jern
Er der kul i jern?
Man kan vise, at der er kul i jern: Hvis en halv teskefuld jernpulver i et reagensglas overhældes med saltsyre, vil der udvikles brint. Når brint-udviklingen er ved at gå i stå, opvarmes reagensglasset forsigtigt. Næsten alt jernpulveret bliver opløst, men tilbage bliver et mørkt slam af det kulstof, der var i jernet, og som er uopløseligt i saltsyren.
Læs mere her.
jern
Hvad er forskellen på ferro og ferri?
Ferrosulfat er en gammel betegnelse for jern(II)sulfat [jern(2+)sulfat, FeSO4]. Det er grønt.
Ferrisulfat er derimod det gamle navn for jern(III)sulfat [eller jern(3+)sulfat, Fe2(SO4)3], og det er brunt.
Hvis et reagensglas fyldes 1/4 med en opløsning af det grønne ferrosulfat [jern(II)sulfat, jern(2+)sulfat, FeSO4], og der tilsættes nogle dråber brintoverilte [kaldes nu: hydrogenperoxid (andre navne: brintperoxyd, dihydrogenperoxid, dioxidan)], hvorefter der opvarmes til kogning, vil den grønne opløsning blive gulbrun (farvet af det dannede brune ferrisulfat [= jern(III)sulfat, jern(3+)sulfat, Fe2(SO4)3].
Man kan få den gamle grønne farve igen ved at tilsætte lidt fortyndet svovlsyre [H2SO4] og nogle zinkstumper og opvarme, idet der så dannes det grønne ferrosulfat [jern(II)sulfat, jern(2+)sulfat, FeSO4].
Man kan let afgøre, hvilken af forbindelserne man har med at gøre, ved at tilsætte ammoniakvand – hvis der dannes et grumset, grønligt bundfald var det en ferro-saltopløsning [jern(II)-salt, jern(2+) salt], og hvis bundfaldet er brunt, var det en opløsning af et ferri-salt [jern(III)-salt, jern(3+) salt].
Læs mere her.
jern
Hvad er jern?
Jern er navnet på et tungmetal. Det er et grundstof i det periodiske system med kemisk symbol Fe (lat. Ferrum, Jern) og atomnummer 26. Det er et metal og står i 4. periode og i 8. gruppe i det periodiske system.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
jern
Hvilke egenskaber kan jern have?
Ved at lade jern indeholde forskellige mængder af kulstof kan man få jern med forskellige egenskaber. Et lille indhold af kulstof giver smedejern. Et større indhold af kulstof giver stål, som er særlig hårdt, og som kan hærdes ved en varmebehandling, hvorved man kan gøre stålet hårdt.
Forskellige behandlinger af jernet medfører omlejringer i jern-atomerne, som giver forskellige egenskaber:
1: hård og knækker let.
2: bøjelig, der holder sin bøjede form.
3: elastisk og hård (dvs. næsten umulig at bøje).
Situation 1 (hård/sprød) opnås, hvis en stoppenål opvarmes til rødglødende tilstand og afkøles lynhurtigt i koldt vand.
Situation 2 (bøjelig) opnås, hvis en anden stoppenål glødes et halvt minut og derefter afkøles langsomt.
Situation 3 (elastisk/hård) er stoppenålens oprindelige tilstand. Denne tilstand opnås, hvis nålen fra førnævnte situation 2 opvarmes til rødglødende tilstand, derefter afkøles lynhurtigt i koldt vand, og derefter tørres og opvarmes i en flammes øverste kant, indtil der fremkommer en blå farve på nålens overflade (men uden at nålen bliver rødglødende), og derefter afkøles langsomt. [Den dannede blåfarvning af jernet skyldes dannelse af forskellige jernilter, og dette "anløbnings"-fænomen kan bruges til at farve jern].
Læs mere her.
jern
Hvordan laves jordprøvetest for jern-indhold?
Læs: "Jordprøvetest: Hvordan laves jordprøvetest for jern-indhold?".
jern
Hvordan udvindes jern?
Jern udvindes af jernmalm, der ikke er rent jern, men som indeholder jernoxider, såsom hæmatit og magnetit. Jernmalmen reduceres til råjern gennem flere forskellige rensningsprocesser; derved fjernes urenheder i form af slagger.
Jern er betydningsfuldt for fremstillingen af stål. De forskellige ståltyper kaldes legeringer, der foruden jern indeholder andre metaller og ikke-metaller (særligt kulstof).
Atomkernen i jernisotopen (56)Fe har den højeste bindingsenergi per kernepartikel af alle atomkerner. Det vil sige at isotopen ikke er anvendelig til dannelse af fissionsenergi (atomkernespaltning) eller fusionenergi (atomkernesammensmeltning).
Fusionen af atomer (primært brint og helium) i stjernerne slutter netop med jern. Tungere grundstoffer opstår i supernova-eksplosioner, som også er grunden til spredningen af det materiale, der er dannet ved fusion inde i stjernen.
Ved stuetemperatur er den mest almindelige allotrope form af rent jern ferrit eller alfa-jern. Denne allotrop danner et kubisk rumcentreret krystalgitter, der eksisterer under 911 °C. Under Curiepunktet ved 760 °C er ferrit magnetisk. Allotropen mellem 760 °C og 911 °C hedder ß-jern (beta-jern). Ud over de magnetiske egenskaber adskiller den sig ikke fra ferritisk alfa-jern, og derfor bliver den sædvanligvis betegnet som alfa-jern. Indtil 1392 °C findes jern i den kubisk fladecentrerede gamma-variant (austenit). Ved stadigt stigende temperatur omlejres jernet til d-ferrit (delta-ferrit), der atter viser et kubisk rumcentreret gitter. Smeltepunktet er 1538 °C.
Jern er et tungmetal-grundstof med atomnummer 26 i det periodiske system og kemisk symbol Fe (lat. Ferrum, Jern). Det er et metal og står i 4. periode og i 8. gruppe i det periodiske system.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
jern
Ruster jern mere ved kobberkontakt?
Jern ruster, men kan beskyttes af et lag tin (tindåser, konservesdåser), eller af zink (zinkbaljer). Kobber kan ikke bruges, da det faktisk får jern til at ruste hurtigere.
Dette forhold ses af spændingsrækken, hvor kobber står til højre for jern:
…….Al(aluminium)….Zn(zink)….Fe(jern)….Cu(kobber)….Ag(sølv)….Au(guld)
Li-Cs-K-Ba-Ca-Na-Mg-Al-Mn-Zn-Cr-Fe-Co-Ni-Sn-Pb-H-Cu-Ag-Hg-Pt-Au
Spændingsrækken er en række af grundstoffer – brint samt et antal metaller – sorteret efter deres reaktionsvillighed:
Metallerne i den venstre ende af rækken danner lettere kemiske forbindelser med andre stoffer, end metaller der står længere mod højre. Man taler undertiden om de sidstnævnte metallers ædelhed, hvor de lidet reaktionsvillige stoffer sidst i rækken omtales som "ædle". Eftersom de ikke gerne går i forbindelse med andre stoffer, kan man finde disse såkaldt ædle stoffer i ren, metallisk form i naturen.
Spændingsrækken for de mest almindelige metaller, ordnet efter faldende reaktionsvillighed, lyder:
Li:>:Cs:>:K:>:Ba:>:Ca:>:Na:>:Mg:>:Al:>:Mn:>:Zn:>:Cr:>:Fe:>:Co:>:Ni:>:Sn:>:Pb:>:H:>:Cu:>:Ag:>:Hg:>:Pt:>:Au (mindst reaktionsvillig)
Hvis et bestemt stof "A" fra spændingsrækken indgår i en kemisk forbindelse, vil denne forbindelse reagere med ethvert stof "B" der står til venstre for stof "A" i spændingsrækken: Ved reaktionen udskilles stof "A" i ren form fra den kemiske forbindelse, og det mindre "ædle" stof "B" overtager "A's" plads i forbindelsen.
Et særligt eksempel på dette er syrer, hvis kendetegn er deres tilbøjelighed til at levere brintioner til omgivelserne: Ethvert metal til venstre for brints plads i spændingsrækken kan opløses i en syre, hvorved brinten fra syren udskilles som gas, mens metallet overtager brintens "plads" i syren, og danner et salt sammen med syreresten.
På grund af deres reaktionsvillighed iltes eller "ruster" metaller i den venstre ende af spændingsrækken generelt meget let. (Aluminium bryder tilsyneladende denne regel, og bevarer en blank og tilsyneladende ikke synderlig "iltet" metaloverflade – men det skyldes faktisk et lag af aluminiumoxid Al2O3, der dannes ved iltningen af aluminium – dvs. en ca. 3 mikrometer tynd, men særdeles slidstærk "hinde" der effektivt forhindrer luftens adgang til det underliggende metal.
jern på Jorden
Hvor almindelig er jern på Jorden?
Jern er det 10. mest almindelige grundstof i universet, og udgør 6,2% af Jordens overflade. Jern er dermed det fjerde mest udbredte grundstof på Jorden (efter oxygen, silicium og aluminium). Jern menes at være hovedbestanddelen af Jordens kerne.
Jern udvindes af jernmalm, der ikke er rent jern, men som indeholder jernoxider, såsom hæmatit og magnetit. Jernmalmen reduceres til råjern gennem flere forskellige rensningsprocesser; derved fjernes urenheder i form af slagger.
Jern er betydningsfuldt for fremstillingen af stål. De forskellige ståltyper kaldes legeringer, der foruden jern indeholder andre metaller og ikke-metaller (særligt kulstof).
Atomkernen i jernisotopen (56)Fe har den højeste bindingsenergi per kernepartikel af alle atomkerner. Det vil sige at isotopen ikke er anvendelig til dannelse af fissionsenergi (atomkernespaltning) eller fusionenergi (atomkernesammensmeltning).
Fusionen af atomer (primært brint og helium) i stjernerne slutter netop med jern. Tungere grundstoffer opstår i supernova-eksplosioner, som også er grunden til spredningen af det materiale, der er dannet ved fusion inde i stjernen.
Ved stuetemperatur er den mest almindelige allotrope form af rent jern ferrit eller alfa-jern. Denne allotrop danner et kubisk rumcentreret krystalgitter, der eksisterer under 911 °C. Under Curiepunktet ved 760 °C er ferrit magnetisk. Allotropen mellem 760 °C og 911 °C hedder ß-jern (beta-jern). Ud over de magnetiske egenskaber adskiller den sig ikke fra ferritisk alfa-jern, og derfor bliver den sædvanligvis betegnet som alfa-jern. Indtil 1392 °C findes jern i den kubisk fladecentrerede gamma-variant (austenit). Ved stadigt stigende temperatur omlejres jernet til d-ferrit (delta-ferrit), der atter viser et kubisk rumcentreret gitter. Smeltepunktet er 1538 °C.
Jern er et tungmetal-grundstof med atomnummer 26 i det periodiske system og kemisk symbol Fe (lat. Ferrum, Jern). Det er et metal og står i 4. periode og i 8. gruppe i det periodiske system.
Læs mere: Her
Gå til toppen af siden
jerns bindingsenergi
Hvad er jerns bindingsenergi?
Atomkernen i jernisotopen (56)Fe har den højeste bindingsenergi per kernepartikel af alle atomkerner. Det vil sige at isotopen ikke er anvendelig til dannelse af fissionsenergi (atomkernespaltning) eller fusionenergi (atomkernesammensmeltning).
Fusionen af atomer (primært brint og helium) i stjernerne slutter netop med jern. Tungere grundstoffer opstår i supernova-eksplosioner, som også er grunden til spredningen af det materiale, der er dannet ved fusion inde i stjernen.
Ved stuetemperatur er den mest almindelige allotrope form af rent jern ferrit eller alfa-jern. Denne allotrop danner et kubisk rumcentreret krystalgitter, der eksisterer under 911 °C. Under Curiepunktet ved 760 °C er ferrit magnetisk. Allotropen mellem 760 °C og 911 °C hedder ß-jern (beta-jern). Ud over de magnetiske egenskaber adskiller den sig ikke fra ferritisk alfa-jern, og derfor bliver den sædvanligvis betegnet som alfa-jern. Indtil 1392 °C findes jern i den kubisk fladecentrerede gamma-variant (austenit). Ved stadigt stigende temperatur omlejres jernet til d-ferrit (delta-ferrit), der atter viser et kubisk rumcentreret gitter. Smeltepunktet er 1538 °C.
Jern er et tungmetal-grundstof med atomnummer 26 i det periodiske system og kemisk symbol Fe (lat. Ferrum, Jern). Det er et metal og står i 4. periode og i 8. gruppe i det periodiske system.
Jern er det 10. mest almindelige grundstof i universet, og udgør 6,2% af Jordens overflade. Jern er dermed det fjerde mest udbredte grundstof på Jorden (efter oxygen, silicium og aluminium). Jern menes at være hovedbestanddelen af Jordens kerne.
Jern er det 10. mest almindelige grundstof i universet, og udgør 6,2% af Jordens overflade. Jern er dermed det fjerde mest udbredte grundstof på Jorden (efter oxygen, silicium og aluminium). Jern menes at være hovedbestanddelen af Jordens kerne.
Jern udvindes af jernmalm, der ikke er rent jern, men som indeholder jernoxider, såsom hæmatit og magnetit. Jernmalmen reduceres til råjern gennem flere forskellige rensningsprocesser; derved fjernes urenheder i form af slagger.
Jern er betydningsfuldt for fremstillingen af stål. De forskellige ståltyper kaldes legeringer, der foruden jern indeholder andre metaller og ikke-metaller (særligt kulstof).
Læs mere: Her
Gå til index for siden
jerns egenskaber
Hvad er jerns egenskaber?
Jern er det 10. mest almindelige grundstof i universet, og udgør 6,2% af Jordens overflade. Jern er dermed det fjerde mest udbredte grundstof på Jorden (efter oxygen, silicium og aluminium). Jern menes at være hovedbestanddelen af Jordens kerne.
Jern udvindes af jernmalm, der ikke er rent jern, men som indeholder jernoxider, såsom hæmatit og magnetit. Jernmalmen reduceres til råjern gennem flere forskellige rensningsprocesser; derved fjernes urenheder i form af slagger.
Jern er betydningsfuldt for fremstillingen af stål. De forskellige ståltyper kaldes legeringer, der foruden jern indeholder andre metaller og ikke-metaller (særligt kulstof).
Atomkernen i jernisotopen (56)Fe har den højeste bindingsenergi per kernepartikel af alle atomkerner. Det vil sige at isotopen ikke er anvendelig til dannelse af fissionsenergi (atomkernespaltning) eller fusionenergi (atomkernesammensmeltning).
Fusionen af atomer (primært brint og helium) i stjernerne slutter netop med jern. Tungere grundstoffer opstår i supernova-eksplosioner, som også er grunden til spredningen af det materiale, der er dannet ved fusion inde i stjernen.
Ved stuetemperatur er den mest almindelige allotrope form af rent jern ferrit eller alfa-jern. Denne allotrop danner et kubisk rumcentreret krystalgitter, der eksisterer under 911 °C. Under Curiepunktet ved 760 °C er ferrit magnetisk. Allotropen mellem 760 °C og 911 °C hedder ß-jern (beta-jern). Ud over de magnetiske egenskaber adskiller den sig ikke fra ferritisk alfa-jern, og derfor bliver den sædvanligvis betegnet som alfa-jern. Indtil 1392 °C findes jern i den kubisk fladecentrerede gamma-variant (austenit). Ved stadigt stigende temperatur omlejres jernet til d-ferrit (delta-ferrit), der atter viser et kubisk rumcentreret gitter. Smeltepunktet er 1538 °C.
Jern er et tungmetal-grundstof med atomnummer 26 i det periodiske system og kemisk symbol Fe (lat. Ferrum, Jern). Det er et metal og står i 4. periode og i 8. gruppe i det periodiske system.
Læs mere: Her
Gå til toppen af siden
jod
Hvad er jod?
Jod (også kaldet iod) (af græsk "io-eides " betydende "viol-farve ") er et grundstof med atomnummer 53 i det periodiske system. Symbol I. Jod tilhører 7. hovedgruppe (halogenerne).
Biologisk betydning af jod
Jod er det tungeste grundstof der er nødvendigt for mennesker og mange andre levende organismer. Stoffet indgår i de vigtige skjoldbruskkirtelhormoner.
Mangel på jod kan føre til lavere stofskifte, og er den primære årsag til sygdommene struma.og kretinisme (en særlig form for dværgvækst og reduceret åndelig udvikling).
Af bekymring for om befolkningen får dækket sit behov for jod, er det i Danmark og mange andre lande påbudt at tilsætte jod til husholdningssalt ]. Dette begyndte man at gøre i USA så tidligt som 1916, i Schweiz 1922, også i 1920'erne i Sverige og i Danmark pga. konstateret hyppig forekomst af jodmangel. Som eneste land i verden blev jodtilsætningen forbudt igen i Danmark omkring 1980, med et antal indirekte forårsagede dødsfald.og mange unødvendige tilfælde af sygdommen struma som resultat.
I 1996 led omkring 220.000 personer i Danmark af struma, hvoraf et større antal skyldtes jodmangel. Efter kritik fra WHO blev forbuddet ophævet i 1997. I år 2000 blev det obligatorisk at tilsætte jod til salt i Danmark. Center for Forebyggelse af Struma og Stofskiftesygdommes undersøgelse af effekten jodberigelse viser et dramatisk fald i forekomsten af struma i forhold til år 2000; blandt 40-45 årige kvinder er faldet fra 30% til 18 % i 2008, en reduktion på 40% (12 %-point af 30).
Et tilstrækkeligt indtag af jod er især vigtigt ved radioaktive udslip, da kroppen ellers vil optage radioaktive jod-isotoper. Det skal bemærkes, at den mængde jod, der er nødvendig for at begrænse optag af radioaktive jod-isotoper ligger langt over, hvad der er sundt som daglig dosis.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Johnstrup
Hvem er Frederik Johnstrup?
Johannes Frederik Johnstrup (12. marts 1818 på Christianshavn – 31. december 1894 i København) var en dansk geolog.
Johnstrups forældre var brænderiejer Ulrik Frederik Johnstrup (1779 – 1834) og Elisabeth Johansine født Petri (1793 – 1839). Efter at have nydt privat undervisning blev Johnstrup student 1837 og tog 1844 eksamen i anvendt naturvidenskab ved Polyteknisk Læreanstalt. I sine studieår havde Johnstrup været assistent hos professor William Christopher Zeise, møntguardein Peter Reimer Hinnerup og til slutning (1842-46) hos Johan Georg Forchhammer i læreanstaltens kemiske laboratorium. Efter at have taget eksamen blev han tillige Forchhammers assistent i det mineralogiske museum. Samtidig hermed holdt han (1844-45) foredrag over kemi og fysik i et kursus for videre studerende søofficerer, og i 1846 afsluttede han Forchhammers forelæsninger over analytisk kemi ved læreanstalten, medens Forchhammer var fraværende på en rejse. I 1846 flyttede Johnstrup til Sorø, hvor han var bleven docent i fysik (efter Carsten Hauch) og i mineralogi og geognosi (efter Japetus Steenstrup). Opholdet her var kun af kort varighed, da Johnstrup i 1848 blev adjunkt (1850 overlærer) ved Kolding lærde skole. 1851 søgte han dog tilbage til Sorø som overlærer. Her virkede han nu i 15 år og vandt sig et godt navn som lærer. Fra denne periode skriver sig hans De kemiske Grundstoffer og deres vigtigste Forbindelser i den uorganiske Natur, en klar og kortfattet vejledning i kemiens begyndelsesgrunde, der vandt en meget stor udbredelse (udkom i tre oplag 1855, 58, 63) og tjente som lærebog i de lærde skoler, næsten lige til kemien blev strøget som skolefag i begyndelsen af firserne, Johnstrups ordenssans og ejendommelige, stærkt udprægede administrative egenskaber, der i den senere del af hans liv have spillet en så indgribende rolle på alle forhold, der vedrøre dansk geologi, kom også til anvendelse under hans virksomhed som skolemand. Han var således medlem af flere ministerielle kommissioner om skoleforhold og bragte Sorø Akademis i sin tid berømte samling af fysiske instrumenter igen i orden, forfattede en katalog og gav en oversigt over samlingens historie (skoleprogram for 1853). Ligeledes haves flere anonyme og med navn forsynede artikler af ham om skoleforhold fra dette tidsrum. Under Johnstrups første ophold i Sorø fik han udgivet nogle tidligere foretagne undersøgelser af drikkevand (i Salomon Meyer Triers Arkiv for Farmaci og teknisk Kemi 1847) og Om Jordlagenes Forhold til det deri ansamlede Vand med specielt Hensyn til Københavns Jordbundsforhold (i Joakim Frederik Schouws Dansk Tidsskrift 1848). Man kan i den af Johnstrup i forening med Charles Ambt og Erich Christian Werlauff Steenbuch 40 År efter udgivne Grundluften, Grundvandet og Jordbunden i København (1888) se en fortsættelse af Johnstrups ungdomsarbejder. Under Johnstrups senere liv i Sorø gik hans studier mere bort fra den kemiske og mere ind på den rent geologiske side af geognosien. Særlig beskæftigede han sig med aldersordenen af de forskellige lag henhørende til den danske kridtformation. Få det skandinaviske naturforskermøde i 1860 holdt han foredrag om faxekalk, og i 1864 fik han i Det kongelige Danske Videnskabernes Selskabs skrifter optaget sin afhandling om Faxekalkens Dannelse, hvorfor selskabets sølvmedalje var ham tildelt (1863). 1864 blev han udnævnt til medlem af selskabet, og i 1866 fik han en ligeledes (i 1863) prisbelønnet afhandling: Om Fugtighedens Bevægelse i Jordbunden optaget i samme Selskabs Skrifter. Foruden sin stilling som lærer havde Johnstrup altså erhvervet sig en betydelig anseelse som geolog i Danmark, og da Forchhammer i december 1865 døde, blev Johnstrup i 1866 udnævnt til hans efterfølger som professor i mineralogi og bestyrer af det mineralogiske museum ved Københavns Universitet og foretog altså i en alder (48 år), hvori det kun falder i de færrestes lod på en gennemgribende måde at forandre livsstilling, det sjældne spring fra skolemand til en universitetslærers frie stilling.
Som professor kom Johnstrup i berøring med et gennem årene stedse stigende stort antal naturvidenskabelige og polytekniske studerende, der gennem hans forelæsninger indviedes i geologiens og jordbundslærens begyndelsesgrunde. Fra alle disse mange vil lyde en enstemmig anerkendelse af hans rolige form og det efter det tilsigtede mål af kundskaber fortræffelige afpassede indhold og af den store personlige elskværdighed, hvormed Johnstrup forstod at tage sig af hver enkelt. Disse forelæsninger vare ledsagede af årlige geologiske ekskursioner, i reglen til Bornholm, Faxe og Stevns Klint, og enhver, der så Johnstrup på ekskursionerne forklare et eller andet fænomen, omringet af en flok ivrig interesserede studerende, eller selv har hørt til disses skare, kunne ikke andet end få sympati for og kærlighed til denne mand, der, skønt selv højt op i årene, ikke skyede nogen personlig anstrengelse for at vise sine elever ethvert seværdigt punkt eller fremhæve alt, hvad der kunne vække deres interesse. Et synligt bevis på hans elevers taknemmelige erindring fremkom også ved hans 25 års jubilæum som universitetsprofessor i 1891. I 1878 blev Johnstrup medlem af konsistorium, og i 1881-82 var han universitetets rektor. I 1894 blev han udnævnt til æresdoktor i sit fakultet.
Som videnskabsmand har Johnstrup beskæftiget sig med en stor del forskellige spørgsmål vedrørende Danmarks og dets nordlige bilandes geologi. Hans hovedværk må siges at være nedlagt i en række af arbejder vedrørende den danske kridtformation. Hans arbejde over kalken ved Faxe fra 1864 fik i 1866 en meget væsentlig, om end i omfang kun lille, tilføjelse ved opdagelsen af faxekalk ved Annetorp i Skåne (Videnskabernes Selskabers Oversigter 1866). Til denne klasse arbejder må også henregnes Grønsandslagene i Danmark (1872) og Grønsandet i Sjælland)) (1876), måske Johnstrups smukkeste arbejde. Heri viste han, støttet på en række boringer ved Lellinge Å, at det sjællandske Grønsand ligger oven på Saltholmskalken og skrivekridtet, ikke, som tidligere antaget, under disse dannelser, og tillige, støttet på palæontologen Otto Andreas Lowson Mørchs bestemmelser af indsamlede forsteninger, at grønsandet i Sjælland er i tiden langt adskilt fra det meget ældre bornholmske grønsand. Foruden disse arbejder har Johnstrup beskæftiget sig meget med studier af de kvartære dannelser i Danmark. Særlig kan i denne henseende nævnes Om Hævningsfænomenerne i Møens Klint (1874), der senere med en tilføjelse om Rygens klinter er udgivet i Zeitschrift d. deutsch. geolog. Gesellschafb) 1874. Ligeledes hans tvende afhandlinger i universitetsprogrammerne for 1882: Om de geologiske Forhold i den nordlige Del af Vendsyssel og Nogle Iagttagelser over Glacialfænomenerne. Han tager i alle disse arbejder bestemt standpunkt som "Glacialist ", for så vidt som han afgjort slutter sig til teorien om Nordeuropas Nedisning og selv fremdrager smukke og tydelige beviser (skurestriber, flytblokke med mere) fra Danmarks jordbund på disse anskuelsers rigtighed; men på den anden side er han ikke nogen tilhænger af den i nyere tid fremsatte teori om to adskilte istider og synes nærmest at ville tilskrive drivis i slutningen af istiden de virkninger, som af andre menes at kunne henføres til en senere (den anden) istid. End videre foreligger der fra Johnstrups hånd en række afhandlinger om specielle emner, hvoriblandt kan nævnes: Om Kullagene på Færøerne (1873), Om de i 1875 forefaldne vulkanske Udbrud på Island (1877), Kryolithen i Grønland (1880), Om de vulkanske Udbrud og Solfatarerne i den nordøstlige Del af Island (1886), Abriss der Geologie von Bornholm (1889-90), og han har udgivet Forchhammers biografi og et udvalg af hans skrifter (1869) samt Gieseckes dagbog på hans mineralogiske rejse i Grønland og hans biografi (1878).
Som bestyrer af det mineralogiske museum bragte Johnstrup det i en fortræffelig orden trods de i højeste grad indskrænkede og uheldige lokaler, dette museum indtil for et par år siden var henvist til. Nu har Johnstrup foretaget flytningen og opstillingen i en smuk, ny museumsbygning. Hele opstillingen og planen for anlægget er udelukkende hans værk. I 1876 fremvoksede en anden for geologien overmåde vigtig institution under Johnstrups ledelse, idet indenrigsministeriet overdrog ham at iværksætte og lede de geografisk-geologiske undersøgelser i Grønland, de to første år alene, senere i forening med marineminister N.F. Ravn og justitsråd Hinrich Johannes Rink. (I 1891 afløstes Ravn af kommandør Wandal, i 1893 døde Rink.) Johnstrup har haft hovedparten i ledelsen og hele tiden været redaktør af det betydningsfulde værk: Meddelelser om Grønland, der er fortrinlig udstyret med kort og afbildninger og indeholder så vel systematiske beskrivelser af Grønlands forskellige egne som monografier i alle naturhistoriens forskellige grene over forhold vedrørende Grønland. Johnstrup forstod at knytte fortrinlige kræfter hertil. Selv har Johnstrup foretaget flere geologiske undersøgelsesrejser, nemlig 1871 og 1876 på Island, 1872 på Færøerne og 1874 i Grønland. – I 1888 overdrog kultusministeren Johnstrup ledelsen af Danmarks geologiske Undersøgelse, hvorved der blev påbegyndt et længe savnet kortarbejde over Danmarks geologiske forhold. Der er af dette værk hidtil udkommet fire hæfter, ledsagede af geologiske kort, profiltavler osv.
Johnstrup var medlem af en del lærde selskaber i indland og udland og blev 1892 kommandør af Dannebrog af 1. Grad. – 2. januar 1850 ægtede han Marie Louise Dahl, datter af koffardikaptajn Hans Jacobsen Dahl.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Joliot-Curie
Hvem er Irène Joliot-Curie?
Irène Joliot-Curie (12. september 1897 i Paris – 17. marts 1956 i Paris) var en fransk kemiker.
Hun var datter af Nobelprismodtagerne Pierre og Marie Curie og søster til forfatteren, Ève Curie. Iréne Joliot-Curie modtog selv Nobelprisen i kemi i 1935 sammen med sin mand, Frédéric Joliot-Curie, for opdagelsen af induceret radioaktivitet.
Hun døde ligesom sin mor af leukæmi. Sygdommen var sandsynligvis en følgevirkning af hendes omgang med store mængder polonium og hendes arbejde med røntgen under første verdenskrig.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Jordens atmosfære
Hvad er Jordens atmosfære?
Jordens atmosfære består af forskellige luftarter inklusivt vand i gasfase som vanddamp og desuden af vand i dråber eller som iskrystaller. Herudover indeholder atmosfæren også små mængder plantepollen, bakteriesporer, svampesporer og algesporer og efter vulkanudbrud kan atmosfæren indeholde vulkansk aske – i mængder der kan standse lufttraffik.
Atmosfærens virkning
Atmosfæren beskytter livet på Jorden ved at absorbere solens ultraviolette stråler (al UVC og næsten al UVB), forstøve meteorer, forstøve kometer, absorbere solvind og kosmisk stråling. Herudover reducerer atmosfæren temperaturforskellene mellem nat og dag samt udligner globalt set temperaturforskellene mellem områder med relativt indstrålingsoverskud, subtroperne og troperne, og områder med relativt indstrålingsunderskud, de polare egne arktis og antarktis. Det sker mest ved at atmosfæren transporterer store mængder vand, der er fordampet fra oceanerne i de tropiske og subtropiske zoner og som præcipiterer som regn eller sne andre steder på kloden. Dette kaldes den atmosfæriske cirkulation. Der transporteres så meget vand i atmosfæren at man i 2015 er begyndt at tale om "atmosfæriske floder ".
Atmosfærens opbygning
Temperaturen i Jordens atmosfære varierer med højden over havoverfladen. Her er beskrivelser af atmosfærens lag ]:
Magnetosfære – ca. 5000 til mere end 60.000 km, regionen hvor Jordens magnetfelt vekselvirker med den såkaldte solvind. Magnetosfæren strækker sig titusindvis af kilometer ud i rummet og med en lang hale væk fra solen. Geostationære satellitter befinder sig i ca. 36.000 km højde over ækvator.
Ydre Van Allen strålingsbælte – ca. 10.000 – 65.000 km, regioner hvor solens partikler bliver koncentreret.
Lagdelingen af Jordens atmosfære.
Magnetosfæren 800 – millioner km – Her er Jordens magnetfelt stærkt nok til at afbøje ladede partikler fra den kosmiske stråling. De to steder i rummet om Jorden, hvor partiklerne opkoncentreres og nedbremses kaldes Van Allen-bælterne.
Exosfæren 500 – 190.000 km – Sidste lag mellem atmosfæren og det ydre rum eller bare rummet. I denne højde forlader luftmolekyler Jorden.
Termosfæren 80 – 1000 km
Ionosfæren og nordlys. Den Internationale Rumstation er i kredsløb her.
Mesosfæren 50 – 80 km – Meteoroider bliver til meteorer (stjerneskud).
Stratosfæren 8 – 50 km – Ozonlaget er i dette lag og højtflyvende fly som fx Concorden og U-2.
Troposfæren 0 – 16 km – Biosfære med klimazoner
Exosfære – ca. 700 – 5000 km, hvor atmosfæren tynder ud til rummet.
Indre Van Allen strålingsbælte – ca. 650 – 6.300 km, regioner hvor solens partikler bliver koncentreret.
Termosfære – 80/85 – 640+ km, temperaturen stiger med højden.
Ionosfære – regionen indeholder ioner og kan faktisk betegnes som atmosfærens plasmaskjold. Nordlys og sydlys viser sig fra ca. 80 km højde og opefter, i ringformede områder ca. 17° fra de magnetiske poler, hvor de nedbremsede partikler fra Van Allen strålingsbælterne "afleveres ". Ionosfæren kan underopdeles i:
F2-lag (>150 km)
F1-lag (>180km)
E-lag (95-150 km)
D-lag (75-90 km)
Mesopause – Regiongrænse.
Mesosfære – 50 – 80/85 km, temperaturen falder med højden.
Stratopause – Regiongrænse.
Stratosfære – 7/17 – 50 km, temperaturen stiger typisk med højden på grund af opfangen ultraviolet stråling (al UVC og næsten al UVB) via stratosfærisk ozon.
Ozonlaget – eller ozonosfæren, omkring 10 – 50 km, hvor ozon findes.
Tropopause – Regiongrænse.
Troposfære (en del af biosfæren) – Ved polerne: 0 – 7 km, ved ækvator 0 – 17 km, temperaturen falder typisk med højden (barometrisk højdeformel). Mere end 80 % af atmosfærens masse er i troposfæren. Det er i troposfæren, at der er turbulens. Det skyldes jordoverfladeujævnheder som f.eks. planter og selve overfladen. Herudover sker der opblanding på grund af lufttransport (vinde og jetstrømme), som forårsages af temperaturforskelle. Langt det meste nedbør er i denne region. Her befinder de fleste skyer sig.
Atmosfærens sammensætning og kemi
Nær jordoverfladen er atmosfærens sammensætning i runde tal således (efter rumfang eller stofmængde)]:
78,08 % kvælstof (nitrogen)
20,95 % ilt (oxygen), denne andel har svinget gennem Jordens historie.
0,93 argon
Der er dog også mange andre stoffer, men i meget små mængder, bl.a. methan, ozon, CFC-gasser, svovldioxid og nitrogenilter. Herudover er 0-4 % vanddamp. Gasser med tre eller flere atomer per molekyle virker som drivhusgasser og er årsag til, at Jordens gennemsnitstemperatur er 15 °C, og at livet dermed er muligt på Jorden. Uden drivhuseffekt ville Jordens gennemsnitstemperatur ligge betydeligt lavere på omkring -18 °C.
Atmosfærens og især troposfærens kemi kendes ikke til bunds. Lyn, mennesker, planter, dyr og mikroorganismer bidrager til komplekse koblede dynamiske kemiske reaktioner i atmosfæren. Mange kemiske reaktioner er ligevægte.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
jordprøvetest
Hvordan laves jordprøvetest af pH og nitrat?
Hvis det er en jordprøve, man vil måle pH og nitrat-indhold på, kommer man lidt af jorden i et reagensglas, i et ca. 1,5 cm lag. Ovenpå jordlaget kommer man et lige så højt lag pulveriseret bariumsulfat [BaSO4]. Derefter fyldes glasset med destilleret vand, og der rystes kraftigt i nogen tid. Glasset henstilles, indtil jorden er bundfældet.
Den klare væske, der står over bundfaldet, hældes fra, og på denne væske foretages prøven for nitrat og for pH-værdien.
Hvis man vil analysere en mark, må man tage jordprøverne flere steder på samme mark, og de anvendte kemiske stoffer må være helt rene. Metoderne nedenfor viser principperne i sådanne undersøgelser.
Hvis man vil analysere en mark, må man tage jordprøverne flere steder på samme mark, og de anvendte kemiske stoffer må være helt rene. Metoderne nedenfor viser principperne i sådanne undersøgelser.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
jordprøvetest
Hvordan laves jordprøvetest for jern-indhold?
Påvisning af jern foregår ved at udryste jorden med destilleret vand tilsat en smule saltsyre. Prøven udføres på den klare væske, der stiller sig over bundfaldet. Der tilsættes nogle dråber af en kalium-rodanid-opløsning – fremstillet ved at opløse kalium-rodanid i destilleret vand. Hvis der dannes en kraftig rødfarvning af vandet, har denne indeholdt jern.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
jordprøvetest
Hvordan laves jordprøvetest for kalk-indhold?
Jordprøven kan testes for kalk ved at udryste lidt af jordprøven med destilleret vand tilsat en smule eddikesyre. Den klare væske hældes fra efter henstand i nogen tid. Kalk-testen udføres ved at tilsætte lidt af en opløsning, der er fremstillet ved at opløse noget ammoniumoxalat i destilleret vand.
Hvis der dannes en mælket farve, er det tegn på kalk. Jo hurtigere den mælkede farve opstår, desto mere kalk findes i væsken.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
jordprøvetest
Hvordan laves jordprøvetest for nitrat-indhold?
Testen for nitrat kan ske ved at påvise salpetersyre [HNO3]: Der tilsættes forsigtigt lidt koncentreret svovlsyre [H2SO4] (stærk syre – kræver meget stor forsigtighed) og et par krystaller diphenylamin. Tegn på indhold af salpetersyre [HNO3] er, at væsken farves blå.
[En anden test er at tilsætte koncentreret svovlsyre [H2SO4], afkøle, derefter tilsætte en opløsning af ferrosulfat [jern(II)sulfat, jern(2+)sulfat, FeSO4] ved at hælde det forsigtigt ned langs siden af reagensglasset sådan, at det lægger sig oven på syreblandingen.
Hvis der (efter nogen tid) dannes en brun farve i grænselaget mellem de to væsker, er det tegn på, at der er salpetersyre [HNO3] / nitrat til stede].
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her
jordprøvetest
pH-målinger af jord og vandløb?
Surhedsgraden måles ved en pH-måling. Det kan f.eks. gøres ved at opløse en ubetydelighed af methylrødt i sprit, og af fenolftalein (phenolphthalein) ligeledes i sprit.
Læs mere her.
Den opløsning, der skal have lavet en pH-test, fordeles i to glas:
Til det ene glas ("FF") tilsættes et par dråber fenolftalein (phenolphthalein), og til det andet ("MR") tilsættes et par dråber methylrødt.
Hvis pH er over 8, er "FF" rød og "MR" gul.
Hvis pH er 6-8 er "FF" farveløs og "MR" gul.
Hvis pH er 4-6 er "FF" farveløs og "MR" rødgul.
Hvis pH er under 4 er "FF" farveløs; "MR" rød. (Medens pH-måling af jord altså kræver forberedelse, kræver pH-måling af vand fra søer mv. ingen forberedelse). Opskriften er fra en bog fra 1951.
Jørgensen
Hvem er Sophus Mads Jørgensen?
Sophus Mads Jørgensen (4. juli 1837 i Slagelse – 31. marts 1914 i København) var en dansk kemiker.
Jørgensen blev 1857 student fra Sorø Akademi, 1863 mag. scient, i kemi, 1869 Dr. phil. Han vikarierede 1864 som assistent ved universitetets kemi laboratorium; 1867 blev han bestyrer af Den polytekniske Læreanstalts kemi laboratorium (det nuværende DTU), 1871 tillige lektor i kemi ved Københavns Universitet, og fra 1887 (med anciennitet fra 1871) til 1908 virkede han tillige som professor i kemi. Under det første tiår af sin lærervirksomhed bearbejdede Jørgensen 3. bind og en stor del af 2. binds 2. Afd. af Gmelin-Krauts Handbuch der Chemie, dette hovedværk, der for alle kemikere verden over er et nødvendigt hjælpemiddel, og som for at gøre fuld nytte må være pålidelig indtil de mindste detaljer, hvad der da også kan siges med sandhed om de 1900 sider, som Jørgensen havde ansvaret for.
Jørgensen har udfoldet en betydningsfuld virksomhed som lærer, som videnskabsmand og som rådgiver i mange offentlige forhold. Hans store nøjagtighed, punktlighed og samvittighedsfuldhed har vist sig i alt, hvad han har haft med at gøre. Jørgensens videnskabelige produktion, der allerede begyndte 1865, omfatter en stor Rk. arbejder, af hvilke de fleste angår metalammoniakforbindelserne, og har skaffet ham ry også uden for Danmark; hans undersøgelser er gennemførte med stor stringens og fortrinlig teknik, og han hører ubestridelig til førerne på den uorganiske kemis område; hans omfattende viden også på kemiens øvrige områder viser sig i hans fortrinlige lærebøger såvel som ved hans forelæsninger, der er prægede af streng videnskabelig ånd.
Jørgensens omfattende kundskaber og hans betydelige evne til grundig at sætte sig ind i alle spørgsmål, ved hvis løsning kemikeren kan gøre god tjeneste, bevirkede, at der blev overdraget ham mange tillidshverv; fra 1870 var han medlem af "Sukkerkommissionen ", 1871-1914 medlem af direktionen for Rosenborg Brøndanstalt, fra 1872 kemisk konsulent for toldvæsenet og senere medlem af "Farmakopékommissionen og formand i den af regeringen 1903 nedsatte "Gipskommission til varetagelse af bevaringen af de i statens museer beroende gipsafstøbninger; fra 1885 medlem af Carlsbergfondets direktion og Carlsberg Laboratoriums bestyrelse, i hvilken sidste institution han overtog formandspladsen 1889 efter kemikeren C.T. Barfoeds død, medens han i 1909 efter Edvard Holm overtog den for dansk åndsliv så betydningsfulde stilling som formand i Carlsbergfondets direktion; begge hverv varetog han til sin død.
I 1874 blev Jørgensens optaget som medlem af det Det Kongelige Videnskabernes Selskab, hvis matematisk-naturvidenskabelige klasse 1899 valgte ham til sin formand; han var tillige medlem af flere udenlandske lærde selskaber, og 1906 tildelte Académie des sciences i Paris ham både Lavoisier og Berthelot-medaljen som anerkendelse for hans videnskabelige arbejder. Han var Kommandør af 1. grad af Dannebrog og Dannebrogsmand.
Jørgensens talrige videnskabelige arbejder er offentliggjorte i Videnskabernes Selskabs oversigter og skrifter, Journal für praktische Chemie og Zeitschrift für anorganische Chemie; hans afhandling for doktorgraden: Overjodider af Alkaloiderne udkom 1869. Desuden har Jørgensen udgivet en lærebog i kvantitativ uorganisk analyse (1869), lærebog i organisk kemi (1880 og 1906) og Mindre Lærebog i uorganisk Kemi (1888) foruden Kemiens Grundbegreber (1902 og 1913).
Han er gengivet på P.S. Krøyers Industriens Mænd (1904).
Læs mere: Her
Gå til index for siden 
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk)
Tegn abonnement på
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.
Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.
Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.
Recent Comments