Mange forskellige giftstoffer
Blågrønalgers ”cyanogiftstoffer” omfatter mange forskellige gifttyper. Man har ikke veldefinerede forgiftningstyper som ved alge-via-musling/fisk-forgiftningerne i havet. Blågrønalge-forgiftninger opdagedes sent – den første beskrivelse er fra 1833. Normalt skal der indtages en del vand (drikkevand eller badevand), før giftvirkningerne viser sig. Ikke desto mindre bliver folk jævnligt syge. Især børn og særligt følsomme personer er udsatte. Symptomerne ligner meget infektioner med bakterier og fejldiagnosticeres sikkert ofte: Hudirritation (rødme, kløe), lungeinflammation (snue, rindende øjne, astma), “influenza” (feber), mave/ tarm katar (mavesmerter, mavekrampe, diarré, opkastning, feber, hovedpine), leverbetændelse (appetitløshed, mavesmerter, hovedpine, feber, øm og forstørret lever-hepatitis). I 1991 skete en dramatisk opblomstring af blågrønalger på en 225 km lang strækning af Darling-flodsystemet i Australien. Mange mennesker blev syge. Kvæg, får og hunde døde. I dette tilfælde dannede blågrønalgerne også PSP-gifte – hvilket måske er et overset problem, eftersom 12% af 96 søer i Danmark indeholdt PSP-giftstoffer i en undersøgelse.

I brakvandsområder – specielt i Østersøen – kan blågrønalger danne levergifte. I troperne kan blågrønalgeopblomstringer danne nervegifte – men typisk så langt fra land, at det ikke giver problemer for mennesker. Langvarig påvirkning af tilsyneladende ikke-giftige mængder kan give kroniske skader i ukendt omfang: Cyanogiftstoffer kan derved give kroniske leverskader, og DSP-gifte (Diarrhetic Shellfish Poisoning = diarréfremkaldende muslingeforgiftning på grund af alger) menes at kunne ændre arveanlæggene. Både algers DSP-gifte og blågrønalgers cyanogifte nedsætter ved lang tids påvirkning (via drikkevand) immunforsvaret og fremmer vækst af kræftceller, der allerede findes. I Kina er der markant højere hyppighed af leverkræft i områder, hvor drikkevandet kommer fra damme og floder, end i områder hvor det kommer fra grundvand.

Pludselige aborter er set hos køer i forbindelse med blågrønalgeopblomstringer. Ved opblomstringer i søer er der eksempler på, at hele fiskebestande er døde. Ved Knudsø i Jylland er der flere gange observeret døde ænder og lappedykkere i forbindelse med blågrønalgeopblomstringer. Men ofte er årsagen til masseforgiftninger forsvundet på det tidspunkt, hvor effekten viser sig – fordi sygdomssymptomerne ikke altid kommer straks.

Under ”sælpesten” i danske farvande i 1988 troede man først, at det skyldtes den samtidige opblomstring af den giftige stilkalge/ haptofyt Chrysochromulina polylepis – men årsagen var en virusinfektion.

Blågrønalger er specielt et stort problem i næringsrige ferskvandsområder. Især arter inden for slægterne Microcystis, Planktothrix og Anabaena er almindelige og forekommer i høje koncentrationer.

De fleste blågrønalger samles i koloniklumper eller i kolonitråde. I danske søer ses blågrønalgeopblomstringer hvert år, og langt de fleste er giftige. Blågrønalger danner kolonier, men der findes også enkeltvis-levende typer, der er meget små (diameter <0,002 mm). Nogle af disse producerer gifte, men denne picoblågrønalge-gruppe er dårlig undersøgt. Synechococcus er en sådan picoblågrønalge.

Den på verdensplan mest almindelige giftproducerende blågrønalgeslægt er Microcystis. Det er også den hyppigst forekommende slægt i næringsrige danske søer, hvor opblomstringer af Microcystis næsten altid er giftige. Microcystis-arterne er kolonier af små celler, der ligger i en fælles gelé, og arterne kendes bl.a. fra hinanden på udformningen af geléen.

Arterne Microcystis aeruginosa, M. botrys og M. viridis producerer levertoksiske microcystiner.

Når vand bliver for næringsrigt kan der ske opblomstring af blågrønalger (dvs. cyanobakterier). Da de nærmest er mikroskopiske, er det som om vandet er farvet. Denne ”vandblomst” er problematisk, fordi nogle af disse organismer udskiller flygtige organiske stoffer, som er ildelugtende. Den dårlige lugt skyldes især stoffet geosmin. Desuden dannes stoffer, som er giftige for nervesystemet, blodkarsystemet og leveren (og kan give leverkræftrisiko) eller kan medføre hudallergi og hornhindebetændelse.

I varme somre dør hunde i Danmark efter at have drukket vand ved f.eks. Amager strand og andre steder, hvor der er opskyl af blågrønalgen Nodularia spumigena, der producerer et meget kraftigt levergiftstof, nodularin. I mikroskopet er den en lille stav, der er tykkest på midten. Andre blågrønalger, der kan være giftige, er f.eks. Microcystis aeruginosa, Anabaena-arter såsom A. spiroides og A. flos-aquae, Aphanizomenon flos-aquae, Oscillatoria agardhii (= Planktothrix)8669.

Blågrønalgerne farver vandet olivengulgrønt, violet, rødt eller brunt, afhængig af hvilke pigmenter, der er fremherskende, idet de kan indeholde grønt klorofyl-a, blå phycobiliner, blå phycocyaniner og røde phycoerythriner foruden gule karotenoider8669.

Ved massiv forekomst udskiller de stoffer, som er giftige for andre alger samt for dyreplankton, skaldyr, orme i søbunden, fisk og fugle. Køer kan dø af at drikke vandet. Mennesker kan blive syge. Hunde kan altså dø. [Engelsk tekst om forgiftning af hunde]

Mange af de giftige blågrønalger danner luftvakuoler, som gør dem lette, hvorved de regulerer deres placering i den lodrette vandsøjle. På grund af deres lethed kan vind og vandstrøm samle dem til skum ved kyster og søbredder. Aphanizomenon flos-aquae kan danne slim, som klumper og gør den utilgængelig for dyreplankton.

Nogle blågrønalger (såsom Aphanizomenon flos-aquae og Anabaena flos-aquae) er uafhængige af kvælstof til deres proteiner, fordi de kan hente det fra luften (N-fixering ved hjælp af nitrogenase-enzym)8669.

Når organismerne dør, kan der opstå iltmangel nær søbunden8669. [Engelsk tekst om blågrønalger i den store amerikanske sø Lake Eire]

Sidst i 1970’erne opdagede forskere, hvorfor køer døde i Akersvatn i Sydnorge. Køerne fik leverskade af Microcystis aeruginosa, som var blæst sammen til en koncentration på 5-10 g tørvægt pr. liter vand indeholdende 20-40 mg giftstof8669.

I oktober optrådte et såkaldt Caruaru-syndrom på et hospitals bloddialysecenter (Caruaru i Brasilien), hvor man ved en fejltagelse havde anvendt utilstrækkeligt renset vand fra en nærliggende sø med cyanogiftstoffer. Patienterne fik gulsot og smerter, og 45 eller 66 patienter døde ifølge forskellige rapporter på grund af akut leverforgiftning. Det fik WHO til at fastsætte en hygiejnisk grænse på 1 my-gram microcystin pr. liter drikkevand. I forsøg med mus og rotter er 9-200 my-gram toxin/kg kropsvægt dødeligt 8669.

Samme blågrønalgeart kan i samme sø forekomme i forskellige stammer, hvoraf nogle er giftige og andre er ugiftige. Giftige og ugiftige stammer kan leve sammen, og altså eventuelt danne “vandblomst” sammen. De giftige og ugiftige stammer af samme art kan ikke skelnes på udseendet8669.

[Engelsk tekst om giftige søer link="http://www.thesudburystar.com/ArticleDisplayGenContent.aspx?e=9038"]

[Engelsk tekst om giftige søer i Wisconsin, USA link="http://www.katu.com/news/medicalalert/62325342.html"]

Kan du huske, hvad du har læst? Prøv at svare på spørgsmålene om giftige blågrønalger !