I den amerikanske stat Californien har man vedtaget en lov, som påbyder kastration som betingelse for, at sexforbrydere kan blive løsladt fra fængslet. Kravet skal gælde personer, som to gange er blevet dømt for sexforbrydelser mod børn. Kastrationen skal enten ske ved et kirurgisk indgreb eller med ugentlige testosteronblokerende indsprøjtninger. I det sidste tilfælde kan kastrationen altså være midlertidig. Ud fra en etisk synsvinkel er der ingen forskel på at behandle sex-forbrydere med kønshormoner og at behandle depressive eller schizofrene personer med nervemedicin, konkluderer man i en lederartikel i New Scientist 21/9-1996 s.1. I lederartiklen i New Scientist stiller man sig imidlertid tvivlende overfor, at det ved blot at blokere testosteronprouktionen skulle være muligt at blokere sexforbryderes tilbøjeligheder. Nogle af disse sexforbrydere vil være ufølsomme i hjernen mod en sådan hormonbehandling, skriver man i lederartiklen. Lederskribenten mener, at en sådan behandling kan fungere, hvis personen selv ønsker at løse problemet, men at virkningen er usikker i de tilfælde, hvor der er tale om tvang. Man risikerer at fremkalde aggression hos de, der ellers frivilligt ville underkaste sig en behandling. Det hormon, som skal bruges, er det kendte stof Depo-Provera (medroxy-progesteron). Stoffet nedsætter testosteronkoncentrationen i blodet. Love, som tillader kastration eller medicinsk behandling af sexforbrydere, findes i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Island, Estland og Letland. Imidlertid bruges denne behandling meget sjældent. Der er kun få undersøgelser om behandlingens effekt. I en schweizisk undersøgelse sammenlignede man 127 sexforbrydere, som valgte kastration for at forkorte deres fængselsophold, med 50 andre sexforbrydere, som nægtede at medvirke i denne behandling og derfor sad længere tid i fængsel. 5 år efter havde 4% af den kastrerede gruppe igen begået en forbrydelse, mens der var 77% i den ikke-kastrerede gruppe, som havde begået en ny forbrydelse. Psykiater William Meyer fra det medicinske institut ved Galveston universitet i Texas, publicerede i 1992 en undersøgelse, som viste, at kun 7% af personer, som fik DepoProvera-indsprøjtninger begik en ny forbrydelse, sammenlignet med 58% i en gruppe personer, som nægtede at modtage en sådan behandling. Konklusionen er dog ikke helt klar, fordi den gruppe, som blev behandlet medicinsk, også fik behandling i form af samtaleterapi. Desuden var der i sagens natur tale om personer, som formentlig var mere motiverede for at ændre deres adfærd, eftersom tilbuddet om medicinsk behandling var frivilligt. Den nye lov i Californien er blevet kritiseret for, at den ikke omfatter krav om anden supplerende behandling og at muligheden for frivillig modtagelse af behandling forsvinder, når det bliver et krav, at alle skal behandles. Desuden er behandlingen ingen garanti i de tilfælde, hvor personen mangler enhver forståelse for, at han gør noget forkert. Andre sexforbrydere drives af sadistiske tilbøjeligheder, som denne medicinske behandling heller ikke kan ændre. Desuden er det let at skaffe dopingmidler, som modvirker medicinens virkninger. Indgreb i hjernen? I tidsskriftet Medical Hypotheses opstiller D.W.Brown en række spørgsmål vedrørende muligheden for at bruge ensidig ødelæggelse af en del af hjernen på en sexforbryder. Nogle sexforbrydelser skyldes måske impulser, som gerningsmanden ikke er i stand til at kontrollere, skriver Brown. Ifølge britisk lov skal domstolene være yderst tilbageholdende med at kræve medicinsk behandling, men hvis en voldtægtsforbryder frivilligt beder en læge om hjælp, kan det måske etisk forsvares at ødelægge en del af patientens hjerne med henblik på at kontrollere personens adfærd, skriver Brown. Den del af hjernen, som primært er knyttet til viljen, er muligvis nær det hjerneområde, der kaldes "anterior cingulate sulcus", skriver Brown, og stiller spørgsmålene: Kan ensidig bestråling af dette område delvis ødelægge patientens vilje? Kan man ved delvis at ødelægge den del af patientens vilje, der er baseret på intuition, men efterlade den del af patientens vilje, der er baseret på sproget, intakt, formindske patientens vilje til at begå forbryderisk sexkriminalitet? Vil nogle patienter nægte kemisk kastration, men acceptere ensidig bestråling af et område i hjernen? Ref.1: New Scientist 21/9-1996 s.1 Ref.2: Medical Hypotheses okt. 1995 bd.45 hf.4 s.383-85 (D.W.Brown) (findes på Da.Natur- og Lægevidsk.Bibl., Københ.). Se desu: Ann. Med. Psychol. 153/9, 1995, 639-40 (A.Gorceix, Paris). [Debatindlæg om kastration og fransk straffelov; art. på fransk].

Tegn abonnement på

BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.

Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.

Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.