Nyhed: DNA-enzymer Enzymer er proteiner, som kan katalysere biokemiske reaktioner, dvs. opbygning eller nedbrydning af organiske stoffer. DNA er ikke et enzym, og DNA-strengen er en nucleinsyre og ikke et protein. Men der findes faktisk nucleinsyrer, som virker som enzymer, nemlig den type enkeltstrengede RNA-molekyler, som kaldes ribozymer. DNA er imidlertid dobbeltstrenget og langt mere stabilt end RNA. Hvis man kunne gøre DNA-molekyler til enzymer, ville de derfor kunne virke lang tid i cellen. Man kunne forestille sig, at sådanne DNA-enzymer kunne ødelægge sygdomsfremkaldende gener af virus eller skadelige menneske-gener, der fremkalder kræft eller demens og andre sygdomme. Nu har forskere på Scripps Research Institute i La Jolla, USA, udviklet sådanne DNA-enzymer ved hjælp af "kunstig evolution". Forskerne fremstillede først et meget stort antal DNA-molekyler, der hvert var opbygget af en tilfældig rækkefølge af adenin, cytosin, guanin og thymin, som er byggestenene af DNA. I midten af hver tilfældig sekvens indsattes et stykke RNA, som skulle fungere som mål for DNA-enzymet. Alle molekylerne blev fæstnet til siden af et reagensglas og blev udsat for kemiske stoffer, som fik dem til at sno sig op, så de tilfældige DNA-sekvenser kom i kontakt med RNA'et. Nogle af disse DNA-sekvenser var i stand til at skære RNA'et over, og disse DNA-sekvenser faldt derved af og kunne opsamles i bunden af reagensglasset. Disse DNA-enzymer kunne opformeres ved hjælp af en standardteknik kaldet polymerase-reaktionen (PCR). De blev derefter udsat for en tilfældig mutation, og en ny kunstig evolution blev udført. Efter fem cyklusser af kunstig evolution havde man opnået så gode DNA-enzymer, at hvert DNA-enzym i gennemsnit kunne spalte 50 RNA-molekyler. Ron Breaker, der er medlem af forskergruppen, indrømmer, at der er lang vej igen, før DNA-enzymerne kan tænkes at blive brugt til bekæmpelse af sygdomme. New Scientist, 25/2-95, s. 19, se også New Scientist, 3. oktober 1992, og Bio-Nyt nr.79 om kunstig (molekyle)evolution.
Tegn abonnement på
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.
Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.
Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.
Recent Comments