5885Årsagerne til krig:::
5886:::Ifølge Ralph White går ting galt eller kan gå galt, når beslutningstagere har et dæmoniserende fjendebillede, et idealiseret selvbillede, er for selvsikker (overconfident) eller for frygtsom (underconfident), og mangler empati med modparten.
5887:::Den vigtigste direkte årsag til åben konflikt er en overdreven opfattelse af modpartens ondskab.
5888:::[https://books.google.dk/books?id=30js8MY0fvUC&pg=PA214&lpg=PA214&dq=Beliefs,+culture,+proliferation+and+use+of+Nuclear+Weapons&source=bl&ots=psFHpOMlBR&sig=g733cZz6Zj3NtkFqRpxVjtxcwdw&hl=da&sa=X&redir_esc=y#v=onepage&q=Beliefs%2C%20culture%2C%20proliferation%20and%20use%20of%20Nuclear%20Weapons&f=false s. 196 note 32].
5889:::I 1959 beskrev Kenneth Waltz årsagerne til krig.
5890:::Han skrev, at vi skulle lede efter svarene i menneskets natur, samfundsforhold samt staters systemer.
5891:::Karl Deutsch og Dieter Senghaas gav i 1970’erne en opdeling eller ”interesser” på fem niveauer: 1) Interesserne hos enkeltpersoner og en meget lille gruppe af besluttende nøglepersoner.
5892:::2) Interesserne hos subsystemer i lande, såsom politiske partier, bestemte samfundsklasser og interessegrupper.
5893:::3) Enkeltstaters interesser.
5894:::4) Interesserne og relationerne inden for regionale systemer.
5895:::5) Relationerne og fordelingen af magt og interesser i hele systemer af relationer mellem lande.
5896:::F.eks. troede Hitler, at Tyskland og Østrig var for overbefolket, og altså manglede plads.
5897:::Denne tankegang fandtes også hos nogle af hans samtidige, f.eks. hos hans rival, General Ludendorff.
5898:::(I dag er Tyskland meget tættere befolket end dengang, så Hitler tog altså fejl).
5899:::Den militære side af den japanske regering troede, at det ville være værre for Japan at overgive sig end at fortsætte med at kæmpe.
5900:::Samme tankegang fandtes i befolkningen, hvilket fik soldater til at foretrække at dø frem for at blive taget til fange, og indbyggerne på Okinawa begik masseselvmord.
5901:::(Selv om det var usandsynligt, at amerikanerne ville behandle deres fanger dårligt).
5902:::Hvad en gruppe tror på kan altså være forkert, men samtidig kan denne tro (f.eks. hvad angår krig) medføre en logisk sammenhængende adfærd, der bygger på denne forkerte tro.
5903:::Hvis en gruppe tror på en belønning i et liv efter døden vil det naturligvis kunne medføre en anden adfærd.
5904:::Grupper, som er meget individualistiske, er mindre tilbøjelige til at acceptere krigsofre, end grupper, som sætter det-kollektivt-gode over, hvad der er godt for individet.
5905:::Derfor foretages offentlige henrettelser i Kina og islamiske lande, hvorimod selv skjulte henrettelser er uacceptable i de fleste europæiske lande.
5906:::
5907Forsvaret af Europa (1959):::
5908:::
5909:::Robert McNamara (USA's forsvarsminister 1961-68) var stærkt bekymret for, at der kunne udløses en atomkrig, fordi Europa nægtede at opbygge konventionelle styrker, som kunne forsvare Europa mod Sovjetunionen uden brug af atomvåben.
5910:::NATO ville blive bragt i en situation, hvor man skulle vælge mellem at tabe en krig med Sovjetunionen eller bruge kernevåben.
5911:::Når der spredt rundt blandt NATO-tropperne findes kernevåben, vil det være meget svært fra centralt hold at styre, om de skal tages i anvendelse, sagde han ifølge mødereferatet af en tale, som skulle holdes tophemmeligt.
5912:::
5913Antallet af kernevåben i USA ved slutningen af 1950'erne:::
5914:::
5915:::Ved slutningen af 1950'erne havde USA 300 kernevåben, hvoraf over en tredjedel var udstationeret, dog uden atomkerner, på hangarskibe eller oversøiske militæranlæg.
5916:::Atomic Energy Commission (AEC) havde mistet dets civile kontrol over kernevåben, også i lagrene i USA.
5917:::På atomlageret Site Baker i Texas var 11 personer, der var ansatte af Atomic Energy Commission (AEC), samt 500 militær-ansatte.
5918:::Alt sikkerhedspersonalet var militært.
5919:::Der var ikke sikring mod alle former for uautoriseret afskydning af kernevåben.
5920:::General Curtis LeMay sagde engang til civil-manden med nøglerne, at hvis Washington en dag pludselig ikke eksisterede, ville han måske tage bomben.
5921:::Ifølge General Curtis protesterede nøglemanden ikke, og General Curtis LeMay antog, at de havde en fælles forståelse.
5922:::
5923:::
5924Uheld i 1960:::
5925:::Den 13. marts 1961 lettede et B52-bombefly fra Mather Air Force Base nær Sacramento med to Mark-39 brintbomber ombord.
5926:::Flyet skulle på en Chrome Dome-mission, men allerede efter 20 minutters flyvning opdagede man, at ventilationen ikke virkede, så det blev ulideligt varmt i cockpittet.
5927:::Efter 14 timers flyvning gik den ene pilots vindue ligefrem i stykker på grund af varmen.
5928:::Efter 22 timer opdagede en pilot, at måleren på brændstoftanken ikke virkede, og at flyet var ved at mangle brændstof.
5929:::Inden flyet kunne nå at blive tanket op i luften, stoppede alle otte motorer af mangel på brændstof.
5930:::Besætningen sprang ud med faldskærm, medens en pilot sikrede sig, at flyet ikke ramte Yuba City i Californien, inden han også selv sprang ud.
5931:::Flyet ramte en bygmark.
5932:::Brintbomberne hverken eksploderede eller startede en kernereaktion.
5933:::Alle otte besætningsmedlemmer overlevede.
5934:::B52-flyets konstruktion var fra sidst i 1940'erne.
5935:::Når kernevåbnene ophængtes nede under flyet var de særligt udsatte, hvis flyet forulykkede, men når bomberne opbevaredes inde i flyet, var de placeret på et svagt punkt i flyets konstruktion.
5936:::
5937:::I april 1960 tabtes en W-31 Honest John kernevåbenbombe fra en kran – måske med indre tritium-lækage til følge.
5938:::
5939:::Den 7. juni 1960 eksploderede et luftforsvarsmissil af typen BOMARC (parat til affyring på to minutter) på McGuire luftbasen, da en heliumtank under højtryk eksploderede.
5940:::Missilets sprænghoveder brændte, men der skete ingen højeksplosiv eksplosion.
5941:::Det nukleare sikkerhedsanlæg virkede som det var designet til.
5942:::Der skete imidlertid høj lokal forurening, og basen måtte lukkes og er stadig indhegnet i dag.
5943:::
5944Ubåde med kernevåben:::
5945:::Den første ubåd med kernevåben ("George Washington", 162 m lang) blev sendt på sin første patrulje i november 1960, bevæbnet med 16 Polaris A-1 ballistiske missiler.
5946:::Frem til 1966 blev der bygget 41 af denne slags ubåde (SSBN).
5947:::Hver af de 16 Polaris-kernevåbenmissiler kunne medbringe kernevåben med 1 megaton sprængkraft.
5948:::De var for upræcise til at deltage mod militære mål i kampzoner, men ideelle til at ødelægge byer.
5949:::Ubådene var skjulte for fjenden, og de kunne altså udføre et gengældelsesangreb, uden at dette behøvede at ske meget hurtigt.
5950:::10 år tidligere havde flåden kritiseret luftvåbenet for at være umoralske, når de rettede deres kernevåben mod storbyer.
5951:::Nu – da flåden havde fået de samme våben – mente det tværtimod, at dette netop var den rette metode for at opretholde freden i verden – og at flåden i øvrigt kunne klare opgaven alene.
5952:::(Fra 1969 blev ubådene udstyret med mere præcise Poseidon-missiler og fra 1979 med mere avancerede Trident I missiler.
5953:::Fra 1981 introduceredes de meget større Ohio-klasse ubåde, der kunne bevæbnes med de nye og meget større Trident II missiler (fra 1990).
5954:::Hver af de 18 Ohio-ubåde medbragte 24 missiler).
5955:::(engelsk Wikipedia "George Washington-class submarine").
5956:::De samtidige sovjetiske Golf-klasse og Hotel-klasse ubåde med ballistiske missiler havde kun tre missiler hver.
5957:::Fra 1967 fik Sovjetunionen med Yankee-klasse ubåde en type, som var sammenlignelig med George Washington-klassen i USA.
5958:::
5959:::En atomraket fra en ubåd ville kunne lægge Washington øde på 5 minutter.
5960:::(Selv de interkontinentale jord-til-jord-raketter bruger kun 25 minutter til at flyve mellem de to kontinenter).
5961:::
5962Israel har måske ubåde med kernevåben:::
5963:::
5964:::Tyskland har i et projekt ved navn ”Popeya Turbo” støttet Israel i bygningen af tre Dolphin-klasse ubåde, som kan opsende kernevåben-bærende missiler, som er ment som en sikker gengældelsesmulighed, hvis Iran skulle udvikle kernevåben og vælge at bruge dem mod Israel.
5965:::(The Guardian 2. juli 1998 "Israel goes underwater to counter Arab bomb").
5966:::Israel hjalp Sydafrika med at få kernevåben.
5967:::
5968:::Ubåde med atomvåben:
5969:::
5970:::Frankrig:
5971:::
5972:::Le Triomphant class – (4 ubåde).
5973:::
5974:::Kina:
5975:::
5976:::Type 092 – (1 ubåd).
5977:::
5978:::Type 094 – (5 ubåde og endnu en planlagt).
5979:::
5980:::Rusland:
5981:::
5982:::Borei klassen – (1 ubåd, to under indkøring, 7 under produktion) Sevmash.[7][8].
5983:::
5984:::Typhoon klassen – (1 ubåd og 2 i reserve).
5985:::
5986:::Delta III klassen – (3 ubåde).
5987:::
5988:::Delta IV klassen – (6 ubåde).
5989:::
5990:::Storbritannien
5991:::
5992:::Vanguard class – ( 4 ubåde).
5993:::
5994:::USA:
5995:::
5996:::Ohio klassen med atomvåben (14 ubåde).
5997:::
5998:::Ohio-klasse med krydsermissiler (4 ubåde).
5999:::
6000:::USA's 14 Trident II atomubåde med ballistiske missiler er i stand til at affyre kernevåben.
6001:::Disse ubåde kaldes SSBN [SS = ”Ship, Submersible” (ubåd), B= ”ballistic missile og N = for ”nuclear powered (atomdrevne som energikilde).
6002:::De har tilsammen en ildkraft til at dræbe alt liv på 14 kontinenter og ”der var kun syv kontinenter, som Elaine Scarry tørt bemærker.
6003:::Ubådenes natur er at være hemmelige, og ikke engang mediernes nyhedsindslag omtaler, der er blevet bygget eller navngivet ubåde, selv ikke i de amerikanske stater, hvis navne ubådene bærer.
6004:::
6005SLBM:::
6006:::Ballistiske missiler, som afskydes fra ubåde, kaldes SLBM (submarine launched ballistic missiles).
6007:::
6008:::
6009Falsk alarm i 1960:::
6010:::Medens Khrusjtjov var i New York gav missilforsvar-radaren i Thule en falsk alarm, da månen steg op d. 5. oktober 1960.
6011:::
6012John F. Kennedy blev præsident (20. januar 1961):::
6013:::
6014:::Den 20. januar 1961 gik præsidentposten fra Kwight d. Eisenhower til John F. Kennedy.
6015:::Han kom fra partiet demokraterne, og havde under valgkampen anklaget Dwight D. Eisenhower (fra partiet republikanerne) for at sætte nationens økonomiske sikkerhed foran den nationale sikkerhed.
6016:::Dwight D. Eisenhower blev præsident i USA, efter at han under Anden Verdenskrig havde været topleder for de allierede tropper i Europa.
6017:::Han blev præsident i USA på at sænke skatterne og forsvarsudgifterne.
6018:::Medens den republikanske præsident holdt igen på militærudgifterne, ønskede den demokratiske senator John F. Kennedy altså mere militær (situationen i nutiden er omvendt – idet republikanerne foretrækker øgede budgetter for militæret og har en mere hård linje over for f.eks. lande som Iran og højere tilbøjelighed til at bruge militærmagt).
6019:::Den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov stak til amerikanernes frygt ved at sige, at nu kunne Sovjetunionen ramme alle steder på Jorden med en brintbombe, hvis de ønskede det, samt at 200 raketter ville være nok til at ødelægge England, Frankrig og Tyskland, og 300 raketter ville være nok til at ødelægge USA.
6020:::
6021Pres for at lave flere atomprøvesprængninger (i 1961):::
6022:::
6023:::Pentagon og cheferne for forsvaret pressede på for at få tilladelse til at foretage flere atomprøvesprængninger og tilladelse til at udvikle flere kernevåben og missiler.
6024:::Det gjorde de bl.a. ved at hævde, at Sovjetunionen ville have fået 500 missiler i 1961. Dwight D. Eisenhower troede, at disse tal var oppustede, og tophemmelige U2-spionfly over Sovjetunionen havde heller ikke fundet tegn på en sådan aktivitet.
6025:::
6026Falsk alarm i 1961:::
6027:::
6028:::Den 24. november 1961 mistede SAC-hovedkvarteret kontakt med Thule-basens missiladvarselssystem.
6029:::En officer i SAC tog telefonen og ringede til NORAD-hovedkvarteret i Colorado Springs for at finde ud af, hvad der var galt, men telefonlinjen var død.
6030:::Hele SAC's alert-beredskab blev sat til at forberede bombeflyenes start.
6031:::Hele SAC's alert-beredskab blev sat til at forberede bombeflyenes start.
6032:::Hundreder af piloter verden over kravlede ind i deres bombefly.
6033:::Få minutter senere blev alarmen afblæst, fordi et B-52 fly, som cirklede rundt over Thule, havde opnået kontakt med basen, som altså ikke var blevet ødelagt af Sovjetunionen.
6034:::Det viste sig senere, at en fejl i en simpel telefonkontakt hos telefonselskabet AT&T Black Forest Microwave Station nordøst for Colorado Springs, havde inaktiveret alle tidlig-varsel signaler om indkommende missiler – samt umuliggjort telefonisk kontakt mellem SAC-kommandoposterne og NORAD-kommandoposterne, samt inaktiveret den varme linje, der forbandt SAC-hovedkvarteret med NORAD-hovedkvarteret.
6035:::Telefonselskabet havde ikke etableret nødtelefonlinjer for disse, nationens vigtigste telefonforbindelser – selv om de havde påstået, at det var gjort.
6036:::Hændelsen blev lækket til Sovjetunionen, som ikke var sen til at oplyse i Radio Moskva, at enhver galning i det amerikanske militær i en paniksituation ville kunne starte en atomkrig.
6037:::
6038Svinebugtaffæren på Cuba (17. april 1961):::
6039:::
6040:::Siden sin magtovertagelse i 1959 i Cuba havde Fidel Castro været et problem for USA, som var bekymret over udbredelsen af kommunismen i verden, og anså det for klart uacceptabelt, at et land i dets nærområde var i alliance med Sovjetunionen.
6041:::John F. Kennedy var præsident i USA fra 20. januar 1961 til han blev skudt 22. november 1963, og ved sin tiltrædelse påbegyndte Kennedy en voldsom militær oprustning.
6042:::Han arvede planerne om at styrte Fidel Castros regime på Cuba.
6043:::Da Fidel Castro d. 16. april 1961 udråbte Cuba til en socialistisk stat, lod Kennedy sig overbevise om at angribe.
6044:::Planerne var udarbejdet under Dwight D. Eisenhower, men den nye præsident John F. Kennedy, der var tiltrådt 2½ måned før denne dag, valgte at gennemføre planen, som han havde overtaget – trods betænkeligheder.
6045:::Den oprindelige plan indebar luftbombardementer af cubanske flybaser, men det modsatte Kennedy sig.
6046:::CIA sendte dog otte gamle bombefly Anden-Verdenskrig med start fra Nicaragua.
6047:::Flyene var malet i cubanske flys farver.
6048:::Disse få fly bombede flybaserne, men efterlod de fleste cubanske militærfly uskadte.
6049:::Det afsløredes hurtigt, at flyene var blevet malet om, samt at det var en amerikansk støttet invasion.
6050:::CIA troede fejlagtigt, at en lille invasion ville udløse et stort oprør på øen, men det forventede oprør på øen udeblev.
6051:::Det hele så ret håbløst ud for USA.
6052:::Kennedy besluttede på den baggrund at afbryde det næste flyangreb.
6053:::Formentlig skete det af frygt for, at Sovjetunionen ville gøre gengæld i Vestberlin.
6054:::Efter det således mislykkede angreb på Cuba, anvendte CIA over en halv milliard kr. I forskellige forgæves forsøg på at undergrave Fidel Castros styre i de kommende år.
6055:::Dwight D. Eisenhower sagde til Kennedy, at den mislykkede Svinebugt-invasion på Cuba efter hans erfaring ville give Sovjetunionen mod til at gøre et eller andet, som de ellers ikke ville have gjort.
6056:::Invasionsforsøget havde været halvhjertet, hvilket gav Nikita Khrusjtjov det indtryk, at John F. Kennedy var ubeslutsom, og for ung og uforberedt på at skulle tage beslutninger samt for intelligent og intellektuel.
6057:::
6058Berlinkrisen i 1961 (4. juni 1961 – 9. november 1961):::
6059:::
6060:::Khrusjtjov's opfattelse af Kennedy som en svag præsident blev også bestyrket af USA's svage reaktion på Berlin-krisen senere på året 1961. Østtysklands regering havde haft problemer med, at mange østtyske borgere rejste til Vestberlin for at blive borgere i Vesttyskland.
6061:::Fra 1945 til 1950 emigrerede over 15 millioner mennesker fra de Sovjet-besatte østeuropæiske lande til Vesten.
6062:::I forsommeren 1961 havde Østtysklands leder Walter Ulbricht overtalt Sovjetunionen til, at der skulle ske en hurtig løsning, og at den måtte ske med magt for at standse udvandringen fra landet.
6063:::Imidlertid var aftalen om Berlin, at der skulle være fri bevægelighed mellem sektorerne, som kontrolleredes af Sovjetunionen, USA, Storbritannien og Frankrig.
6064:::Men Sovjetunionen besluttede at bygge en mur for at holde på befolkningen.
6065:::Østtyskland indkøbte pigtråd, men man købte fra forskellige firmaer for ikke at få sine hensigter om at bygge en mur afsløret for tidligt.
6066:::Muren blev så bygget af 32.000 militærfolk, og om morgenen søndag d. 13. august 1961 blev grænsen til Vestberlin lukket.
6067:::Østtyske tropper havde brudt vejene til Vestberlin op, så almindelige motorkøretøjer ikke ville kunne passere dem.
6068:::Den 30. august 1961 beordrede USA’s præsident John F. Kennedy 148.000 reservister ind i aktiv tjeneste som reaktion på, at Sovjetunionen havde afskåret de allierede adgangen til Berlin, heraf 21.067 personer til mobilisering af Air National Guard, og ANG-mobiliseringen omfattede i slutningen af oktober 1961 bl.a. 216 fly, der blev fløjet til Europa.
6069:::Besætningerne var trænet i at bruge taktiske kernevåben, og ikke trænet i at bruge konventionelle bomber – og måtte omtrænes, da de kom til Europa.
6070:::Bogen “Stranger to the Ground” af Richard Bach handler om hans oplevelser som ANG-pilot i Europa.
6071:::
6072:::Den 29. juli 1961 sendte KGB-chef Alexander Shelepin et notat til Khrusjtjov med forslag til, hvordan Sovjetunionen ville kunne skabe problemer andre steder i verden – Latinamerika, Asien og Afrika – som kunne tage fokus væk fra Berlin.
6073:::Et forslag (som Khrusjtjov selv havde fremført i januar 1961) var at støtte lokale frigørelsesbevægelser, idet KGB-chefen foreslog at bevæbne lokale oprør mod pro-vestlige regeringer.
6074:::Disse destabiliserende aktiviteter begyndte i Nicaragua, og der planlagdes også bevæbnede oprør i El Salvador og våben til guerilla-bevægelser i Guatemala, samt bevæbning af oprørsgrupper i britiske kolonier i Afrika (Kenya, Rhodesia, Nyasaland) og det portugisiske Guinea.
6075:::Desuden foreslog KGB-chefen, at USA skulle gøres bekendt med aftaler mellem Sovjetunionen, Nordkorea og Nordvietnam og Kina om fælles militæraktioner for at forene disse lande med Sydkorea, Sydvietnam og Taiwan i tilfælde af, at der opstod en væbnet konflikt i Tyskland.
6076:::KGB-chefen foreslog også at bevæbne den kurdiske frihedsbevægelse i Iran, Irak og Tyrkiet med henblik på at etablere et uafhængigt Kurdistan.
6077:::Dette ville skabe alvorlige bekymringer i Storbritannien for landets levering af olie fra Irak og Iran, og USA ville blive bekymrede for de amerikanske militærbaser i Tyrkiet, og det ville skabe problemer for den daværende leder af Irak (Abdul Kassim), som havde en vis pro-vestlig politik.
6078:::KGB-chefen foreslog også, at man gjorde det utrygt for befolkningen nær de allieredes baser i Europa, endog foreslog han terrorangreb på depoter og transportsteder i Vesttyskland og Frankrig og anden demoralisering via agenter.
6079:::KGB praktiserede en kombination af superhemmelighed og bluff, som forsøgte at give Vesten indtryk af, at Sovjetunionen havde langt flere bomber og missiler end Vesten, hvilket ikke altid var tilfældet.
6080:::KBH-chefen foreslog, at Sovjetunionen skulle få Vesten til at tro, at Sovjetunionen var absolut parat til at igangsætte et angreb, bl.a. ved at overbevise Vesten om, at de sovjetiske landstyrker nu var bevæbnede med nye typer af tanks, som var bevæbnede med taktiske kernevåben, og at overbevise Vesten om, at raketstyrkerne var gjort parat til angreb, bl.a. ved flytning af mobile raketaffyringsramper langs motorveje og jernbaner, og ved at sprede falske historier om en betragtelig forøgelse i antallet af ubåde med kernevåbenmissiler, og at informere om et forstærket antiluftskytsforsvar, og at lade Vesten tro, at Sovjetunionen havde udviklet nye type af luft-til-luft og luft-til-jord missiler, og at Sovjetunionen havde taget skridt til at kunne bevæbne tropper i Østtyskland med moderne taktiske missiler og nye tanks med mulighed for hurtig fremrykning.
6081:::KGB-chefen foreslog også, at man skulle hviske USA’s efterretningstjeneste i øret, at Sovjetunionen i september-oktober 1961 med succes havde afprøvet en super-brintbombe og et system til at uskadeliggøre indkommende missiler fra Vesten, samt at bilde Vesten ind, at Sovjetunionen havde udviklet et atomdrevet bombefly, som med ubegrænset flyvelængde medbragte strategiske kernevåben.
6082:::
6083:::Ifølge Portsdam-aftalen i 1945 mellem Sovjetunionen, USA, Storbritannien og Frankrig skulle man kunne bevæge sig frit mellem alle sektorer i Berlin.
6084:::Men d. 22. oktober 1961, to måneder efter bygning af muren, blev chefen for de amerikanske styrker i Vestberlin, Allan Lightner, stoppet i sin bil, da han ville krydse Checkpoint Charlie for at gå i teatret i Østberlin.
6085:::Det fik John F. Kennedy til at beslutte at demonstrere karakterfasthed.
6086:::En amerikansk diplomat, Albert Hemsing, blev sendt i en bil fra den amerikanske mission i Berlin til grænsen.
6087:::Da det østtyske politi bad om at se hans pas, ankom straks soldater fra det amerikanske militær og ekskorterede diplomatbilen gennem grænsen, hvorefter bilen og soldaterne vendte tilbage til Vestberlin.
6088:::Næste dag stoppede grænsepolitiet i Østberlin en britisk diplomatbil, måske fordi britiske biler, der tilhørte Berlin-diplomatiet, ikke skiltede så tydeligt med det.
6089:::Hændelsen ophidsede ikke desto mindre amerikanerne, som sendte en protestnote.
6090:::Det udviklede sig til, at Sovjetunionen sendte tanks, som stoppede 50-100 meter fra grænsen til Vestberlin, og at USA valgte at gøre det tilsvarende.
6091:::Situationen var fastlåst fra 27. oktober 1961 kl.17 til 28. oktober 1961 kl.11. Begge parter havde ordrer om at affyre skud, hvis de blev beskudt.
6092:::Kennedy var villig til at acceptere muren, hvorimod general Lucius Clay mente, at tanks godt kunne have bulldoze-nedbrudt et parti af muren som demonstration, uden at Sovjetunionen ville reagere.
6093:::Der etableredes en telefonlinje mellem en række mænd, som havde Khrusjtjov og Kennedy i enderne af telefonkæden, og man enedes om at trække kampvognene tilbage, 5 meter ad gangen, først den ene part, derefter den anden part, og sådan skiftevis, indtil begge parter kunne køre hjem.
6094:::General Lucius Clay’s fasthed i striden havde stor effekt på den tyske befolkning, der blev ledet af Vestberlins borgmester Willy Brandt og Vesttysklands forbundskansler Konrad Adenauer.
6095:::Ved Berlin-krisen i 1961 havde Sovjetunionen provokeret ved at stille et ultimatum om, at vestmagterne skulle forlade Vestberlin, og under krisen havde Sovjetunionens afholdt kommunistpartiets 22. kongres, som også det kinesiske kommunistparti (for sidste gang) deltog i.
6096:::Den 6. november 1961 var der tåregas-kampe mellem østtyske og vesttyske politibetjente.
6097:::Berlinkrisen i 1961 sluttede d. 9. november 1961, men den 20. november 1961 samledes 50.000 mennesker for at protestere mod Berlinmuren, og det endte med at tusind mennesker kom i kamp med politi.
6098:::Berlinmuren kom til at stå i 28 år.
6099:::
6100Bygningen af Berlinmuren (fra 13. august 1961):::
6101:::
6102:::USA fremviste ifølge Khrusjtjov's opfattelse en svar reaktion på bygningen af Berlinmuren (en 45 km lang mur, der på østtysk foranledning påbegyndtes 13. august 1961 og bortset fra 7 bevogtede grænseovergangssteder holdt Østberlin afsondret fra Vestberlin frem til d. 9. november 1989. I perioden døde 224 personer i forsøg på at krydse muren.
6103:::Nikita Khrusjtjov fortalte sin søn Sergei, at Kennedy efter hans mening – efter en masse protester – ville ende med at acceptere situationen med missilerne på Cuba.
6104:::
6105Cubakrisen (16.-29. oktober 1962):::
6106:::
6107:::Den 16.-29. oktober 1962 gennemlevede verden Cubakrisen, som havde potentiale til at ende i en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen.
6108:::Det begyndte med, at USA opdagede sovjetiske missiler på Cuba.
6109:::Sovjetunionen benægtede.
6110:::USA lavede en blokade af Cuba, der varede i intense 13 dage.
6111:::Krisen bragte USA og Sovjetunionen på randen af atomkrig.
6112:::Blokaden af Cuba startede d. 24. oktober 1962. Strategic Air Command alarm-niveauet blev sat på DEFCON-2 for første gang nogensinde.
6113:::En kvart million amerikanske soldater gjorde sig parat til at indtage Cuba.
6114:::Cubakrisen udlægges ofte som det tætteste verden kom på en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen.
6115:::Dels var der høge i USA's regering, der var talsmænd for et angreb på Cuba.
6116:::Dels kunne verden være snublet ind i en atomkrig ved en række tilfældige situationer, der indtraf i den spændte atmosfære.
6117:::
6118:::Forud for Cubakrisen havde situationen også været kritisk.
6119:::I januar 1962 beskrev general Edward Lansdale i en tophemmelig rapport (som senere blev delvis kendt i 1989) en plan om at styrte regimet på Cuba.
6120:::Ifølge planen skulle CIA-agenter infiltrere Cuba og her udføre sabotageaktioner og lave radioudsendelser.
6121:::Ifølge general Edward Lansdale's forslag skulle der starte guerilla-operationer i august, og kuppet skulle så ske i oktober 1962. I sommeren 1962 forsøgte USA's præsident John F. Kennedy at vælte Cubas regering og dræbe dets leder, Fidel Castro.
6122:::Præsidentens lillebror, Robert Kennedy, ledede CIA's hemmelige Operation Mongoose, hvor både exilcubanere og mafia-organisationen Cosa Nostra ifølge planen skulle hjælpe.
6123:::Hvis Operation Mongoose lykkedes, skulle der efterfølgende foretages en fuldskala-invasion på Cuba.
6124:::[Det fjendtlige forhold mellem USA og Cuba blev først ændret i 2016, da Barack Obama besøgte Cuba i d. 20 marts 2016, og hvorved der blev udsigt til normaliserede forhold engang i den måske nære fremtid.
6125:::En handelsembargo fra oktober 1960, og Helms-Burton aftalen af 1996, der straffer udenlandske firmaer, der handler med Cuba, skal dog først ophæves af Kongressen i USA].
6126:::
6127:::Nikita Khrusjtjov mente, at USA havde alle muligheder for at udføre et overraskelsesangreb.
6128:::Set fra Khrusjtjov's side ville tabet af Cuba være et hårdt slag for kommunismen, særlig i Latinamerika.
6129:::Nikita Khrusjtjov godkendte en KGB-plan om at vælte regeringerne i El Salvador, Guatemala og Nicaragua og gøre Cuba til en militær frontpost for Sovjetunionen.
6130:::I maj 1962 blev Nikita Khrusjtjov overbevist om, at Sovjetunionen burde placere kernevåben-missiler på Cuba.
6131:::På et hemmeligt møde mellem Nikita Khrusjtjov og Fidel Castro i juli (eller maj?) 1962 enedes de om opstilling af længererækkende missiler på Cuba.
6132:::Bygningen af et antal missilramper blev startet senere denne sommer i 1962. Kun få blev informeret om aftalen mellem Nikita Khrusjtjov og Fidel Castro om opstilling af missilerne på Cuba.
6133:::Ifølge planen skulle Cuba ved slutningen af 1962 have sovjetisk-styrede baser med 40 missiler (heraf 24, der kunne nå USA's hovedstad Washington D.C., og 16 missiler, der kunne nå endnu længere – nemlig til SAC-baserne i det vestlige USA) samt fly, tanks, antiluftskytsmissiler og personnel.
6134:::Dette ville tredoble antallet af landbaserede missiler, som kunne nå USA.
6135:::Sovjetunionen ville ved at placere atomvåben tæt ved USA forrykke styrkebalancen.
6136:::Ifølge planen skulle op mod 60.000 sovjetiske militærfolk udstationeres på Cuba.
6137:::Tidligt i 1962 deltog en række sovjetiske militærfolk og missilkonstruktører i en "landbrugsdelegation" til Cuba.
6138:::43.000 soldater og sovjetiske eksperter blev bragt til Cuba – f.eks. som ”eksperter i kunstvanding”.
6139:::Men selv soldaterne, som skulle til Cuba, blev fortalt, at de skulle til et koldt område, og de blev endog udstyret med varmt tøj og skistøvler, da de blev sendt til Cuba.
6140:::Det sovjetiske kodeord for opstilling af missiler på Cuba var Operation Anadyr, men disse ord henviser også til kolde områder, idet Anadyr er navnet på en flod, der løber ud i Beringhavet.
6141:::Et eksempel på den sovjetiske hemmeligholdelse var, at den russiske officer Stanislav Petrov (som senere blev endnu en af de mænd, der reddede verden fra atomkrig) fik at vide, at det var forkert, når USA påstod, at de sovjetiske jord-til-jord-raketter var bevæbnet med kernevåben.
6142:::Det var de ikke, fik Stanislav Petrov (fejlagtigt) at vide, og de var ikke opstillet, fordi Sovjetunionen ville virke unødigt aggressiv, men blot for at bistå cubanerne med nødvendige midler til at forsvare sig med.
6143:::Det var ikke sandt at raketterne var uden kernevåben.
6144:::Generalsekretær Nikita Khrusjtjov havde givet ordre om, at der skulle opstilles atomraketter på Cuba.
6145:::100 atomsprænghoveder mv. blev fragtet til Cuba på handelsskibe fra Sovjetunionen, samt 42 bombefly (af Ilyushin Il-28 typen) og 40 kampfly (af MiG-21 typen).
6146:::Desuden to antiluftskyts-divisioner.
6147:::Da Sovjetunionen havde opsat de 100 taktiske kernevåben på Cuba, fik den lokale sovjetiske kommandør på Cuba bemyndigelse til at affyre disse våben uden særlige koder fra Sovjetunionen, og han behøvede heller ikke særlige ordrer fra Moskva.
6148:::Missilerne på Cuba ville kunne nå deres mål i USA på 3-4 minutter, og affyringen af missilerne ville måske end ikke blive opdaget i USA, før missilerne slog ned.
6149:::USA havde nemlig opbygget et tidlig-varsel radarforsvar for USA mod nord og mod øst, men ikke mod syd, hvor Cuba ligger.
6150:::
6151:::BBC-journalist Joe Matthews publicerede d. 13. oktober 2012 en beretning om, hvad der lå til baggrund for opstillingen af 100 taktiske kernevåben-sprænghoveder på Cuba: Nikita Khrusjtjov havde to formål – dels at øge truslen mod USA ved at flytte kernevåben tættere på USA, og dels at indlemme Vestberlin i den sovjetiske sfære.
6152:::I Østtyskland og Sovjetunionen blev vestlig kontrol med en del af Berlin opfattet som en trussel mod Østtyskland.
6153:::Nikita Khrusjtjov mente, at hvis USA ikke gjorde noget ved, at Sovjetunionen opsatte missiler på Cuba, ville de heller ikke gøre noget, hvis Sovjetunionen pressede Vestberlin ind uden det sovjetiske territorium, fordi truslen fra missilerne mod Europa og USA ville være for stort til, at Vesten ville turde gøre noget.
6154:::Alternativt kunne Nikita Khrusjtjov handle, og tilbyde at fjerne missilerne fra Cuba mod at få Vestberlin.
6155:::Berlin var strategisk vigtigere for Sovjetunionen, end Cuba var, så man ville være parat til en sådan handel.
6156:::
6157:::I løbet af sommeren 1962 transporterede sovjetiske handelsskibe i hemmelighed våben til Cuba samt sovjetiske tropper, der var klædt som civilpersoner.
6158:::Nikita Khrusjtjov planlagde at annoncere missilbaserne på en FN-konference, så snart missilerne var opstillet – og han planlagde, at han så ville tilbyde at fjerne dem, hvis NATO ville forlade Vestberlin.
6159:::Men han mente, at Kennedy ville acceptere missilerne som et fait accompli, ligesom han havde accepteret Berlin-muren.
6160:::Alternativt ville Sovjetunionen kunne beholde dem på Cuba og desuden bygge en havn til kernevåben-bærende ubåde på Cuba.
6161:::Desuden var opførelsen af kernevåben-missilerne et svar på den fejlslagne Svinebugt-invasion på Cuba i april 1961, året før, samt en reaktion på tilstedeværelsen af amerikanske Jupiter-missiler i Italien og Tyrkiet (der var blevet opstillet i april 1962) og som var vendt mod Sovjetunionen, og med Moskva inden for rækkevidde.
6162:::Khrusjtjov fandt det rimeligt, at USA fik at føle, hvordan det var at have fjendtlige våben tæt på sig.
6163:::Kennedy's forgænger havde sat atomraketter i Tyrkiet, Italien og England – rettet mod Sovjetunionen.
6164:::Kunne det ikke være sjovt at komme et pindsvin ned i Onkel Sams bukser?, sagde Khrusjtjov til sin forsvarsminister.
6165:::
6166:::Efter at Cuba var blevet angrebet af USA ved Svinebugtinvasionen, var Fidel Castro overbevist om, at USA ville invadere Cuba igen.
6167:::Ifølge forskellige kilder var Fidel Castro ivrig efter at få missilerne opstillet.
6168:::Han havde et ønske om at få placeret kernevåbenmissiler på Cuba for at afskrække USA fra fremtidige angreb på Cuba.
6169:::Han var ganske vist utilfreds med at risikere at blive opfattet som en sovjetisk nikkedukke, men samtidig var han interesseret i missilerne, fordi det ville irritere USA og være til fordel for den samlede kommunistiske bevægelse i verden.
6170:::Desuden ville der blandt missilerne også være kortrækkende missiler, som kunne række 40 km, og som ville udgøre et atomskjold mod angribende flådefartøjer fra USA.
6171:::Ifølge historikeren Arthur M. Schlesinger, Jr., der var rådgiver for John F. Kennedy, var Fidel Castro måske dog ikke helt glad for at få kernevåbenmissilerne.
6172:::Historikeren mener, at Nikita Khrusjtjov pressede Fidel Castro til at tage imod dem.
6173:::Denne historiker mener så på den anden side også, at Fidel Castro planlagde at angribe USA med de tilbageværende atommissiler, efter at Sovjetunionen havde afmontereret de største.
6174:::Da Cuba-krisen brød ud, havde Cuba nemlig allerede fået taktiske kernevåben til artilleri-raketter og til Il-28 bombefly, og Fidel Castro sagde, at han havde været indstillet på at bruge disse våben mod USA i tilfælde af en invasion – uanset at han gik ud fra, at Cuba ville blive ødelagt i processen.
6175:::
6176:::Khrusjtjov truede igen og igen Vesten med atomkrig.
6177:::Da han havde besøg af Hubert Humphrey (som senere blev vicepræsident), fik Khrusjtjov at vide, at Hubert Humphrey boede i Minneapolis.
6178:::Han tegnede så med blyant en cirkel omkring denne storby, idet Khrusjtjov sagde, at det var for ikke at glemme at give ordre om at skåne denne by, når raketterne blev sendt afsted.
6179:::Den 11. september 1962 advarede Sovjetunionen offentligt USA om, at et angreb på Cuba eller de sovjetiske skibe med varer til Cuba ville betyde krig.
6180:::
6181:::I 1961 havde Sovjetunionen fire interkontinentale missiler, hvorimod USA havde 170 på dette tidspunkt.
6182:::Men Sovjetunionen øgede hurtigt sit antal af interkontinentale missiler.
6183:::Desuden havde Sovjetunionen 8 ubåde, der hver kunne afskyde 16 missiler med 2300 km rækkevidde.
6184:::Sovjetunionen havde 700 mellemdistance-missiler, som var meget upålidelige og upræcise.
6185:::Samlet havde USA 27.000 kernevåben, og Sovjetunionen havde 3.600 kernevåben, men derudover havde USA langt bedre teknik til at ramme mål.
6186:::Sovjetunionen havde flere tanks og våben til landkrig, især til en krig i Europa.
6187:::I 1962 havde Sovjetunionen kun 20 missiler, som kunne nå USA, og de havde dårlig træfsikkerhed.
6188:::Et nyt og bedre missilsystem ville først kunne forventes i 1965. Men Sovjetunionen havde mange missiler, som kunne nå Europa og Alaska.
6189:::I 1962 havde USA ca. 27.000 kernevåben, og Sovjetunionen havde 3000.
6190:::
6191:::I august 1962 mistænkte USA Sovjetunionen for at bygge missilfaciliteter på Cuba.
6192:::Efterretningsfolk på Cuba rapporterede om, at man kunne se russisk byggede MiG-21 kampfly og bombefly af den lette Il-28 type.
6193:::Amerikanske U2-spionfly opdagede jord-til-luft missilramper på 8 forskellige steder, hvilket gav bedst mening, hvis Sovjetunionen derved søgte at skjule opstilling af missiler rettet mod USA.
6194:::Den 10. august 1962 skrev CIA-leder John A. McCone til Kennedy, at han gættede på, at Sovjetunionen var ved at opstille ballistiske missiler på Cuba.
6195:::Den 31. august 1962 rettede den republikanske senator Kenneth Keating fra New York under en tale i Senatet et angreb på Kennedy-administrationen for at dække over en stor trussel mod USA – nemlig missiler på Cuba.
6196:::Han var formentlig blevet informeret via exilcubanere i Florida.
6197:::
6198:::Missilerne på Cuba var ikke beskyttet af betonsiloer.
6199:::Når missilerne ikke var i betonsiloer, måtte det skyldes, at de var beregnet til et overraskelsesangreb (mente man i USA, selv om heller ikke missilerne i Tyrkiet og Italien var beskyttet af betonsiloer).
6200:::Hvis man i et begrænset amerikansk angreb ikke uskadeliggjorde alle missilerne, ville de resterende missiler blive skjult – eller de ville straks blive affyret.
6201:::Hvis USA ikke fjernede missilerne, ville USA komme til at se svag ud i Sovjetunionens øjne, og Sovjetunionen ville måske på denne baggrund driste sig til at indtage Vestberlin, argumenterede man i USA.
6202:::Kennedy havde advaret Sovjetunionen om, at USA ikke kunne tolerere missilanlæg på Cuba.
6203:::I 13 dage efter opdagelsen diskuterede Kennedy med sine rådgivere (i Executive Committee of the National Security Council, EXCOMM), hvad USA skulle gøre.
6204:::Kennedy var alvorligt bekymret over, at et forkert træk ville kunne udløse en atomkrig.
6205:::Mange af disse diskussioner blev båndoptaget i hemmelighed.
6206:::Kun præsidenten og hans lillebror, Robert Kennedy, havde kendskab til båndoptagelserne.
6207:::I starten mente både Kennedy og de fleste af hans rådgivere, at missilerne måtte destrueres, før de blev funktionsdygtige.
6208:::Diskussionen gik hovedsagelig på, om kun missilerne skulle ødelægges, eller om også flybaserne på Cuba og hjælpefaciliteterne for missilstationerne også skulle ødelægges.
6209:::Men som dagene gik, kom flere af mødernes deltagere i tvivl.
6210:::Et amerikansk overraskelsesangreb ville skabe vrede i Europa, og man kunne forestille sig, at Nikita Khrusjtjov ville benytte lejligheden til at indtage Vestberlin.
6211:::Et begrænset angreb på Cuba ville desuden ikke nødvendigvis uskadeliggøre alle kernevåbnene.
6212:::USA ville alternativt kunne indføre en blokade af Cuba – men en del våben var formentlig allerede bragt til Cuba.
6213:::De første missiler ankom fra Sovjetunionen til Cuba den 8. september 1962. Det var R-12 missiler, intermediære ballistiske missiler, som kunne bære et termobatteri-styret kernevåbensprængningshoved i megaton-klassen.
6214:::Det bestod af et rakettrin, det kunne transporteres på veje, og det var baseret på brugen af flydende brændstof.
6215:::Det blev bygget på 9 steder.
6216:::Seks af disse steder var til missiler, der kunne ramme mål 2000 km væk.
6217:::Tre af stederne var til missiler med en rækkevidde på 4500 km.
6218:::Det var planen, at der skulle være 40 affyringssteder på Cuba.
6219:::USA modtog efterretninger om store lastbiler, der kørte gennem Cubas byer om natten og kun med besvær kunne sno sig gennem byernes veje, idet de var lastet med lange, cylindriske ting.
6220:::Det kunne ikke være forsvarsmissiler, for de havde ikke dette transportproblem.
6221:::Dobbeltagenten Oleg Penkovsky arbejdede både for den sovjetiske efterretningstjeneste GRU og for de vestlige efterretningstjenester CIA og MI6. Han kunne oplyse om de sovjetiske planer og udpege missil-stederne, hvorefter U2-spionfly efterfølgende kunne bekræfte oplysningerne ved hjælp af luftfoto.
6222:::Den 30. august 1962 fløj et U2-spionfly ved en fejl over Sakhalin-øen i den østlige del af Sovjetunionen.
6223:::Sovjetunionen protesterede, og USA undskyldte.
6224:::9 dage senere forsvandt et U2-spionfly, der var udsendt fra Taiwan, på en ekspedition over Kina.
6225:::Mellem den 5. september og den 14. oktober 1962 sendtes ingen U2-spionfly over Cuba af frygt for, at nedskydning af flyet ville forværre krisen.
6226:::I slutningen af september 1962 opdagede fly fra flåden, at det sovjetiske skib Kasimov havde noget på dækket, som af størrelse kunne være lette bombefly af Il-28 typen.
6227:::I september 1962 opdagede Defense Intelligence Agency, at missilforsvaret var anbragt i mønstre, som man kendte fra de sovjetiske missilramper.
6228:::Den 14. oktober 1962 genoptog man U2-spionflyvningerne over Cuba.
6229:::Blandt de 928 foto, som flyet tog, var der et SS-4 bygningssted ved San Cristóbal i det vestlige Cuba som viste noget, der blev vurderet til at være middeldistance-ballistiske missiler.
6230:::Missilramperne var under opbygning ca. 80 km vest for Havanna.
6231:::
6232:::Udadtil benægtede Sovjetunionen alt – hvilket var en politik, som betegnes "maskirovka" med et sovjetisk udtryk.
6233:::Et eksempel på dette er, at Georgy Bolshakov fra den sovjetiske ambassade d. 17. oktober 1962 bragte et personligt brev til præsident Kennedy fra Khrusjtjov.
6234:::I brevet forsikrede Khrusjtjov, at Sovjetunionen ikke under nogen omstændigheder ville sende missiler til Cuba, og at Sovjetunionen ikke havde nogen som helst baser på Cuba og slet ikke havde nogen intention om dette.
6235:::Samme løfte blev gentaget af den sovjetiske ambassadør, Anatoly Dobrynin, over for Robert Kennedy.
6236:::Den 11. september 1962 skrev den sovjetiske nyhedstjeneste TASS, at Sovjetunionen havde så mange kernevåben, at der ikke var grund til at placere dem uden for landet.
6237:::Det var igen blot et tågeslør over sandheden.
6238:::
6239:::Der fandtes ingen forud fastlagte planer for det tilfælde, at Sovjetunionen ville opstille kernevåben på Cuba.
6240:::Den amerikanske Executive Committee (EXCOMM-gruppen) overvejede følgende muligheder: 1) Gør intet, idet Cuba-missilerne ikke helt ville ændre trusselsbilledet, eftersom USA i forvejen var truet.
6241:::2) Brug diplomatisk pres mod Sovjetunionen.
6242:::3) Advar Fidel Castro om, at missilerne bragte hans land i fare.
6243:::4) Bloker farvandene omkring Cuba.
6244:::5) Angrib med fly mod kendte missilsteder på Cuba.
6245:::6) Invader Cuba og fjern Castro-styret.
6246:::I Joint Chiefs of Staff var der enighed om, at punkt 6 var eneste mulighed.
6247:::The Joint Chiefs of Staff var af den mening, at Cuba-missilerne ville ændre den strategiske balance, men forsvarsminister Robert McNamara mente ikke, at det gjorde nogen forskel, idet USA havde ca. 5000 kernevåben, medens Sovjetunionen kun havde 300. Hvis de nu fik 40 mere, ville det ikke gøre nogen afgørende forskel, mente han, og han gentog senere, i 1990, at dette stadig var hans opfattelse.
6248:::Politisk var der derimod en forskel, for Kennedy havde blot en måned forinden sagt, at hvis Cuba fik atomvåben, ville USA handle på det.
6249:::Desuden ville USA miste troværdighed blandt dets egen befolkning såvel som i andre landes syn på USA, fordi det udadtil ville komme til at se ud, som om USA uden at reagere blot lod Sovjetunionen få mulighed for at ændre på den strategiske balance.
6250:::Hvad der "ser ud til" bliver hurtigt til realiteter, sagde Kennedy senere.
6251:::Joint Chiefs of Staff mente ikke, at Sovjetunionen ville forsøge at forhindre en amerikansk invasion, men Kennedy var skeptisk.
6252:::Sovjetunionen kan ikke blot se på, at vi dræber en masse russiske soldater og indtager Cuba, mente han.
6253:::De ville gøre noget, f.eks. tage Vestberlin, mente Kennedy.
6254:::Han konkluderede, at hvis USA tog Cuba, ville Sovjetunionen opfatte det som fri bane til at tage Vestberlin, og Europa ville bagefter tænke, at de mistede Vestberlin, fordi USA ikke kunne holde sig fra Cuba.
6255:::På den fjerde dag af diskussionerne blandt lederne i USA kom forskellen mellem den militære og den civile indstilling tydeligt til kende.
6256:::Kennedy mente, at hvis USA indtog Cuba, var der frit slag for Sovjetunionen til at indtage Vestberlin, hvorimod general Curtis LeMay [stabschef 1961-1965 i det amerikanske luftvåben] var ikke enig.
6257:::Berlin var et problem under alle omstændigheder, mente han, men hvis USA ikke angreb Cuba, ville Sovjetunionen presse ekstra på for at kunne overtage Vestberlin, argumenterede han.
6258:::Hvis man undlod at angribe Cuba, kunne det sammenlignes med de mislykkede fredskonferencer, som lå forud for den Anden Verdenskrig, sagde han.
6259:::(Kennedy's fader var længe blevet kritiseret for i sin tid at have støttet forsøgene på at indgå fred med Hitler i tiden op til Anden Verdenskrig).
6260:::General Curtis LeMay sagde: "Jeg tænker, at hvis vi blot laver en blokade og har politiske samtaler vil det af mange af vores venner og af neutrale lande blive betragtet som et meget svagt svar på dette.
6261:::Og jeg er sikker på, at mange i vores egen befolkning vil føle det på samme måde.
6262:::Med andre ord 'you are in a pretty bad fix at the present time' ".
6263:::Hertil spurgte Kennedy: "What did you say?".
6264:::General Curtis LeMay gentog 'You are in a pretty bad fix', hvortil Kennedy svarede: 'You are in there with me – personally'.
6265:::Da mødet sluttede forlod Kennedy The Cabinet Room.
6266:::Han var stadig usikker på, hvad der burde gøres.
6267:::Båndoptageren kørte fortsat.
6268:::General David Shoup, der var leder af The Marine Corps, sagde henvendt til General Curtis LeMay: 'I just agree with you.
6269:::I agree with you a hundred percent'.
6270:::Om aftenen d. 22. oktober 1962 afbrød de amerikanske Tv-stationer deres udsendelser for at bringe en særlig meddelelse fra præsident Kennedy.
6271:::Kennedy talte til nationen fra sit skrivebord i det ovale værelse, og oplyste om, at USA havde opdaget sovjetiske missiler på Cuba.
6272:::Han krævede, at Nikita Khrusjtjov fjernede denne trussel mod verdensfreden.
6273:::Han mindede befolkningen om, at det tidligere havde ført til den Anden Verdenskrig, at man indledningsvis tillod aggressiv adfærd.
6274:::Han erklærede, at USA ville indføre en blokade af våben til Cuba.
6275:::Sovjetunionen måtte fjerne missilerne, sagde han.
6276:::Ellers ville USA tage andre midler i brug.
6277:::Forsvarsminister Robert McNamara bekymrede sig også over, at det kunne tænkes, at Sovjetunionen som gengældelse for et amerikansk angreb på de sovjetiske missiler på Cuba, kunne finde på at angribe Jupitermissilerne i Tyrkiet.
6278:::De amerikanske kontrollører på disse tyrkiske baser havde forhåndsordre om at gøre Jupitermissilerne funktionsløse, hvis tyrkerne selv forsøgte at affyre dem uden amerikansk godkendelse.
6279:::Robert McNamara var desuden bekymret over, at noget kunne gå galt, når så mange kernevåben nu var sat på det næsthøjeste alarmberedskab.
6280:::Kennedy havde godkendt, at der blev sat låse på NATO's kernevåben.
6281:::Disse låse betegnedes "permissive action links" (for ikke at kalde dem "låse", hvilket nogen fandt provokerende).
6282:::Men ingen af disse låse var blevet sat på endnu nogen steder.
6283:::The Joint Chiefs of Staff havde indført et 5-skala varselssystem for de væbnede styrker.
6284:::I dette "DEFCON-system" (DEFCON = DEFense readiness CONdition) var mindre talværdi lig med større fare: Niveauet "DEFCON-5" var niveauet i normal fredstid.
6285:::Niveauet DEFCON-1 betød derimod, at krig var nært forestående, og at der forventedes et umiddelbart atomangreb – og dette niveau har så vidt vides aldrig været erklæret.
6286:::DEFCON-niveauet bliver bestemt af USA’s præsident i samråd med USA’s forsvarsminister (Secretary of Defense) og ordren udføres gennem formanden for Joint Chiefs of Staff.
6287:::Under det meste af den kolde krig var de amerikanske missilsiloer på niveauet DEFCON-4 i stedet for DEFCON-5. Under Kennedy's tale gav The Joint Chiefs of Staff d. 22. oktober 1962 ordre om, at niveauet for det amerikanske militær (undtagen enhederne i Europa) skulle skærpes til DEFCON-3, dvs. risiko for krig.
6288:::Den 24. oktober 1962 fik luftvåbenets strategiske styrker (SAC) ordre om, at niveauet skulle skærpes yderligere til DEFCON-2, medens resten af det amerikanske militær forblev på DEFCON-3. SAC forblev på niveauet DEFCON-2 indtil 15. november 1962. Selv om Thomas Sarsfield Power var autoriseret til selv at øge sit alert-niveau, foretog han den uautoriserede handling at meddele skærpelsen af luftvåbenets strategiske styrker (SAC) til niveauet DEFCON-2 på åbne radiokanaler, formentlig for derved at skræmme Sovjetunionen.
6289:::Normalt ville man give sådanne ordrer i hemmelighed.
6290:::At det blev gjort åbent må have forskrækket Sovjetunionen, mener Raymond Garthoff, der var deltager i krisen.
6291:::Sovjetunionen kunne jo næppe vide, at dette var uautoriseret, og at præsidenten ikke kendte til denne måde at offentliggøre det på.
6292:::Thomas Sarsfield Power var blevet bedt om at øge alert-niveauet, men var ikke blevet fortalt, hvordan han skulle informere om det øgede alarmberedskab, så han valgte selv denne måde at gøre det på
6293:::
6294:::Michael Dobbs in One Minut to Midnight (page 96):))).
6295:::
6296:::Thomas Sarsfield Power handlede på autoritet fra præsidenten, da han satte sine styrker på DEFCON-2. Ligesom general Curtis LeMay mente Thomas Sarsfield Power, at den eneste effektive krigsstrategi mod fjendtlige atomnationer, som blev ledet af diktatorer, var gensidig ødelæggelse (Mutually Assured Destruction).
6297:::Ligesom general Curtis LeMay værdsatte Thomas Sarsfield Power bombefly, som i modsætning til missiler ville kunne tilbagekaldes, hvis varslet om et angreb viste sig at skyldes en teknisk fejl.
6298:::
6299:::General Thomas Sarsfield Power var født i New York City i 1906 af irske immigranter.
6300:::Han ledte fra Guam-basen det første storskala-brandbombningsraid mod Tokyo d. 9 marts 1945. Den 1. august 1945 indsatte general Carl Spaatz, der var leder af U.S.
6301:::Strategic Air Forces i Stillehavsområdet, Thomas Sarsfield Power som en del af sin stab, nemlig som ”deputy chief of operations”.
6302:::Han havde denne position under atomangrebene på Hiroshima og Nagasaki.
6303:::
6304:::
6305:::I 1948 blev næstkommanderende i Strategic Air Command og i 6 år assisterede han general Curtis LeMay, der var leder af Strategic Air Command, med at opbygge Strategic Air Command (SAC) Da general General Curtis LeMay blev "vice chief of staff" of the Air Force i 1957, overtog Thomas Sarsfield Power ledelse af Strategic Air Command (SAC).
6306:::
6307:::Thomas Sarsfield Power var arkitekten bag Operation Chrome Dome, hvor en del af de kernevåbenbærende strategiske bombefly altid var i luften for at kunne gengælde et overraskelsesangreb.
6308:::
6309:::Præsident Dwight D. Eisenhower og general Curtis LeMay mente, at det var unødvendigt, men general Thomas Sarsfield Power havde gjort det politisk vigtigt og et symbol på USA's magt.
6310:::
6311:::Da den amerikanske tænketank Rand Corporation foreslog en modstrategi (counterforce strategy), som ville kræve, at Strategic Air Command (SAC) afskårede sig fra at bombe sovjetiske byer allerede fra begyndelsen af en krig, svarede Thomas Sarsfield Power: Begrænse sig – hvorfor?: Restraint? Why are you so concerned with saving their lives? The whole idea is to kill the bastards.
6312:::At the end of the war if there are two Americans and one Russian left alive, we win!.
6313:::
6314:::Da ordren kom d. 22. oktober 1962 om, at niveauet for det amerikanske militær (undtagen enhederne i Europa) skulle skærpes til DEFCON-3, forlod Polaris-ubåde deres havne og sejlede mod Sovjetunionen.
6315:::Kampfly med raketvåbentyperne Falcons og Genies, som bar kernevåben, der kunne bruges i angreb fra fly mod fly, blev sendt på vingerne for at patruljere i tilfælde af, at Sovjetunionen ville angribe med fly fra Cuba.
6316:::Næsten to hundrede B-47 bombefly forlod SAC-baserne og fløj til forskellige civile lufthavne i USA for at være mindre udsatte for et sovjetisk angreb.
6317:::Piloterne sov på jorden ved siden af deres fly.
6318:::Flyene var lastet med brintbomber og stod på civile lufthavne, hvor passagerfly ankom og startede fra.
6319:::Dagligt cirklede cirka 65 B-52 bombefly på angrebsdistancer fra Sovjetunionen.
6320:::Hver af disse bombefly havde et Hound Dog missil med et termobatteri-styret kernevåbensprængningshoved samt to Mark-39 og fire Mark-28 brintbomber.
6321:::Lørdag 27. oktober 1962 blev senere af Det Hvide Hus betegnet ”Black Saturday" ("den sorte lørdag").
6322:::På denne dag meddelte CIA, at missilerne på Cuba var blevet gjort klar til brug.
6323:::1st Armored Division blev sendt til Georgia, og fem hærdivisioner blev klargjort til at gå i krig.
6324:::NATO blev af USA advaret om, at et amerikansk militært angreb nu var nært forestående: ”The situation is growing shorter ..
6325:::the United States may find it necessary within a very short time in its interest and that of its fellow nations in the Western Hemisphere to take whatever military action may be necessary".
6326:::["Tiden var ved at løbe ud – det kan hænde, at USA vil finde det nødvendigt i egen interesse – og i de nationers interesse som USA samarbejder med i den vestlige verden – at tage de militære skridt, som måtte være nødvendigt"].
6327:::Men man undlod mobilisering i Europa, fordi det ville virke alarmerende for Sovjetunionen og ville øge risikoen for atomkrig endnu mere.
6328:::Det blev besluttet, at en meddelelse straks skulle sendes til FN's leder, U Thant, med opfordring til, at FN bad Sovjetunionen afbryde opbygningen af missilsystemet, så længe der blev forhandlet.
6329:::Midt under dette møde fik general Maxwell Taylor nyheden om, at et U2-spionfly var blevet skudt ned over Cuba.
6330:::Denne dag, d. 27. oktober 1962, blev ikke alene et amerikansk U2-spionfly skudt ned over Cuba, men piloten blev også dræbt.
6331:::Major Rudolf Anderson, som piloten hed, var fløjet fra Florida til Cuba for at tage luftbilleder.
6332:::Flyet blev skudt ned af et missil fra Cuba, med jord-til-luft-missiler, medens det krænkede cubansk luftrum.
6333:::Alle tropper på Cuba havde af Fidel Castro fået ordre om at skyde på ethvert fly fra USA.
6334:::Men flyet var i 20 km højde, og at nedskyde spionflyet krævede fine optiske instrumenter, som cubanerne ikke havde, men som deres sovjetiske støttetropper havde.
6335:::En sovjetisk officer (Stanislav Petrov) kunne senere fortælle, at han havde bidt mærke i, at den næstkommanderende havde fortalt, at det ikke var cubanske militærfolk, der havde trykket på affyringsknappen, men derimod sovjetiske militærfolk.
6336:::De arbejdede under samme tag, men sovjetiske officerer havde overtaget styringen af det cubanske militær, idet de var bedre til at bruge de avancerede våbensystemer.
6337:::Fire timer efter samlede Kennedy medlemmerne af den amerikanske Executive Committee (EXCOMM) i Det Hvide Hus.
6338:::Kennedy havde tidligere sagt, at han ville beordre et angreb mod sådanne steder, hvor der blev skudt fra.
6339:::Men da det amerikanske U2-fly blev skudt ned over Cuba, undlod Kennedy at følge den egentlig allerede forud tagne beslutning om, at man skulle angribe det angribende sted, hvis noget sådant skete.
6340:::Kennedy ville have flere tegn på, at Sovjetunionen havde valgt at optrappe konflikten, fordi nedskydningen jo kunne være en fejltagelse.
6341:::Nedskydningen af spionflyet fik presset på Kennedy for at igangsætte et angreb på Cuba til at stige enormt.
6342:::En atomkrig med Sovjetunionen syntes nu at være mulig.
6343:::I et interview 40 år senere sagde Robert McNamara, at det var nødvendigt at sende U2-spionfly for at kunne finde ud af, om de sovjetiske missiler blev gjort klar til brug.
6344:::Vi mente, at cubanerne ikke havde kapacitet til at skyde et U2-fly ned, og at hvis det skete, måtte det være Sovjetunionen, som gjorde det, og at dette ville repræsentere en sovjetisk beslutning om at eskalere konflikten.
6345:::Før U2-flyet blev sendt ud på missionen, enedes man om, at hvis det blev skudt ned, skulle man ikke mødes igen af denne grund, men simpelthen angribe.
6346:::Heldigvis ændrede man mening ud fra en tanke i øjeblikket om, at det kunne være en fejl.
6347:::Senere kom det frem, at Nikita Khrusjtjov havde de samme overvejelser – nemlig at USA ville tro, at en nedskydning af et U2-spionfly måtte skyldes en bevidst intention om at øge krisen, og derfor havde han udstedt ordrer til Pliyev, som var den sovjetiske kommandør på Cuba, om at instruere alle enheder om ikke at skyde U2-spionfly ned.
6348:::Beslutningen om at affyre misslet var blevet taget lokalt af en sovjetisk kommandant, som tog beslutningen på eget initiativ.
6349:::Nikita Khrusjtjov havde som sagt givet ordre til, at den sovjetiske militærchef på Cuba ikke måtte skyde mod spionfly, men den vagthavende officer på basen havde bare ikke modtaget denne ordre
6350:::På samme dag, denne sorte lørdag, foretog et amerikansk U2-spionfly ved en fejl en uautoriseret 1½ times overflyvning af Sovjetunionens fjerne østlige kystområde, idet piloten havde mistet orienteringen.
6351:::Da de sovjetiske radaroperatører opdagede det højtflyvende amerikanske spionfly over Chukotski-halvøen, blev en stribe MiG-kampfly sendt på vingerne fra Wrangel Island for at skyde det ned.
6352:::U2-piloten fik radiokontakt med basen i Alaska og modtog ordre om at flyve retur.
6353:::Flyet var ved at løbe tør for brændstof og tabte højde.
6354:::Chefen for Eielson-basen sendte en gruppe F-102A-fly op for at skræmme de sovjetiske forfølgere og redde piloten.
6355:::De amerikanske F-102 kampfly, der fløj over Beringhavet, var udstyret med kernevåbenbærende luft-til-luft missiler.
6356:::Disse fly var nemlig bevæbnet med afsikrede Falcon-atommissiler på grund af Cuba-krisen.
6357:::Piloten på U2-spionflyet, Charles Maultsby, skulle opsamle luftprøver over Nordpolen, – hvis de var radioaktive ville det være bevis på, at Sovjetunionen havde udført en atomprøvesprængning.
6358:::Men det var en ny flyrute, og nordlys gjorde det vanskeligt at orientere sig efter stjernerne.
6359:::Piloten opdagede, at han fløj over Sibirien.
6360:::Da U2-flyet var over Beringstrædet, fik piloten øje på de amerikanske fly, og de eskorterede ham tilbage til landingsbanen i Alaska.
6361:::Ifølge DEFCON-3 reglerne, der var sat i kraft på dette tidspunkt på grund af Cuba-krisen, havde amerikanske kampfly ret til at affyre atommissiler og skyde sovjetiske fly ned.
6362:::U2-spionflyet landede sikkert i Alaska, og forsvarsminister Robert McNamara stoppede derefter indsamlingen af spor efter radioaktivitet over Nordpolen.
6363:::Ingen i Pentagon havde tænkt, at disse rutinemæssige U2-flyvninger kunne medføre brugen af kernevåben.
6364:::En af piloterne havde overvejet, hvad han skulle gøre, hvis han blev angrebet af et MiG-fly.
6365:::Han havde kun én slags våben, og det var en atombombe, der ville ødelægge alt inden for 1 kilometers radius og være startskuddet til en verdensomspændende atomkrig.
6366:::Han kunne på den anden side heller ikke forestille sig at lade sig skyde ned uden modstand.
6367:::Sovjetunionen kunne anse det som en alvorlig mangel på respekt for sovjetisk luftrum i en så spændt situation, og kunne have taget det som bevis på et forestående atomangreb – samt at U2-flyet havde til opgave at finde bevægelige mål for et sådant angreb – et sidste øjebliks efterretningsrekognoscering som forberedelse til en atomkrig.
6368:::De indflyvende atombevæbnede F-102A fly ville være endnu et bevis (side 53 i bogen Manden der reddede verden af Øjvind Kyrø, People's Press 2013).
6369:::Forsvarsminister Robert McNamara huskede senere den smukke efterårsaften denne lørdag d. 27. oktober 1962, da han forlod Det Hvide Hus, og kom til at tænke på, at han måske aldrig igen ville opleve en lørdag aften.
6370:::Robert McNamara kendte intet til endnu en meget farlig hændelse, som skete denne dag, idet et amerikansk flådefartøj nedkastede en serie dybvandsbomber (af håndgranatstørrelse) mod en sovjetisk ubåd af B-59 typen ved blokade-linjen.
6371:::Amerikanerne var ikke klar over, at ubåden var udstyret med en torpedo med kernevåben-hoved, og at ubåden faktisk havde tilladelse til at bruge dette våben, hvis der gik hul på ubåden som følge af dybvandsbomber eller andet.
6372:::Brugen af ubådens kernevåben krævede enighed blandt alle tre officerer ombord på ubåden.
6373:::Gengældelsesangrebet blev kun undgået, fordi én af officererne, Vasili Arkhipov, ikke var enig i beslutningen med de to andre.
6374:::Baggrunden for hændelsen var denne: Den 23. oktober 1962 havde den amerikanske flåde fået ordre på at tvinge de sovjetiske ubåde op med dybvandsbomber af håndgranat-størrelse (PDC's, practice depth charges), men de måtte ikke sænke de sovjetiske ubåde.
6375:::Amerikanerne sendte besked om dette til Sovjetunionen, men i hvert fald ubåden B-59 modtog ikke disse oplysninger.
6376:::Den 24. oktober 1962 diskuterede præsident Kennedy og National Security Council's Executive Committee (EXCOMM) risikoen for at ramme ubådene.
6377:::De vidste ikke, at de var atombevæbnede
6378:::På en konference i oktober 2002 i Havanna om krisen, hvor mange veteraner fra Cuba-krisen deltog, oplystes det for første gang, at den amerikanske flåde (USS Beale) den 27. oktober 1962 havde sporet en sovjetisk ubåd og kastet dybvandsbomber mod den.
6379:::Den sovjetiske ubåd var en B-59 Soviet Project 641 (i NATO betegnet "Foxtrot-ubåd").
6380:::Ubåden havde torpedoer med atomare sprænghoveder.
6381:::USA vidste ikke, at den var udstyret med kernevåben-torpedo med 15 kiloton sprængkraft af Hiroshima-størrelse.
6382:::Den sovjetiske ubåd, der var omgivet af amerikanske krigsskibe, var ved at løbe ud for ilt og havde desperat brug for at kunne komme op til overfladen.
6383:::Et skænderi brød ud blandt tre officerer på B-59 ubåden, nemlig ubådskaptajn Valentin Savitsky, den politiske officer Ivan Semonovich Maslennikov og vicebrigadekommandant Vasili Arkhipov.
6384:::Ubådskaptajnen Valentin Savitsky var udmattet og blev rasende og beordrede, at kernevåben-torpedoen om bord skulle gøres klar til affyring.
6385:::Der er forskellige beretninger, som enten går på, at ubådskaptajn Valentin Savitsky selv til sidst konkluderede, at det eneste fornuftige valg var at lade ubåden gå op til overfladen – eller (ifølge en anden beretning) at kommandør Vasili Arkhipov overbeviste ubådskaptajn Valentin Savitsky om ikke at angribe.
6386:::En neddykket ubåd kan ikke kommunikere med sit hovedkvarter.
6387:::Ubåden havde fået ordre om ikke at bruge sine atomvåben, men i situationer, hvor de var presset på livet, havde officererne tilladelse til uden godkendelse fra Moskva at affyre en atombombebærende torpedo – blot krævede det, at alle tre officerer blev enige.
6388:::Ubåden B-58 var en diesel-drevet atombombe-armeret ubåd.
6389:::11 amerikanske destroyere og hangarskibet USS Randolph havde lokaliseret ubåden nær Cuba, og den havde i to døgn været jagtet af den amerikanske flåde.
6390:::Ombord på B-59 ubåden vidste man ikke, at dybvandsbomberne blev kastet for at tvinge u-båden op, idet en besked herom fra amerikanerne som sagt ikke blevet modtaget på B-59. Den skulle snart op til overfladen for at få nye forsyninger af luft.
6391:::Lyset var gået, kun et nødanlæg gav noget lys.
6392:::Kuldioxid-niveauet i luften steg.
6393:::Besætningen fik sværere ved at trække vejret.
6394:::Ubådens batterier var blevet dårlige og dens air-condition fungerede ikke, hvilket betød, at temperaturen steg.
6395:::Der var ingen radiokontakt med Moskva.
6396:::Alle disse ting gik kaptajnen på nerverne.
6397:::For at undslippe dybvandsbomberne fra destroyeren USS Beale (og senere også fra andre amerikanske destroyere) var den dykket så langt ned, at den ikke kunne modtage radiokommunikation.
6398:::Faktisk vidste ingen om bord på ubåden, om der var udbrudt krig eller ej.
6399:::De vidste heller ikke, at de amerikanske dybvandsbomber kun var et forsøg på at tvinge ubåden op.
6400:::Det mest ydmygende en ubådschef kan forestille sig, er at blive tvunget op til overfladen af fjenden.
6401:::Kaptajnen mente, at de tydeligvis var under angreb, og nødvendigvis måtte affyre torpedoen.
6402:::De ville ganske vist alle dø, men så ville de i hvert fald sænke skibene omkring dem.
6403:::Men stabschefen for ubådsflotillen, kommandør Vasilij Arkhipov (Vasilij Alexandrovich Arkhipov, 1926-1998), nedlagde veto.
6404:::Han mente ikke, at ubåden var under angreb, men at de amerikanske dybvandsbomber måtte være et forsøg på at få ubåden op og få den til at forlade Cuba-området.
6405:::Det var den eneste fornuftige forklaring, argumenterede han.
6406:::Dette skete omkring kl.
6407:::17 d. 27. oktober 1962. Kaptajnen, Valentin Grigorievitch Savitsky, besluttede sig for, at en krig måske allerede var brudt ud, og gik ind for at affyre atombomben.
6408:::Vasilij Arkhipov var kun næstkommanderende på atomubåden B-59. Men i modsætning til, hvad der var reglen på andre atombevæbnede ubåde i den sovjetiske flåde (hvor et atombombe-angreb kun skulle godkendes af kaptajnen og den politiske officer), skulle tre officerer på B-59 være enige om et sådant atombombe-angreb, nemlig kaptajnen, den politiske officer og også Vasili Arkhipov, fordi denne var kommandør af hele ubåd-flotillen (selv om han kun var næstkommanderende på B-59).
6409:::Ubåd-flotillen bestod nemlig foruden B-59 også af ubådene B-4, B-36 og B-130. I rang havde Vasili Arkhipov samme status som kaptajnen på B-59. Godt et år forinden, i juli 1961, havde Vasili Arkhipov opnået en særlig anseelse i forbindelse med K-19 ubådsulykken, og dette gav ham formentlig styrken til at fastholde sit standpunkt, mener forfatteren Edward Wilson.
6410:::Havde det ikke været for denne ulykke året forinden, havde den fuldstændigt udmattede, råbende og rasende kaptajn måske ikke ladet sig overtale.
6411:::Kun Vasili Arkhipov var imod atombombe-angrebet, men det lykkedes Vasili Arkhipov at overtale kaptajnen til at lade ubåden gå op til overfladen for at få ordrer fra Moskva.
6412:::Cubakrisen endte få dage senere.
6413:::I 2002 udtalte Thomas Blanton, der er leder af det private National Security Archive: "En fyr ved navn Vasili Arkhipov reddede Verden"
6414:::I 2002 udtalte Robert McNamara, der var forsvarsminister dengang, at verden havde været meget tæt på en atomkrig.
6415:::Vasili Arkhipov var født i en landmandsfamilie nær Moskva.
6416:::Under den sovjet-japanske krig var han i august 1945 på en minerydder.
6417:::Han var ombord på K19, en Hotel-klasse ballistisk missil-ubåd, der ud fra Grækenlands kyst fik lækage i reaktorens kølesystem under ubådens jomfrurejse.
6418:::Ulykken er filmatiseret i Hollywoodfilmen K-19: "The Widowmaker" fra 2002. Kaptajnen på K-19 beordrede ubådens syv ingeniører til at finde en løsning for at undgå atomnedsmeltning.
6419:::Det lykkedes dem at etablere et alternativt kølesystem.
6420:::Men de havde måttet udsætte sig for radioaktivitet, og alle medlemmer af ingeniørgruppen samt deres officer døde inden for en måned på grund af strålingen.
6421:::Alle andre på ubåden blev også udsat for stråling, og over de næste to år døde yderligere 15 personer af besætningen.
6422:::Vasili Arkhipov var blevet bestrålet i mindre grad.
6423:::Han levede til han var 72 år.
6424:::Mange dokumenter, som hidtil havde været hemmeligstemplede, blev frigjort efter 1992. Tre år før sin død nåede Vasili Arkhipov derfor at læse en rapport om sin egen deltagelse på Cuba-krisen, og han bestred ikke sin rolle.
6425:::Filmen "13 days" handler om Cubakrisen.
6426:::Det er blevet vurderet, at risikoen for, at en atombevæbnet torpedo blev affyret ved et uheld under de ekstreme forhold måske i virkeligheden var større end en bevidst affyring af atomvåben.
6427:::Det amerikanske hangarskib havde atom-dybvandsbomber om bord, og yderligere kernevåben kunne skaffes fra den nærliggende Guantanamo-base på Cuba.
6428:::Den ligeledes kernevåben-udstyrede sovjetiske ubåd B-36 blev også tvunget op til overfladen.
6429:::Heller ikke i dette tilfælde vidste de amerikanske destroyere, at ubåden var bevæbnet med kernevåben.
6430:::B-59 ubåden blev tvunget op 27. okt.
6431:::1962 hvilket kun var nogle timer efter, at sovjetisk personel på Cuba havde skudt et amerikansk U2-spionfly ned over Cuba.
6432:::Også B-130 blev tvunget op (d.
6433:::30. oktober 1962).
6434:::På B-130 havde man også overvejet brug af atombomben på 15 kiloton (Hiroshima-bombestørrelse).
6435:::På B-130 beordrede kaptajn Nikolai Shumkov, at torpedoerne blev forberedt til affyring, inklusive at torpedoen blev ladet med atombomben.
6436:::Efterfølgende påstod han, at han ikke havde haft til hensigt at bruge våbenet.
6437:::Sovjetunionen sendte også ubåden B-75 (Zulu-klassen), der var udstyret med 2 atombevæbnede torpedoer.
6438:::Den havde ordre om at beskytte transportskibene med hvilke som helst våben.
6439:::U-båden B-88 blev sendt til Pearl Harbour for at kunne angribe, hvis det skulle komme til en krig mellem USA og Sovjetunionen.
6440:::[Den forblev i dette farvand indtil slutningen af december 1962. Dette kan i øvrigt tages som tegn på, at Sovjetunionen ikke anså konflikten for at være overstået, efter at Cubakrisen officielt var afsluttet).
6441:::
6442Khrusjtjovs lange brev ("brev nr.1"):::
6443:::Fredag den 26. oktober 1962 – efter at have modtaget et falsk efterretnings-tip om, at USA var lige før et angreb på Cuba, skrev Khrusjtjov et brev til Kennedy, hvori han tilbød en handel: Sovjetunionen ville fjerne missilerne fra Cuba, hvis USA lovede aldrig at invadere Cuba.
6444:::Brevet fra Khrusjtjov kom til den amerikanske ambassade i Moskva på et tidspunkt, som var kl.
6445:::16:43 om aftenen i Moskva, hvilket var kl.
6446:::9:43 om morgenen i USA's hovedstad Washington D.C.
6447:::(Eastern Standard Time).
6448:::Khrusjtjovs kommuniké til USA var på hele 3000 ord.
6449:::Det var så mange ord, at det tog næsten 12 timer inden Kennedy modtog det (overførslen skete via kabler mellem kl.
6450:::18 og 21, men så skulle det først oversættes).
6451:::Khrusjtjov skrev bl.a. til Kennedy: "Er det ikke sandt, at en indtrængende amerikansk flyvemaskine let ville kunne blive opfattet som et atombombefly – i en tid, hvor alt er sat i kampberedskab?" Kennedy og hans rådgivere fandt tonen i brevet forhandlingsvillig og besluttede at acceptere handelen, men gik i seng for at sove uden at svare på brevet.
6452:::Endnu 7 timer gik.
6453:::Nikita Khrusjtjov følte sig nu efter disse 18 timers forløb ret sikker på, at USA alligevel ikke ville angribe Cuba.
6454:::Khrusjtjov skrev derfor et nyt brev til Kennedy, hvori han tilføjede et nyt krav.
6455:::Missilerne på Cuba ville blive fjernet, hvis USA fjernede de amerikanske Jupitermissiler i Tyrkiet.
6456:::Dette blev ikke overdraget til den amerikanske ambassade i Moskva, men bekendtgjort i Radio Moskva.
6457:::
6458Dommedagsbrevet fra Fidel Castro:::
6459:::Denne dag, lørdag den 27. oktober 1962, modtog Nikita Khrusjtjov et brev fra Fidel Castro.
6460:::Brevet er nu kendt som "The Armageddon Letter" [Brevet om Jordens undergang].
6461:::Brevet var dateret "26. oktober 1962".
6462:::I brevet ser det ud til, at Fidel Castro beder om, at kernevåben tages i anvendelse i tilfælde af, at USA angriber Cuba.
6463:::Fidel Castro skrev: ”I believe the imperialists' aggressiveness is extremely dangerous and if they actually carry out the brutal act of invading Cuba in violation of international law and morality, that would be the moment to eliminate such danger forever through an act of clear legitimate defense, however harsh and terrible the solution would be", [Jeg tror, at imperialisternes aggressivitet er ekstrem farlig, og hvis de rent faktisk udfører den brutale handling at invadere Cuba i strid med international lov og moral, ville det være det rette tidspunkt at eliminere faren for evigt gennem en handling af klart legitimt forsvar, hvorend barsk og frygtelig en løsning som denne vil være].
6464:::Castro havde besluttet, at da et angreb ville komme inden for 2-3 døgn, var det bedre at opnå et martyrium end at vige tilbage for aggressoren.
6465:::Han instruerede antiluftskytsbatterierne om, at fra dagen efter, d.27. oktober 1962, skulle der skydes mod alle fly, der krænkede Cubas luftrum.
6466:::Det var den samme dag, hvor FN's leder U Thant i et brev til Castro bad ham om ikke at øge spændingen, nu da der stadig var forhandlinger.
6467:::
6468Che Guevara:::
6469:::
6470:::Kommandant Che Guevara mente, at en direkte aggression fra USA mod Cuba ville betyde atomkrig, og at USA ville tabe en sådan krig.
6471:::Fidel Castro var derimod bekymret over en mulig amerikansk invasion, og opfordrede Khrusjtjov til at overveje et overraskelsesangreb mod USA
6472:::
6473Kennedy fik besked om Khrusjtjov's radiobrev ("brev nr. 2"):::
6474:::
6475:::Om morgenen den 27. oktober 1962 var Kennedy i gang med at skrive et udkast til et svar på det første brev fra Khrusjtjov, som USA havde modtaget dagen før kl. 17. Midt under dette arbejde kom så meddelelsen om radiobrevet.
6476:::Forskellige diplomater, journalister og efterretningskilder kom nu med forskellige versioner af, hvad der skete i Kreml.
6477:::Nikita Khrusjtjov fremstod nu i amerikanernes øjne som utroværdig og talende med to tunger.
6478:::Forsvarsminister Robert McNamara pressede på for en igangsættelse af et begrænset luftangreb mod de sovjetiske missiler.
6479:::General Maxwell Taylor, der nu var leder af The Joint Chiefs of Staff, anbefalede derimod et angreb i stor skala.
6480:::
6481Journalist John Alfred Scali:::
6482:::
6483:::John Alfred Scali var en journalist hos ABC News, der fik en ret afgørende betydning.
6484:::I oktober 1962 havde han kun været ansat i ABC News i et år, men blev alligevel bedt om at overbringe en vigtig meddelelse fra den sovjetiske KGB-officer Aleksandr Fomin til USA-administratorerne.
6485:::John Alfred Scali blev nemlig kontaktet af en udsending fra den sovjetiske ambassade, Aleksandr Fomin (der også arbejdede for det sovjetiske KGB) om et forslag til en aftale, som kunne afslutte Cuba-krisen.
6486:::Efterfølgende fungerede journalist John Alfred Scali som bindeled mellem Sovjetunionen (Aleksandr Fomin) og USA (den amerikanske Executive Committee).
6487:::Det var dog helt på egen hånd, at John Alfred Scali svarede på nye sovjetiske betingelser ved at advare om, at USA kun var få timer fra at foretage en invasion af Cuba – hvilket fik Sovjetunionen til at afslutte krisen hurtigt.
6488:::Under det afgørende møde mellem John Alfred Scali og Aleksandr Fomin spurgte John Alfred Scali, hvorfor de to breve fra Nikita Khrusjtjov var så forskellige.
6489:::Aleksandr Fomin hævdede, at det skyldtes dårlig kommunikation.
6490:::John Alfred Scali svarede, at det virkede utroværdigt og råbte, at det var et stinkende bedrag.
6491:::Han fortsatte med at sige, at en invasion kun var få timer fra at ske.
6492:::Hertil svarede Aleksandr Fomin, at der hurtigt kunne ventes et svar fra Nikita Khrusjtjov på det amerikanske brev.
6493:::Han bad John Alfred Scali meddele videre, at der ikke var noget sovjetisk forsøg på at snyde.
6494:::John Alfred Scali sagde, at han ville overbringe den meddelelse, men at han ikke troede, at nogen ville tro på det.
6495:::John Alfred Scali's reaktion kan have haft indflydelse på Nikita Khrusjtjov's reaktion.
6496:::
6497Planer for krig:::
6498:::
6499:::Den amerikanske Executive Committee (EXCOMM) mødtes, og der blev lagt planer for angreb mod missilstationer og brændstoflagre.
6500:::Forsvarsminister Robert McNamara sagde, at man dels måtte have en plan for en ny regering på Cuba, og dels en plan for Europa – for det var helt sikkert, at Sovjetunionen ville handle i Europa.
6501:::Efter EXCOMM-mødet fortsatte en mindre gruppe mødet i Det ovale Værelse.
6502:::Denne gruppe argumenterede for, at der skulle gives en mundtlig meddelelse til den sovjetiske ambassadør om, at hvis missilerne ikke blev fjernet, ville USA angribe for at få dem fjernet.
6503:::Udenrigsminister David Dean Rusk foreslog, at USA skulle foreslå at fjerne missilerne i Tyrkiet frivilligt, efter at der var indgået en aftale med Sovjetunionen, og Kennedy var enig heri.
6504:::Den nye plan, der blev foreslået for Kennedy, var, at han skulle acceptere Khrusjtjov's tidligere forslag og ignorere det seneste krav i radiobrevet.
6505:::Kennedy mente, at Nikita Khrusjtjov måske ikke ville acceptere dette, fordi det nye krav var blevet givet offentligt.
6506:::Ved at ignorere det sidste krav fra Nikita Khrusjtjov, blev Khrusjtjov sat i en umulig situation.
6507:::Det endte med, at Kennedy sendte et brev, hvor han accepterede det første forslag og ikke omtalte det andet.
6508:::Kennedy sendte sit brev via kabel.
6509:::I brevet accepterede han forslaget i det første brev fra Khrusjtjov om at USA ville undlade at angribe Cuba, hvis missilerne blev fjernet.
6510:::Kennedy anerkendte aldrig, at Nikita Khrusjtjov havde skrevet et andet brev med et andet krav.
6511:::Men da Kennedy sendte sit kabel-brev til Khrusjtjov, instruerede han samtidig sin lillebror, Robert Kennedy, om at mødes med den russiske ambassadør Dobrynin og acceptere det andet af Khrusjtjov’s krav om at fjerne missilerne fra Tyrkiet, hvis blot dette amerikanske løfte om at fjerne missilerne fra Tyrkiet aldrig blev offentliggjort.
6512:::I forvejen var disse missiler farlige at have.
6513:::De var heller ikke særlig anvendelige.
6514:::Hvis fjernelsen kunne nedsætte risikoen for en atomkrig, var det ikke så dårligt, ja faktisk en god idé.
6515:::Jupiter-missilerne i Tyrkiet var under Cuba-krisen anledning til stor bekymring hos forsvarsminister Robert McNamara.
6516:::Han havde givet de amerikanske tropper besked om at sabotere missilerne, hvis tyrkerne gjorde forsøg på at affyre dem.
6517:::Derimod vidste han ikke, at tyrkiske bombefly også var blevet udstyret med kernevåben.
6518:::Kontrollen med disse våben var uforståeligt løsagtig, fortalte Robert B. Melgard, der var leder af "the NATO squadron", senere til professor Scott D. Sagan fra Stanford Universitet (political science), som studerede atompolitik.
6519:::Ifølge Robert B. Melgard var der – set i bagklogskabens klare lys – folk på de tyrkiske baser, som man end ikke ville overlade ansvaret for en riffel og slet ikke et kernevåben.
6520:::Robert Kennedy havde et hemmeligt møde med den sovjetiske ambassadør i Washington for at finde ud af, om det var reelt ment, at Nikita Khrusjtjov havde foreslået en handel, hvor kernevåben-missilerne i Tyrkiet blev fjernet, mod at Sovjetunionen fjernede deres kernevåben-missiler på Cuba.
6521:::Robert Kennedy sagde senere, at der hos amerikanerne stadig var håb, men at ingen forventede, at Nikita Khrusjtjov ville indgå en aftale, og at et militært opgør ville starte i løbet af 1-2 dage.
6522:::Den 27. oktober 1962 mødtes udsendingene fra Sovjetunionen og USA på en kinesisk restaurant i nærheden af Washington, og Kennedy havde foreslået, at man på mødet skulle behandle Khrusjtjov's forslag til en handel, hvor kernevåben-missilerne i Tyrkiet blev fjernet, mod at Sovjetunionen fjernede deres kernevåben-missiler på Cuba.
6523:::(Blandt medlemmerne af den amerikanske Executive Committee (EXCOMM) var der generelt modstand mod en sådan handel, idet EXCOMM-medlemmerne mente, at det ville underminere NATO's autoritet.
6524:::Tyrkiet havde i øvrigt gentagne gange sagt, at de ville være imod en handel, hvor kernevåben-missilerne i Tyrkiet blev fjernet, mod at Sovjetunionen fjernede deres kernevåben-missiler på Cuba).
6525:::Den 27. oktober 1962 accepterede Kennedy hemmeligt at fjerne alle missiler i Tyrkiet (og måske også i det sydlige Italien) mod at missilerne på Cuba blev fjernet.
6526:::Det er uklart om missilerne i Syditalien var en del af den hemmelige aftale, hvilket Nikita Khrusjtjov skrev, at de var, i sine senere erindringer.
6527:::Da krisen var overstået, gav forsvarsminister Robert McNamara i hvert fald ordre om at fjerne missilerne i både Syditalien og Tyrkiet, og kernevåben-missilerne var afmonteret d. 24. april 1963, hvorefter de blev fløjet væk.
6528:::Kun nogle få af Kennedys nærmeste rådgivere blev gjort bekendt med den hemmelige aftale om at fjerne missilerne i Tyrkiet (og måske Italien).
6529:::En henvisning til den hemmelige aftale blev senere fjernet fra Robert Kennedys dagbog efter hans død.
6530:::
6531Khrusjtjov beslutter at fjerne missilerne:::
6532:::
6533:::I Kreml var Nikita Khrusjtjov, før han hørte om det hemmelige tilbud om at fjerne missilerne i Tyrkiet, igen blevet bange for, at USA var ved at angribe Cuba.
6534:::Han besluttede derfor at fjerne missilerne fra Cuba uden at insistere på, at missilerne i Tyrkiet skulle fjernes.
6535:::Før han havde mulighed for at viderebringe denne beslutning til den sovjetiske ambassade i Washington, kom der besked fra Dobrynin om det hemmelige løfte om at fjerne missilerne i Tyrkiet.
6536:::Nikita Khrusjtjov blev glad for Kennedys nu uventede og unødvendige træk.
6537:::Men som tiden gik var der stadig risiko for, at USA ville angribe.
6538:::Nikita Khrusjtjov besluttede, at han ikke kunne vente på, at meddelelsen om hans accept blev overført med den langsomme kabelforbindelse.
6539:::Hans beslutning om at fjerne missilerne blev i stedet sendt ud med Radio Moskva.
6540:::Det blev ikke omtalt, at USA havde tilbudt at fjerne missilerne i Tyrkiet.
6541:::
6542Kennedys radiobrev:::
6543:::
6544:::For at undgå forsinkelser valgte Kennedy at offentliggøre svaret i radioen, samtidig med at det blev overdraget.
6545:::Meddelelsen lød: ”As I read your letter, the key elements of your proposals – which seem generally acceptable as I understand them – are as follows: 1) You would agree to remove these weapons systems from Cuba under appropriate United Nations observation and supervision; and undertake, with suitable safe-guards, to halt the further introduction of such weapon systems into Cuba.
6546:::2) We, on our part, would agree-upon the establishment of adequate arrangements through the United Nations, to ensure the carrying out and continuation of these commitments (a) to remove promptly the quarantine measures now in effect and (b) to give assurances against the invasion of Cuba".
6547:::["Som jeg læser dit brev er nøgleelementerne i dit forslag – som synes generelt acceptabelt som jeg forstår dem – følgende: 1) Du accepterer at fjerne disse våbensystemer fra Cuba under passende FN-tilsyn; og forpligter dig til at standse yderligere indførsel af sådanne våbensystemer til Cuba.
6548:::2) Vi vil på vores side ved oprettelse af passende arrangementer gennem FN acceptere at (a) straks fjerne de karantæne-foranstaltninger (blokaden), der er sat i værk, samt (b) give forsikringer om ikke at invadere Cuba].
6549:::
655028. oktober 1962:::
6551:::
6552:::Klokken 9:00 om morgenen Washington-tid den 28. oktober 1962 blev en meddelelse fra Nikita Khrusjtjov udsendt på Radio Moskva.
6553:::I engelsk oversættelse lød den: "The Soviet government, in addition to previously issued instructions on the cessation of further work at the building sites for the weapons, has issued a new order on the dismantling of the weapons which you describe as 'offensive' and their crating and return to the Soviet Union".
6554:::["Den sovjetiske regering har – i forlængelse af tidligere udstedte instrukser om ophør af det videre arbejde på byggepladserne for våben – udstedt en ny bekendtgørelse om afvikling af de våben, som du (her henvendt til Kennedy) beskriver som 'offensive ', og givet instruks om deres afmontering og tilbagevenden til Sovjetunionen"].
6555:::Kennedy svarede straks med en meddelelse, hvori brevet omtaltes som ”an important og constructive contribution to peace".
6556:::["Et vigtigt og konstruktivt bidrag til fred"].
6557:::Han fortsatte: "I consider my letter to you of October twenty-seventh and your reply of today as firm undertakings on the part of both our governments which should be promptly carried out ..
6558:::The US will make a statement in the framework of the Security Council in reference to Cuba as follows: it will declare that the United States of America will respect the inviolability of Cuban borders, its sovereignty, that it take the pledge not to interfere in internal affairs, not to intrude themselves and not to permit our territory to be used as a bridgehead for the invasion of Cuba, and will restrain those who would plan to carry an aggression against Cuba, either from US territory or from the territory of other countries neighboring to Cuba".
6559:::["Jeg betragter mit brev d. 27. oktober 1962 til dig og dit svar herpå i dag som bindende tilsagn for begge vore regeringer, som straks bør sættes i værk…
6560:::USA vil i Sikkerhedsrådet fremsætte en erklæring vedrørende Cuba som følger: At USA vil respektere ukrænkeligheden af de cubanske grænser, dets suverænitet, at give det løfte ikke at blande sig i interne anliggender, ikke at trænge ind og ikke at tillade at vores territorium bliver brugt som et brohoved for en invasion af Cuba, og vil forhindre de, der måtte planlægge aggression mod Cuba, enten fra amerikansk territorium eller fra andre nabolande til Cuba"].
6561:::
6562Afslutning på Cubakrisen:::
6563:::
6564:::Medens USA fortsatte sin blokade, blev de 42 missiler og ledsageudstyr lastet på 8 sovjetiske skibe, og skibene forlod Cuba d. 5.-9. november 1962. Yderligere diplomatiske forhandlinger måtte til, før Sovjetunionen også accepterede at fjerne de sovjetiske IL-28 bombefly.
6565:::Da det var opnået, ophævede USA blokaden d. 20. november 1962, og de sovjetiske IL-28 bombefly blev lastet på 3 sovjetiske skibe 5.-6. december 1962. Det amerikanske forsvars forhøjede trusselsniveau, DEFCON-3 niveau, blev sat ned (til DEFCON-4) den 20. november 1962. Da alle missiler og alle Ilyushin Il-28 bombefly var blevet fjernet fra Cuba, blev blokaden formelt ophævet den 30. november 1962. De amerikanske styrker i Europa blev stadig holdt på fred-og-ingen-fare status (niveauet "DEFCON-5").
6566:::Cubakrisen varede i 13-18 dage.
6567:::Under krisen døde 1 mand som følge af en kamphandling (U1-spionflyets pilot Rudolf Anderson) og 18 døde ved forskellige flystyrt.
6568:::
6569De ikke-fjernede kernevåben:::
6570:::
6571:::USA troede nu at alle atommissiler var væk fra Cuba, men de taktiske kortdistance-kernevåbenmissiler forblev på Cuba efter det tidspunkt, hvor amerikanerne troede, at Cuba-krisen var overstået.
6572:::Disse missiler var ikke blevet specifikt nævnt i aftalen mellem Kennedy og Khrusjtjov.
6573:::I første omgang ville Sovjetunionen beholde disse kernevåben på Cuba.
6574:::Nikita Khrusjtjov frygtede, at Fidel Castro's sårede stolthed og den udbredte indignation på Cuba over de indrømmelser, som var blevet givet til Kennedy i og med, at missilramperne blev demonteret, måske ville kunne føre til et sammenbrud mellem Sovjetunionen og Cuba.
6575:::For at forhindre det, besluttede Nikita Khrusjtjov at give Cuba et særligt tilbud, nemlig at give Cuba de over 100 taktiske kernevåben, som var blevet sendt til Cuba sammen med langdistancemissilerne, men som var forblevet ukendte for den amerikanske efterretningstjeneste.
6576:::Nikita Khrusjtjov konkluderede, at eftersom amerikanerne ikke havde påført missilerne på deres liste over krav, ville Sovjetunionens interesser blive bedst opfyldt ved stadig at have dem stående på Cuba.
6577:::Men Cuba kunne i fremtiden finde på at gøre brug af disse kernevåben.
6578:::Sovjetunionen ændrede opfattelse, idet man frygtede dette, og den 22. november 1962 fik Fidel Castro at vide, at også disse kernevåbenbærende missiler ville blive fjernet.
6579:::Denne aftale mellem Sovjetunionen og Fidel Castro blev dog indgået på en meget kringlet måde: Anastas Mikojan, Sovjetunionens længst-siddende politiker, fik til opgave at forhandle med Fidel Castro om missilerne med henblik på at forhindre et sammenbrud i forholdet mellem Sovjetunionen og Cuba.
6580:::Medens Anastas Mikojan var i Havanna i denne anledning, blev han vidne til Fidel Castros humørsvingninger og paranoia, og at Fidel Castro var overbevist om, at Moskva havde lavet aftalen med USA på bekostning af Cubas forsvar.
6581:::På den baggrund besluttede Anastas Mikojan på eget initiativ, at Fidel Castro og hans militærapparat ikke under nogen omstændigheder skulle gives kontrol over våben med en eksplosiv kraft, der svarede til 100 Hiroshima-bomber hver.
6582:::Han afmonterede egenhændigt d. 22. november 1962 den tilsyneladende uløselige situation, som risikerede igen at eskalere krisen.
6583:::Under et anspændt fire-timer langt møde, blev Fidel Castro nemlig af Anastas Mikojan overbevist om, at trods et ønske fra Moskvas side om at hjælpe, ville det være i strid med en upubliceret sovjetisk lov (som faktisk ikke eksisterede).
6584:::Anastas Mikojan påstod overfor Fidel Castro, at den hemmelige lov indebar et forbud mod at give andre lande såsom Cuba en uafhængig kernevåben-afskrækkelsesmulighed.
6585:::Fidel Castro blev tvunget til at give efter og – til stor lettelse for Nikita Khrusjtjov og hele den sovjetiske regering – blev de taktiske atomvåben demonteret og returneret over havet til Sovjetunionen i løbet af december 1962.
6586:::Faktisk havde Anastas Mikojan fra starten, da Khrusjtjov fortalte ham om ideen med overhovedet at placere atommissiler på Cuba, været imod dette.
6587:::Han var endnu mere imod, at Cuba skulle have kontrol over disse atommissiler.
6588:::Da han forhandlede med Fidel Castro i Cuba, var Anastas Mikojan’s kone lige død.
6589:::Han valgte imidlertid at blive på Cuba til de vigtige forhandlinger, der stod på i flere uger, og lade sin søn stå for hendes begravelse.
6590:::
6591Høgen: General Curtis LeMay:::
6592:::
6593:::General Curtis LeMay, der 1961-1965 var stabschef i det amerikanske luftvåben, betragtede afslutningen på Cuba-missilkrisen som ”the greatest defeat in our history".
6594:::["Det største nederlag i vores historie"].
6595:::Han stod dog ret alene med dette synspunkt.
6596:::Han var stadig tilhænger af en invasion af Cuba, efter at Sovjetunionen havde fjernet missilerne, og fastholdt 25 år senere, at USA kunne have fjernet kommunisterne fra Cuba ved den lejlighed.
6597:::
6598Falske rygter:::
6599:::
6600:::Den amerikanske administration spredte det rygte til venligtsindede journalister, at den amerikanske ambassadør i FN, Adlai Stevenson, havde tryglet Kennedy om at tilbyde at fjerne missilerne i Storbritannien, Italien og Tyrkiet som modydelse for at fjerne missilerne på Cuba.
6601:::Det var en løgn.
6602:::Den amerikanske administration spredte også et falsk rygte om, at Nikita Khrusjtjov blinkede først under et møde med Kennedy, hvor de to stod over for hinanden og stirrede hinanden ind i øjnene.
6603:::
6604Vestberlin:::
6605:::
6606:::Nikita Khrusjtjov havde i øvrigt aldrig aktuelle planer om at indtage Vestberlin under krisen, sådan som USA havde tænkt, at han måske havde.
6607:::Både Kennedy og Nikita Khrusjtjov modstod pres fra deres respektive regeringer om at indlede krig.
6608:::
6609Hvem var taberen ved Cuba-krisen?:::
6610:::
6611:::Kennedy syntes at være kommet ud af krisen som en mere hård person, end han tidligere var blevet opfattet som, men hans tilbud om at fjerne missilerne i Tyrkiet blev aldrig offentliggjort og blev indædt benægtet, bl.a. af forsvarsminister Robert McNamara under en senere senatshøring.
6612:::Eftersom aftalen om at fjerne de amerikanske missiler i Tyrkiet og Syditalien var hemmelig, kom Nikita Khrusjtjov udadtil til at fremstå som taberen i dette opgør.
6613:::Det sovjetiske Politburo følte ydmygelse, og Nikita Khrusjtjov blev afsat som leder to år senere.
6614:::
6615Styrkede Fidel Castro:::
6616:::
6617:::Aftalen mellem Kennedy og Nikita Khrusjtjov styrkede Fidel Castro, som nu ikke mere risikerede en amerikansk invasion.
6618:::Men Fidel Castro på Cuba var ophidset over, at Cuba ikke havde deltaget i forhandlingerne, og at den amerikanske flådebase Guantánamo på Cuba ikke indgik i aftalen.
6619:::
6620Manglende hotline:::
6621:::
6622:::Det ville være kompliceret at dæmpe en ny konflikt med Sovjetunionen på grund af den manglende direkte hotline mellem Kennedy og Khrusjtjov.
6623:::Kennedy havde mistro til Nikita Khrusjtjov, som havde en impulsiv og uforudsigelig optræden, og de dårlige kommunikationsmuligheder var et problem.
6624:::Under Cubakrisen var breve fra Sovjetunionens ambassadør i Washington blevet kodet i hånden, og det kodede brev var derefter blevet overdraget til et Western Union cykelbud, som måske ville cykle direkte til Western Union kontoret eller måske i stedet ville stoppe op undervejs for at snakke med en køn pige.
6625:::Der blev nu oprettet en hotline, som dog var ikke en telefon, men derimod nogle teletype-maskiner, som kunne sende tekst på en sikker og hurtig måde.
6626:::Man antog, at skriftlig kommunikation var lettere at oversætte, og kunne overvejes mere omhyggeligt, og derfor ville indebære mindre risiko for misfortolkninger end en mundtlig kommunikation.
6627:::Hver dag blev en tekstmeddelelse fremover sendt en gang i timen, skiftevis på russisk fra Moskva eller på engelsk fra Washington.
6628:::Systemet ville ikke kan overleve et atomangreb på en af byerne.
6629:::Det skulle derfor blot forsøge at forhindre et sådant atomangreb.
6630:::
6631:::Allerede efter Josef Stalins død i 1953 havde man drøftet ideen om mellem de to supermagter i tilfælde af krisesituationer, men man havde aldrig fået en hurtig kommunikationslinie etableret.
6632:::Cubakrisen i 1962 skræmte lederne i både USA og Sovjetunionen, da det blev klart, hvor tæt man var kommet en atomkrig.
6633:::Da konflikten var på sit højeste brugte diplomater 12 timer på at få et løsningsforslag bragt fra Moskva til København.
6634:::Efter Cubakrisen etablerede man i 1963 en varm linie (en ”hotline”).
6635:::Den blev kaldt ”Den røde Telefon”, og blev afbildet sådan i Hollywood-film, såsom i Dr.
6636:::Stangelove.
6637:::Men en direkte telefonlinje mellem Kreml og Det Hvide Hus har aldrig eksisteret.
6638:::Det var en særlig fjernskriver og telegramforbindelse, der via et 16000 km langt transatlantisk kabel fra Pentagon i Washington (ikke Det Hvide Hus) til London og videre til København/Stockholm/Helsinki endte i Moskva
6639:::Den første testmeddelelse fra den amerikanske regering til Moskva lød (på engelsk, her i dansk oversættelse): ”Den hurtige brune ræv sprang over den dovne hunds ryg 1234567890”, idet denne sætning benyttede alle bogstaver i det engelske alfabet.
6640:::Det russiske svar var helt uforståeligt, og nogle fejl blev derefter rettet.
6641:::En alternativ, radiobaseret forbindelse gik fra Washington via Tanger til Moskva.
6642:::Linjen blev første gang taget i brug under Seksdageskrigen mellem Israel og Egypten i juni 1967. Egypten var på det tidspunkt en vigtig modtager af sovjetisk bistand, og Sovjetunionen ville vide, om USA havde andel i det israelske overraskelsesangreb på Egypten.
6643:::Det blev til tyve meddelelser mellem USA og Sovjetunionen, hvilket sikrede, at krigen ikke bredte sig.
6644:::(side 45 i bogen Manden der reddede verden af Øjvind Kyrø, People's Press 2013).
6645:::
6646:::I 1971 supplerede man den varme linie med telefoner, der havde satellit-kommunikationsforbindelser.
6647:::Der blev igen etableret to linjer: En line via to amerikanske Intelsat-satellitter, og en anden linie via to sovjetiske Molniya-2-satellitter.
6648:::Jimmy Carter protesterede via telefon over Sovjets invasion af Afghanistan i 1979, men det hjalp dog ikke.
6649:::
6650:::
6651:::I 1971 blev telegramlinjen opdateret med en satellitforbindelse, som flere gange kom Richard Nixon og Leonid Bresjnev til gavn.
6652:::Siden da er systemet blevet udviklet med en højhastigheds-fax i 1980'erne og en fiberoptisk forbindelse i 2008.- Forbindelsen holdes stadig ved lige den dag i dag, men egentlig behøves den ikke. Obama og Putin kan jo bare udveksle et tweet, hvis de har noget på hjerte – og så kan hele verden i øvrigt også følge med.
6653:::Da den russiske ubåd Rostov-on-Don affyrede krydsermissiler mod ISIS i Syrien med konventionelle sprænghoveder i perioden efter 30. september 2015 var USA og Israel blevet oplyst om russernes angreb.
6654:::Den 25. november 2015 skød Tyrkiet et russisk kampfly ned.
6655:::Forbes Magazine betegnede det som uundgåeligt, når Putin negligerer Nato-landenes luftrum, at der på et tidspunkt ville komme konfrontationer.
6656:::En fremtrædende krigsanalytiker fra Moskva ved navn Pavel Felgenhauer mente, at det ville betyde krig mellem Rusland og Tyrkiet, hvilket ville inddrage Storbritannien og de andre Nato-lande, og ifølge ham ville Rusland kun have ringe chancer i en sådan krig uden brugen af atomvåben.
6657:::
6658Bare en test:::
6659:::
6660:::Nikita Khrusjtjov ville "bare" teste Kennedys mod og finde ud af, hvor meget Sovjetunionen kunne opnå ved krisen.
6661:::I hemmelighed beordrede Nikita Khrusjtjov skibene til ikke at forsøge at trænge igennem den amerikanske blokade – samtidig med at han i private breve til Kennedy fastholdt, at skibene aldrig ville vende om.
6662:::Samtidig gentog han undervejs, at Sovjetunionen allerede havde missiler på Cuba.
6663:::Nikita Khrusjtjov følte lettelse over, at Kennedy ikke havde annonceret en invasion af Cuba.
6664:::Nikita Khrusjtjov havde ingen ønske om at starte en atomkrig – og han var klar over, at USA havde langt flere våben med strategisk-ødelæggende sprængkraft, end Sovjetunionen havde.
6665:::
6666Bertrand Russells telegram:::
6667:::
6668:::Nikita Khrusjtjov sagde også igen og igen, at Kennedy's blokade satte verden på randen af en atomkrig – og Bertrand Russell i Storbritannien erklærede sig enig heri, og sendte Kennedy et telegram.
6669:::Ordlyden af telegrammet fra Bertrand Russell blev almindelig kendt.
6670:::Teksten, der var i kort telegramstil, lød: "Your action desperate.
6671:::Threat to human survival.
6672:::No conceivable justification.
6673:::Civilized man condemns it.
6674:::..
6675:::End this madness" ["Din handling desperat.
6676:::Trussel mod menneskets overlevelse.
6677:::Ingen berettigelse.
6678:::Civiliserede mennesker fordømmer det … Slut dette vanvid"].
6679:::Nikita Khrusjtjov havde ikke tidligere udtalt sig offentligt om blokaden.
6680:::Men bød nu telegramskrivelsen hjertelig velkommen og foreslog et topmøde mellem ham selv og Kennedy.
6681:::Nikita Khrusjtjov ville dog ikke give ordre om, at skibene skulle vende om.
6682:::
6683Russell-Einstein manifestet (1955):::
6684:::
6685:::Den 9. juli 1955 udsendtes det såkaldte ”Russell-Einstein manifest”, hvor Bertrand Russell, Albert Einstein og andre førende forskere advarede om farerne ved atomkrig og opfordrede alle regeringer til at løse konflikter på fredelig vis.
6686:::Et par dage efter udgivelsen af Russell-Einstein-manifestet tilbød filantropen Cyrus S. Eaton at sponsorere den konference, som efterlystes i Russell-Einstein-manifestet.
6687:::Konferencen blev afholdt i Pugwash, Nova Scotia, hvor Cyrus S. Eaton var født.
6688:::Denne konference blev afholdt i juli 1957 og var den første af de såkaldte Pugwash-konferencer om videnskab og verdensanliggender.
6689:::
6690:::Bertrand Russell var en walisisk matematiker, filosof og logiker, der i 1950 modtog Nobelprisen i litteratur.
6691:::Russell var en af hovedinitiativtagerne til Russell-Einstein-manifestet, som blev offentliggjort ved en pressekonference d. 9. juli 1955 (https://en.wikipedia.org/wiki/Russell%E2%80%93Einstein_Manifesto).
6692:::Russell-Einstein-manifestet fremhævede farerne ved atomvåben, og opfordrede verdens ledere til at søge fredelige løsninger på internationale konflikter.
6693:::Underskriverne omfattede elleve fremtrædende intellektuelle og videnskabsfolk, herunder Albert Einstein, der underskrev det blot få dage før sin død d. 18. april 1955. I 1920 var Bertrand Russell fuldt med en Labour-delegation til Sovjetunionen, hvor han mødte Lenin i Kreml.
6694:::Bagefter skrev han ”The Practice and Theory of Bolshevism”, en nærmest profetisk analyse af det, der ville komme til at ske i Sovjetunionen under Stalin, indbefattet Gulag, ensretningen af kunst og videnskab, og Den store terror: «Landet slog mig som et gigantisk fængsel, hvor fangevogterne var snæversynede magtdyrkere.» Han forudså regimets vending mod autoritær nationalisme, militarisme, bureaukratisering og partifunktionærernes sejr over revolutionens idealister.
6695:::Han mærkede sig, at Lenin blæste på demokratisk socialisme og tværtimod mente, at socialisme ikke kan indføres på anden måde end ved voldelig revolution.
6696:::Russell gennemskuede Lenins brutalitet og blev nu ugleset både fra højre og venstre; men da hans bog skulle genudgives i 1947, behøvede han ikke at ændre en tøddel i den.
6697:::Han var rejst til Sovjetunionen med åbent sind og i håb om at finde et samfund, der banede vej for en bedre fremtid for menneskeheden.
6698:::I stedet blev han chokeret over styrets nyttetænkning og dets "ligegyldighed over for kærlighed, skønhedslængsel og impulsivitetens liv.» Sovjetstaten fremstod som en nation af bønder, der blev tyranniseret af en lille gruppe byfolk.
6699:::Kapitalisme og kommunisme ytrer det samme ønske om industrialisering for enhver pris.
6700:::Bolsjevikkernes mål var at gøre den russiske bonde til en industriarbejder og lig en yankee så hurtigt som muligt, mente Russell.
6701:::I Rusland traf han Maksim Gorkij, som bad ham fortælle verden om det russiske folks lidelser.
6702:::Fridtjof Nansen hørte hans appel, hvilket inspirerede Nansen og Herbert Hoover til at starte Nansenhjælpen.
6703:::Bertrand Russell, der tidligere havde argumenteret for at udbombe Sovjetunionen, inden landet fik atombomben, havde nu indtaget den holdning, at Storbritannien burde skrotte sine kernevåben uden sovjetiske modydelser og nedlægge de amerikanske baser i landet.
6704:::I 1958 var han en af medstifterne i Kampagnen mod Atomvåben og blev for anden gang sat i fængsel i 1961 for civil ulydighed.
6705:::På grund af sin høje alder fik han de to måneders fængsel ændret til syv dage.
6706:::I 1967 stod han i spidsen for Russell-tribunalet, som kritiserede USA's aktiviteter i Indokina.
6707:::(Bertrand Russell døde d. 2. februar 1970 som 97-årig).
6708:::
6709Hvad kunne være sket under Cuba-krisen?:::
6710:::
6711:::Det amerikanske luftangreb med efterfølgende invasion, som var planlagt til at ske i den tredje uge af konfrontationen, ville sandsynligvis have udløst brug af kernevåben mod de amerikanske skibe og tropper og måske endog mod det nærliggende Miami i Florida.
6712:::Der er kun 150 km mellem Cuba og det amerikanske fastland.
6713:::Dette havde sandsynligvis igangsat en krig, som kunne have medført 100 millioner amerikaneres død og mindst lige så mange russeres død, skriver Graham Allison nu 50 år efter krisen.
6714Risikoen for undervurdering:::
6715:::
6716:::The Joint Chiefs of Staff havde kraftigt undervurderet den sovjetiske styrke på Cuba.
6717:::Sovjetunionen havde både strategiske kernevåben og næsten et hundrede taktiske kernevåben på Cuba allerede.
6718:::Disse ville være blevet anvendt af lokale militære ledere, hvis USA havde angrebet Cuba.
6719:::Nogle af disse kernevåben havde en styrke som Hiroshima-bomben.
6720:::De var blevet brugt mod den amerikanske flåde, som blokerede Cuba, og mod USA's base i Guantánamo.
6721:::Hvis det var sket, ville en atomkrig have været meget vanskelig at undgå.
6722:::I løbet af det næste år holdt Kennedy taler om, at den kolde krig skulle dæmpes, og der blev indgået en aftale mellem USA, Sovjetunionen og Storbritannien om at begrænse atomprøvesprængningerne i atmosfæren, i havet og i det ydre rum.
6723:::Limited Test Ban Treaty, blev denne aftale kaldt.
6724:::Der blev også etableret en hotline mellem Kreml og hovedkvarteret for Sovjetunionens kommunistiske parti på den ene side og Pentagon (forsvarsministeriet) og Det Hvide Hus (præsidenten) på den anden side.
6725:::
6726Romanlitteratur om Cubakrisen:::
6727:::
6728:::Romanen (e-bog) "Castro's Bomb" fra 2011 er en kontrafaktisk, alternativ historie, skrevet af Robert Conroy.
6729:::Bogens handling er, at Fidel Castro overtager kontrollen over de sovjetiske kernevåben, som er flyttet til Cuba, og indleder en kamp i Guantanamo-bugten.
6730:::What If…? Armageddon 1962 er en mockumentary fra 2013, hvor Lyndon B. Johnson (ikke Kennedy, som ifølge handlingen er myrdet tidligere end det faktisk skete) er præsident i oktober 1962, og hvor Lyndon B. Johnson's handlinger i krisen udløser en atomkrig.
6731:::
6732Cubakrisens betydning for Indien og Vietnam:::
6733:::
6734:::Tre dage efter Kennedy's tale om, at USA ikke kunne acceptere atommisiler på Cuba, meddelte Kina, at 650 millioner kinesiske mænd og kvinder støttede Cuba.
6735:::Under Cuba-krisen angreb kineserne Indien på baggrund af uenighed om et landområde, og historikere spekulerer på, om dette angreb netop blev igangsat, fordi verden på dette tidspunkt var fuldt optaget af Cuba-krisen.
6736:::Den amerikanske økonom og forfatter Seymour Melman og journalisten Seymour Hersh har foreslået, at udgangen på Cuba-krisen tilskyndede USA til at gå ind i Vietnamkrigen.
6737:::
6738Risikoen for at atomkrig kan starte ved en fejl:::
6739:::
6740:::Scott D. Sagan, der studerede risikoen for uheld med kernevåben, havde fra starten været overbevist om, at risikoen for uheld med kernevåben var minimal, og at kernevåbnene havde været en stabiliserende faktor, der havde nedsat risikoen for krig mellem USA og Sovjetunionen.
6741:::Men på baggrund af, hvad han fandt ud af, mente han nu, at det er muligt, at kernevåbnene har gjort det mindre sandsynligt, at en krig bliver startet med vilje, men at det er blevet mere sandsynligt, at en atomkrig bliver startet ved en fejl.
6742:::Ligesom andre anså Scott D. Sagan det nu for at være et ganske simpelt held, at dette ikke var sket allerede.
6743:::
6744:::Scott Douglas Sagan, der blev professor i political science ved Stanford University, skrev i The Limits of Safety, at Cubakrisen kunne være endt i en atomkrig, selv om Kennedy og Nikita Khrusjtjov ikke ønskede det.
6745:::Med hundredevis af kernevåben-bærende bombefly, missiler og flådefartøjer parate til angreb var risikoen for uheld eller misforståelser konstant til stede.
6746:::På et tidspunkt, medens Cuba-krisen var på et højdepunkt, blev et langtrækkende Atlas-missil test-affyret ved Vandenberg Air Force Base uden Kennedy's viden og godkendelse.
6747:::Andre missiler ved samme flybase var sat på alert-status og parate til angreb.
6748:::Derfor kunne Sovjetunionen havde opfattet test-affyringen som et faktisk angreb.
6749:::
6750:::De fleste historikere tilskrev udgangen på Cuba-krisen en rationel adfærd hos lederne, Kennedy og Khrusjtjov, og disse lederes evne til at styre militæret, således at det ikke kom til en atomkrig.
6751:::Disse historikere ignorerede dermed risikoen for den utilsigtede start på en atomkrig, som Scott Douglas Sagan påpegede.
6752:::
6753Risikoen for atomkrig ved Cuba-krisen:::
6754:::
6755:::Omkring samme tidspunkt, som en sovjetisk ubåd blev tvunget kom op i overfladen, fik den sovjetiske ambassadør i Washington et ultimatum fra Kennedy om, at USA ville invadere Cuba inden for 48 timer.
6756:::Næste morgen meddelte Khrusjtjov, at de sovjetiske raketter ville blive trukket ud af Cuba.
6757:::Verden måtte tro, at USA havde vundet det psykologiske spil.
6758:::
6759:::Cheferne for de forskellige værn i USA (The Joint Chiefs of Staff) var enige om, at de sovjetiske missiler skulle angribes straks og uden varsel.
6760:::
6761:::Det var ikke kun en rædselsvækkende atomkrig, der blev afværget, men også en global klimakatastrofe, der ville kunne have resulteret i udsultning af størstedelen af menneskeheden.
6762:::Imidlertid har der været mange andre hændelser, hvor held og sidste-øjebliks indgriben forhindrede, at atomvåben blev taget i brug.
6763:::Den eneste måde, hvorpå man kunne være sikker på, at vi ikke udsletter den menneskelige befolkning, ville være at ødelægge disse våben, skrev Prof. Alan Robock og Prof. Owen Brian Toon.
6764:::
6765:::Den eneste måde at undgå en global klimakatastrofe på ville være at reducere alle atomvåbenarsenaler langt under de nye START-niveauer.
6766:::Hvilket niveau af ødelæggelse udgør en ”effektiv” afskrækkelse? Én ødelagt by? Ti byer? Der er for mange atomvåben i verden – en faktor 1000 for mange.
6767:::
6768:::Den højeste parathed for at starte en atomkrig i USA's historie var i en 30 dages periode under Cubakrisen.
6769:::
6770Film om atomvåben:::
6771:::
6772:::Under Cuba-missilkrisen udførte Strategic Air Command 2088 luftbårne alert-missioner.
6773:::Det var næsten 50.000 flyvetimer, og der skete ingen uheld.
6774:::Ikke desto mindre opstod der som efterdønninger af Cuba-krisen en frygt i offentligheden om sikkerheden ved Strategic Air Command's luftbårne alert-forsvar.
6775:::Denne frygt blev illustreret i filmen "Fail-Safe" fra 1964 og i filmen "Dr. Strangelove", ligeledes fra 1964. Den fulde titel var "Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb" ("Dr. Strangelove – eller hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben").
6776:::Filmmanuskriptet var skrevet af Stanley Kubrick, Peter George og Terry Southern, instrueret af Kubrick og produceret af Columbia Pictures.
6777:::Risikoen, som man fokuserede på, var ikke, at en brintbombe skulle eksplodere på grund af, at et B-52 bombefly forulykkede, men derimod at en ordre om at starte et atomangreb blev givet uden præsidentens godkendelse.
6778:::I filmen "Fail-Safe" skyldtes dette en mekanisk fejl i et apparat, og i filmen "Dr. Strangelove" skyldtes det en madman, en gal general, nemlig Dr. Strangelove, der i filmen er den videnskabelige rådgiver for præsidenten.
6779:::Filmen "Dr. Strangelove" var en parodi på de strategiske teorier, som dyrkedes i RAND-rapporterne, blandt Kennedy-administrationens medlemmer og hos Joint Chiefs of Staff.
6780:::Filmen fanger det absurde i at tale om, hvor mange millioner civile tab, der udgør en militær sejr.
6781:::I filmen havde den ene part (her Sovjetunionen) udviklet en computer, som af sig selv, altså uden menneskelig indgriben, igangsætter et gengældelses-atomangreb, hvis computeren registrerer et angreb fra den anden part.
6782:::Denne strategi fejler, fordi computerens eksistens holdes hemmelig for den anden part.
6783:::
6784:::En konservativ amerikaner, Sidney Hook, skrev senere en lille bog, "The Fail-Safe Fallacy", hvori han afviste den frygt, som filmene og romanerne og den kolde krig gav udtryk for.
6785:::En demokratisk senator fra Illinois, Paul H. Douglas, priste bogen.
6786:::Han mente, at kommunisternes faste ønske om at dominere verden var en større trussel end USA's kernevåben som afskrækkelsesvåben.
6787:::En af Robert McNamara's tætteste rådgivere, Roswell L. Gilpatric, skrev i New York Times, at enhver fejlfunktion i command-and-control systemet ville gøre det fail-safe, not unsafe.
6788:::Han foreslog også, at låsesystemet, der blev kaldt "permissive action links", ville kunne undgå risikoen for et ikke-autoriseret angreb, som det skete i filmen Dr. Strangelove.
6789:::
6790:::Men systemet var på grund af general Thomas Sarsfield Power's modstand ikke blevet indført, og faktisk ville der ikke være noget, som kunne afholde besætningen på et B-52 bombefly i at smide en brintbombe over Moskva, bortset måske fra et sovjetisk luftforsvar, som eventuelt kunne have held med at skyde flyet ned forinden.
6791:::I filmen havde Peter Sellers tre roller.
6792:::Forfatteren til romanen "Red Alert", Peter George, var medforfatter til filmen "Dr. Strangelove", og han startede derfor en copyright-retssag mod producenterne af filmen "Fail-Safe".
6793:::
6794:::(Der blev indgået et forlig).
6795:::
6796Afspænding efter Cubakrisen:::
6797:::
6798:::Efter Cuba-krisen gav 1960'erne og 1970'erne en vis afspænding mellem USA og Sovjetunionen.
6799Sovjetisk indflydelse i verden:::
6800:::
6801:::Ude i verden så man stigende sovjetisk indflydelse i Mozambique, Angola, Vietnam, Etiopien, Yemen, Libyen, Cambodja, Nicaragua, Afghanistan og Cuba.
6802:::Da militærudgifterne i Sovjetunionen fortsatte med at stige, ville det ville gå ud over økonomien.
6803:::Sovjetunionen havde faktisk en dårlig økonomi.
6804:::Folk var utilfredse, konstaterede CIA.
6805:::Ifølge en hemmelig rapport af Stansfield Turner i CIA havde det voksende militærapparat i Sovjetunionen gjort Kreml mere selvsikker.
6806:::Jimmy Carter var mere målrettet på at udfordre Sovjetunionen end nogen tidligere amerikansk præsident.
6807:::Han fik sin klassekammerat Stansfield Turner, der nu var blevet ansat i CIA, til at komme med forslag, der kunne udfordre Sovjetunionen.
6808:::
6809Missilvarslingssystemet BMEWS:::
6810:::
6811:::I slutningen af 1962 blev North American Air Defense Command (NORAD) bekymret over, at missilvarslingssystemet BMEWS ikke kunne opdage ting, der var over 1500 sømil væk.
6812:::
6813Uheld i 1962:::
6814:::
6815:::Den 15. december 1962 skete et uheld med et Mark 25 kernevåben (W25 warhead) i en AIR-2A Genie-missil, der var knyttet til en Herman Nelson Heater under checkout på et F-106. Temperaturen kunne ikke reguleres.
6816:::De højeksplosive stoffer i missilet smeltede.
6817:::
6818One-point safe:::
6819:::
6820:::I spidsen af missilerne ombord på de amerikanske Polaris-ubåde var der en W47-atomsprængladning, som ikke var ét-punkt-sikkert (”one-point safe”), betyder, at eksplosion af bombens højeksplosive materiale ("HE explosion", high explosives) ikke i sig selv bør kunne medføre en kernevåben-detonation.
6821:::Hver Polaris-ubåd skulle have 16 missiler, der var placeret tæt sammen i to rækker.
6822:::W47-våbenet var udviklet i Lawrence Livermore laboratorierne i slutningen af 1950'erne.
6823:::Man havde fremskyndet deres produktion i panikken efter Sovjetunionens Sputnik-opsendelse.
6824:::Edward Teller, der nu var leder af Lawrence Livermore laboratorierne, fik tilføjet en ny sikkerhedsanordning til W47-våbenet.
6825:::Det var et stykke cadmium-tape, der var dækket med bor, og placeret i våbenets center.
6826:::Da cadmium og bor opfanger og absorberer neutroner, ville dette stykke tape stoppe en kædereaktion og gøre en detonation umulig.
6827:::Under våbenets armeringssekvens ville en lille motor trække dette tape ud, så en implosion af våbenkernen blev mulig.
6828:::Men i 1963 fandt man under en rutineinspektion ud af, at tapet korroderede inde i våbenkernen.
6829:::Det korroderede tape satte sig fast, så den lille motor ikke kunne trække det ud.
6830:::Det var sandsynligt, at måske 75% af de producerede W47-atomsprængladninger ikke ville detonere.
6831:::Alle atomsprængladninger blev derefter udskiftet med en ny type, som var ”one-point safe”.
6832:::
6833:::Den 5. august 1963 åbnedes Partial Test Ban Treaty for underskrivelse.
6834:::Denne traktat forbyder atomprøvesprængninger i atmosfæren, det ydre rum og under vandet.
6835:::Den blev underskrevet i Moskva.
6836:::Forud var gået store demonstrationer i Europa og Amerika mod atomprøvesprængninger.
6837:::
6838Kina blev atommagt (1964):::
6839:::
6840:::Kina antages at have ca. 240 kernevåben (tal fra 2013) og bygger nye krydsermissiler, langtrækkende missiler og ubåde til disse.
6841:::Kina har bygget tusinder af kilometer af tunneler dybt under jordoverfladen, der er store nok til, at lastbiler og tog kan køre i dem, og det er sandsynligt, at de har kernevåben gemt i dem.
6842:::[Se: Hans M. Kristensen og Robert S. Norris, Chinese Nuclear Forces, 2011, Bulletin of the Atomic Scientists, November 1, 2011, p. 81].
6843:::Traditionelt har Kinas politik været at søge efter minimal atom-afskrækkelse, men der er uenighed om, hvor mange kernevåben Kina har.
6844:::
6845:::Størrelsen af Kina's arsenal er ikke begrænset af nogen aftale om atomvåbenbegrænsning.
6846:::Kina har længe sagt, at kernevåben ikke vil blive brugt undtagen som gengældelse for et angreb.
6847:::Men måske vil Kina gå bort fra dette princip – og hvis der indføres en mere aggressiv strategi i Kina, vil dette kunne øge antallet af kernevåbenmissiler verden over.
6848:::Disse vil være parate til at blive affyret med meget kort varsel, og dermed vil risikoen for fejl og misforståelser øges.
6849:::(Engelsk wikipedia: "List of nuclear weapons" nævner, at Kina menes at have ca. 250 kernevåben på lager).
6850:::
6851Kinas atomprøvesprængninger:::
6852:::
6853:::Den 16. oktober 1964 gennemførte Kina sin første atomprøvesprængning.
6854:::Det skete på Lop Nor teststedet i Sinkiang-provinsen.
6855:::I alt gennemførte Kina efterfølgende 23 atmosfæriske test og 22 underjordiske test på stedet.
6856:::Disse 45 atombomber blev bragt til eksplosion på Lop Nor teststedet, cirka 265 kilometer sydøst for Urumqi i Xinjiang-regionen i det vestlige Kina.
6857:::Xinjiang-regionen er den største kinesiske administrative region, og over 1,6 millioner kvadratkilometer stor.
6858:::Her bor 20 millioner mennesker fra en række forskellige etniske grupper, bl.a. Uyghur, Han, kasakhisk, Hui, kirgisiske og mongolske.
6859:::
6860:::Atomprøvesprængningerne varierede fra ca. 1 kiloton til Kinas største atmosfæriske test, som var på 4 megaton den 17. november 1976. Kinas største underjordiske test var på 660 kiloton (21. maj 1992).
6861:::
6862:::Organisationen Internationale Læger for Forebyggelse af Atomkrig (IPPNW) udgav i 1991 en bog med titlen ”Radioaktiv Himmel og Jord”, der angav radioaktiv forurening fra Lop Nor:.
6863:::
6864:::Den samlede mængde plutonium-239 frigivet til atmosfæren som følge af de 23 atmosfæriske atomprøvesprængninger anslås til 3.300 Curie, ca. 48 kg i vægt.
6865:::En milliontedel af et gram plutonium-239 kan forårsage kræft ved indånding.
6866:::Mængden af plutonium-239, der stadig er på stedet Lop Nor som følge af underjordiske atomprøvesprængningerne vurderes til 1.800 Curie (25 kg).
6867:::Ca. 2 millioner Curie cæsium-137 og 1,3 millioner Curie strontium-90 blev frigivet til atmosfæren.
6868:::
6869:::Virkningerne af Kinas atomprøvesprængninger på menneskers sundhed, dyr og miljø er stort set uudforsket på grund af manglen på offentligt tilgængelige officielle data.
6870:::
6871:::Kina har ikke tilladt nogen uafhængig vurdering af de miljømæssige eller sundhedsmæssige konsekvenser af sine atomprøvesprængninger.
6872:::Kina hævder, at de atmosfæriske test ikke forvoldte radioaktiv skade til nabolandene vindretningen i Kina, eller til regionerne Beijing, Lanzhou, eller Dunhuang, baseret på over 20 års undersøgelser. En artikel i juli 2009 i Scientific American fremhævede en undersøgelse, der udførtes af Dr. Tohti, en kinesisk læge, der påstod, at der havde været dødstal fra atomprøvesprængningerne udført årtier tidligere i Kinjian (Xinjiang) regionen, der har 20 millioner indbyggere, og Dr.
6873:::Dr. Tohti mener, at dette giver en unik indsigt i de langsigtede virkninger af stråling, herunder de genetiske virkninger, der kan vise sig igennem flere generationer.
6874:::
6875Japans reaktion på Kinas kernevåben :::
6876:::
6877:::Efter Kinas atomprøvesprængning sagde den japanske premierminister Eisaku Sato til den amerikanske præsident Lyndon Johnson, da de mødtes i januar 1965, at hvis Kina har kernevåben, burde Japan også have det.
6878:::Dette chokerede Johnsons administration, især fordi Eisaku Sato havde tilføjet, at opinionen i den japanske offentlighed ikke ville tillade japanske kernevåben i øjeblikket, men at han mente, at den yngre generation af japanere “ville kunne undervises”.
6879:::Hjemme i Japan fortsatte Eisaku Sato med at diskutere muligheden for japanske atomvåben, og foreslog, at taktiske kernevåben (i modsætning til de store strategiske kernevåben) ville kunne kaldes forsvarsvåben og i så fald tilladt ifølge den nye japanske forfatning, som indførtes efter krigen.
6880:::Den senere premierminister Yasuhiro Nakasone nåede dog frem til, at der ville være fare for negativ reaktion (fra Kina) og mulig krig, og at man derfor burde undgå at have kernevåben “som situationen er nu”.
6881:::Siden december 1967 har det været et princip i Japansk politik, at der ikke må fremstilles eller eksistere kernevåben på japansk jord.
6882:::Japan og USA indgik i 1960 en aftale om at USA sikrer Japans nationale sikkerhed.
6883:::Ifølge en principtilføjelse fra februar 1968 vil Japan, hvis USA på et tidspunkt ikke vil sikre Japans sikkerhed, eller hvis dette ikke mere er troværdigt, vil Japan ikke have andet valg end at udvikle egne kernevåben.
6884:::I 1969 besluttede Japan, at selv om landet havde underskrevet ikke-spredningsaftalen, skulle der opretholdes know-how på området, så kernevåben hurtigt ville kunne udvikles, hvis den internationale situation ændres, så det bliver nødvendigt.
6885:::Pres fra Clinton-administrationen i USA i 1995 fik Japan til at erklære, at de ikke ville lave kernevåben i fremtiden.
6886:::Da Indien og Pakistan i 1998 udførte atomprøvesprængninger.
6887:::havde Japan forventet, at det internationale samfund ville reagere med kraftige reaktioner (det var derfor Japan var gået med til at fraskrive sig kernevåben), men der kom ingen kraftige reaktioner på atomprøvesprængningerne i Indien og Pakistan.
6888:::Japan frygtede også, at de indiske kernevåben ville føre til et våbenkapløb med Kina.
6889:::I august 1998 affyrede Nordkorea et missil, Taepodong-1, som fløj over Japan.
6890:::Disse begivenheder fik nogle i Japan til at foreslå, at Japan nu skulle have kernevåben.
6891:::Det antages, at der ikke er aktuelle planer om at producere kernevåben i Japan, men at landet har kapacitet til at gøre den i løbet af en tidsperiode på kun et år.
6892:::Af denne grund anser nogle analytikere Japan for at være en de facto atomstat.
6893:::I 2012 rapporterede Japan at have 9 ton plutonium, hvilket er nok til at producere 1000 atomsprænghoveder.
6894:::Desuden har Japan oplagret yderligere 35 ton plutonium i Europa.
6895:::I Rokkasho-oparbejdninganlægget kan der produceres yderligere plutonium.
6896:::Desuden har Japan en betragtelig mængde af højtberiget uran (highly enriched uranium, HEU), og har et uranberigningsanlæg, der ville kunne fremstille våben-uran.
6897:::Japan har udviklet en M-V tretrins-raket med fast brændstof, svarende til USA’s Peacekeeper-missil, der er interkontinentalt.
6898:::
6899Indien blev atommagt (1974):::
6900:::
6901:::Indiens drømme om atombomben går helt tilbage til før adskillelsen mellem Indien og Pakistan, idet Nehru under sin kamp for et selvstændigt Indien bemærkede, at Indien ville skaffe sig atombomben, hvis landet blev truet.
6902:::Det blev Indien, da landet kom i krig med Kina, hvor Indien måtte indgå en ydmygende fredsaftale til Kina i 1962, – samt Kinas efterfølgende atomprøvesprængning to år efter i 1964. Indien brugte ikke beriget uran til at skaffe sig bombemateriale, hvilket ville kræve tusindvis af centrifuger.
6903:::I stedet brugte Indien en mere skjult metode: Udvinding af plutonium fra dets lovlige atomkraftværker.
6904:::Selv da Indiens kernevåben-ambitioner blev tydelige fortsatte Canada, Frankrig og USA med at hjælpe Indien med dets atomkraftplaner,.
6905:::
6906:::Den 18. maj 1974 detonerede Indien en bombe af Hiroshima-styrke under ørkensandet i Rajasthan, nær den pakistanske grænse medens den indiske premierminister Indira Gandhi så på.
6907:::En meddelelse, "The Buddha is smiling" blev sendt til New Delhi.
6908:::Indtil dato har Indien udført 6 atomprøvetest, hvoraf den største var på 20-60 kiloton.
6909:::Den seneste test var 13. maj 1998. Det vurderes, at Indien har ca. 110 kernevåben, men et skøn fra 1999 var, at landet dengang havde plutonium nok til 1000 bomber.
6910:::Det indiske kernevåbenprogram startede i 1967, men et atomforskningscenter etableredes allerede i 1944, og Nehru, Indiens første premierminister, sagde d. 26. juni 1946, at hvis Indien bliver truet vil det anskaffe sig kernevåben.
6911:::Indien tabte territorium til Kina efter en kortvarig grænsekrig i oktober 1962. Dette bevægede den indiske regering til at stræbe efter kernevåben for at afskrække Kina.
6912:::Bomben i Indiens første atomprøvesprængning i 1974 var lavet af plutonium, som var produceret i den CIRUS-atomreaktor, som landet havde fået leveret fra Canada.
6913:::Dette viste, at civil atomkraft kan ende som bomber.
6914:::For at modvirke dette i fremtiden etableredes Nuclear Suppliers Group.
6915:::Da Indien igen udførte atomprøvesprængninger i 1998 lagde USA og Japan sanktioner på Indien, som dog havde minimal indvirkning og blev ophævet inden for fem år.
6916:::En civil ledelse (Cabinet Committee on Security) har autoriteten til at beordre et kernevåbenangreb.
6917:::I 1999 erklærede Indien, at landet ikke ville bruge kernevåben som de første i en konflikt (retaliation only policy / no-first-use policy), men i en tale d. 21. oktober 2010 modificeredes dette til ikke-første-brug mod lande uden kernevåben, og i april 2013 nævntes, at et mindre kernevåbenangreb ville blive besvaret med et massivt kernevåben-gensvar.
6918:::Ubåden INS Arihant er Indiens første atomdrevne ubåd, og den medbringer op til 12 kernevåben med 700 km rækkevidde, formentlig har Rusland hjulpet med teknologien.
6919:::En anden ubådsmissiltype, Agni-III SL, har 3500 km rækkevidde.
6920:::Indien har etableret nuklear samarbejde med Frankrig, USA, Mongoliet, Namibia, Kasakhstan, Australien, Canada og Storbritannien.
6921:::
6922Pakistan blev atommagt (1964; officielt fra 1974):::
6923:::
6924:::Pakistan er den eneste kernevåben-stat, som har et muslimsk befolkningsflertal.
6925:::
6926::: https://en.wikipedia.org/wiki/Pakistan_and_weapons_of_mass_destruction.
6927:::
6928:::Pakistan er ikke et stille og roligt land.
6929:::Premierminister Zulfikar Ali Bhutto blev henrettet i 1979 efter en skueproces foranstaltet af juntaen bag general Muhammad Zia-ul-Haq, som i 1977 havde gennemført et statskup.
6930:::Bhutto's ældste datter, Benazir Bhutto, blev i 1988 verdens første kvindelige leder af et muslimsk land, idet hun var premierminister 1988-1990 og 1993-1996. Hun blev myrdet i 2007 af en ukendt gerningsmand, der sprængte sig selv i luften.
6931:::
6932:::Efter delingen af det indiske subkontinent i 1947 etableredes et især muslimsk Pakistan, som senere efter en krig opdeltes til det nuværende Pakistan og Bangladesh.
6933:::Det nuværende Pakistan har en 2900 km lang grænse til Indien og de to lande har udkæmpet fire krige på 7 årtier, bl.a. om retten til "Azad Jammu og Kashmir"-området med 4,6 mill. indbyggere ("Azad" betyder "fri", set fra pakistansk side, men området er strengt styret fra Pakistan.
6934:::Befolkningsgrupperne er dog hovedsageligt muslimske).
6935:::Pakistan har også et anstrengt forhold til Afghanistan og det tidligere Sovjetunionen.
6936:::Igennem de sidste 3 årtier er Indiens økonomi løbet langt foran Pakistans.
6937:::Den økonomiske afstand mellem de to lande øges og Indiens politiske styrke øges.
6938:::
6939:::Muhammad Ali Jinnah blev Pakistans første leder.
6940:::Han var oprindelig en indisk muslimsk politiker, som talte for samarbejde mellem hinduer og muslimer.
6941:::Ved afslutningen af det tidligere britiske herredømme på det indiske subkontinent foreslog han, at der indførtes forfatningsændringer for at sikre muslimers rettigheder i et selvstyrende Indien.
6942:::Da hans forslag ikke blev vedtaget, flyttede han skuffet til London, men vendte i 1934 tilbage til Indien og reorganiserede Muslim League.
6943:::Han gik nu efter at skabe en selvstændig stat for muslimer og startede i 1946 en strejke-og-protest kampagne for et sådant selvstændigt "Pakistan".
6944:::Det førte dog til voldelige sammenstød i store dele af Indien, og begge parter enedes om en opdeling i to lande for at undgå en uoverskuelig borgerkrig.
6945:::Dette "Pakistan" blev to store områder, et vestligt Pakistan og et østligt Pakistan, langt fra hinanden med Indien imellem sig.
6946:::
6947:::Muhammad Ali Jinnah var leder af Pakistan fra 14. august 1947 til 11. september 1948. I 1948 fik han et brev fra den australske fysiker Mark Oliphant, der anbefalede, at det nye land skulle begynde et nukleart program.
6948:::Mark Oliphant var medopdager af fusion: "Når deuterium reagerer med tritium (eller med endnu en deuterium) vil partiklerne, der dannes, have langt mere energi end de samlet startede ud med, fordi noget bindingsenergi er blevet frigjort fra atomkernens indre").
6949:::
6950:::Den 8. december 1953 holdt USA's præsident Dwight Eisenhower en tale til FN's generalforsamling i New York.
6951:::Titlen på talen var "Atoms for Peace".
6952:::USA ville tilbyde atomer-for-fred, dvs. information og udstyr om atomforskning til skoler, hospitaler og forskningsinstitutioner over hele verden.
6953:::De første atomreaktorer i Iran, Israel og Pakistan blev bygget under dette program.
6954:::Atoms for Peace var et amerikansk propaganda-fremstød og desuden en strategi for at indeslutte Sovjetunionen under den kolde krig.
6955:::Tanken var, at frygten for atomvåben skulle balanceres med nyt håb for fredelig udnyttelse af atomforskningen, bl.a. atomenergi og medicinske anvendelser.
6956:::Måske var Eisenhower inspireret af Robert Oppenheimers tanker om at ændre opfattelsen af atomforskningen til noget mere positivt.
6957:::Historikere mener, at det primære mål var at forsikre Europa om, at USA ikke ville fremprovokere en atomkrig i Europa, samt at dreje Europa i retning af at acceptere atomvåben i stedet for konventionelle våben, fordi atomvåbnene var billigere.
6958:::Før Eisenhowers tale i FN var atomforskning noget yderst hemmeligt (Et såkaldt Quebec Agreement fra 1943 forpligtede de allierede til at hemmeligholde oplysninger om atomforskning).
6959:::Det skulle forhindre andre lande i at udvikle atomvåben, men forhindrede samtidig fredelig udnyttelse af atomforskningen.
6960:::Før Eisenhowers tale havde man ingen sikkerhedsprotokoller.
6961:::Nu, da den i høj grad blev givet fri, var man nødt til at etablere sådanne begrænsninger.
6962:::Der skabtes en vis regulering for anvendelse af atomkraft og atomforskning, som skulle forhindre lande i at lave atomvåben.
6963:::Det lykkedes ikke helt, men mange lande opgav dog at have atomvåben, hvilket var betingelsen for at få støtte via Atoms for Peace.
6964:::Det amerikanske Atoms for Peace gav baggrund for at danne IAEA (International Atomic Energy Agency) og en traktat om ikke-spredning, men gav også mulighed for, at USA selv kunne fortsætte med at øge sit eget atomarsenal.
6965:::Mens Eisenhower var præsident steg antallet af kernevåben i det amerikanske atomarsenal fra 1000 til 20.000 våben.
6966:::Det skete ud fra tanken om, at USA var nødt til at være offensivt parat til at angribe med atomvåben – og Sovjetunionen anlagde den samme strategi og begrundelse.
6967:::Inden for Atoms for Peace programmet eksporterede USA 25 ton højt beriget uran til 30 lande, hovedsagelig som brændsel til forsøgsreaktorer, som i dag betragtes som en risiko for spredning af atomvåben og som en risiko for terror.
6968:::Sovjetunionen eksporterede over 11 tons højt beriget uran under et lignende program.
6969:::
6970:::Pakistan benyttede sig af det amerikanske Atoms for Peace initiativ.
6971:::Det fik den pakistanske udenrigsminister (Muhammad Zafarullah Khan) til at erklære, at "Pakistan har ikke en politik rettet mod udvikling af atombomber".
6972:::Den 11. august 1955 nåede USA og Pakistan frem til en aftale om fredelig og industriel udnyttelse af atomenergi, og i 1956 oprettedes Pakistan Atomic Energy Commission (PAEC).
6973:::Aftalen indebar, at Pakistan fik en forsøgsreaktor.
6974:::
6975:::Zulfikar Ali Bhutto spillede en nøglerolle i oprettelsen af den pakistanske atomenergikommission (PAEC), og i 1958 tilbød han en teknisk post i PAEA til atomingeniør Munir Khan, manden som senere blev den egentlige fader til den pakistanske, islamiske atombombe.
6976:::
6977:::Visse videnskabsmænd i Pakistan foreslog imidlertid i 1960'erne, at landet burde have atomvåben, og i 1961 etableredes et "Mineral Center" ved Lahore (og et tilsvarende i Dhaka – i det daværende Øst-Pakistan).
6978:::Fra disse to centre ledte man uran-eftersøgninger i landet.
6979:::Man fandt uran i det fattige Dera Ghazi Khan distrikt midt i (vest)-Pakistan, og begyndte hurtigt på udvinding af uran.
6980:::Desuden sendtes forskere til udlandet for at uddanne sig i nuklear teknologi.
6981:::
6982:::I 1965 kom Indien og Pakistan igen i krig.
6983:::Krigen i 1965 var den anden af fire åbent erklærede krige og konflikter mellem de to lande.
6984:::Pakistan søgte hjælp hos CENTO (Central Treaty Organization), som var en sikkerhedspagt mellem Pakistan, Iran, Tyrkiet, Storbritannien og USA under den kolde krig, oprettet i 1955 og rettet imod Sovjetunionen.
6985:::CENTO var ingen succesfuld sikkerhedspagt, for CENTO-landene ønskede ikke at blive for involveret i konflikterne i Mellemøsten (dvs. den vedvarende arabisk-israelske konflikt) og Sydasien, dvs. krigene mellem Indien og Pakistan.
6986:::I øvrigt kunne CENTO ikke forhindre, at Sovjetunionen dannede tætte militære og politiske relationer til Irak, Libyen, Egypten (hvor Sovjetunionen havde 20.000 soldater i 1970) og sovjetiske flådebaser i Syrien, Yemen og Somalia.
6987:::CENTO faldt i praksis fra hinanden, da Tyrkiet invaderede Cypern i 1974, og CENTO blev opløst helt i 1979 på grund af den islamiske revolution i Iran, som nu ikke længere var pro-vestligt orienteret.
6988:::Pakistan fik heller ikke megen hjælp fra FN, idet FN Sikkerhedsråds Resolution 211 (dvs. våbenhvilen 22. september 1965) indførte våbenembargo mod Pakistan.
6989:::
6990:::I efteråret 1965 mødtes atomingeniør Munir Khan, der var blevet leder af Nuclear Power and Reactor Division ved International Atomic Energy Agency (IAEA), med Zulfikar Ali Bhutto i Wien, medens denne stadig var udenrigsminister i Pakistan.
6991:::Atomingeniøren informerede ham om, hvad han vidste om status for det indiske atomprogram – dvs. det indiske program mod udvikling af kernevåben ved Bhabha Atomic Research Centre (BARC) i Trombay ved Mombai.
6992:::
6993:::De var enige om, at Pakistan skulle have atomvåben for at "modgå atomtruslen fra Indien".
6994:::Atomingeniøren konkluderede, at hvis Indien kom i besiddelse af kernevåben, ville det underminere Pakistans sikkerhed yderligere, og hvis Pakistan "skal overleve, må Pakistan have kernevåben som afskrækkelsesmiddel".
6995:::Zulfikar Ali Bhutto kunne ikke være mere enig.
6996:::
6997:::Zulfikar Ali Bhutto havde allerede fået interesse for atomteknologi, da han gik på college i USA og tog et kursus i "political science", hvor man diskuterede indvirkningen af USA's første atomprøvetest på den senere globale politik.
6998:::Medens han var på Berkeley universitet i San Francisco, oplevede han amerikanernes panik, da Sovjetunionen bragte deres første atombombe til sprængning i 1949, hvilket fik USA til at starte udviklingen af brintbomben.
6999:::
7000:::Zulfikar Ali Bhutto arrangerede et møde med den daværende pakistanske præsident d. 11. december 1965 på Dorchester Hotel i London.
7001:::Atomingeniøren kom til London og forklarede præsidenten, at Pakistan burde skaffe sig de nødvendige midler til at kunne bygge en atombombe uden restriktioner fra udefrakommende kontrol, og mente, at det kun ville koste 150 millioner US-dollar (ting kostede mindre dengang), men præsidenten sagde straks, at Pakistan var for fattig til at bruge så mange penge på det, og at hvis Pakistan fik brug for en atombombe, måtte man købe en færdig bombe.
7002:::Zulfikar Ali Bhutto trøstede efter mødet atomingeniøren og sagde, at hans tid ville komme.
7003:::Han blev kendt for under en pressekonference at sige, at hvis Indien bygger atombomben, vil Pakistan skaffe sig atombomben, om de så skulle spise græs og blade i tusind år, eller endog sulte.
7004:::De kristne har bomben, jøderne har bomben, hinduerne har bomben – så hvorfor skulle muslimerne ikke også have bomben?, sagde han.
7005:::
7006:::USA leverede en 5 MW forskningsreaktor (PARR-I) ved Nilore nær Islamabad.
7007:::Forskningsreaktor-projektet startede i 1965. I 1969 underskrev Storbritanniens Atomic Energy Authority (UKAEA), efter en lang diskussion, en accept af at levere et atombrændseloparbejdningsanlæg (reprocessing) til Pakistan.
7008:::Anlægget kunne producere 360 gram våbenplutonium årligt ved at ekstrahere plutonium fra det bestrålede atombrændsel ved kemisk separation.
7009:::Plutonium kan enten bruges i kernevåben eller recirkuleres som MOX-atombrændsel i energiproducerende atomreaktorer.
7010:::Nukleare oparbejdningsanlæg er altså kontroversielle: De kan bruges til at lave atomvåben-brændsel, og de er udsatte for terrorisme.
7011:::Sådanne anlæg findes i Sellafield i England, COGEMA La Hague i Frankrig, Mayak i Rusland, Tokai i Japan, Tarapur i Indien og en overgang i West Valley i USA osv. (ialt ca. 30 anlæg i verden).
7012:::[I oktober 1976, da Indien havde demonstreret, at oparbejdningsanlæg ville kunne bruges til at lave atombomber, udstedte præsident Gerald Ford i USA et "præsidentielt direktiv" om at undlade oparbejdning og recirkulering af plutonium i USA.
7013:::Den 7. april 1977 forbød præsident Jimmy Carter i USA oparbejdning af brugt atombrændsel fra kommercielle atomkraftværker.
7014:::Centralt i denne politik var, at man ville undgå, at andre lande efterlignede USA på dette punkt, og at de altså etablerede oparbejdningsanlæg, som meget nemt ville kunne medføre spredning af kernevåben til flere lande i verden.
7015:::Præsident Ronald Reagan fjernede i 1981 forbuddet mod oparbejdningsanlæg, men uden at tilbyde økonomiske støtte, som ville være nødvendig for at starte en kommerciel oparbejdnings-industri i USA].
7016:::
7017:::Pakistans Atomenergikommission udvalgte fem videnskabsmænd, som blev sendt til Sellafield for at få teknisk træning.
7018:::Senere foreslog dette team, at Pakistan ikke behøvede at indkøbe et helt oparbejdningsanlæg, men kun de dele, der skulle bruges til lave kernevåben.
7019:::Resten kunne man selv bygge hjemme.
7020:::
7021:::Pakistan bestod som sagt af et vestligt og et østligt land, adskilt af Indien.
7022:::Vest-pakistan var korrupt og bestemte alt i landet, medens det østlige territorie, Bengalen, omkring Ganges-deltaet, blev behandlet som et udkantsområde, og det var folk her efterhånden blevet godt sure over.
7023:::Diskriminationen og frustrationen slog ud i revolte og krav om uafhængighed i foråret 1971. Den nye stat, man ønskede sig, skulle hedde Bangladesh.
7024:::Det pakistanske militær reagerede brutalt, og det udviklede sig til en borgerkrig, der rasede i næsten et år.
7025:::Millioner flygtede til Indien, som så en geopolitisk chance, slog hårdt til, tog 93.000 pakistanske soldater til fange, og fik påtvunget Pakistan en ubetinget overgivelse ved en ydmygende ceremoni på et stadion i Dacca. Over halvdelen af Pakistans befolkning var tabt, set fra Vestpakistans side, og en femtedel af territoriet, 150.000 km2. Militærregimet faldt, og ind kom en demokratisk leder.
7026:::Kina og USA havde været Pakistans allierede, men de svigtede, fordi Indien havde allieret sig med Sovjetunionen.
7027:::Der var gået 24 år efter adskillelsen fra Indien.
7028:::Næsten alle pakistanere drog den samme konklusion, nemlig at Pakistan kun kunne stole på sig selv.
7029:::Det var et psykologisk tilbageslag, og landet følte sig internationalt isoleret og i stor fare.
7030:::Ved et møde i FN's sikkerhedsråd sammenlignede Zulfikar Ali Bhutto fredsafslutningen efter krigen i 1971 med Versailles-freden efter Første Verdenskrig, som Tyskland blev tvunget til at underskrive, og Bhutto sagde, at det aldrig skulle ske igen.
7031:::
7032:::Det indiske kernevåbenprogram var begyndt i 1967, og Pakistan begyndte sin udvikling af kernevåben bare fem år senere, i 1972, da Zulfikar Ali Bhutto, der nu var premierminister, indkaldte ca. 70 pakistanske videnskabsmænd, bl.a. atomfysikere, til et møde d. 20. januar 1972. Det var en måned efter den ydmygende overgivelse i 1971-krigen.
7033:::Mødet fandt sted under en markise på en græsplæne i en by Multan i Punjab.
7034:::Premierminister Zulfikar Ali Bhutto var blevet "besat" af Indiens atomprogram, og sagde, at hvad Raziuddin Siddiqui (en pakistansk teoretisk fysiker, som bidrog til USA's Manhattan-projekt) havde gjort, ville også kunne gøres af forskere i Pakistan for deres eget folk.
7035:::Pakistan havde altså lige været i endnu en krig med Indien i 1971, og mange af seniorforskerne på mødet var stadig emotionelt og psykologisk berørt over, hvad de havde været vidne til under krigen.
7036:::Zulfikar Ali Bhutto sagde roligt til dem, at Pakistan måtte have bomben, og spurgte, hvor hurtigt det kunne ske.
7037:::Deres reaktion var positiv.
7038:::En forsker vovede at foreslå, at det kunne gøres på fem år.
7039:::Zulfikar Ali Bhutto smilede og rakte dramatisk tre fingre i vejret.
7040:::Tre år – jeg ønsker den om tre år!
7041:::Forsamlingen blev antændt.
7042:::En ung teoretisk fysiker (S.A.Butt) sprang op og erklærede, at det kunne gøres på tre år.
7043:::Zulfikar Ali Bhutto morede sig over den unges entusiasme, og sagde, at det var en alvorlig beslutning, som "måske alle udviklingslande en dag vil skulle tage".
7044:::Da han spurgte seniorforskerne, om det kunne gøres på tre år, sagde de fleste ja, hvortil Zulfikar Ali Bhutto svarede, at han ville finde ressourcerne og faciliteterne.
7045:::
7046:::I ugerne efter Multan-mødet rejste Zulfikar Ali Bhutto til 20 lande, hovedsagelig i Mellemøsten.
7047:::Et af stoppene var i Libyen, hvor han mødte den unge leder, oberst Gaddafi, (der ved et statskup i 1969 havde overtaget lederskabet i Libyen efter kong Idris (der havde frigjort landet fra at være en koloni af Italien, men som efter manges mening samlede for mange af de pludselige olieindtægter i egen lomme og til landets elite, idet oliefund i 1959 medført, at landet fra at være et af verdens fattigste lande til at blive en meget velstående nation).
7048:::Libyen havde givet militær støtte til Pakistan i 1971. I 1970 havde Gaddafi, få måneder efter at han havde fået magten i landet, spurgt Kina, om han kunne købe nogle atombomber.
7049:::
7050:::Nu talte han med lederen af Pakistan om samme emne.
7051:::Hvis Pakistan lavede bomben, kunne Libyen bidrage med økonomien, fordi landet havde olie.
7052:::Hemmelige møder om emnet foregik i 1973 i Paris.
7053:::Et stadion i Pakistan kom til at hedde Gaddafi Stadion.
7054:::TIlsvarende blev et cricket stadion i Libyen opkaldt efter Bhutto.
7055:::Senere trak Bhutto i land, og han gav det råd til sin datter, Benazir Bhutto, som blev leder af landet, at verden ville acceptere en pakistansk atombombe, men ikke en islamisk atombombe.
7056:::Bhutto havde også besøgt Golf-staterne.
7057:::Flere arabiske lande var bekymret for, at en for hurtig udvikling af atomvåbenproduktion ville provokere et israelsk angreb, hvilket faktisk skete, da Israel angreb Irak i 1981. En Pakistansk bombe ville verden se som et modsvar til Indien, og risikoen for at det blev stoppet, var mindre.
7058:::Saudi-Arabien manglede den teknologi, der skulle til, men var ivrig efter at hjælpe, og formentlig skete det med økonomiske midler.
7059:::I januar 1972 og igen i maj 1974 samt i sommeren 1976 var Bhutto i Kina.
7060:::Kina havde i kortvarig krig med Indien i 1962.
7061:::
7062:::IAEA-atomingeniøren, som Zulfikar Ali Bhutto havde mødt i WIen i 1965, blev hentet til Pakistan som leder af projektet.
7063:::I december 1972 sendtes et kodet notat til de pakistanske forskere, som arbejdede ved International Centre for Theoretical Physics (ICTP) i Italien om at rapportere til formanden for Pakistans Atomenergikommission.
7064:::Pakistan ville lave et projekt, som ville svare til USA's "Manhattan Project." Der etableredes en gruppe af teoretiske fysikere "Theoretical Physics Group" ved Pakistans Atomenergikommission.
7065:::En matematiker ved Cambridge University (Tufail Naseem) hjalp med de matematiske beregninger.
7066:::Man skulle vælge mellem den simple gun-type eller den komplicerede implosions-type.
7067:::Man valgte den komplicerede implosions-bombetype.
7068:::
7069:::En lille canadiske energireaktor var lige blevet bygget i Pakistan.
7070:::Den var blevet aftalt med Canada i 1965, og var en 137 MWe CANDU-reaktor til Paradise Point, Karachi.
7071:::Denne KANUPP-I reaktor kom i drift 1972. Canada havde krævet, at deres reaktor skulle være under IAEA-kontrol, og Pakistan havde accepteret det, selv om landet ikke havde underskrevet ikke-spredningstraktaten.
7072:::Der skulle laves regnskab for det radioaktive affald, så man kunne sikre, at der ikke forsvandt noget plutonium.
7073:::Projektleder og atomingeniør Munir Khan kendte meget til IAEA, så denne aftale med Canada bekymrede ham faktisk ikke.
7074:::Pakistan kunne sikkert skaffe noget ekstra reaktoraffald.
7075:::I 1976 stoppede Canada leverancen af uranbrændsel, men Pakistan erstattede det med indenlandsk produceret uranbrændsel.
7076:::
7077:::Pakistan havde også brug for et plutonium-ekstraktionsanlæg.
7078:::Det ville Frankrig gerne levere, men opgav, da Pakistan ikke ville acceptere IAEA-kontrol for hele landets nukleare program.
7079:::I stedet bidrog Kina til et plutonium-oparbejdningsanlæg ved Chasma i Pakistan, der blev bygget i midt-1990'erne.
7080:::
7081:::I en bog fra 2016 "Years of Upheaval: Axial Changes in Islam Since 1989" skriver forfatteren (Raphael Israeli), at en af de vigtigste ting, der var været medvirkende til at fremme islamisk selvsikkerhed, islamisk radikalisme og islamisk fundamentalistisk retorik efter 1990'erne, var "den islamiske bombe", som blev betragtet som et tegn på en stigende styrke hos den islamiske verden, fra en underordnet status på verdensscenen til et håb om en position på linie med verdens store magter.
7082:::
7083:::Denne bevægelse begyndte i 1970'erne, da Zulfikar Ali Bhutto i Pakistan talte om "islamisk nationalisme", og som senere fik dette omsat til reel udvikling af Pakistans kernevåben.
7084:::Zulfikar Ali Bhutto blev dermed grundlæggeren af Pakistans kernevåbenplaner.
7085:::Han er blevet kaldt "Faderen til nukleær afskrækkelse".
7086:::
7087:::Af Raphael Israeli udgivet i 2016 – Forfatteren er fra Harry Truman Institute for the Promotion of Peace))).
7088:::
7089:::Da Indien sprængte " den smilende Buddha" d.18. maj 1974, var det vendt mod Kina, men virkningen føltes især i Pakistan.
7090:::Især kom det til at få stor betydning, hvad en mand, der sad med sin familie i en lille by i Holland, tænkte og følte, da han hørte om den indiske atombombe.
7091:::Han tænkte nemlig formentlig det samme, som de fleste tænkte i Pakistan, nemlig at Buddha smilede i forventning om at se Pakistans snarlige død.
7092:::På dette tidspunkt havde A.Q.Khan arbejdet hos FDO, et centrifugefirma, i to år.
7093:::Han indså, at han med sin adgang til oplysninger om centrifugeteknologi til uranberigelse kunne hjælpe Pakistan med at få bomben.
7094:::A.Q.Khan's far havde været lærer, men både hans farfar og oldefar havde været officerer i militæret.
7095:::Han var født i Bhopal i 1936. (Denne by er i dag kendt i offentligheden, fordi en insekticid-fabrik tilhørende Union Carbide i 1984 lækkede stoffer ud, som dræbte 18.000 mennesker).
7096:::I 1930'erne var det indiske subkontinent stadig en britisk koloni ("det britiske raj", British Indian Empire 1849–1947).
7097:::Ved selvstændigheden af det britiske koloniområde flygtede omvendt 10 millioner, idet hinduer, sikher og muslimer sorterede sig på nye steder, væk fra deres hjemegn – og mange blev dræbt af bander eller blev traumatiserede.
7098:::Hans familie blev i første omgang boende i Bhopal, men forholdene for muslimerne over for hindu-naboerne og hindu-politiet blev anstrengt, og familien flyttede væk i 1952. De rejste med tog sammen med andre fra Bhopal, og på rejsen blev folk slået, bestjået og angrebet af politiet.
7099:::Selv slap ham, men oplevelserne satte sig i den 16-årige dreng.
7100:::Faderen blev tilbage i Bhopal og døde nogle år efter.
7101:::Staten Pakistan var stadig kun 5 år gammel, og havde allerede kæmpet den første krig om Kashmir-området, et hovedsageligt muslimsk område, som var blevet tilskrevet Indien.
7102:::Folk i Pakistan hadede Indien.
7103:::Militæret i Pakistan tog magten i 1958. I 1961 fløj han til Vestberlin for at studere metallurgi-ingeniørvidenskab og lærte også tysk.
7104:::I 1963 faldt han for en hollandsk Hendrina, opvokset i Sydafrika og med britisk pas.
7105:::De giftede sig året efter, og parret fik to døtre.
7106:::Han arbejdede 4 år i Delft, og lærte hollandsk.
7107:::I 1972 fik han en Ph.D. i metallurgi, og blev ansat som forsker i et centrifuge-ingeniørfirma FDO (Fysisch-Dynamisch Onderzoek i Amsterdam), som var underleverandør til URENCO.
7108:::FDO lavede centrifuger for URENCO, der var dannet af Storbritannien, Tyskland og Holland i 1970 for ikke at være afhængig af atombrændsel fra USA til deres atomreaktorer – og som kilde til beriget uran (men ikke højtberiget uran).
7109:::URENCO havde etableret et stort oparbejdningsanlæg i den hollandske by Almelo nær grænsen til Tyskland.
7110:::Stedet brugte en yderst hemmelig ultracentrifugeringsteknologi med rotationer op til 100.000 gange pr. minut.
7111:::Formålet med centrifugerne var at berige uran.
7112:::Naturligt uran indeholder 0,7% uran-235. I en atomkraftreaktor, der skal lave energi, skal uran-235 koncentrationen forhøjes ca. fire gange til mindst 3%.
7113:::Det gøres ved at frasortere uran-238, der er en ubetydelighed tungere.
7114:::Ved at centrifugen roterer meget hurtigt, drevet af elektricitet og perfekt balanceret, med 70.000 rotationer i minuttet, i et vakuum, og via rør forbundet med tusinder af andre centrifuger, der gør det samme.
7115:::Formålet hos URENCO var altså at separere det sparsomme uran-235, som kan kernespaltes, fra det rigeligt tilgængelige uran-238, som ikke kan kernespaltes.
7116:::Men formålet hos URENCO var fredeligt.
7117:::Imidlertid ville processen ikke være afgørende anderledes, hvis formålet ikke var fredeligt.
7118:::Ved at fortsætte processen ville man nemlig kunne opnå 90% berigning, dvs. våbenstandard (fissionbombe-berigning).
7119:::Derfor skulle detaljerne i processen hemmeligholdes hos både URENCO og FDO-centrifugefirmaet.
7120:::På dette tidspunkt, da A.Q.Khan var 36 år, bad FDO om, at han blev clearet af det hollandske sikkerhedsvæsen BVD til at arbejde med fortrolige opgaver.
7121:::De gav ham den ønskede clearing, selv om han hverken var hollandsk, britisk eller tysk.
7122:::Men A.Q.Khan havde været i Europa i 11 år, han var gift med en hollandsk kvinde, som han havde to små døtre med, og han var en flot og snakkesalig fyr, som alle kunne lide.
7123:::For så vidt var han også clear, for han var endnu ikke begyndt at tænke i bombebaner.
7124:::Men i en artikel i NBC News nu mange år senere, skriver Robert Windrem om A.Q.Khan, at han er "Strangelovian" (dvs. med træk som Dr.
7125:::Strangelove), og forfatteren sammenligner ham også med Edward Teller.
7126:::
7127:::Tilsyneladende tog A.Q.Khan selv initiativet.
7128:::Han opsøgte et par ledende pakistanske ingeniører, der var på besøg i Holland for at købe en vindtunnel.
7129:::Han nævnte sin baggrund og udtrykte sit ønske om at vende tilbage til Pakistan for at hjælpe, men de mente ikke at hans ekspertise ville blive værdsat, og måske ville han end ikke kunne få et job.
7130:::
7131:::Hans næste træk var mere aggressivt.
7132:::I sommeren 1974 sendte han et brev til premierminister Bhutto, præsenterede sine akkreditiver, opsummerede formålet med centrifuger, og tilbød at hjælpe.
7133:::Bhutto reagerede gennem ambassaden i Haag.
7134:::De to mænd mødtes i Karachi i december 1974, hvortil Khan og hans familie ankom på ferie.
7135:::Khan argumenterede for en pakistansk indsats for at berige uran og på den måde lave bombematerialet, og forsikrede Bhutto om, at det ville være hurtigere end Munir Ahmed Khan's forsøg på plutoniumekstraktion.
7136:::Canadierne var blevet urolige efter den indiske test og var begynde at trække deres støtte til den pakistanske reaktor, de havde bygget, tilbage.
7137:::Pakistan havde udtrykt harme over for canadierne, men kunne ikke undslippe det faktum, at Bhutto faktisk selv havde opfordret til at lave en bombe.
7138:::Projektlederen (Munir Ahmed Khan) mente at man kunne undvære den canadiske hjælp, nu da en fransk plutoniumekstraktion-fabrik måske var på vej.
7139:::Bhutto var ikke uenig, men han så en fordel i at have et parallelt spor mod beriget uran, og besluttede på stedet at placere A. Q. Khan i spidsen for en sådan parallel rute.
7140:::I 1974 kom A.Q.Khan (Abdul Qadeer Khan), en i Tyskland og Holland trænet ekspert i metalstudier, der tilfældigvis var havnet på et sted med adgang til uranberigningscentrifuger, derfor med på et parallelspor i Pakistans atombombeprojekt.
7141:::Han var 38 år.
7142:::
7143:::Med godkendelse fra Zulfikar Ali Bhutto vendte A.Q.Khan tilbage til Amsterdam for at indsamle flere oplysninger.
7144:::Som det var hans vane, ankom han til laboratoriet med postkort, slik og andre små gaver til de ansatte.
7145:::
7146:::På trods af de hemmeligheder, man havde på FDO-centrifugefirmaet, var atmosfæren mere åben og afslappet end på URENCO, og uden synlige sikkerhedsforanstaltninger og ingen mistankekultur.
7147:::En affaldsbeholder indeholdt kasserede prototyper af centrifugekomponenter.
7148:::Khan begyndte at tage dem med hjem.
7149:::Formentlig nåede nogle af disse komponenter til Pakistans ambassade, som havde modtaget instrukser fra Islamabad om at hjælpe.
7150:::
7151:::I efteråret 1974 tilbragte den sikkerhedsclearede A.Q.Khan 16 dage i det mest hemmelige område af Almelo-anlægget i Holland.
7152:::Han skulle oversætte en yderst hemmelig rapport om et gennembrud i centrifugeteknologi fra tysk til hollandsk.
7153:::En kollega spurgte, hvorfor han skrev på et fremmed (urdu) sprog – og han svarede, at han bare lige var i gang med at skrive et brev hjem.
7154:::En anden bemærkede, at han hele tiden drønede rundt på fabrikken med en notesbog i hånden, men tænkte ikke videre over det.
7155:::
7156:::En kollega, Frits Veerman, der besøgte A.Q.Khan hjemme, så hemmelige dokumenter på hans skrivebord, men A.Q.Khan forklarede, at han fik sin kone til at hjælpe med oversættelsen.
7157:::Det skete så ofte og naturligt, at kollegaen gik ud fra, at konen ligefrem måtte være på lønningslisten for sit arbejde.
7158:::Kollegaen, som var tekniker og fotograf, blev endog af A.Q.Khan bedt om at tage detaljerede billeder af centrifugerne.
7159:::Ved middagene hjemme var der også undertiden pakistanere på besøg, når kollegaen var der.
7160:::Det viste sig, at de kom direkte fra den pakistanske ambassade, og var spioner, og fotokopierne blev måske udvekslet i forbindelse med disse middage, medens kollegaen også var der.
7161:::Biler med diplomatplader fra Pakistans ambassader i Frankrig og Belgien holdt ved hans hus.
7162:::Grupper fra Pakistan kom ligefrem på besøg i firmaet.
7163:::Faktisk blev kollegaen senere mistænkt for at have hjulpet med spionagen.
7164:::
7165:::A.Q.Khan gjorde dog en fejl.
7166:::Han havde inviteret kollegaen til Pakistan, og det var blevet aftalt, at kollegaen skulle bo hos ham.
7167:::Men så foreslog A.Q.Khan at betale for hans rejse til Pakistan.
7168:::Kollegaen blev chokeret, og der gik noget op for ham.
7169:::Kollegaen havde selv viden om de hemmelige centrifuger.
7170:::Pludselig så kollegaen et mønster bestående af utallige små dele: A.Q.Khans vandringer rundt på FDO-centrifugefirmaet og URENCO, de fortrolige dokumenter i Khans hjem, hans pakistanske gæster, de hyppige samtaler som han førte på urdu på kontorets telefon, fotografierne, hans meget store begejstring for centrifuger – samt at A.Q.Khan gik rundt med en stor guldring på fingeren, og engang havde spøgt med, at når han var nødt til at løbe væk, kunne han sælge den og kommer hjem til Pakistan, som om han bar en returbillet på sin finger.
7171:::Kollegaen indså at han var spion.
7172:::Han indså også, at hans mistanke blev opdaget, ville hans liv være i fare.
7173:::Han opfandt en undskyldning for ikke at besøge Pakistan.
7174:::Værre var det, at han igen kunne blive bedt om at tage fotografier, og så skulle han give en rimelig forklaring på, hvorfor han pludselig ikke ville gøre det, som han havde gjort mange gange før.
7175:::Han burde gå til nogen med sin mistanke, men han havde ingen beviser, han var skræmt af tanken om at komme med alvorlige anklager mod en mand med meget højere rang end han selv, og hverken URENCO eller FDO-centrifugefirmaet havde procedurer til at håndtere hans anonymitet.
7176:::Han forsøgte at ringe fra en offentlig telefon til direktøren for URENCO, men var ude af stand til at komme igennem til direktøren.
7177:::Heller ikke direktøren for FDO-centrifugefirmaet kunne han nå.
7178:::Endelig tog han sine bekymringer personligt til sin leder på laboratoriet.
7179:::Lederen var synligt skeptisk, og kom senere tilbage og skældte ham ud, for sådanne påstande var for alvorlige at komme med uden beviser.
7180:::FDO-centrifugefirmaet gjorde ikke noget ved det, men paradoksalt nok gav FDO's manglende vilje til at konfrontere problemet netop kollegaen den anonymitet, han ønskede, og A.Q.Khan fik aldrig mistanke om, at hans ven havde vendt sig mod ham.
7181:::
7182:::Men på nogenlunde samme tid lærte den hollandske regering, at en pakistansk agent, der arbejdede ved ambassaden i Bruxelles, havde forsøgt at købe en højt specialiseret centrifugekomponent, og at denne person måske kunne have fået sin viden fra A.Q.Khan.
7183:::
7184:::Den hollandske regering meddelte sin bekymring til FDO-centrifugefirmaet, og i oktober 1975 flyttede FDO – via en forfremmelse – Khan til et nyt og mindre følsomt job, som ville holde ham væk fra centrifugeteknologien.
7185:::
7186:::A.Q.Khans behøvede dog aldrig at sælge sin ring og flygte.
7187:::To måneder efter sin forfremmelse, d. 15. december 1975, fløj han med sin familie til Pakistan på "ferie", og denne gang vendte han ikke tilbage.
7188:::
7189:::Det var lykkedes ham at stjæle planerne for den mest avancerede uranberigelseproces, som man kendte i Vesten.
7190:::Men hverken URENCO eller FDO-centrifugefirmaet opdagede, hvad der var sket.
7191:::Khan sendte en falsk meddelelse fra Pakistan om, at han havde fået gul feber og måtte forlænge sit ophold.
7192:::Senere forklarede han, at han havde fundet en nyt job, og desværre ville fratræde stillingen fra FDO-centrifugefirmaet.
7193:::
7194:::I december 1976 var A.Q.Khan nogle måneder ved Pakistan Atomic Energy Commission, hvor atomingeniør Munir Ahmed Khan var leder.
7195:::Men det gik alt for langsomt for ham.
7196:::A.Q.Khan var ikke beslægtet med Munir Ahmed Khan, og de blev fjender, da A.Q.Khan i en samtale med Bhutto stærkt ophidset beskyldte Munir Ahmed Khan for at snyde og lyve og forråde landet og var tæt på at beskylde ham for at være i alliance med IAEA og USA.
7197:::Bhutto troede ikke på beskyldningerne, men tilbød A.Q.Khan fuld selvstændigt råderum over sit projekt – med et stort, hemmeligt budget.
7198:::
7199:::Atomingeniøren ville i modsætning til A.Q.Khan følge samme vej, som Indien havde gjort, og det lykkedes faktisk, da gruppen af teoretiske fysikere i 1977-78 designede en funktionsdygtig implosions-type af et plutonium-kernevåben.
7200:::
7201:::Men Khan Research Laboratories arbejdede på at skaffe, hvad der skulle bruges til uranberigelse.
7202:::Det blev A.Q.Khan, der blev folkets nationalhelt – og international våbenhandler af atombomber.
7203:::Staten Pakistan holdt ham dog lidt ud i strakt arm.
7204:::Men A.Q.Khan blev leder af et hovedkvarter for forskningen i uran-separation i Kahuta, syd for Islamabad, da han d. 31. juli 1976 grundlagde Engineering Research Laboratories på dette sted (og det kom senere til at bære hans navn).
7205:::Den rå uran skulle udvindes i det centrale Pakistan, konverteres til gas, og sendes til A.Q.Khan for at blive roteret meget hurtigt rundt, så uranisotoperne kunne adskilles fra hinanden.
7206:::
7207:::I 1977 blev Jimmy Carter præsident i USA.
7208:::Carter-administrationen havde lavet kampagne for at lægge større vægt på ikke-spredning af atomvåben.
7209:::For første gang siden Atoms-for-Peace kampagnen havde afkoblet forbindelsen mellem atomvåben og fredelig udnyttelse af atomteknologien, blev disse to sider af sagen igen koblet sammen.
7210:::Atomprøvesprængningen i Indien i 1974 havde nemlig meget tydeligt vist, at der er en sådan sammenhæng mellem atomkraft og atombomber, hvis landet eller nogen i landet ønsker en sådan sammenhæng.
7211:::Den indiske bombe var lavet af affald fra atomkraftværker.
7212:::Samtidig var flere lande i 1970'erne blevet interesseret i atomteknologi – af kommercielle grunde og med strategiske motiver.
7213:::Oliekrisen i 1973 fik atomenergi til at virke mere tillokkende ud fra et forsyningssikkerhedssynspunkt, men også fordi det var et trin på vejen mod atomvåben.
7214:::En dominoeffekt skimtedes – jo flere lande, der ville gå atomvejen, jo flere ville følge efter.
7215:::Shahen af Iran talte om at starte et kraftigt atomkraftværk-program, hvilket fik Irak til at bede Frankrig om en atomreaktor.
7216:::
7217:::USA's regering vidste i princippet, hvad der foregik i Pakistan, idet Zulfikar Ali Bhutto ikke havde lagt skjul på sine ambitioner, og ved konventionel logik gav det mening for Pakistan at erhverve sig en atombombe, når Indien har skaffet sig den.
7218:::Formentlig ønskede efterretningstjenesterne hele tiden at vide mere, og mulighederne for at handle var dårlige.
7219:::A.Q.Khan skaffede tekniske papirer fra det amerikanske forsvarsministerium – uden problemer.
7220:::En CIA-rapport blev lækket – den noterede, at Pakistan kunne have en atombombe inden for få år.
7221:::Den daværende præsident Zia ul-Haq reagerede ved at bedyre, at det kunne Pakistan aldrig finde på, hvorimod A.Q.Khan sagde (i november 1990), at Pakistan nu kunne berige uran, og ville kunne lave en bombe "når det er nødvendigt".
7222:::
7223:::Kina er gentagne gange blevet anklaget for at overføre missilmaterialer og anden våbenteknologi samt våbenberiget uran til Pakistan.
7224:::Amerikanske diplomater har overfor kinesiske diplomater sagt, at der er kraftfulde evidenser for, at Kina har spillet en hovedrolle for etableringen af kernevåben i Pakistan.
7225:::Kina har benægtet disse ting – og i øvrigt henvist til, at USA har hjulpet Taiwans militære installationer, som er rettet mod Kina.
7226:::At Kina har suppleret Pakistan med nukleart materiale og afgørende teknisk hjælp er en overtrædelse af Nuclear Non-Proliferation Treaty, som Kina er medunderskriver af.
7227:::
7228:::I 1986 indgik Kina og Pakistan en aftale om samarbejde om atomenergi og en stor ceremoni blev gennemført i Beijing, hvor Pakistan's udenrigsminister Yakub Khan underskrev aftalen i nærvær af den kinesiske premierminister.
7229:::
7230:::I 1990'erne leverede Kina en tungvandsreaktor ved Khusab, som kom til at spille en nøglerolle for Pakistans produktion af plutonium.
7231:::Kina leverede også 5000 ring-magneter til Pakistan, som muliggjorde højhastighedsrotation af centrifuger, der benyttes til uranberigning.
7232:::Kina skal også have hjulpet med et avanceret design af et letvægts-kernevåbensprænghoved.
7233:::Kina bidrog til plutonium-oparbejdningsanlægget ved Chasma i Pakistan, der blev bygget i midt-1990'erne.
7234:::Frankrig havde først været inde i billedet som leverandør, men opgav efter pres fra USA, da Pakistan ikke ville acceptere IAEA-kontrol for hele landets nukleare program.
7235:::Dette medførte, at A.Q.Khans rival blev sat ti år tilbage i udvikling, hvorved A.Q.Khan fik så meget mere synlig succes.
7236:::Frankrig mistede flere milliarder dollar på grund af ledsagende handel af fly og lastbiler, som ikke blev til noget.
7237:::I november 2013 indgik Pakistan en aftale med Kina om at levere to 1000 MW reaktorer til Karachi, – en handel som måske ellers var gået til Frankrig.
7238:::
7239:::Og intet kunne stoppe Pakistans vej mod atombomben.
7240:::Tyskland havde tilsluttet sig ikke-spredningsaftalen, men i praksis skelnede tyskerne ikke mellem lande, som havde tilsluttet sig denne aftale, og lande der ikke havde (og som man derfor ikke måtte sælge atomudstyr til).
7241:::Midt i 1970'erne solgte Tyskland til Brasilien, selv om de ikke var med i aftalen.
7242:::De påstod at ville overholde IAEA-reglerne, men alle vidste, at den slags garantier ikke var meget værd i praksis.
7243:::USA havde indikationer på, at Brasilien ville i gang med at udvikle atomvåben.
7244:::Tyskland ville sælge otte atomkraftreaktorer, uran-berigningsanlæg med urenco-centrifuger, brændselsfabrikationsanlæg og plutonium-reprocessing anlæg.
7245:::USA fik kun med nød og næppe talt Tyskland fra den handel.
7246:::Argentina ville også have atomvåben.
7247:::I stedet besluttede disse to lande 15 år senere at opgive atomvåbendrømmene.
7248:::Medens USA altså undertiden lykkedes med at begrænse atomvåbenspredning på højt politisk niveau, havde de reelt ingen chance på lavt niveau, dvs. den daglige papirgang i administrationskontorerne.
7249:::Breve fra USA, der påpegede en eller anden forestående handel med Pakistan, som de havde opsnappet, førte i praksis ikke til noget.
7250:::
7251:::Pakistan fik også hjælp fra Sovjetunionen og Vesteuropa.
7252:::Dokumenter fra 1982 viser, at den amerikanske efterretningstjeneste opdagede, at Pakistan søgte mistænkelige aftaler med Belgien, Finland, Japan, Sverige og Tyrkiet.
7253:::USA pålagde Pakistan sanktioner flere gange, men ophævede dem igen, når udviklingen i Afghanistan gjorde det vigtigere for USA at have et samarbejde med Pakistan, bl.a. I 1981 ved Sovjetunionens invasion i Afghanistan, og i forbindelse med krigen mod terror.
7254:::
7255:::A.Q.Khan var en yderst aggressiv person.
7256:::Det gik ham på, at rivalen vandt ind på både produktionen af kernevåbenmateriale og missiludvikling.
7257:::Desuden skulle A.Q.Khan's arbejde være hemmeligt, at det pinte ham, at han ikke kunne udråbe sine successer for verden.
7258:::
7259:::I 1986 havde Pakistan bomben, men de kunne af politiske grunde ikke vise omverdenen, at de havde den.
7260:::Mod slutningen af året udførte Indien en militærøvelse op mod grænsen til Pakistan.
7261:::Pakistan reagerede ved at mobilisere.
7262:::I januar 1987 blev A.Q.Khan interviewet af en indisk freelancejournalist i sit hjem.
7263:::Han fortalte journalisten, at Pakistan havde lykkedes med at berige uran, og ville bruge bomben, hvis landet blev truet.
7264:::Artiklen cirkulerede mellem forskellige redaktioner i Indien, inden den blev trykt nogle uger senere, men meddelelsen til Indien var blevet videregivet.
7265:::Da tropperne stod overfor hinanden fløj præsident general Muhammad Zia-ul-Haq til en cricket-kamp i Indien, hvor han sad ved siden af Indiens premierminister Rajiv Gandhi og på et tidspunkt skal have sagt til ham "If your forces cross our border by an inch, we are going to annihilate your cities." (hvis dine styrker krydser vores grænse med en centimeter, vil vi udslette dine byer).
7266:::Uanset om det blev sagt sådan, trak de indiske tropper sig i hvert fald tilbage.
7267:::Året efter døde præsident general Muhammad Zia-ul-Haq i et mystisk flystyrt.
7268:::
7269:::A.Q.Khan etablerede en smuglerring for indkøb af materialer til atombombeprojektet, bl.a. via Dubai, hvorved det lykkedes at smugle bl.a. centrifugeteknologi fra URENCO til Pakistan (Zippe-metoden til gascentrifuger – denne metode blev oprindelig udviklet i Sovjetunionen af et team, ledet af 60 australske og tyske forskere og ingeniører, som blev fanget efter Anden Verdenskrig, og er opkaldt efter Gernot Zippe (om end han ikke var hovedopfinder), som efter at være vendt tilbage til Vesten i 1956 genskabte teknologien efter hukommelsen.
7270:::Naturligt uran består af tre isotoper: 99,274% er uran.238, 0,72% er fissilt uran-235 og 0,0055% er uran-234. Hvis det beriges til 3% uran-235 kan det bruges i letvandsreaktorer, og ved berigning til 90% uran-235 kan det bruges i kernevåben.
7271:::Uran-235 er blot 1,26% lettere end uran-238. Separationen kan ske, hvis centrifugen roterer ca. 1500 gange i sekundet, dvs. ca. 90.000 gange i minuttet.
7272:::Til sammenligning roterer en vaskemaskine med 12-25 gange i sekundet, dvs. 720-1500 rotationer pr. minut.
7273:::Den tungere uran-238 slynges mod ydersiden af den roterende cylinder, således at det lettere og fissile uran-235 kan opsamles i centrum.
7274:::Uranet er i gasform på hexaflourid-form.
7275:::Da Gernot Zippe kom til USA var han overrasket over, at man der var bagud i centrifugeudviklingen.
7276:::Efter at han kom til Europa videreudviklede han apparatet i URENCO ved at ændre materialet til en særlig ståltype, som tåler højere rotationer).
7277:::Han skaffede også komponenter fra Siemens og Union Carbide.
7278:::Elektroniske materialer blev importeret fra Storbritannien.
7279:::Materialerne var mærket som almindelige varer.
7280:::Disse importer til KRL i Pakistan i 1970’erne blev diskret overvåget af en militærmand ved navn Syed Ali Nawab.
7281:::Metoden blev ikke kun brugt til at sende atomvåbenproduktion-udstyr til Pakistan.
7282:::Samme metode blev benyttet i 1980’erne og 1990’erne til at levere udstyr til Libyen (under Muammar Gaddafi), og til NordKorea og til Iran.
7283:::Det er blevet hævdet, at Nordkorea hemmeligt har forsynet Pakistan med ballistisk missilteknologi i bytte for kernevåbenteknologi.
7284:::
7285:::Lederne i FDO-centrifugefirmaet forblev forvirrede.
7286:::De vidste, at Khan nu var involveret i et stor offentligt projekt i Pakistan, sandsynligvis i opbygningen af ??centrifuger.
7287:::Ikke desto mindre fortsatte de med at kommunikere med ham, og i 1977 gik de så vidt som at sælge ham dyre instrumenter, der oprindeligt var designet til URENCO – og før handlen havde de endda sendt en repræsentant til Islamabad.
7288:::
7289:::På et tidspunkt sendte A.Q.Khan et brev til kollegaen og bad ham sende nogle specifikke oplysninger på forskellige tekniske områder.
7290:::Kollegaen svarede ikke, men gik til sin chef.
7291:::Han fik ordre om at destruere brevet, og fik forklaret, at hvis han ikke gjorde det, ville han komme i fængsel.
7292:::Senere blev han afskediget (hvilket ofte sker med whisleblowers).
7293:::Medens han var arbejdsløs, fandt efterretningsvæsenet endelig frem til sagen, og udspurgte ham i to dage i et hollandsk fængsel.
7294:::Efterretningsfolkene beskyldte ham for at spionere, hvilket fik kollegaen til at blive aldeles rasende og beskylde dem for ikke at have gjort deres arbejde, og derved tillade at den hemmelige teknologi blev afsløret.
7295:::De sagde: "Du har skabt problemer".
7296:::Han sagde: "Nej, I har skabt problemer.
7297:::Jeg er en tekniker og jeg fandt en spion i mit laboratorium".
7298:::De sagde: "Det er ikke dit problem".
7299:::Han sagde: "Jo det er, jeg har den højeste sikkerheds clearance".
7300:::De sagde: "Gå hjem.
7301:::Du må ikke tale om dette mere.
7302:::Det er skadeligt for Holland".
7303:::
7304:::Der var dengang kun begrænset viden om brug af gascentrifuger til uranberigning, altså omdannelse af reaktorbrændsel til gasform, der derefter blev slynget hurtigt rundt.
7305:::Højtberiget uran var dengang kun kendt til anvendelse i atomreaktorer og ikke til brug i våben i praksis.
7306:::Matematikeren Tasneem Shah, som arbejdede sammen med A.Q. Khan, er i bogen "Eating Grass" citeret for en udtalelse om, at centrifugerne skabte hydrodynamiske problemer, som var svære at analysere.
7307:::Ingen havde tidligere anvendt gascentrifuger til at producere våbenuran, sådan som A.Q.
7308:::Khan ville have forskerne til at gøre.
7309:::Det lykkedes, og i Pakistan er de meget stolte af ham, og kalder ham “uranbombens fader”.
7310:::Den 28. maj 1998 var det højtberigede uran fra KRL-laboratorierne, som skabte kædereaktionen, og som førte til detonationen af den boostede fission ved atomprøvesprængningsserien "Chagai-I".
7311:::Han blev nationalhelt, og hans arbejdsplads i Kahuta blev omdøbt til "Dr.
7312:::A.Q.Khan Research Laboratories".
7313:::Et fodboldhold hedder "Dr.
7314:::Abdel Qadeer Khan 11".
7315:::Hans portræt blev trykt på frimærker.
7316:::
7317:::Det uranberigningssystem, som A.Q.Khan skaffede sig i Holland, var på ingen måde tilstrækkeligt til at bygge bomben.
7318:::Men A.Q.Khan havde ikke kun stjålet hemmelighederne om uranseparations-centrifugerne, men også listen over leverandører til URENCO.
7319:::Disse firmaer, der fandtes spredt over Europa, ville kunne levere de komponenter, som Pakistan skulle bruge til sin udvikling af atombombemateriale.
7320:::A.Q.Khan har selv udtalt, at det vigtigste var adresserne på de firmaer, hvorfra han kunne købe enkeltdele, som han havde brug for.
7321:::Dette marked er ikke sort, men gråt, for hver af enkeltdimserne kan bruges til forskellige ting.
7322:::For at skaffe de mest følsomme emner brugte A.Q.Khan falske slutbrugere og tredielande-destinationer.
7323:::Desuden var A.Q.Khan villig til at betale 2-3 gange standardprisen for hurtig og diskret levering.
7324:::I de samme lande, som betragtede ham som spion, var der mange som tiggede om at få lov at sælge til ham.
7325:::
7326:::Engang i 1980'erne besluttede A. Q.Khan, at erhvert land, som havde råd, skulle have atombomben – dvs. kunne købe den af ham – , i hvert fald ethvert muslimsk land, der havde råd.
7327:::A.Q.Khan tilbød centrifugerne til Iran i 1987, som bestilte en P1-centrifugetype, hvilket passede fint, fordi Pakistan netop var gået over til en mere avanceret P2-type af centrifuger.
7328:::500 gamle P1 centrifuger blev transporteret fra Pakistan til Iran via Dubai.
7329:::
7330:::A.Q.Khan brugte en ung forretningsmand fra Sri Lanka, hr.
7331:::Den 17. juli 1999 bestilte A.Q.Khan via hr. Tahir slangerne, der skulle forbinde centrifugerne i Libyen, hos Gerhard Wisser i Sydafrika.
7332:::A.Q.Khan havde fået kontakt til Gerhard Wisser via en tysk ingeniør Gotthard Lerch, der indtil 1985 havde været ansat i vakuumteknologifirmaet Leybold Heraeus i Hanau nær Frankfurt am Main.
7333:::Firmaet havde Gerhard Wisser som samarbejdspartner i Sydafrika, og havde i øvrigt tidligere været leverandør til det hemmelige atombombeprogram i Sydafrika.
7334:::Gerhard Wisser bestilte varerne hos Johan Meyer, der var ejer af et lille maskinværksted Tradefin i Vanderbijlpark.
7335:::Hovedvidnet i en retssag i Mannheim mod de involverede var Daniel Geiges, en tidligere ansat hos Gerhard Wisser.
7336:::Han havde været tavs og dækkende over de andre, men nu havde han som 68 årig fået kræft og havde ikke meget at miste, så han var blevet villig til at fortælle.
7337:::En person ved navn Fridolin Z. I Liechtenstein var også involveret.
7338:::Netværket omfattede også en schweizisk vakuumpumpeekspert Friedrich Tinner og hans to sønner Urs og Marco.
7339:::De havde kontakt til en producent i Tyrkiet.
7340:::Endnu en vigtig person i A.Q.Khan's netværk var en britisk forretningsmand, Peter Griffin, der en overgang boede i Dubai, og senere slog sig ned i Sydfrankrig, tilsyneladende uden at ville blive retsforfulgt.
7341:::Nogle produkter blev produceret af et firma i Malaysia.
7342:::Det gjaldt f.eks. de komponenter, som var med på et tysk skib, "BBC China", da det blev var på vej til Libyen med en produktionsfabrik til uranmateriale til atombombeproduktion.
7343:::Libyen var næsten stadig et nomadesamfund, men havde alligevel bestilt disse dele til uranberigning med henblik på at blive en atommagt.
7344:::A.Q.Khan leverede nogle dusin centrifuger til uranberigelse, til en begyndelse.
7345:::Centrifugerne skulle samles af enkelt dele, som blev produceret af forskellige firmaer rundt i verden.
7346:::A.Q.Khan skulle også sende forgasset uran fra enten Nordkorea eller Pakistan.
7347:::De mange varer fra A.Q.Khan kunne Liben imidlertid ikke håndtere, og de blev stående uåbnede og usamlede i et lagerrum i Tripoli.
7348:::I 1997 mødtes A.Q.Khan i en café i Istanbul så med lederen af atombombeprojektet i Libyen.
7349:::Det duede ikke med de enkeltdele, nu ville de i stedet have en hel fabrik.
7350:::Projektet fik navnet "Machine Shop 1001".
7351:::Der var også møder med repræsentanter fra Libyen i Casablanca og Dubai, og man enedes om en rabatpris på 100 mill. dollar.
7352:::Efter tre år lykkedes det i oktober 2000 at få en centrifuge til at fungere i Libyen.
7353:::Nu besluttede de sig imidlertid for i stedet at ville have de mere kraftige P2-centrifuger.
7354:::Libyen bestilte 5000 P2-centrifuger fra A.Q.Khan, og senere endnu en portion på 10.000 centrifuger.
7355:::Libyens diktator Muammar Gaddafi ville have kunnet producere 30 kilogram våben-uran pr. måned med leverancen.
7356:::
7357:::I 1983 blev A.Q.Khan dømt in absentia af en domstol i Amsterdam for at have stjålet dokumenter om den hemmelige centrifugeteknologi.
7358:::Holland idømte A.Q.Khan 4 år fængsel – ikke for at have kopieret fortrolige dokumenter, for det kunne man ikke bevise, men for at have skrevet breve til kollegaen med specifikke ønsker om oplysninger, som var fortrolige.
7359:::Dette var ikke spionage, men forsøg på spionage.
7360:::
7361:::Dommen blev forkastet på grund af en juridisk teknikalitet.
7362:::Da A.Q.Khan aldrig havde fået overbragt anklagen, var dommen ugyldig, og bortfaldt ved en kendelse to år senere.
7363:::
7364:::Den 3. oktober 2003 havde det tyske efterretningsvæsen været i kontakt med ejerne af det tyske skib "BBC China" i Hamburg.
7365:::Ejerne sendte en radiomeddelelse til skibet, da det sejlede gennem Suezkanalen og bad det ændre kurs, så skibet kunne undersøges.
7366:::Stil ingen spørgsmål, var ordren til kaptajnen.
7367:::Tyske og italienske myndigheder stod for undersøgelsen af containerne på skibet.
7368:::I skibets liste over gods stod der "brugte maskindele", men det de interessante containerne var fulde af dele til sofistikerede centrifuger.
7369:::De var startet på rejsen fra en fabrik i Malaysia i august 2003 og var blevet omlastet i Dubai, og var nu på vej til Tripoli, hovedstaden i Libyen.
7370:::CIA og den britiske efterretningstjeneste havde samarbejdet og fået et tip midt i september 2003.
7371:::
7372:::Det viste sig, at skibet medbragte dele til en atomvåbenproduktion til Libyen ( http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2005/11/the-wrath-of-khan/304333/).
7373:::Opdagelsen fik Libyens Gaddafi til at opgive det hele, og udlevere materialerne og navnene på dem, der havde stået for handlen.
7374:::I 2003 accepterede Libyen også besøg fra IAEA.
7375:::De fandt de samme URENCO-centrifuger, som også Iran og Nordkorea havde modtaget.
7376:::Libyen afleverede i januar 2004 dokumenter, som viste, hvordan man bygger en implosionsbombe efter kinesisk design, som er det design, Pakistans bomber har.
7377:::Der var forhandlinger med et fjerde land, ud over Libyen, Iran og Nordkorea, men det er ikke blevet oplyst, hvilket land det var.
7378:::Måske var det Egypten, Syrien eller Saudi Arabien og måske har også andre lande overvejet at handle med A.Q.Khan.
7379:::Libyen og Saudi-Arabien er begge mistænkt for at have finansieret Khan tidligt i forløbet, sandsynligvis med forventning om et afkast.
7380:::Talen om en "muslimsk bombe" gav dem formentlig forhåbninger om, at bomben skulle blive tilgængelig for diverse muslimske lande, når den var blevet færdig.
7381:::Planer om at skaffe sig bomben har desuden været aktuelle i Argentina, Brasilien, Sydkorea, Taiwan.
7382:::
7383:::Pakistans præsident Musharraf fik en briefing på et hotelværelse i New York af CIA-leder George Tenet, som fortalte om alt det, CIA havde fundet ud af om A.Q.Khan.
7384:::George Tenet beskrev A.Q.Khan "som mindst lige så farlig som Osama bin Laden".
7385:::Lederen af IAEA talte om "et supermarked for atombomber til private" (Wal-Mart of private-sector proliferation).
7386:::Ved hjælp af A.Q.Khan's netværkets ét-sted-indkøb kunne ethvert land i verden med pengene blive en atommagt.
7387:::
7388:::Pakistan påstår, at ingen vidste noget om A.Q.Khans spredning af atomteknologi til andre lande.
7389:::Enten vidste man i Pakistan faktisk intet om A.Q.Khans atomvåbensalg, og i så fald var efterretningstjenesten i Pakistan altså ikke i stand til at forhindre det.
7390:::Eller også vidste man det i Pakistan, men var alligevel ikke i stand til at forhindre det, eller ville måske ikke forhindre det.
7391:::I alle tilfælde bekymrende.
7392:::
7393:::På dette tidspunkt valgte regeringen i Pakistan at arrestere A.Q.Khan.
7394:::Han blev overtalt til at indrømme sin skyld på pakistansk TV d. 4. februar 2004. Han var på dette tidspunkt blevet 68 år.
7395:::Indrømmelsen var på engelsk (som relativt få i Pakistan forstår) og bragt i en sammenhæng, som nok heller ikke kunne forstås af mange.
7396:::Han havde solgt kernevåbenhemmeligheder til Iran, Nordkorea og Libyen over en 15-årig periode.
7397:::For regeringen var det vigtigt, at han påtog sig hele skylden for det.
7398:::Der er intet, der tyder på, at han fortryder at have leveret atomhemmeligheder til nogle af verdens mest undertrykkende regimer.
7399:::Det gjorde ham rig – han købte huse til sine venner og gav penge til institutioner, som så opkaldte deres bygninger efter ham.
7400:::A.Q.Khan byggede et hus ved en sø, som blev brugt som drikkevandsforsyning.
7401:::Han valgte netop denne sø, fordi det var forbudt at bygge der.
7402:::Snart dukkede andre huse op, tilhørende generaler og andre, med forbindelserne i orden, og det gav dem status at bo så tæt ved A.Q.Khan.
7403:::
7404:::Militærjuntaens præsident, general Masharrat benåede ham og satte ham i husarrest.
7405:::Folkehelten A.O.Khan var faktisk en overgang i husarrest, men d. 6. februar 2009 erklærede en dommer ved Islamabad High Court, at husarresten skulle ophæves, og at han kunne bevæge sig frit rundt i landet.
7406:::USA advarede i september 2009 om, at han stadig udgjorde en alvorlig risiko for at kernevåben ville blive spredt, idet alle sikkerhedsrestriktioner nu var ophævet for ham.
7407:::Hans netværk fungerer måske stadig.
7408:::USA har aldrig fået lov at udspørge ham.
7409:::
7410:::Indien besluttede (som reaktion på Kinas atomprøvesprængninger) at bygge kernevåben i 1967, og udførte landets første atomprøvesprængning, "Smiling Buddha", i 1974.
7411:::
7412:::Den 11. marts 1983 udførte Pakistan den første subkritiske test af en nuklear "tingest" under kodenavnet Kirana-i, og der udførtes yderligere 23 koldtest i perioden 1983–94. I 1987 kunne Pakistan have sprængt et kernevåben.
7413:::
7414:::Indiens anden atomprøvesprængning skete i d. 11. maj 1998 (Operation Shakti).
7415:::Denne indiske atomprøvesprængning gav nu endelig Pakistan, efter 14 år med koldtest, politisk mulighed for at udføre sine første atomprøvesprængninger.
7416:::
7417:::Den første kold-test blev udført i 1983. I 1998 havde man en forbedret bombe, med boosted fission.
7418:::
7419:::Den 28. maj 1998, nogle få uger efter Indiens anden atomprøvesprængning (sprængt af indenrigspolitiske grunde for at skabe folkelig begejstring for det skrøbelige Hindu-nationalistparti), sprængte Pakistan fem kernevåben i Ras Koh Hills i Chagai-distriktet i Balochistan.
7420:::Tilsammen sprængtes 40 kiloton.
7421:::De resulterende lokale jordskælv måltes til 5,0 på Richterskalaen.
7422:::Den seneste atomprøvesprængning, som Pakistan har foretaget, blev udført d. 30. maj 1998 i Kharan-ørkenen og havde kodenavnet Chagai-II.
7423:::Den blev oplyst at være 12 kiloton.
7424:::Dette var Pakistans sjette atomprøvesprængning.
7425:::Det var en kraftig plutoniumbombe, der ville kunne fremføres af fly og missiler mv. Man mener, at Pakistans plutonium-bomber boostes med tritium.
7426:::Blot nogle få gram tritium kan øget sprængkraften med 300% – 400%.
7427:::
7428:::Dagen før Pakistans atomprøvesprængning, altså d. 27. maj 1998, havde Saudiarabiske efterretningskilde meddelt, at Israel var på vej til at bombe Kahuta-laboratorierne og teststedet ved Chagai.
7429:::Pakistan rullede deres missiler frem, parat til affyring.
7430:::A.Q.Khan påstod at atomsprænghoveder var blevet placeret på missiler, hvilket måske ikke skete.
7431:::Men under alle omstændigheder var de to lande i nogle timer formentlig tæt på en atomkrig.
7432:::I stedet ringede nogen til USA, som forsikrede, at der ikke ville komme et israelsk angreb.
7433:::I stedet sprængte Pakistan så dagen efter fem bomber ved samtidig tænding i en vandret jern- og stål tunnel i et bjerg, 800 meter nede fra bjergets top, og proppet til med beton.
7434:::Den underjordiske jern/stål-tunnel var blevet bygget i 1980'erne.
7435:::At der var fem bomber (en stor og fire små) skyldtes, at man ønskede at matche Indiens test af fem bomber.
7436:::Et par dage efter sprængte man endnu en, og så var Pakistan foran Indien.
7437:::A.Q.Khan var inviteret, men det var en mand fra den rivaliserende Pakistans Atomenergikommission, som trykkede på knappen og sagde Allah-o-Akbar! imens, hvorefter folk dansede i Cairo.
7438:::
7439:::I 1998 adopterede Pakistan officielt atomafskrækkelsesteorien som en del af landets forsvarsteori.
7440:::Atomteoretiker brigadegeneral Feroz Hassan Khan siger: "Pakistans situation er som NATO's position under den kolde krig.
7441:::Der er geografiske korridorer, som er sårbare over for et konventionelt indisk angreb, og med Pakistans mindre konventionelle styrke og manglende mulighed for at få et tidligt varsel, læner Pakistan sig op ad en mere proaktiv atomforsvarspolitik.
7442:::
7443:::En indisk forsker, Vipin Narang, argumenterer derimod for, at Pakistan's usymmetriske opskaleringsposition og slå-først politik med kernevåben mod et konventionelt angreb, øger ustabiliteten i Sydasien.
7444:::
7445:::Pakistan nægter at tilslutte sig en “ikke-først-brug”-doktrin.
7446:::Derfor må man gå ud fra, at Pakistan vil angribe med kernevåben, selv hvis Indien ikke bruger dette våben først.
7447:::Pakistan's asymmetriske stilling på dette område har væsentlig indflydelse på Indiens beslutninger og evner til at gøre gengæld, hvilket sås ved kriserne i 2001 og 2008, hvor ikke-statslige aktører (jihadister) udførte dødelige angreb på indisk jord, men kun blev mødt med relativt dæmpet svar fra indisk side.
7448:::En militær talsmand sagde, at "Pakistan's trussel om et først-brug-af-kernevåben afskrækkede Indien fra alvorligt at overveje et militært angreb.".
7449:::
7450:::Strategerne i Pakistans militær har givet affyringskoderne til kernevåben til lavere rangerende befalingsmænd for at sikre, at våbnene stadig kan anvendes "i krigens tåge".
7451:::
7452:::I 1989 indgik Indien og Pakistan en aftale om ikke at angribe hinandens atomkraftværker og nukleare installationer og de to lande udveksler lister over sådanne anlæg hvert år d. 1. Januar.
7453:::
7454:::I 1999 underskrev Pakistans premierminister Nawaz Sharif og Atal Bihari Vajpayee fra Indien "Lahore-deklarationen" om et bilateralt moratorium for yderligere atomprøvesprængninger.
7455:::Dette var året efter, at begge lande havde udført sådanne test.
7456:::(Indiens Pokhran-II bestående af 1 fusionsbombe og 4 fissionsbomber, samt Pakistans serier Chagai-I og II).
7457:::Pakistan har ligesom Indien ikke underskrevet Non-Proliferation Treaty.
7458:::Pakistan kan derved undgå uønskede IAEA-kontroller, og anvendte f.eks. brugt brændsel fra den i starten ”kontrollerede” KANUPP-reaktor til oparbejdning ved New Labs.
7459:::
7460:::I juni 2004 aftalte de to lande at etablere en hotline for at kunne advare hinanden om uheld, som kunne misforstås som en atomangreb.
7461:::Baggrunden herfor var en endeløs række af eksempler på mistro mellem de to lande.
7462:::I marts 2005 indgik de en aftale om at fortælle hinanden om test af ballistiske missiler.
7463:::Ingen af disse aftaler sætter på nogen måde begrænsninger for landenes kernevåbenprogrammer.
7464:::
7465:::I 2006 offentliggjorde Institute for Science and International Security oplysninger og billeder, som viste bygningen af en ny plutonium-reaktor i Khushab, som vurderes at kunne producere 40 – 50 kernevåben om året.
7466:::Dette er formentlig Pakistan's tredJe plutonium-reaktor.
7467:::Endnu to reaktorer er under bygning ved Khushab.
7468:::
7469:::Pakistans første tungtvandsreaktor producerede op til 8 – 10 kg plutonium pr. år, svarende til mindst en bombe om året.
7470:::Reaktoren kunne også producere tritium, hvis den blev ladet med lithium-6. Men moderne kernevåben bruger lithium-6 direkte, og omdannelse til tritium er derfor unødvendig.
7471:::
7472:::Det skønnes, at der er 10.000–20.000 centrifuger ved KRL-laboratorierne i Kahuta.
7473:::De vil kunne have produceret 75–100 kg højt beriget uran siden 1986. Indtil jordskælvet i 2005 har KRL-laboratorierne produceret 1500 kg højt beriget uran (HEU), når der tages hensyn til perioder med mindre produktion mv. Hvis hver bombe skal bruge 20 kg højt beriget uran før spild, vil det være nok til 75 bomber frem til 2005.
7474:::
7475:::Det antages, at Pakistan har lette bomber på 150 kiloton og tunge bomber på 300–500 kiloton.
7476:::
7477:::I 2000 vurderede amerikanske efterretningskilder, at landet kunne have 100 kernevåben.
7478:::I 2001 vurderede Natural Resources Defense Council (NRDC) i USA, at Pakistans arsenal var på 24–48 kernevåben foruden reserver til yderligere 30–52 bomber.
7479:::I 2003 vurderede U.S.Navy Center for Contemporary Conflict, at Pakistans arsenal var 35 – 95 kernevåben.
7480:::
7481:::I 2003 vurderede Carnegie Endowment for International Peace, at landet havde 50 kernevåben.
7482:::I 2007 sagde en pensioneret næstkommanderende for Pakistans strategiske styrker, Feroz Khan, at Pakistan har "ca. 80 – 120 kernevåben".
7483:::
7484:::Bulletin of the Atomic Scientists vurderede i 2010, at Pakistan har 70–90 kernevåben.
7485:::I en rapport fra 23 juli 2012 fra Congressional Research Service anføres, at Pakistan foruden at udvide sig atomarsenal også kan gøre dets mulige brug bredere, dvs. udbrede de områder, inden for hvilke Pakistan vil gøre brug af kernevåben.
7486:::
7487:::I 2011 havde Pakistan adskillige typer af middeldistance-ballistiske missiler med rækkevidder på 2500 km.
7488:::Babur krydsermissiler har en rækkevidde på 700-1000 km.
7489:::I april 2012 affyrede Pakistan et missil ("Hatf-4 Shaheen-1A"), som siges at kunne bære et avanceret kernevåben, som er designet til at undgå missilforsvarssystemer.
7490:::Disse landbaserede missiler kontrolleres af den pakistanske hærs strategiske kommando.
7491:::Pakistan har bygget mobile missiler (ligesom i Sovjetunionen).
7492:::F.eks. kan Pakistans Babur-krydsermissiler monteres på lastvogne.
7493:::Pakistan har bestræbt sig på at udvikle nye våben, men samtidig have en strategi for at overleve en atomkrig.
7494:::Pakistan har derfor bygget dybe affyringsramler for en anden-affyringsrunde i tilfælde af en atomkrig.
7495:::
7496:::I 2014 blev det rapporteret, at Pakistan udvikler mindre, mere taktiske kernevåben, som kan bruges på en kampplads.
7497:::
7498:::Pakistan menes imidlertid også at udvikle taktiske kernevåben til brug på kamppladsen med en rækkevidde på 60 km, såsom Nasr-missilet.
7499:::Pakistan siges også at udvikle en ækvivalent til Davy Crockett, der affyrer med mini-sprænghoveder (måske svarende til det amerikanske W54-sprænghoved).
7500:::
7501:::Man antager, at Pakistan er i gang med at udvikle et oceangående krydsermissilet ("Hatf VII Babur") som kan affyres fra land og medbringe kernevåben.
7502:::Pakistan ville også være i stand til at sætte kernevåben-bevæbning på torpedoer, dybvandsbomber og miner.
7503:::
7504:::I 2004 etablerede Pakistan en strategisk kommando for Flåden.
7505:::I februar 2001 blev det omtalt, at Pakistan overvejede at bevæbne ubåde med kernevåben.
7506:::
7507:::Som reaktion på Indiens første nukleare ubåd, INS Arihant, annoncerede Pakistan i februar 2012, at den ville begynde at arbejde på konstruktionen af en atom-ubåd.
7508:::Det vil tage Pakistan 5 – 8 år.
7509:::
7510:::I 1970'erne var to grupper af teknologisk avancerede begyndt at mødes.
7511:::Det var Zangger Committee og Nuclear Suppliers Group.
7512:::De stillede sig den opgave at udarbejde en liste over maskindele mv., som var følsomme fordi de kunne indgå i en udvikling af atomvåben, og derfor skulle underlægges eksportkontrol.
7513:::
7514:::Det var dog ikke let at kontrollere eksporten i praksis.
7515:::
7516:::I bogen med titlen Den islamiske bombe (1981), fortæller journalisterne Steve Weissman og Herbert Krosney en typisk historie om tre af Khans indkøbere, der i 1976 gik til et lille schweizisk firma i en lille schweizisk by og foreslog at købe firmaets specialiserede høj-vakuum ventiler med det udtrykkelige formål at bruge dem til et pakistansk centrifuge-uranberigelsesanlæg.
7517:::Virksomheden kontrollerede pligtskyldigt lovligheden med de schweiziske myndigheder, der sendte en udskrift af eksportreglerne, herunder listen over forbudte genstande.
7518:::Det fremgik af listen, at komplette centrifugeenheder krævede IAEA-godkendelse, men højvakuum-ventiler stod ikke på listen.
7519:::Selv om det var oplyst, at ventilerne skulle bruges til præcis det, som man med listen ønskede at forbyde eksporten af, accepterede de schweiziske myndigheder at ventilerne måtte sælges, for de stod jo ikke specifikt på listen.
7520:::Da et hollandsk firma i 1976 blev bedt om en leverance på 6500 højstyrke-stålrør til centrifugerne advarede de hollandske myndigheder imod det, men firmaet sendte alligevel leverancen, under henvisning til (hvilket de vidste var ukorrekt), at de skulle bruges til landbrugsmaskiner, samt at der ikke var en hollandsk lov, som forbød salget.
7521:::Det måtte Den hollandske myndighed acceptere.
7522:::Kahn selv besøgte Europa flere gange.
7523:::
7524:::En tidligere udenrigsminister i Indien har sagt, at Pakistan udvidelse af sin kernevåbenkapacitet nu ikke drives af frygt for Indien, men af "paranoia om et amerikansk angreb på dets strategiske kernevåben".
7525:::Under et besøg i Pakistan i januar 2010 benægtede forsvarsminister Robert M. Gates, at USA havde planer om at overtage Pakistans kernevåben.
7526:::USA er blevet nægtet adgang til de fleste steder, hvor der opbevares kernevåben i Pakistan.
7527:::I 2008 indrømmede USA, at de ikke vidste, hvor alle Pakistans kernevåben er placeret.
7528:::USA har været bekymret for sikkerheden ved Pakistans kernevåben, men Pakistan vil ikke oplyse om dette, f.eks. vedrørende placeringerne.
7529:::I 1998 havde Pakistan mindst seks skjulte steder, hvorfra strategiske angreb kan styres eller missiler kan affyres fra, men det antages, at Pakistan har bygget mange flere hemmelige steder siden.
7530:::
7531:::Rapporter i medierne antyder, at USA har planer for det tilfælde, at man vælger at indsætte specialtropper for at sikre Pakistans atomarsenal.
7532:::I 2007 konkluderede Lisa Curtis fra The Heritage Foundation under en høring ved “United States House Foreign Affairs Subcommittee on Terrorism, Nonproliferation, and Trade”, at forhindring af, at Pakistan's kernevåben og nukleare teknologi falder i hænderne på terrorister bør have topprioritet for USA.
7533:::
7534:::Af en rapport, som blev publiceret af The Times i 2010, fremgår det, at USA træner en eliteenhed til at erobre kernevåben, hvis disse skulle falde i hænderne på militante, muligvis inden for Pakistans egen kernevåben-sikkerhedsorganisation.
7535:::I forbindelse med voksende antiamerikanisme i Pakistans militær har der været øgede spændinger og adskillige angreb på følsomme installationer.
7536:::
7537:::Lækage af amerikanske og britiske diplomatbeskeder viser således, at der er bekymring over den potentielle trussel fra islamister.
7538:::I en diplomats besked i februar 2009 fra Islamabad skrev tidligere amerikansk ambassadør i Pakistan, Anne W. Patterson: "Vores største bekymring er ikke, at en islamisk militant stjæler et helt våben, men snarere risikoen for, at en eller anden, som arbejder i Pakistans regerings kernevåbenanlæg, gradvis kunne smugle tilstrækkeligt materiale ud til at lave et våben".
7539:::
7540:::Ifølge en tidligere amerikansk efterretningsmand, Rolf Mowatt-Larssen, er bekymringen berettiget, fordi militante har angrebet flere steder siden 2007.
7541:::
7542:::Pakistan's atomarsenal er udsat for en større trussel fra islamiske ekstremister, der ønsker kernevåben, end noget andet atomarsenal i verden, skrev man i et studie ved Belfer Center for Science and International Affairs på Harvard Universitet med titlen 'Securing the Bomb 2010'.
7543:::
7544:::Kernevåbenekspert David Albright, der har skrevet bogen 'Peddling Peril' har også udtrykt bekymring for, at Pakistans atomarsenal måske ikke er sikkert.
7545:::Pakistan "har mange lækager af hemmeligstemplet information fra sit atomforskningsprogram", siger han.
7546:::
7547:::Et studie fra 2010 af Congressional Research Service med titlen 'Pakistan's Nuclear Weapons: Proliferation and Security Issues' bemærker, at Pakistan har øget sikkerheden på det nukleare område i de senere år, men ustabiliteten i Pakistan har sat spørgsmål ved, om disse reformer er omfattende nok og vedvarende.'.
7548:::
7549:::Som et svar på en artikel i 2011 i The Atlantic skrevet af Jeffrey Goldberg, hvor sikkerheden i Pakistan's kernevåbenprogram blev draget i tvivl, annoncerede Pakistans regering, – samtidig med at Pakistan fordømte artiklen – skrev at de ville træne yderligere 8000 mand til at beskytte landets kernevåbenarsenal.
7550:::
7551:::USA’s regering har givet materiel støtte til Pakistan for at øge beskyttelsen af kernevåbnene.
7552:::Det skal have kostet 100 millioner dollar.
7553:::Pakistans regering har kaldt det latterligt at hævde, at kernevåbnene i Pakistan ikke er sikre.
7554:::
7555:::A.Q.Khan ansatte gennem årene så mange som 10.000 mennesker, og i 2010 sagde den russiske udenrigsminister Yuriy Korolev, at mellem 120.000 og 130.000 mennesker er direkte involveret i Pakistans kernevåben- og missilprogrammer.
7556:::Dette tal er ekstremt stort for et udviklingsland.
7557:::

Nr.165: Temanummer om atomvåben (atomforskningens historie og atombombe-kapløbet under Anden Verdenskrig). Pris incl. adgang til ressourcen www.bionyt.dk/atom: kr. 140,00 + forsendelse 35kr.

Køb papirudgaven af publikation nr. 165 her
eller
Køb e-bog udgaven af publikation nr. 165.

Nr.166: Temanummer om atomvåben (Virkningerne af atombomberne over Japan. Den kolde krig og trusler om at bruge atomvåben ved forskellige lejligheder). Pris incl. adgang til ressourcen www.bionyt.dk/atom: kr. 285,00 + forsendelse 50 kr.

Køb papirudgaven af publikation nr. 166 her
eller
Køb e-bog udgaven af publikation nr. 166.

Prisen for begge publikationer, nr. 165 og nr. 166, samt adgang til ressourcen www.bionyt.dk/atom: kr. 140,00 + 285,00 + forsendelse 50 kr. = 425,00 + forsendelse 50 kr. = 475,00 kr incl. forsendelse.
(Kan betales på MobilePay 21729908 men angiv bestilling ved betalingen SAMT send email til bionyt@gmail.com om at betaling er sket via MobilePay).

Atomvåben-index