1. uafhængige rapport om Fukushima-håndteringen: Her og her (eng.)

Atomaffald

Er der sket uheld under transport af atomaffald?

I aug. 1984 kolliderede fragtskibet Mont Louis med en færge og sank ud for Belgiens kyst. Fragtskibet medbragte uranhexafluorid og noget delvis oprenset uran.

I aug. 1984 kolliderede fragtskibet Mont Louis med en færge og sank ud for Belgiens kyst. Fragtskibet var på vej fra Frankrig til Sovjetunionen med uranhexafluorid og noget delvis oprenset uran med spor af plutonium, tritium og strontium. Radioaktiviteten blev ikke registreret som forurening. (ref.9251s16)

Atomaffald

Er Polarhavet blevet radioaktivt forurenet?

Sovjetunionen har dumpet brugt atombrændsel i Barentshavet.

Dusinvis af delvis udbrændte brændselsstave og store dele af atomreaktorers kerner er blevet dumpet af Sovjetunionen i Barentshavet over polarcirklen (ref.9276s98).

Atomaffald

Er samfundene stabile i det tidsrum atomaffald skal håndteres?

Tja, hvilke samfund har været stabile i f.eks. 700 år.

I debatten om atomkraft i Danmark skrev Arne Schiøtz, biolog og direktør for Danmarks Akvarium: "Kan De, prof. Højgaard (fysiker Højgaard Jensen), nævne mig et eneste samfund i verden, der i de sidste 700 år konstant har haft en så stabil økonomisk og politisk udvikling, at man ville have kunnet håndtere et affaldsproblem af den størrelse, der er tale om, altså nedkøling, omemballering, bevogtning etc. I vor del af verden er der sket nogle omvæltninger siden Erik Klipping for 700 år siden blev myrdet i Finnerup Lade". (ref.9250s108)

Atomaffald

Findes der naturlige atomreaktorer?

I Gabon i Vestafrika har man fundet ca. 16 naturlige reaktorer, som er opstået ved en kombination af højt indhold af uran-235 og nedsivende vand, som kunne bremse neutronerne ned til, at en kædereaktion kunne foregå nogle minutter – og denne situation kan være forløbet over tusinder af år.

I det vestafrikanske land Gabon har man fundet seks naturskabte atomreaktorer, som var aktive for 2 milliarder år siden. I disse områder havde kædereaktioner fundet sted, idet der kunne spores forekomster af spaltningsprodukter, som hen over årene var blevet omdannet til datterstoffer efter radioaktivt henfald.

Der blev fundet naturligt uran med et indhold på 0,3% af den spaltelige isotop uran-235, men dengang fissionsprocesserne fandt sted, havde indholdet af uran-235 været ca. 3%.

Områdets strontium blev spredt i miljøet(ref.9250s265-272). De ca. 2000 kg plutonium, der blev dannet ved urans henfald, flyttede sig derimod ikke (ref.9268s109).

Igennem ca. 150.000 år tændte og slukkede denne naturlige reaktor som et fyrtårn. Man kan måle på isotoperne i klippen, at "reaktoren" var tændt i omkring 30 minutter, hvorefter den var slukket og lå og samlede kræfter i ca. 2½ time, før den tændtes igen. Årsagen til, at den tændtes som en reaktor var, at koncentrationen af uran-235 i klipperne i Oklo i Gabon i Vestafrika var så høj, at kernespaltningen startede af sig selv. Atomspaltningen afgav omkring 100 kilowatt (ref.9263s15). Der var fire, måske seks, reaktorzoner, hver med en størrelse på ca. 10x10x3 meter(9268s109).

Stederne blev opdaget, da franske ingeniører bemærkede et mindre uran-235 indhold i malmen end normalt. Eftersom uran-235 har en kortere halveringstid end uran-235, er koncentrationen af uran-235 faldet i løbet af de 4,5 milliarder år, der er gået siden Jorden blev dannet.

For ca. 1,7 milliard år siden var andelen af uran-235 i forhold til uran-238 ca. 3%. Der er netop cirka denne koncentration, som bruges i de fleste moderne atomkraftværker. Da vand sivede ned igennem sprækker i klippen, kom vandet til at virke som en moderator, der bremsede neutronerne, ligesom det sker i de fleste moderne atomkraftværker og denne neutronbremsning ("moderation") tillader en kædereaktion at forløbe.

Man har i alt påvist 16 sådanne naturlige atomreaktorer i Oklo-området i Gabon, som kan have fungeret med mellemrum igennem en million år eller mere, indtil uran-235 koncentrationen blev for udtyndet. Da den naturlige reaktor ophørte med at fungere, forblev de meget radioaktive affaldsstoffer på stedet af det granit, sandsten og ler, der var i omgivelserne.

Der blev af de naturlige reaktorer dannet ca. 4 ton plutonium. Dette plutonium samt aktinider har bevæget sig mindre end 3 meter fra, hvor de blev dannet, og findes nu på stedet som stabile grundstoffer, som de i tidens løb er blevet naturligt omdannet til ved radioaktivt henfald. Det er vanskeligere at påvise, hvad der skete med de mere mobile eller ligefrem flygtige fissionsprodukter (ref.9270s123).

I The Cigar Lake uranaflejringen i Saskatchewan i Canada indeholder verdens største uranaflejring med i gennemsnit 14% uran, men i visse områder op til en koncentration på 55%. Uranaflejringen ligger i en dybde på over 400 meter og udgør et linseformet område, der er 2 km langt og 100 meter bredt, men som kun er mellem 1 og 20 m tykt. Det er næsten helt omsluttet af ler. Uranaflejringen blev etableret for ca. 1,3 milliard år siden. Klippen over stedet har sprækker, og der har været betragtelige mængder af vand til stede, men der er ikke tegn på, at uranen har bevæget sig op til overfladen. Et tilsvarende fænomen kendes fra det 1,8 milliard år gamle uranaflejring ved Alligator River i Koongarra i Northern Territory, Australien. Disse naturligere affaldsdepoter tages til indtægt for, at begravede depoter af radioaktivt affald vil være sikre, men der er så den forskel, at der i disse tilfælde ikke er boret skakter fra overfladen ned til depotet, og at depoterne med radioaktivt affald fra atomkraftværker vil indeholde mange andre radioaktive stoffer end de, der findes i de naturlige reaktorer (ref.9270s124). )

Atomaffald

Har Sovjetunionen dumpet atomaffald?

I Sortehavet, forlyder det.

Det hævdes, at dumpninger af atomaffald har fundet sted i Sortehavet (9265s113).

Atomaffald

Hvad er aktinider?

Grundstoffer som bl.a. plutonium og americium

Til gruppen af aktinider hører bl.a. plutonium, americium og curium.

Atomaffald

Hvad er transmutation?

En teoretisk mulighed for at omdanne atomaffald til stoffer, der henfalder hurtigere – men derved nok også vil være mere radioaktive.

Man har diskuteret muligheden for at nedbringe mængden af atomaffald ved transmutation – dvs. særlig behandling i specielle reaktorer, måske i formeringsreaktorer eller i subkritiske reaktorer. Metoderne er ikke udviklet endnu. Det er sandsynligt at man for at nedbringe mængden af meget langsomt henfaldende (og derfor meget længe radioaktive) stoffer ender med en større mængde af meget hurtigt henfaldende (og derfor måske også mere radioaktive) stoffer.

Atomaffald

Hvad er transmutation?

Omdannelse af et grundstof til et andet. Kan f.eks. ske ved bombardement med neutroner. Teknisk er metoden ikke færdigudviklet.

Da Ernest Rutherform transmuterede nitrogen til oxygen i 1905, blev han advaret mod at bruge ordet "transmutation", fordi dette ord havde forbindelser tilbage til alkymister og charletaner. Nogle grundstoffer kan transmuteres ved bombardement med neutroner. Nogle af de farligste grundstoffer i det radioaktive affald er kandidater for transmutation ved neutronbombardement (ref.9276s133).

Atomaffald

Hvad er vitrificering?

Det er forglasning, altså at atomaffaldet blandes med sand og opvarmes, til sandet bliver til glas.

Forglasning eller vitrificering af det radioaktive affald tænkes at ske ved at blande atommaterialet med sand eller ler og derefter opvarme blandingen til smeltepunktet for sand eller opvarme leret til det danner et keramisk materiale. Vitrificeringen gør det lettere at håndtere materialet end hvis materialet havde været flydende. Det nedsætter også muligheden for illegal anvendelse.

En alternativ løsning på det radioaktive affald er at genbruge det – hvilket er blevet en vigtig del af økonomien for de franske atomkraftværker. Der er over 90% af radioaktiviteten tilbage, når affaldet er "expended". Meget af denne rest er uran-238, som ikke understøtter kædereaktionen. For at kunne bruges igen, må brændslet gen-beriges (re-enriched). Brændselsstavene må brydes op, materialet må opløses i syre, og de forskellige metaller separeres fra hinanden ved kemiske processer. Uran kan laves om til formen uranhexafluorid og genberiges. Dette samt det tilstedeværende plutonium kan oxideres, formales til pulver og blandes til piller, som kan indsættes i stålrør og bruges som nyt brændsel. Processen er både meget kostbar og meget risikabel (ref.9276s132). Det meste genbrug sker i Frankrig.

Transmutation er en anden teoretisk mulighed.

Atomaffald

Hvad sker der, hvis man åbner en beholder med radioaktivt affald?

I et tilfælde medførte det fire dødsfald.

I 1987 glemte man en beholder med radioaktivt cæsium-137 i en radioterapeutisk maskine, som man havde smidt væk i Goiania, Brasilien. Beholderen blev fundet af nogen, som ledte efter skrald, og blev åbnet. Som resultat heraf blev 244 mennesker udsat for betragtelige doser af radioaktivitet og fire personer døde inden for en uge (ref.9270s131).

Atomaffald

Hvad skete, da et bombefly styrtede på Grønland

En af de fire brintbomber forsvandt i havet. Radioaktivitet blev spredt på isen.

21. januar 1968 styrtede et amerikansk B52-militærfly ned med 4 brintbomber. Styrtet skete på havisen ud for Thule. Der blev slået hul i isen og en brintbombe forsvandt i havet og blev aldrig fundet. Desuden blev plutonium spredt på isen eller blev spredt med røgen fra den voldsomme brand, der fulgte (ref.9287).

Atomaffald

Hvor giftigt er plutonium?

Kroppen bør højst indeholde mikrogram eller mindre.

Støv med plutonium kan ved indånding medføre ophobning af dette radioaktive stof i kroppen med kræftfremkaldende risiko. Ud fra dyreforsøg og beregninger fastsatte man en tilladelig grænse på 1 milliontedel gram plutonium som den mængde en person maksimalt må have i kroppen. Andre (forskerne Tamplin og Cochran) vurderede, at denne tilladte dosis burde nedsættes med en faktor 100.000 ud fra en antagelse af, at plutoniumpartikler med meget koncentreret bestråling af væv lige omkring partiklen ("hot particle model") vil have større skadevirkning end når der anvendes gennemsnitsberegningsmodeller. (ref.9250s150)

Atomaffald

Hvor lang levetid har de beholdere, som atomaffaldet er indkapslet i?

50-100 år, mener man.

Beholderne, som atomaffaldet opbevares i, har en skønnet levetid på mellem 50 og 100 år. (ref.9250s655)

Atomaffald

Hvor længe skal affaldet opbevares?

Det skal, afhængigt af dets radioaktivitet, opbevares fra f.eks. 600 år til f.eks. 100.000 år.

Det lavradioaktive affald skal ópbevares i op til 600 år, og det højradioaktive skal opbevares i over 100.000 år. (ref.9250s562)

Atomaffald

Hvor mange år dumpede man atomaffald i havet?

England dumpede atomaffald i havet fra 1950 til 1983.

Atomaffald fra Storbritannien blev dumpet i havet i 13 år, i perioden 1950-1963, på ureguleret måde (dumpningstedet var 10 miles nord for Alderney i Channel Islands. Det samme område var tidligere blevet brugt til at dumpe overskud af eksplosiver fra 2. verdenskrig). Denne dumpning af radioaktivt affald blev holdt hemmelig, men kom frem i lyset i juni 1984. Meget af atomaffaldet stammede nok fra atombombe-produktionen. Dumpningerne fortsatte på mere reguleret måde fra 1963 til 1983, hvor den officielle britiske dumpning af lavradioaktivt og mellemradioaktivt atomaffald standsedes. Britiske planer om at dumpe militært atomaffald i Atlanterhavet blev afsløret og stoppet. Dumpningerne af atomaffald i havet blev især stoppet af kritiske fagforeninger og en vedvarende Greenpeace-kampagne – samt som reaktion på et alvorligt radioaktivt udslip i efteråret 1983 fra Windscale / Sellafield. . (ref.9251s135-139)

Atomaffald

Hvor meget affald dannes i et atomkraftværk?

32 ton pr. år pr. 1 GW reaktor.

En 1000 megawatt trykvandsreaktor vil pr. år anvende 32 ton brændsel, indeholdende 26 ton uran, og producere 7 terawatttimer elektricitet, hvis "load factor" er 80%. Uden oparbejdning (reprocessing) vil omkring 32 ton brugt brændsel blive produceret indeholdende ca. 25 ton tungmetaller, hovedsageligt uran, neptunium, plutonium og americium, samt 300 kubikmeter lav- og mellemradioaktivt affald (ref.9270s106).

Atomaffald

Hvor meget plutonium producerer atomkraftværkerne i verden årligt?

Cirka 50 ton, hvoraf knapt halvdelen opbevares som oparbejdet plutonium.

Verdens atomkraftværker producerer årligt ca. 50 ton plutonium (ref.9270s116). Det meste af dette plutonium findes i det brugte brændsel, og er derfor ikke umiddelbart anvendeligt til våbenbrug, men noget oparbejdes som separeret plutonium (i 1995 f.eks. 14 ton, idet der i dette år blev oparbejdet 22 ton plutonium, hvoraf 8 ton blev brugt til at lave MOx-brændsel) (ref.9270s116). Det vurderedes for år 2010, at der ville være ca. 150 ton oplagret separeret plutonium i verden (ref.9270s116tabel). I alt havde verden i 1995 en skønnet mængde af plutonium på 1240 ton, heraf 250 ton militært, 990 ton som civilt ikke-oparbejdet atombrændsel, 190 ton som civilt separeret lager eller i brændselscyklus (ref.9270s136).

Atomaffald

Hvordan kan man håndtere atomaffaldet?

Det afhænger af hvor langtidsstabilt man anser samfundet for at være.

Den ene måde ville være at opbevare affaldet i 100-200 år og så genbehandle affaldet med henblik på at udskille den rest, der skal opbevares i meget lange tidsrum. Den anden mulighed er ikke at forlade sig på så langtidsstabile samfund, men i stedet deponere affaldet på en måde, så det ikke vil være en risikofaktor for fremtidige generationer. (ref.9250s32)

Atomaffald

Hvornår regner man et radioaktivt stof for at være ufarligt?

10 halveringstider som en tommelfingerregel.

Inden for radiobiologien har man en tommelfingerregel om, at der skal ca. 10 halveringstider til, før et radioaktivt stof er blevet sikkert. Da f.eks. cæsium-137 har en halveringstid på 30 år vil jordområder, der er forurenet med cæsium, dermed først være rene efter 300 år (ref.9272s137).

Atomaffald

Kan glas bruges til indeslutning af radioaktivt affald.

Mikroskopiske sprækker kan med tiden dannes i glasset.

Undersøgelser af geologiske lag, hvor der både er glasarter og radioaktivitet, viser at der dannes mikroskopiske sprækker i glasset med tiden, hvorigennem uran og thorium kan sive ud. (ref.9250s228)

Atomaffald

Sker der oparbejdning af atomaffald i Japan?

I byen Rokkasho i det nordlige præfektural Aomori findes et uranberigningsnlæg og et oparbejdningsanlæg skal oparbejde brugt affald

Japan har planer og at genbruge energien, der stadig findes i det brugte atombrændsel, ved hjælp af oparbejdningsanlæg ( reprocess ). Med dette formål etableredes Japan Nuclear Fuel Limited (JNFL) i 1980 (Link:9061)

I byen Rokkasho i det nordlige præfektural Aomori driver JNFL et uranberigningsnlæg og et depot for lavradioaktivt atomaffald og et centre for glassificering af højradioaktivt affald. Rokkasho Reprocessing Plant (RRP) skal desuden oparbejde brugt affald og derved skaffe plutonium til MOX (mixed-oxide) brændelsprogrammet. Dette plutonium skal blandes med uran og bruges som atomkraftbrændsel. (Link:9061)

Atomaffald

Sætter atomkraftindustrien tilstrækkelige midler til side til fremtidens affaldshåndtering?

Analyser har vist, at det gør atomkraftindustrien ikke.

Analyser, der er lavet af EU's miljødirektorat, har konkluderet, at de fleste atomkraftproducenter ikke sætter tilstrækkelige midler til side til at kunne betale den håndtering af højradioaktivt atomaffald, som de engang i fremtiden skal tage sig af. Atomstrømmen ville blive væsentligt fordyret, hvis selskaberne blev tvunget til at lave sådanne hensættelser. Det samme gælder sikkert for fremtidens håndtering af slidte og lukkede værker, og her mangler kontrol med de tilsidesatte midler. Selskaberne overlader også i praksis til det offentlige at betale for ulykker, dvs. at atomstrømprisen retteligt burde indeholde et forsikringsbeløb hertil. I tilfælde af ulykker vil udgifterne end ikke blive betalt af det offentlige, men må påregnes at skulle klares af de privatpersoner og firmaer, som mister på ulykken – sådan som man nu så det med frugtavlerne i Japan efter Fukushima-ulykken i 2011 (ref.9262s58)

Atomaffald

Vil thorium-reaktorer give mindre affaldsproblemer?

Det brugte brændsel indeholder tre gange mindre mængde af transurane grundstoffer, men mere af stoffer som er svært håndterlige.

Det brugte atombrændsel fra en fremtidig thoriumreaktor indeholder omkring en trediedel mindre af de transurane grundstoffer end mængden af brugt atombrændsel fra en uranreaktor. Thoriumdioxid har et meget højere smeltepunkt (3300 grader Celsius), hvilket er ca. 500 grader højere end urandioxid, og dette gør det muligt for en thoriumreaktor at fungere ved højere temperaturer, som producerer mere spaltningsprodukter og derfor mere henfaldsvarme, – som thoriumoxid altså ville have lettere ved at kunne tåle uden at smelte. Det tilstedeværende plutonium vil blive ødelagt i processen. (ref.9270s141). Men i det brugte brændsel fra en thoriumreaktor findes thallium-208 og uran-232, som udsender ekstremt gennemtrængende gammastråling, og det vil være kostbart at skulle håndtere brugt brændsel som er baseret på uran-233.

Atomaffald: Risø

Hvad skal der ske med atomaffaldet fra Risø?

Tænkes deponeret i undergrunden i Danmark.

Det er tanken, at det skal deponeres et sted i Danmark. Nogle steder er foreslået, men intet er besluttet.

Atomaffald: Risø

Hvornår skal atomreaktorerne på Risø være fjernet?

Omkring 2023

I 2003 blev det overdraget virksomheden Dansk Dekommissionering at fjerne de tre danske atomforsøgsreaktorer på Risø nord for Roskilde. Arbejdet skulle være færdigt i løbet af 20 år. Bygningerne skulle så – uden radioaktivt materiale og helt igennem rengjorte – kunne anvendes til andre formål.

Atomaffald:sted

Er salthorste et sikkert opbevaringssted for atomaffald?

Det er blevet foreslået at bruge salthorste. Geologer har anført, at salthorstenes krystalvand kan få affaldsbeholdere til at tære, og at der er en vis bevægelse i salthorste.

Salthorstene bevæger sig så meget, at udslip af radioaktivt materiale til miljøet ikke kan udelukkes i løbet af 1000 år. Endvidere kan krystalvand ("brine") tære affaldsbeholderne.

Danske geologer har anslået, at salthorstene, som er mere end 1000 millioner år gamle, nok vil bevæge sig én meter i løbet af de efterfølgende 1000 år (ref.9250s581,657).

Da den danske regering besluttede, at atomkraft ikke kunne indføres i Danmark, så længe affaldsproblemet ikke var løst, gik elselskaberne (Elsam og Kraftimport, senere ændret til Elkraft) i gang med at undersøge muligheden for at placere atomaffaldet i salthorste i Danmark, f.eks. på øen Mors i Nordjylland. En rapport blev udgivet i 1981 med en positiv vurdering af at bruge salthorste til atomaffald. Flere geologer var imidlertid ikke overbeviste og gav udtryk for deres bekymringer.

Geologen Svend Asger Berthelsen (der blev kaldt Asger Berthelsen, død jan.2012, 83 år), der ikke kunne rubliceres som for eller imod atomkraft, meddelte tidligt i atomkraftdebatten, at han var forundret over, at elværkerne både skulle stå for planlægning af atomkraftens indførelse og samtidig også skulle stå for vurderingen af sikkerheden ved deponeringen af det højradioaktive reaktoraffald, hvilket efter hans mening ville kræve stor geologisk viden og indsigt – det er som at sætte ulven til at vogte får, mente han. Han blev derfor stærkt provokeret, da elværkerne allerede inden de geologiske undersøgelser var afsluttet konkluderede, at affaldet kunne deponeres sikkert i dybe huller i en salthorst. Han gennemskuede hurtigt, at det faglige grundlag for denne vurdering var yderst tvivlsomt, og under en TV-høring viste han ved hjælp af hjemmelavede papir- og plastellinmodeller, hvor komplicerede strukturerne var inde i en salthorst. Det havde elselskabernes tyske eksperter ikke taget højde for. Ifølge Asger Berthelsen indebar "Dybhulsløsningen" derfor en risiko for, at radioaktiviteten fra affaldet ville kunne spredes til grundvandet.

Via Borgergruppen på Mors, som havde fået aktindsigt i de ellers utilgængelige rapporter i Miljøstyrelsen, fik han sammen med en lille gruppe universitetskolleger mulighed for at lave en kritisk gennemgang af elværkernes geologiske undersøgelser og konklusioner. På den baggrund fik han udvirket, at Miljøstyrelsen inddrog Danmarks Geologiske Undersøgelse i vurderingen af sikkerhedsproblematikken, og konklusionen her blev, at der var en betydelig risiko ved deponeringen af det højaktive affald ved dybhulsmetoden.

Ved en offentlig høring i Håndværkerforeningen var Asger Berthelsen i stand til at påvise de mest centrale svagheder i elværkernes geologiske undersøgelser og konklusioner, hvilket deres tyske eksperter ikke kunne tilbagevise. Asger Berthelsen kontaktede også politiske nøglepersoner og påpegede risikoen ved dybhulsdeponeringen, hvilket bl.a. var medvirkende til, at stemningen i Socialdemokratiet, som var tungen på vægtskålen for og imod atomkraft, tippede over til et nej.

Regeringen krævede nye undersøgelser. Tre år senere kom en ny rapport, og konklusionen var nu mindre sikker. I 1985 vedtoges i Danmark en lov, som udelukkede atomkraft fra energiplanlægningen i Danmark. USA opgav i de tidlige 1970'ere at indrette affaldsdepot i dybe saltforekomster i Lyons i staten Kansas. (ref.9250s896).

Atomaffald:sted

Hvor vil man placere atomaffaldet i USA?

Man vil lave et affaldsdepot i Yucca-bjergene i Nevada.

I midten af 1980'erne besluttede man at satse på Yucca-bjergene i staten Nevada. Efter at have arbejdet på at indrette depot i et bjerg af tufsten i en årrække, var forventiningen i 2002, at den første tønde affald kunne placeres i Yucca-bjergene i 2010. Staten Nevada har hele tiden været modstander af affaldsdepotet. I 2002 bestemte Energiministeriet I USA med støtte fra præsidenten og kongressen at tilsidesætte staten Nevadas indvendinger. I 2004 var det klart, at hovedparten af vælgerne i Nevada ikke ønskede et atomaffaldsdepot i deres stat. Det projekterede affaldsdepots lokalitet er imidlertid ejet af staten, som har udført prøvesprængninger af atomvåben på stedet. (ref.9250s896).

Det amerikanske Department of Energy startede i 1978 en undersøgelse af geologien ved et sted, som man mente kunne blive til et depot for højradioaktivt affald. I 1987 besluttede Kongressen som sagt, at Yucca Mountains var det eneste sted, der skulle undersøges som muligt affaldsdepot – dels ud fra de foreløbige geologiske undersøgelser, men også i høj grad ud fra politiske vurderinger (ref.9276s130). (Tidligere havde det været planen, at man mindst burde undersøge tre mulige steder, og så ud fra disse vælge den mest egnede).

Undersøgelser af Yucca Mountains i form af tunnelgravning i området startede i 1994,

Atomaffald:sted

Kan atomaffaldet deponeres på polerne?

I 1973 fremsattes faktisk tanken om deponering på Antarktis (da Grønlands is blev anset for politiske vanskeligere).

I januar 1973 fremsatte tre videnskabsfolk den tanke, at atomaffaldet kunne deponeres under isen på Antarktis. Tanken var, at affaldet (indstøbt i glas) blev placeret oven på isen, og på grund af den varme, som radioaktiviteten medførte, ville den så af sig selv smelte ned i isen, indtil det nåede klippegrunden, hvor det så kunne stå og henfalde over den næste kvarte million år. Problemet med det forslag var bl.a., at der i 1959 var blevet indgået en international aftale om, at Antarktis skal holdes fri for bl.a. radioaktiv forurening. De tre videnskabsfolk mente i øvrigt også, at Grønland ville kunne bruges, men vurderede, at det ville være lettere at opnå en international aftale for Antarktis. (ref.9250s38)

Atomaffald:sted

Vil andre lande påtage sig at modtage atomaffald fra atomkraftværker?

Et land i Kaukasus-regionen har i 2001 meddelt, at de gerne i fremtiden vil modtage atomaffald. Man kan faktisk nærmest ikke forestille sig, at hvert atomkraft-land vil kunne finde affaldsdepoter til sit eget affald. Men resultatet vil være sårbare affaldstransporter.

Statsminister Anker Jørgensen spurgte under et besøg i USA daværende præsident Jimmi Carter, om USA ville påtage sig at modtage atomaffald fra Danmark. Svaret blev nærmest et nej, idet Anker Jørgensen undlod direkte at anmode Carter om dette. Derimod annoncerede Kazakhstan i juli 2001, at landet overvejede at importere og oplagre lavradioaktivt affald.

I fremtiden kan det være økonomisk interessant for nogle lande at modtage radioaktivt affald, og det kan være fordelagtigt for de eksporterende lande derved at "komme af med deres atomaffaldsproblem" (ref.9270s130). Faktisk er det overhovedet ikke særligt tænkeligt, at hver af de over 60 lande, som skaber atomreaktoraffald, forsøgsreaktoraffald eller medicinsk radioaktivt affald, hver vil og kan etablere deres egne lagre til hver type af sådant atomaffald (ref.9270s143). Men deponering af atomaffald i andre lande vil medføre mere transport af radioaktivt affald og nedsætte presset på landene for at begrænse mængden af atomaffald – og det vil i en del lande medføre protester (ref.9250s324).

Japanske forsøg på at leje britiske faciliteter til deponering af atomaffald har mødt stor modstand i Storbritannien (ref.9265s83).

A-kraft og klima/CO2

Er atomkraften CO2-neutral?

Livscyklusanalyser viser, at et atomkraftværk udleder mellem 31 og 61 gram CO2 pr. produceret kilowatttime strøm, hvorimod vindkraft i en livscyklusvurdering kun udleder 23 gram CO2 pr. kilowatttime. Men dertil skal lægges, at man ikke kan bruge spildvarmen fra atomkraftværket, fordi det ligger så langt fra byerne. Et biomassedrevet kraftvarmeværk ville derimod kunne udnytte denne spildvarme.

Man kan reducere CO2-udledningerne op til 7 gange mere økonomisk ved at anvende energieffektivisering eller ved at bruge vedvarende energi end ved at bygge flere atomkraftværker (ref.9262s.59). Det bruges som argument for atomkraft, at den skulle være CO2-neutral. Det er ikke rigtigt. Man skal for at vurdere atomkraftens CO2-udslip naturligvis se på hele atomkraftens livscyklus, herunder uranudvinding, berigning, kraftproduktion, affaldsbehandling, slutopbevaring og afvikling af værkerne – samt planlægning, kontrol, tilsyn, analyser osv. I en rapport fra marts 2007 bestilt af det tyske miljøministerium analyseres udledningerne af drivhusgas for forskellige enerrgikilder på grundlag af livscyklusanalyser, og det konkluderes, at et tysk atomkraftværk udleder mellem 31 og 61 gram CO2 pr. produceret kilowatttime strøm afhængigt af, hvor uranbrændslet kommer fra. I modsætning hertil udleder vindkraft i en livscyklusvurdering kun 23 gram CO2 pr. kilowatttime. Men hertil kommer, at et lands boliger ud over elektricitet også har brug for varme, og overskudsvarmen fra atomkraft kan stort set ikke bruges, fordi sikkerhedshensyn gør det nødvendigt at placere atomkraftværkerne langt fra de store byer. Hvis man samtænker elektricitet og varme, så er selv gasfyrede kraftvarmeværker mindre CO2-udledende pr. leveret energienhed end atomkraft, når atomkraftens manglende varmeforsyning regnes at skulle ske som kombineret olie- eller gasbaseret varme. Det bedste klimaregnskab får man fra et biomassedrevet kraftvarmeværk, der benytter træaffald eller andet planteaffald. Hvis man ligefrem vil dække varmebehovet med atomkraft, skal der bygges endnu flere atomkraftværker og den dårlige energiudnyttelse vil blive endnu tydeligere. (ref.9262s56)

Tegn abonnement på

BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.

Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.

Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.