indånding forårsager dinitrogenoxid den føromtalte ufølsomhed over for smerte, samt eufori, svimmelhed og i visse tilfælde en svag afrodisisk virkning. Større doser over kort tid kan desuden medføre mild kvalme eller blivende svimmelhed, muligvis pga. af den højere koncentration af adrenalin eller endogene opioider i blodet under indånding. Gassens analgetiske virkning skyldes muligvis, at den fungerer som en opioid ligand eller frigiver kroppens naturlige reserver af disse. Alternativt kan modulation af det noradrenerge system i hjernen være årsag til den analgetiske virkning. Gassen i sig selv er ugiftig, men kan fortrænge den nødvendige ilt i indåndingsluften og derigennem føre til kvælning (hypoxi).
Længere tids brug i større mængder er forbundet med mangel på B12-vitamin, hvilket afstedkommer uheldige fysiske reaktioner. Det er gennem forskning blevet bevist, at N2O ikke, som andre rekreative inhalanter, er neurotoksisk.
Dinitrogenoxid som rusmiddel
Der findes eksempler på misbrug af dinitrogenoxid som et rusmiddel, hvilket er en af årsagerne til, at gassen udfases til fordel for andre bedøvelsesmidler. I ca. 30 stater i USA er det forbudt at bruge dinitrogenoxid for dets euforiske virkninger.
Også i ambulancetjenesten bruges lattergas (under navnet Alnotox (R) i Falck Redningskorps) til smerteafbødning, det har dog også medført, at man i fx Storbritannien har måttet plombere lattergassen, da man fandt ud af, at redderne brugte lattergassen som rusmiddel i tjenestetiden, nu bliver plomberingen kun brudt, når det fremgår af ambulancejournalen, at patienten er behandlet med lattergas.
Lattergassen historisk
Lattergassen blev første gang beskrevet af Joseph Priestley i 1772. Syntesen på det tidspunkt foregik efter formlen:
2NO + H2O + Fe -> N2O + Fe(OH)2
I 1790'erne eksperimenterede Humphry Davy sammen med nogle venner (herunder digterne Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey) med at inhalere gassen. De opdagede hurtigt, at dinitrogenoxid virker sløvende på smertesansen, uden at personen mister bevistheden helt, og siden blev stoffet brugt som bedøvelsesmiddel.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Lavoisier
Hvilken betydning havde Antoine Lavoisier for kemien?
Læs mere under "Kemiens historie: Hvornår udvikledes den moderne kemi?"
le Chateliers princip
Hvad er le Chateliers princip?
Le Châteliers princip er en sætning indenfor kemi, der siger at: Et ydre indgreb i et system i ligevægt fremkalder en forskydning, der formindsker virkningen.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
L-former
Hvad er L-former?
L står for laevus = venstre. D står for dexter = højre. Louis Pasteur opdagede, at salte, som udkrystalliseredes fra druesyre (vinsyre), bestod af to typer krystaller, som var spejlbilleder af hinanden. Og når disse krystaller blev sorteret, og der blev sendt planpolariseret lys igennem, afbøjede de to krystaltyper lyset henholdsvis til højre og til venstre, og man taler derfor om D- og L-former.
Dette kaldes kiralitet. Begrebet kiralitet (chiralitet) beskriver det fænomen i kemien, hvor to molekyler er hinandens spejlbilleder, men ellers er opbygget af nøjagtigt de samme kemiske grupper. Kiral kommer af "cheiros ", der på græsk betyder hånd. Højre og venstre hånd er ikke identiske, men derimod spejlbilleder af hinanden – de er kirale.
To stoffer, der er kirale, men ellers har samme opbygning, kan godt have meget forskellige egenskaber. En almindelig kemisk reaktion danner begge spejlbilledformer, da sandsynligheden herfor er lige stor. Der bliver altså dannet lige mange af højre og venstre molekyler.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Liebig
Hvem er Justus von Liebig?
Justus von Liebig (12. maj 1803 – 18. april 1873) var en tysk kemiker. Han blev født i Darmstadt som søn af en urtekræmmer og farvehandler. Allerede som barn eksperimenterede han med de stoffer, han fandt i sin fars værksted, og på den måde opstod hans store lyst til kemien. Hans interesse blev også vakt af de kemiske eksperimenter, som markedsgøglerne viste frem. Det var dér, han oplevede knaldperler, som skaffede ham et første kendskab til knaldkviksølv.
Han sluttede allerede gymnasietiden i 2 g. og han afbrød også sin apotekerlære i utide, for den svarede ikke til hans ønsker. Han vendte i stedet hjem til Darmstadt og hjalp sin far i værkstedet. I fritiden gik han på storhertugens bibliotek for at videreuddanne sig som autodidakt indenfor kemien ved hjælp af bøger og egne undersøgelser.
I 1819 blev Liebig ved sin fars hjælp optaget på kemistudiet ved universitetet i Bonn hos professor Karl Wilhelm Gottlob Kastner. Professoren opdagede hurtigt den unge mands talent, og han brugte ham som assistent i sit laboratorium. Da Kastner i 1821 fik embede ved universitetet i Erlangen, fulgte Liebig med og indledte dér sin doktorafhandling, der fik titlen: "Angående forholdet mellem mineralernes og planternes kemi ". I 1822 deltog Liebig sammen med andre studenter i nogle demonstrationer vendt mod magthaverne. Derfor blev han eftersøgt af politiet og måtte flygte hjem. Hans lærer, professor Kastner, fik dog kort efter gennem rosende omtale hos Ludwig 1. af Hessen-Darmstadt ordnet det sådan, at storhertugen gav Liebig et stipendium til studier ved Sorbonne i Paris, som dengang var centrum for kemisk forskning. Her modtog han datidens mest moderne kemiundervisning hos professorerne Joseph Louis Gay-Lussac, Thénard og Vauquelin.
Kort efter offentliggjorde han egne undersøgelser over knaldkviksølv, og det gjorde den berømte naturforsker, Alexander von Humboldt, opmærksom på ham. På baggrund af Humboldts anbefalinger hos den hessiske storhertug blev den kun 21-årige Liebig i 1824 løst ansat professor i kemi og farmakologi ved universitetet i Giessen, og allerede året efter blev han fastansat som professor. Arbejdsvilkårene var kummerlige fra begyndelsen: Hans løn var ringe, og han fik kun minimale tilskud til udstyr, kemikalier, opvarmning osv. Derfor måtte han betale mange absolut nødvendige apparater og materialer ud af egen lomme for overhovedet at kunne undervise. Alligevel opnåede han stor interesse og succes hos studenterne på grund af sine undervisningsmetoder.
For at skaffe penge drev han mellem 1827 og 1833 ved siden af professoratet et privat institut for farmakologi og tekniske erhverv. Der uddannede han sammen med professorerne Umpfenbach, Wernekink og Schmidt apotekerlærlinge og fremtidige ledere i de tekniske erhverv.
Hans undervisningsmetoder, hans opdagelser og hans skrifter gjorde ham snart kendt og berømt over hele Europa, sådan at der foruden tyske studerende kom talrige udlændinge til Giessen, deriblandt 84 englændere og 18 amerikanere, som ville høre hans forelæsninger over kemi og farmakologi. I 1845 blev han adlet på grund af sine fortjenester og fik titlen „friherre ".
Han afviste tilbud om ansættelse ved universiteterne i Reval 1827, Göttingen 1835, St. Petersborg 1839, Wien 1841, London 1845 og Heidelberg 1851, men kunne hver gang forbedre sin finansielle og ansættelsesmæssige situation ved nye lønforhandlinger. Men da så universitetet i München forhørte sig hos Liebig gennem professor Max von Pettenkofer vedrørende en ansættelse, og da kong Maximilian 1. af Bayern indbød ham personligt og tilbød at bygge et nyt, kemisk institut med tilhørende embedsbolig, og da kongen yderligere sikrede ham vidtgående frihed i undervisning og forskning, kunne han ikke stå imod: Han accepterede ansættelsen og underviste i München fra 1852. Her blev han udnævnt til æresmedlem eller korresponderende medlem af mange videnskabelige foreninger i ind- og udland, og han modtog talrige æresbevisninger og ordener fra regerende herskere i hele verden. Den 15. december 1859 blev han udnævnt til præsident for det bayriske videnskabernes akademi. Dette embede beholdt han til sin død. I 1870 blev han gjort til æresborger i byen München.
Liebig døde den 18. april 1873 i München efter en lungebetændelse og blev begravet den 21. april under stor deltagelse fra befolkningen på Münchens skovkirkegård. I de følgende år rejste man mindesmærker for ham i mange tyske byer, bl.a. i München og Giessen.
Universitetet i Giessen blev senere kaldt „Justus-Liebig-Universität ".
Justus von Liebis arbejde med nye analysemetoder
Liebig indledte sin videnskabelige løbebane i Giessen med at undersøge hessiske og bayerske sundhedskilder og deres mulige brugbarhed i forbindelse med udvinding af forskellige salte. Han blev hurtigt klar over, at datidens analysemetoder var meget langsommelige og temmelig upræcise.
Det lykkedes ham efter årelange forsøg at forbedre analyseapparaterne og i særdeleshed analysemetoder til afklaring af grundstofindhold. På den måde kunne han forenkle og fremskynde afklaring af grundstofsammensætningen i dyre- og plantedele.
Justus von Liebig's arbejde med organisk kemi
Han selv, hans medarbejdere og studenter undersøgte og offentliggjorde i den følgende tid den kemiske sammensætning hos hundredvis af planter og plantedele og mange organer og produkter fra dyr. Derved grundlagde de i praksis den organiske kemi, for ingen havde før dem gennemført så mange nøjagtige og kontrollerbare undersøgelser på området.
Justus von Liebig's arbejde med radikaler og isomeri
Sammen med vennen, professor Friedrich Wöhler, der havde professoratet i kemi og farmakologi i Göttingen, udviklede han i 1832 teorien om de kemiske radikaler, som gør det muligt at forklare flertallet af de stoffer, der udelukkende består af brint, ilt og kulstof. Det var også sammen med Wöhler at han opdagede isomerien (eksemplificeret ved henholdsvis knaldsølv og sølvcyanat), dvs. den kendsgerning, at to forskellige stoffer kan have den samme bruttosammensætning, men forskellige strukturer og egenskaber.
Justus von Liebig's arbejde med "Agrikulturkemi "
I Giessenperioden var det dog forbedring af landbruget, der havde hans største interesse. Han havde selv oplevet en hungersnød i årene 1813/14, og han ønskede at forhindre en gentagelse af elendigheden. Hans opdagelser på det område blev samlet i to værker, som udkom i 1840 og 1842: Die organische Chemie in ihrer Anwendung auf Agricultur und Physiologie (dvs. "Den organiske kemi anvendt på jordbrug og fysiologi "), eller kort og godt: "agrikulturkemi", og Die Thierchemie oder die organische Chemie in ihrer Anwendung auf Physiologie und Pathologie (dvs. "Dyrekemien eller den organiske kemi anvendt på fysiologi og patologi "). Disse to bøger skabte kolossal opmærksomhed i samtiden, ikke kun hos videnskabeligt uddannede, men hos alle dannede mennesker. Agrikulturkemien, hvor han slår til lyd for mineralsk gødning og forklarer dens betydning for kvalitet og udbytte af plantedyrkning, udkom i 9 oplag og blev oversat til 34 sprog.
Justus von Liebig's arbejde med superfosfat
I årene mellem 1846 og 1849 beskæftigede han sig sammen med sine engelske elever, Edward Frankland og Sheridan Muspratt, bl.a. med udvikling af en vandopløselig fosfatgødning. Resultatet blev det såkaldte superfosfat, som stadig er den mest brugte fosfatgødning på verdensplan.
Justus von Liebig's arbejde med kødekstrakt
Da Sheridan Muspratts datter døde af kolera i Liebigs hjem i 1852, fik han den tanke, at man kunne udvikle et kødkoncentrat, som ville redde patienter med alvorlige mave- tarminfektioner, når det blev givet i flydende form. Ud fra dette produkt udviklede han senere sit berømte kødekstrakt. Det var dog først, da Liebig i 1862 gav den tyske ingeniør, Georg Christian Giebert, licens til massefremstilling i Uruguay, at Liebigs Kødekstrakt blev produceret og solgt i store mængder verden over. Liebig havde tænkt sig, at koncentratet først og fremmest skulle være et næringsmiddel for den fattige del af befolkningen. Den temmelig høje pris og produktets sammensætning gjorde det dog ikke muligt, og i stedet viste det sig at slå igennem som et meget brugt krydderi til supper og kødspiser. Dermed blev det en forløber for de velkendte kraftterninger, som f.eks. Maggi und Knorr.
Justus von Liebig's arbejde med babymad
På den tid var spædbørns ernæring udelukkende baseret på modermælken. Hvis moderen ikke havde mælk på grund af sygdom eller andet vedvarende, måtte barnet sulte ihjel. Liebig fremstillede efter længere undersøgelser en „brystbarnssuppe ", som han kaldte det. Det blev en tidlig forløber for nutidens babymad.
Justus von Liebig's arbejde med bagepulver
Justus von Liebig brugte megen tid og lagde et stort arbejde i at skabe en kemisk blanding, som kunne bruges til brødbagning, så man ikke længere var afhængig af det let fordærvelige gær. Han gennemførte disse eksperimenter sammen med sin amerikanske elev, Eben Norton Horsford, og de lavede et produkt, som vi kalder for "bagepulver " i dag. Horsford fik stor, økonomisk gevinst med dette "backing powder " i Amerika, hvorimod der skulle gå næsten 50 år, før det slog an i Europa.
Den såkaldt "liebigske " minimumslov er opkaldt efter Justus von Liebig, selv om det ikke er ham, der har udmøntet den.
Justus von Liebig's indflydelse
Justus von Liebig er gået over i historien som den mest kendte, berømte og succesrige kemiker i det 19. århundrede. Han er også kendt som grundlæggeren af den organiske kemi, agrokemien og ernæringsfysiologien.
Han fik stor indflydelse på fagets udvikling gennem sin intense, litterære virksomhed. Fra 1831 var han medudgiver af datidens normsættende videnskabelige tidsskrift, Annalen der Chemie und Pharmazie, som senere blev kaldt Liebigs Annalen der Chemie. Sammen med Poggendorff udgav han en "Håndbog i Kemi " og sammen med Friedrich Wöhler en "Håndbog i Organisk Kemi ". Han skrev en "Vejledning i Analyse af Organiske Stoffer ", men først og fremmest mange bøger, som beskæftigede sig med forbedring af landbrugets dyrkningsmetoder.
For at udbrede kemiens opdagelser til et bredere publikum skrev han fra 1841 de såkaldte "Kemiske Breve ". Det var populærvidenskabelige afhandlinger, som udkom med uregelmæssige mellemrum i avisen Augsburger Allgemeine Zeitung, og som fik stor bevågenhed hos læserne.
Desuden indførte Justus von Liebig med sine forelæsninger den eksperimenterende undervisning i de naturvidenskabelige fag. På grund af hans forskning i analysemetoder blev kemien til en eksakt videnskab. Han dannede skole for højt ansete kemikere i ind- og udland, sådan at 42 ud af de første 60 Nobelprisvindere i kemi var efterfølgere af hans elever.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
ligand (biokemi)
Hvad er ligand (biokemi)?
I biokemi er en ligand (fra latin: ligare = at binde) et molekyle, som er i stand til at binde sig til og danne et kompleks sammen med et biomolekyle for at tjene et biologisk formål.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
lim
Hvordan fremstilles lim af knogler?
Fremstilling af lim af ben (knogler): Et råt kødben renses for blod og kød, hvorefter det lægges nogle dage i saltsyre (der opløser de uorganiske forbindelser). Tilbage bliver en gelémasse, der skylles et par gange i vand og derefter skylles i sodaopløsning (natriumcarbonat, Na2CO3) for at neutralisere syren. Opvarm gelémassen i en kasserolle, indtil den smelter. Fjern urenheder. Afkøl til den stivner som en brunlig gelé. Hvis denne gelé får lov at tørre, dannes nogle brune skorper, som kaldes snedkerlim, og i endnu mere renset form omtales det som husblas, der kan bruges i husholdningen.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mereher.
lim
Hvordan fremstilles lim til limning af varmehærdende plasttyper?
Termohærdende plasttyper er uopløselige i opløsningsmidler, men kan limes med en opløsning af celluloid (gammeldags film) i acetone (pas på – brandfarligt).
Celluloid kan fremstilles ved at behandle cellulose med salpetersyre [HNO3] og svovlsyre [H2SO4]. (Celluloseacetat, der fremstilles af cellulose og eddikesyre, kan også bruges til fremstilling af plast).
Celluloid og celluloseacetat kan f.eks. bruges til fremstilling af kamme, og celluloseacetat kan bruges til at fremstille kunstsilke.
Af kasein kan laves kunstuld.
"Silke", der ved brænding lugter af brændt hår, er faktisk natursilke, men hvis det lugter som brændt papir, er det en kunstsilke, der er lavet af cellulose.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
lim
Hvordan fremstilles lim til limning af glas?
Lim til limning af glas kan fremstilles ved at omrøre en teskefuld kasein i en kop fyldt med en mættet borax-opløsning. Kasein kan fremstilles af mælk, der opvarmes ved at stille et glas med mælk ned i varmt vand. Hæld lidt eddike i mælken. Eddiken vil få kaseinet til at udfælde. Rør rundt så længe der bundfældes stof. Det hvide bundfald er kasein. (Den næsten klare væske kaldes valle). Kaseinet kan filtreres fra.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
lim
Hvordan fremstilles lim til limning af porcelæn?
Til limning af porcelæn fremstilles en lim ved at udrøre læsket kalk (se side 23) i æggehvide til en tyk grød.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mereher.
lim
Hvordan fremstilles lim til limning af termoplastisk plast?
Lim til limning af termoplastiske plasttyper (dvs. plasttyper som er bøjelige ved opvarmning): Der kan for at opnå limvirkning bruges en væske, som kan opløse den pågældende plast. Acetone kan f.eks. opløse næsten alle termoplastiske plasttyper.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
limonen
Hvad er limonen?
Limonen er en alifatisk organisk forbindelse, der klassificeres som en terpen. Ved stuetemperatur er det en klar, farveløs væske med en kraftig duft af appelsin. Navnet stammer fra engelsk: lemon (citron), da denne frugt, i lighed med andre citrusfrugter, har et højt indhold af limonen i skallen. Limonen er således ansvarlig for den karakteristiske citrusduft. Limonen er et kiralt molekyle, og i biologiske kilder produceres kun en specifik enantiomer. Citrusfrugter indeholder d-limonen ((+)-limonen), som er (R)-enantiomeren (CAS nummer 5989-27-5). Racemisk limone kaldes også dipenten.
Den naturlige enantiomer fra citrusfrugter (Rutaceae), d-limonen, bruges i fødevarebranchen som smagsaroma. Det kan findes i frugtjuice, sodavand, bagværk, is og budding. Det er et populært tilsætningsstof i sæber, vaskemidler, rengøringsmidler, parfume og deodoranter.
Limonen bruges ofte som et miljøvenligt alternativ til mineralolie til f.eks. at fjerne olie fra maskindele, da det er lettere nedbrydeligt i naturen end mineralolier, og nemt at producere fra miljøvenlige kilder.
(R)-enantiomeren bruges som botanisk insecticid.
(S)-enantiomer, også kaldet l-limonene (CAS nummer 5989-54-8, EINECS nummer 227-815-6), bruges som duft i rengøringsmidler. I modsætning til d-limonens citrusduft, har l-limonen en terpentin-agtig lugt.
Limonens kemi
Limonen er en relativt stabil terpen, som kan destilleres uden at dekomponere. I forbindelse med varmt metal danner den isopren. Den oxideres nemt i fugtig luft til carveol og carvon. Ved oxidation med svovl dannes der p-cymen og sulfider.
Limonen forekommer naturligt som (R)-enantiomer, men kan racemiseres til dipenten ved opvarmning til 300 °C. Når den opvarmes sammen med mineralsyrer dannes den konjugerede dien terpenin, som spontant oxideres p-cymen, en aromatisk kulstofforbindelse.
Biosyntese af limonen
I naturen syntetiseres limonen fra geranylpyrofosfat, via cyclisation af en nerylcarbokation eller tilsvarende. Det sidste trin i syntesen involverer tab af en proton fra kationen, og der dannes en alken.
Biosyntese af limonen fra geranylpyrofosfat
Sikkerhed ved limonen
Limonen og dets oxidationsprodukter kan give hudirritation, og limonen-1,2-oxid (dannes ved oxidation med luft) øger hudens følsomhed. Overfølsomhed er hyppigst observeret efter længere tids påvirkning
Limonen fremkalder nyrekræft i hanrotter, men ikke i hverken hunrotter eller mus af begge køn. Dette skyldes at nedbrydningsproduktet limonen-1,2-oxid binder sig til proteinet a2u-globulin, som kun produceres af hanrotter. Der er ikke fundet bevis for at limonen skulle være kræftfremkaldende for mennsker.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
lithium
Hvad er lithium?
Lithium (Kemisk Ordbog) eller litium (Retskrivningsordbogen) (af græsk lithos som betyder sten) er det 3. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Li. Lithium er et blødt, sølv-hvidt metal som hører til gruppen af alkalimetaller. Under normale temperatur- og trykforhold er lithium det letteste metal blandt alle metaller i det periodiske system. Som alle andre alkalimetaller er lithium meget reaktiv, og det korroderer hurtigt i fugtig luft. Derfor opbevares lithium typisk under petroleum.
Lithiumsalte har vist sig at kunne have en gavnlig effekt til at stabilisere patienter med bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressiv).
Som en stemningsstabilisator er lithium sandsynligvis mere effektiv i behandlingen af mani en i at forebygge depression, og det reducerer risikoen for selvmord blandt mennesker med bipolar affektiv sindslidelse. I forbindelse med ren depression (unipolar lidelse) kan lithium bruges for at forbedre virkningen af andre anti-depressiver.
Lithium blev opdaget i Stockholm i Sverige af Johann Arfvedson i 1817, hvor det blev fundet i en klippe. Navnet kommer fra det græske ord Lithos, som betyder sten/klippe.
Anvendes af lithium:
Lithiumbatterier
Rumfartøjer til at absorbere kuldioxid
Medicin til mennesker som lider af bipolar affektiv sindslidelse.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
lithium
Hvorfor eksploderer lithium i vand?
Læs "Natrium: Hvorfor eksploderer natrium i vand?".
liv
Hvad er liv?
Livet kan defineres som det udødelige DNA, der passerer fra generation til generation med kønscellerne. Fra denne kønslinje afspringer den dødelige soma eller kroppen i hver generation. Dannelsen af individet afhænger af transskriptionen af det genetiske kode ved hjælp af RNA, der således bestemmer de enzymer og andre proteiner, der dannes, og dermed kontrollerer cellens metabolisme.
Livs traditionelle definition er:
Egenhændig bevægelse
Spiser, fordøjer
Respiration, ånding
Vækst
Forplantning, formering
Reaktivitet overfor stimuli, følsomhed
Homøostase, indre ligevægt
Der er mange organismer som bliver betragtet som levende, men som ikke opfylder alle ovenstående punkter. For eksempel er et frø eller en spore ikke i stand til selvbevægelse. Mange bakterier respirerer ikke, men anvender andre kemiske systemer.
Mere overordnet kan "liv " beskrives som noget der er i stand til at reproducere sig selv samt har et stofskifte. Denne definition får straks frøet og bakterien fra ovenstående eksempel til at "passe bedre ind ".
Virus bliver typisk ikke betragtet som organismer, fordi de alene ikke kan formere sig eller lave stofskifte, men kræver en vært. Dog har nye genetiske undersøgelser ændret denne opfattelse, da det har vist sig at virus nedstammer fra fra en fælles stamform med moderne celler.
En del forskere mener ikke at vi endnu (2007) har definitionen på liv.
NASA har en anden definition på liv]:
Et selvopretholdende kemisk system, som er i stand til Darwinistisk evolution.
Livets kemi
De levende organismer er er karakteriseret ved deres cellers opbygning og funktion af biokemiske (organiske) molekyler. Det er kun få grundstoffer, der leverer langt størstedelen af materialet til biokemiske molekyler som f. eks. DNA og andre nukleinsyrer, lipider, polysakkarider, proteiner, receptorer, hormoner, coenzymer og vitaminer.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
liv
Hvad er livets kemi?
Læs "Carbon: Hvad er Det levendes kemi?".
London-binding
Hvad er London-binding?
En Londonbinding er en svag kemisk binding i en partikel (et atom eller et molekyle), der opstår, når elektronfordelingen er ujævn.
Fx H2 (upolært stof) kan i en kortvarig periode blive polært, når elektronskyen omkring atomet har forskudt sig over til det ene H-atom. Der "induceres " dermed tiltrækningskraft, da elektronerne frastøder og tiltrækker nabomolekyler med sine kortvarige elektrisk ladede poler.
Disse London-bindinger er stærkere, hvis de har en relativ lang molekyleform, i stedet for en kompakt molekyleform.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
luftens bestanddele
Hvordan kan man fremstille CO2?
Hvis man fylder et reagensglas halvt med eddike og tilsætter en teske-fuld soda (natriumcarbonat, Na2CO3) ses en brusen. Dette er dannelse af luftarten CO2 (kuldioxid / kultveilte / carbondioxid). Denne luftart er tungere end luft, og man kan via en slange (forbundet til et glasrør, der er ført gennem en gennemboret prop i reagensglasset) opsamle det dannede CO2/ kuldioxid / kultveilte / carbondioxid i et sylteglas.
Hvis man nu udhælder denne tunge CO2 hen over et brændende stearinlys, slukkes det brændende stearinlys, hvilket ser meget forbløffende ud.
Kultveilte / CO2 kan også laves ved at hælde saltsyre [HCl] over kridt [calciumcarbonat, CaCO3].
Bagepulver er en blanding af stivelse, vinsyre og natron [natron kaldes nu natriumhydrogencarbonat; andre navne er: natriumbicarbonat, tvekulsurt natron) {ordet natron blev tidl. også brugt om natriumoxid}. Bagepulver blandes i kagedej og frigør CO2 (carbondioxid, kultveilte) under bagningen, så bagværket bliver fyldt med luftblærer.
I brød bruges gær hertil (bagepulver vil gøre brødet for kompakt). Gær (der er levende) kræver forhævning.
Til småkager og flade kager såsom lagkagebunde bruges typisk potaske eller hjortetaksalt, som giver mere sprødhed end bagepulver, og giver mindre hævning. Potaske = kaliumcarbonat, K2CO3.
Hjortetaksalt [ammoniumhydrogencarbonat, NH4HCO3] danner ammoniak og kuldioxid ved opvarmningen, og bruges i flade kager, hvor ammoniakken kan nå at fordampe væk.
Natron [natriumhydrogencarbonat, NaHCO3] bruges i syreholdige kager, der indeholder krydderier, som kan overdøve smagen af soda [natriumcarbonat, Na2CO3] fra natron / natriumhydrogencarbonat. Uden tilstedeværelse af syre danner natron ikke CO2.
Bagepulver er som sagt natron / natriumhydrogencarbonat – men tilsat stivelse og vinsyre (eller anden syre), der giver en hurtigere hævning (hævningen starter ved udsættelse for væske, men dog først ved over 40 grader C). Man bør ikke piske voldsomt i mel med bagepulver, da noget CO2 så kan mistes. Bagepulveret kan erstattes med dobbelt mængde natron. (Natron danner CO2 langsommere end bagepulver). En knivspids natron pr 3 æg gør æggekagen mere luftig.
Læs mere her og /11148.asp">her)
luftens bestanddele
Hvordan kan man fremstille ilt med brintoverilte?
Læs Oxygen: "Hvordan kan man fremstille ilt med brintoverilte?".
luftens bestanddele
Hvordan kan man fremstille ilt med et batteri?
Læs Oxygen: "Hvordan kan man fremstille ilt med et batteri?".
luftens bestanddele
Hvordan påvises ilt i luften med brænding af papir i et glas?
Læs Oxygen: "Hvordan påvises ilt i luften med brænding af papir i et glas?".
luftens bestanddele
Hvordan påvises ilt i luften med jernfilspåner?
Læs Oxygen: "Hvordan påvises ilt i luften med jernfilspåner?".
lys og kemi
På hvilke måder kan kemiske stoffer udsende lys?
Det internationale lysets år 2015. Året 2015 var det internationale Year of Light. I kemi bruges lys til at analysere materialer, og til at producere materialer, og man kan få kemiske stoffer til at udsende lys, både synligt lys og ikke-synligt lys / varme. En brændende tændstik udsender både lys og varme, medens en stjernekaster udsender mere lys og mindre varme. Der findes også stoffer, som udsender lys, når de strækkes eller sammenkrølles:
Når lys udsendes, hvis et materiale ændrer form, kaldes det mechano-luminescens
Hvis lys udsendes, når man slår på eller gnider på et materiale, kaldes det tribo-luminescens.
Når lys udsendes, hvis man trækker materialet ud af form eller skubber det til en ny form, kaldes dette for fracto-luminescens.
Hvis stykker af kvarts rammer hinanden, kan de udsende lysglimt. Ute-indianerstammer i Colorado placerede kvarts-småsten i "raw-hide rattles" (et rasle-instrument, der ved kraftig rysten udsender lysglimt, som kan ses gennem den tynde hud).
Sukker har tribo-luminescens. Tidligere blev sukker leveret i kegleformede blokke, kaldet sukkertoppe (sugarloaves, Zuckerhut). Hvis rummet, de blev lavet i, var tilstrækkeligt mørkt, kunne man se lysglimt, når stykker af sukkertoppen blev slået af under forarbejdning af formen.
Kogte, tørre sukkerholdige ting producerer undertiden lysglimt, når de knuses mellem tænderne.
Et mechano-luminescent materiale behøver ikke at være stift for at udsende lys. Klæbrigt tabe og selvklæbende konvolutter kan vise denne virkning. Når man trækker et klæbende tape af rullen, dannes en række lys-bølgelængder, som både kan være i det synlige område og række ind i røntgenstråle-området. Lignende virkning kan undertiden ses, når man trækker forseglingen af det klæbende område fra en selvklæbende konvolut.
Da lyset er svagt, skal man være i et mørkt rum, og øjnene skal have haft tid til at tilpasse sig mørket. Man kan prøve med en sukkerknald eller de større klumper af brunt rørsukker (demerara-sukker, opkaldt efter floden Demerara i Guyana, men i dag produceres det også på øerne ud fra Afrikas kyst, bl.a. Mauritius). Man placerer sukkerklumpen på noget hårdt, f.eks. en tallerken, hvorefter man med bunden af et glas hurtigt (men forsigtigt af hensyn til glasset) knuser sukkerklumpen – og opmærksomt ser, om der kommer lysglimt.
Faktisk ved man endnu ikke præcis, hvordan dette lys produceres. Man antager, at det skyldes positive og negative ladninger, som rekombinerer, efter pludseligt at være blevet adskilt. Målinger af lyset fra kogte sukkerklumper viser, at noget af lyset kommer fra atmosfærisk nitrogen, som frembringer fluorescerende lys fra smagsmolekyler i sukkeret.
Læs mere her.
læsket kalk
Hvad er læsket kalk?
Læsket kalk, kulekalk, tørlæsket kalk (trivialnavne), calciumhydroxid (kemisk navn) eller kalciumhydroxid (Retskrivningsordbogen), Ca(OH)2, er den kemiske forbindelse, der dannes, når man læsker brændt kalk ved at tilføre vand.
Den brændte kalk bliver fremstillet ved at opvarme kalk, indtil al CO2 er afgivet. Derved har man skaffet sig en metalilte, nemlig calciumoxid (CaO), som meget let går i forbindelse med vand, så der dannes læsket kalk. Den kaldes også kalkvand. Da læsket kalk er en stærk base, er den ætsende. Læsket kalk kan blandes med sand, sådan at man fremstiller kalkmørtel. Den læskede kalk afgiver efterhånden vand og optager kuldioxid, CO2, fra luften. På den måde hærder mørtlen, og der dannes atter kalk, CaCO3. Kalken binder sig til sandet i mørtlen og fugen bliver hård. Hele denne proces kaldes også "mørtelkredsløbet ".
På samme måde som man kan se, hvornår levende organismer har optaget CO2 fra luften, og ved at lave en kulstof-14 prøve, kan også mørtels indhold af kulstof undersøges og dermed vise hvor gammel mørtlen er. Forskere fra Aarhus Universitet har med denne metode f.eks. kunne bestemme alderen på gamle kirker på Gotland i Sverige.
Når læsket kalk anvendes som tilsætningsstof i fødevarer betegnes stoffet E 526.
Læs mere: Her
Gå til index for siden 
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk)
Tegn abonnement på
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.
Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.
Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.
Recent Comments