Denne side er et supplement til
**BioNyt – Videnskabens Verden** nr.132
Du kan tegne abonnement på BioNyt: Videnskabens verden **her!**
Spørgsmål og svar om gener
Hvad er et gen?
Hvor mange gener findes der?
Hvorfor findes der flere proteiner end gener i immunsystemet?
Er alle enzymer proteiner?
Hvad er forskellen på de tre forskellige RNA-typer?
Hvordan påbegyndes en transkription?
Hvordan ender en transkription?
Hvad sker der med mRNA efter transkriptionen?
Hvordan transporteres mRNA ud af kernen?
Hvad er en operon?
Hvad er en repressor?
Hvad er en aktivator?
Hvad er en silencer?
Hvad er et ribosom?
Hvordan begynder translationen?
Kan mRNA genbruges, og hvor mange gange?
Hvilke gener er aktive hvor?
Hvad er hoppende gener?
Hvad er genteknologi?
Hvad er gensplejsning?
Hvad er kloning?
Kan man få patent på gener?
Hvad er en Genbank?
Hvordan blander bakterier gener?
Hvad er p53-genet?
Hvad er gen-knockout?
Hvad har gener med evolutionen at gøre?
Er evolutionen en tilfældig proces?
Hvad er alternativ splejsning?
Hvordan påvises genaktivitet?
Hvad er et fusions-gen?
Hvad er et genom?
Hvad er en gen-frekvens?
Hvad er genetisk drift?
Hvad er snRNA?
Gå til hjemmesiden for
BioNyt – Videnskabens Verden
Denne side er et supplement til
**BioNyt – Videnskabens Verden** nr.132
Du kan tegne abonnement på BioNyt: Videnskabens verden **her!**
Spørgsmål og svar om gener Udarbejdet af Dino Demirovic (E-mail: dino.demirovic@post.au.dk)
Hvad er et gen?
Et gen er et stykke DNA, som koder for et protein eller et aktivt RNA.
Hvor mange gener findes der?
For måske bare 10-15 år siden troede man, at der fandtes over 1 million forskellige gener, men efter at det humane genom er blevet kortlagt (projekt HUGO) er man kommet frem til, at der findes ca. 25.000 – 30.000 gener i mennesket.
Hvorfor findes der flere proteiner end gener i immunsystemet?
I immunsystemet findes der såkaldte antistoffer. Antistoffer er proteiner, som beskytter os mod forskellige mikroorganismer. Der er flere forskellige mikroorganismer og fremmedstoffer end der er forskellige gener hos mennesket. Man kan så spørge, hvordan der kan laves lige så mange forskellige antistoffer (som altså er proteiner), når der kun er et begrænset antal gener?
I færdigudviklede celler findes der i immunsystemets gener tre typer gener. De kaldes J (Joining) gener, V (Variable) gener og C (Konstante) gener. Der findes 40 forskellige V-gener, fem forskellige J-gener og et enkelt C-gen. De kaldes J-gener, fordi de samler V- og C-generne. De mulige konformationer vil kunne give 50 x 4 = 200 forskellige konformationer. Dette gælder kun for den type af aminosyrekæde på antistofferne, som kaldes κ (kappa) let-kæden. Der findes også en tilsvarende λ (lambda) let-kæde, som vil kunne give 120 forskellige let-kæde konformationer. Ydermere findes der også tunge kæder, som indeholder 27 forskellige D-gener og 51 V-gener og 6 J-gener. Og dermed kan der i alt dannes 27 x 51 x 6 = 8262 forskellige tung-kæde konformationer. Alt i alt kan der med 320 forskellige lette kæder og 8262 forskellige tunge kæder dannes 320 x 8262 = 2.643.840 forskellige antistoffer.
Dog kan der forekomme endnu mere diversitet ved såkaldte somatiske mutationer.
Er alle enzymer proteiner?
Nej. Ganske vist er størstedelen af alle enzymer proteiner, men der findes også aktive RNA-stykker, som ligeledes har en katalytisk virkning og derfor er enzymer. Disse aktive RNA-stykker findes bl.a. i enzymet telomerase. De aktive RNA-stykker kaldes ribozymer.
Hvad er forskellen på de tre forskellige RNA-typer?
mRNA (meddeler-RNA [engelsk: messenger RNA]): er den kopi af DNA´et, som bliver aflæst af tRNA i ribosomet.
tRNA (transport-RNA [engelsk: transfer RNA]): er den RNA-type, som bringer de frie aminosyrer til ribosomet. Man kan generelt sige, at tRNA er den eneste RNA-type, som kender den genetiske kode (se s. 25 i BioNyt nr. 132), da den aflæser mRNA-strengen med sit ”anti-codon”. Når aminosyren er påsat en tRNA, kaldes den en ”aminoacyl-tRNA”.
rRNA (ribosomalt RNA): er det RNA, som findes i ribosomer. Omkring to trediedele af ribosomet består af rRNA, og dette er nødvendigt for at opretholde den specielle rumlige struktur, som ribosomerne har.
(kilde: L. Stryer et.al. Biochemistry, 2003, 5. udg.)
Hvordan påbegyndes en transkription?
Under indvirkning af en kaskade af DNA-bindende proteiner kan RNA-polymerase II (RNA-polymerase-2) guides hen til det sted, som skal transkriberes. En række af DNA-bindende proteiner binder sig til DNA-strengen. Disse proteiner kaldes TFII (TF står for transkriptionsfaktor og II refererer til RNA-polymerase II). De forskellige TFII-proteiner hedder henholdsvis TFIIA, -B, -D, -E og -F. På figuren ses i hvilken rækkefølge, de binder til DNA. 
Læg mærke til, at det første protein, som binder til DNA´et, er protein TFIID, som binder til TATA-boxen. Denne box findes ca. 25-30 baser opstrøms for initieringsstedet (se pilen på figuren). Funktionen af de forskellige proteiner vil vi ikke komme ind på her, men de er alle nødvendige for en korrekt transkription.
Endvidere kan enhancere også promovere transkriptionen, altså fremskynde den. Man ved langt fra alt om dette, men man ved dog, at disse enhancer-sekvenser kan befinde sig tusindvis af baser væk fra det gen, som de promoverer. Endvidere har man fundet ud af, at de kan befinde sig før (opstrøms), efter (nedenstrøms) eller endda midt i genet!
(kilde: L. Stryer: Biochemistry 5. udg. s. 797)
Hvordan ender en transkription?
Transkriptionsprocessen sker i to trin. Først vil transkriptionen blive udsat for en co-transkriptionel kløvning inden for terminerings-regionen nedenstrøms for polyadenylerings-sitet (se næste spørgsmål). Dernæst sker der en kløvning og polyadenylering på poly(A)-siden, som signalerer til polymerasen, som stadig laver RNA, at den skal adskille sig fra DNA-strengen.
(kilde: R.F. Weaver Molecular Biology 3.udg., 2005)
Hvad sker der med mRNA efter transkriptionen?
Efter transkriptionen sker der nogle postmodifikationer (efter-ændringer) af det ny-transkriberede RNA (kaldet præ-mRNA). mRNA har nu to frie ender, som begge skal beskyttes. På den ene ende (5´ enden) bliver der påsat en cap, som er med til at stabilisere RNA-molekylet, samt beskytte det mod phosphataser og nucleaser, som begge er enzymer, der kan ødelægge RNA.
På den anden ende bliver der påsat en masse adenin-molekyler. Denne adenylering danner en poly(A) kæde. Det er vigtigt at bemærke, at denne poly(A) kæde ikke bliver kodet af en DNA-streng, men derimod bliver påsat af en poly(A)-polymerase, som påsætter ca. 250 adenylat-enheder på 3´ enden af mRNA.
præ-mRNA består af både såkaldte exons og introns. Det er kun exons, som koder for et protein i sidste ende, dvs. at alle introns bliver kløvet af. Der er flere kendetegn, som sikrer, at introns bliver genkendt: f.eks. begynder alle introns med baserne GU og ender med baserne AG. Lige inden de sidste AG-baser finder man også en konsensus-sekvens med ca. 10 pyrimidiner (dvs. enten U eller C). Desuden finder man mellem 20 og 50 baser opstrøms for AG et såkaldt branch site, som i f.eks. gærceller altid er UACUAAC. Alle disse steder skal være til stede, før enzymet spliceosome (som man kalder det enzym, som fjerner introns) kan genkende en intron. Spliceosomet består først og fremmest af to U-enheder, kaldet U1 og U2, og det genkender henholdsvis GU og branch site sekvensen. Når disse sekvenser er blevet genkendt, vil der bindes et yderligere U4-U5-U6 kompleks, som til sidst er i stand til at fjerne hele intron-sekvensen.
Hvordan transporteres mRNA ud af kernen?
Hvis det færdige mRNA blot skulle flyde rundt i kernen ved hjælp af tilfældige termiske bevægelser, ville sandsynligheden for, at mRNA´et ender ude i cytoplasmaet, være meget lille, selv om kernemembranen har mange porer. Derfor skal der være et transportsystem til stede.
I 2001 udførte Patricia Hilleren og kolleger studier på gærceller, som indeholdt en temperaturfølsom mutation i poly(A)-polymerasegenet. Konklusionen var, at de celler, som ikke kunne udtrykke poly(A)-polymerasen, ikke var i stand til at gennemføre en hel proteinsyntese, og man så en ophobning af mRNA-molekyler uden en poly(A)-hale i kernen. Dvs. at poly(A) halen er nødvendig for transport af mRNA ud af kernen.
(kilde: P. Hilleren et.al. ”Quality control of mRNA 3´-end processing is linked to the nuclear exosome” Nature 413, s. 538-542 år 2001)
Hvad er en operon?
Ofte findes der på DNA-molekylet områder, hvor beslægtede gener er samlet, og ofte sådan, at de sidder lige efter hinanden på kromosomet. Disse gener styres af en fælles reguleringsmekanisme. Lige inden genet, sidder der en såkaldt operator, som er det stykke DNA, hvortil en eventuel repressor skal binde (se næste spørgsmål). Lige før (dvs. opstrøms for) operatoren findes en såkaldt promotor, som er det sted på DNA, hvor RNA-polymerasen binder lige før transkriptionen af det efterfølgende gen går i gang. En ”operon” er alle de tre ting tilsammen, dvs. en promotor, en operator og et (eller flere beslægtede) gen(er).
Hvad er en repressor?
Opstrøms for operonet findes et såkaldt regulatorisk gen. Produktet af dette gen er et protein, som kaldes en repressor. Denne repressor binder sig (hvis den er aktiveret) til operatoren. Man kan så spørge, hvad det er, som aktiverer/deaktiverer repressoren? Svaret herpå er: De gener, som findes i operatoren, har en bestemt funktion, f.eks. at de kan kode for de enzymer, som nedbryder lactose. I dette tilfælde vil tilstedeværelsen af lactose være med til at inaktivere repressoren. Dvs. at transkriptionen af de gener, som koder for enzymer, som nedbryder lactose, bliver reguleret af lactoseproduktet selv.
Hvad er en aktivator?
Aktivator-proteiner er en del af de såkaldte transkriptionsfaktorer. Disse aktivatorproteiner binder til en enhancer, som laver en loop-formation til det pågældende promotor-område, som skal transkriberes. Dermed er aktivatoren også med til at regulere gen-ekspressionen.
Hvad er en silencer?
Repressor-proteiner kan binde til DNA-sekvenser, som kaldes silencer, og disse er med til at inhibere, altså hæmme, transkriptionen.
Hvad er et ribosom?
Som beskrevet ovenfor består ca. to-tredjedele af alt ribosom af rRNA (ribosomalt RNA). Resten er forskellige proteiner. Ribosomet består af to forskellige enheder, hos bakterier dels en lille 30S enhed og dels en stor 50S enhed (S står for Svedberg-units, som mål for kompleksets vandring i et centrifugalt felt). Disse to enheder vil tilsammen udgøre ribosomet (som er 70S, da Svedberg-enheder ikke bare sådan lige kan adderes). 30S-enheden består af 21 forskellige proteiner (disse kaldes S1, S2, …, S21) og et 16S rRNA-molekyle. 50S-enheden består af 34 forskellige proteiner (disse kaldes L1, L2,…,L34) og to rRNA-molekyler er henholdsvis et 23S-RNA og et 5S-RNA. En af de afgørende faktorer, som gør rRNA i stand til at være med i translationen, er, at rRNA består af små korte duplex-regioner, dvs. RNA´et antager en dobbelt-strenget form, som normalt ikke ses på f.eks. mRNA.
Hvordan begynder translationen?
Proteinsyntesen i bakterier starter altid med en AUG, som koder for en fMet (N-formylmethionin). Opstrøms for AUG-koden findes en såkaldt Shine-Dalgarno sekvens, som er en region, der består af mange puriner (G eller A). Det første, der sker i translationen, er, at 16S rRNA binder til denne Shine-Dalgarno sekvens, hvorefter der kommer en initiator-tRNA, som binder til AUG-sekvensen. Da 16S rRNA er en bestanddel af den lille ribosomale enhed, har vi den på plads. Nu mangler vi bare den store ribosomale 50S til at sætte sig på. Til at hjælpe med at bringe den store ribosomale enhed på, har vi en fMet-tRNA, som kan danne bro mellem 30S og 50S, og derved bliver der dannet tre steder, hvor nye tRNA-molekyler kan binde. Disse kaldes A-site (aminoacyl), P-site (peptidyl) og E-site (exit).
Kan mRNA genbruges, og hvor mange gange?
Det er en kendsgerning, at DNA er mere stabilt end RNA, men levetiden for RNA er ikke afgørende for, hvor mange protein-molekyler der kan dannes af et stykke RNA. Cellen har de fleste processer under kontrol. Derfor er det også afgørende, at den kan styre mængden af det protein, som skal syntetiseres. Styringen af syntesen sker primært med antallet af adenin-molekyler, som tilføjes af poly(A) polymerasen. For hver ribosom, som har aflæst mRNA´et, bliver der fraspaltet nogle A-molekyler. Dvs. at poly(A) halen bliver kortere og kortere, og til sidst, når der er meget få A-molekyler i halen, vil mRNA´et blive opløst, og translationen vil stoppe.
Hvilke gener er aktive hvor?
Det er naturligvis ikke alle gener, som er aktive i alle celler. Kroppen har over 200 forskellige celler, som alle har forskellige funktioner, og dermed også forskellige proteiner. Der findes dog de såkaldte ”husholdningsgener”, som er gener, som er mere eller mindre aktive i alle celler. Som eksempler på disse kan vi nævne polymerase-gener, gener som koder for proteiner i ribosomer, gener som koder for proteiner i plasma-membranen osv. Herunder ses en tabel over forskellige proteiners tilstedeværelse i fem forskellige celletyper:
(kilde: N.A. Campbell:”Biology – concepts & connections” 4. udg. 2003)
Hvad er hoppende gener?
I 1940´erne studerede Barbara McClintock nedarving i majsplanter. Hun fandt ud af, at visse DNA-segmenter kunne bevæge sig fra et sted på kromosomet til et andet, og at de endda kunne hoppe fra et kromosom til et andet. McClintock fandt ud af, at disse ”hoppende gener”, som i dag kaldes transposoner, kan lande midt i et gen, og ødelægge genet.
Hvad er genteknologi?
Genteknologi er i sig selv mange ting, og kan defineres på mange forskellige måder. I bund og grund handler det om at lave om på gener ved hjælp af forskellige teknikker, som forskellige mikroorganismer har gjort naturligt brug af.
F.eks. har bakterier egne enzymer, som kan klippe i bestemte DNA-sekvenser, uden at bakterien ødelægger sit eget DNA. Et eksempel på et enzym, som klipper i DNA, er Eco RI (stammer fra Escherichia coli bakterien). Genkendelsesstedet for enzymet ses på figuren. Kløvningen sker ved de røde pile, mens den grønne prik angiver symmetriaksen.
Bemærk at sekvensen er palindromisk (hvilket betyder, at det kan staves ens forfra og bagfra, som f.eks. ordene ”radar” og ”regninger”). Man kan spørge: Hvordan undgår bakterien at klippe i sit eget DNA? Sandsynligheden for at sekvensen (3´CTTAAG 5`) findes i genomet er: ¼ x ¼ x ¼ x ¼ x ¼ x ¼ = (¼)6 = 0,000244 = 1/4096 dvs. at for hver ca. 4000 basepar vil man kunne finde denne sekvens. Da en bakteries genom er større end det, skal den finde andre muligheder at beskytte sig med.
Bakterier kan lave en såkaldt methylering af deres DNA. Enzymet, som står for det, kaldes DNA-methyltransferase. Denne methylering medfører, at restriktionsenzymerne ikke kan genkende en bestemt sekvens. Methyleringen har også visse bivirkninger. (Methyleret DNA kan replikeres til to hemimethylerende DNA-strenge, hvorefter methylasen påsætter de manglende methylgrupper, se her).
Andre former for genteknologi er Rekombinant genteknologi, som f.eks. bruges i medicinalindustrien af Novo Nordisk A/S til fremstilling af peptidhormonet insulin. Her anvender man den mulighed, at man kender DNA-sekvensen for insulin, og at man derfor kan indsætte disse gener i gærceller, hvormed man kan få dem til at producere insulin hurtigt og billigt.
Hvad er gensplejsning?
Når man kender til restriktionsenzymer, og kender forskellige gener og deres egenskaber, vil man også være i stand til at klippe et gen ud og sætte det ind i en anden organisme, og evt. derved give den nye organisme en ny egenskab. Lovene om industriel anvendelse af gensplejsning er skrappe, og der er mange etiske hensyn som skal tages til efterretning, før man må begynde at gensplejse.
Det er dog ikke muligt at lave mennesker med f.eks. blade fra planter, så vi slipper for at spise sukker. Visse fysiologiske begrænsninger vil altid være i vejen for sådanne ”sjove” opfindelser.
Hvad er kloning?
Kloning er en form for ukønnet formering. Dette sker ved at overføre en kerne (med arvemateriale) fra en celle til en anden (oftest en ægcelle). Kloning blev først et stort emne, da man i 1997 klonede fåret Dolly ved kerneoverførsel.
Kloning er i dag et potentielt redskab til at gøre mange menneskets liv nemmere, bl.a. ved at fremstille forskellige klonede organer eller dele af organer, f.eks. hudstykker osv. Men som ved så mange andre af de bioteknologiske metoder er der også ved kloning en række etiske overvejelser, der skal gøres. I Danmark findes et Etisk Råd, som diskuterer, hvad der bør være lovligt og ikke lovligt. Med hensyn til kloning kan Etisk Råds meninger sesher.
Kan man få patent på gener?
Man kan spørge: Hvordan kan man tage patent på noget, som vi alle bærer rundt på? Det kan man ved at begrænse patentet til industriel anvendelse af genet eller til isolering af genet i f.eks. en dyrkningsbakterie eller egnet gærcelle, som kan dyrkes. Patenteringen af gener tog fart, da man begyndte at kortlægge det humane genom. Dengang kunne man tage patent på et gen, dvs. patentere det og alle dets funktioner. Sådan er det ikke i dag. I dag er det typisk brugen af en genetisk opdagelse, der bliver patenteret.
Forskere fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) er nået frem til, at 4.382 (okt. 2005) af de knap 24.000 gener, der er registreret i USA’s nationale genetiske database, er omfattet af såkaldte intellektuelle rettigheder eller er patenterede.
Hvad er en "genbank"?
Internettet har gjort det muligt at dele data med resten af verden på meget kort tid. Derfor er der på Internettet i dag store databaser, hvor det er muligt for forskere hurtigt at finde et gen i en "genbank". I genbanker kan man finde information om et bestemt gen, oplysninger om dets eventuelle proteinprodukt, data om på hvilket kromosom genet sidder, og en liste over alle artikler, som er skrevet om det pågældende gen.
En af de største genbank-databaser findes på hjemmesiden under National Center for Biotechnology Information, NCBI:www.ncbi.nlm.nih.gov/entrez/query.fcgi?db=Nucleotide. I juni 2005 indeholdt genbanken over 89.000.000.000 baser (89 milliarder).
Hvordan blander bakterier gener?
Bakterier har den enestående mulighed, at de kan udveksle gener. De kan udveksle flere gener eller hele plasmider (dvs. selvformerende kromosomstykker). Denne udveksling af gener fremskynder bakteriernes evolutionsprocesser, fordi generne kan give apatogene (ikke-sygdomsfremkaldende) bakterier nye egenskaber, som kan gøre dem patogene. Udvekslingen af gener kan ske på tre forskellige måder:
1) Transformation: Når der i en bakteriekoloni dør bakterier vil de døde bakteriers DNA flyde rundt i den væske, som bakterierne befinder sig i. Dette DNA kan optages af andre bakterier, som derefter kan gøre brug af det nye DNA. 
Kilde her
2) Transduktion: Når en bakterie bliver inficeret af et virus, kan denne virus medbringe DNA-fragmenter fra en tidligere værtscelle (transduktionens donor-bakterie). Dette DNA bliver måske (afhængig af hvilken type virus det er) inkorporeret i den nye bakteries DNA, og kan dermed give modtager-bakterien nye egenskaber. 
Kilde her
3) Konjugation: Her danner to bakterier bro mellem hinanden. Gennem denne bro kan to bakterier udveksle DNA. Den ene bakterie (kaldet +) har et plasmid, som låner en enkel-strenget kopi til den modtagende bakterie (kaldet -). – bakterien laver så en tilsvarende plasmid til sig selv ud fra den lånte kopi. Nu har begge bakterier et plasmid hver. 
Kilde her
Se flere billeder __her__
Hvad er p53-genet?
p53 er et gen, som spiller en stor rolle inden for kræftforskningen. p53-genet er et såkaldt tumorsuppressor-gen, dvs. et gen, som når det er aktivt stopper for tumorudvikling. Hvis en person kun har én kopi af p53-genet, vil der være meget stor sandsynlighed for, at personen i løbet af sit voksne liv udvikler tumorer et eller flere steder i kroppen. Denne tilstand er sjælden og kaldes "Li-Fraumeni syndromet". Læs mere __her__.
p53-proteinet binder til DNA, og derved stimuleres et andet gen til at producere et p23-protein. Dette p23-protein indgår i en kompleksdannelse med endnu et protein, som kaldes "protein cell division stimulating protein" (cdk2). Når denne kompleksdannelse har fundet sted, kan cellen ikke gå til den næste fase af celledelingen. En mutation i p53-genet medfører, at p23-genet ikke bliver udtrykt, og dermed bliver der ikke dannet et kompleks. I det tilfælde vil celledelingen være uden for kontrol, og der vil kunne dannes en tumor.
Hvad er gen-knockout?
Gen-knockout er en bioteknologisk metode, hvormed man kan inaktivere et eller flere gener i et kromosom. Formålet er at undersøge et gen, som man har sekvensbestemt, men som man også ønsker at kende funktionen af.
Læs mere her
Hvad har gener med evolutionen at gøre?
Gener er portioner af en organismes DNA, som er afgørende for en korrekt opbygning af en organisme. Generne, og dermed de karaktertræk de koder for, bliver arvet ned igennem generationerne. Forskellige molekylære mekanismer sørger for at kopiere, blande og ændre generne på en måde, så der opstår genetisk variation. Denne variation er ophav til evolutionen.
Læs mere her
Er evolutionen en tilfældig proces?
Evolutionen er ikke en tilfældig proces. Den genetiske variation, som den naturlige selektion udnytter, kan være tilfældig, men naturlig selektion i sig selv er slet ikke tilfældig. Overlevelsen og den forplantningsdygtige succes af et individ er direkte relateret til den måde, hvormed individet nedarver sine karaktertræk samt hvilken påvirkning omgivelserne giver. Om et individ overlever eller ej afhænger af, om dette individ har gener, som producerer karaktertræk, som passer godt til det omgivende miljø.
Hvad er "alternativ splejsning"?
Alternativ splejsning sker under udarbejdelsen af det færdige mRNA. Det færdige mRNA bliver sammensat af forskellige exons, og de forskellige exons kan sættes sammen på mange forskellige måder. På figuren ses nogle af de alternative måder, man kan sammensætte det færdige mRNA på. De farvede områder forestiller forskellige exons og til højre i figuren ses de forskellige kombinationsmuligheder.
Dette kan medføre anderledes proteiner, om denne variation er blandt vigtig i immunsystemet. Se i øvrigt spørgsmålet om gener i immunsystemet.
Hvordan påvises genaktivitet?
Påvisning af genaktivitet kan gøres på flere forskellige måder. Den mest effektive i dag er en ikke-radioaktiv "in situ hybridisering" (en metode til bestemmelse af mængden af mRNA i cellen). Et forskerteam på Max-Planck Instituttet i Hannover i Tyskland har kortlagt gen-udtryksmønstret hos musefostre. Deres resultater kan ses på hjemmesiden www.genepaint.org, hvor det er muligt at se billeder af de fleste fosterstadier hos mus, samt hvor og hvornår de forskellige gener er udtrykt.
Hvad er et fusions-gen?
Et fusionsgen er et hybridt gen, som er sat sammen af to eller flere stumper af forskellige gener for at producere et nyt protein. Et hybridt gen kan også være at sætte et gen på en bestemt promotor for at gener, som styres af promotoren, kan blive udtrykt i øget omfang eller i formindsket omfang.
Hvad er et genom?
Et genom er den samlede arvemasse i en celle. Dvs. det kan være alt det DNA, som findes i kromosomerne, samt det DNA, som findes i eventuelle organeller (mitokondrier, grønkorn (planter), osv.).
Hvad er en gen-frekvens?
Med et gens genfrekvens menes den procentvise mængde af et givet allel, i en bestemt population.
Hvad er genetisk drift?
Med "genetisk drift" menes den tilfældige variation i gen-frekvensen fra en generation til en senere generation.
Hvad er snRNA?
"Small nuclear RNA" (snRNA) er korte RNA-stykker på 100-300 baser, som associerer med proteiner for at danne små nukleare ribonukleoprotein-partikler (snRNPs). Disse bruges i transskriptionen.
Recent Comments