Mange skørhatte har kamfuret rand. Dette hænger typisk sammen med at hatkødet er tyndt i den yderste del af hatten, og furerne fin- des netop over lamellerne. En gruppe af skørhatte kaldes endda kamskørhatte, men der er også andre skørhatte end disse der kan være kamfurede i større eller mindre grad.

Hos de fleste skørhatte går næsten alle lameller hele vejen fra stok til hatrand. Der findes dog to grupper af skørhatte som har lameller af forskellig længde, det vil sige at der findes mange smålameller der ikke når stokken.

Lamellernes farve er en meget vigtig karakter ved bestemmelse af skørhatte. Det vil sige i virkeligheden er det sporernes farve der er en vigtig karakter, men hvis man undersøger ældre eksemplarer af en skørhat, vil mange sporer være modne så man kan ane sporestøvets farve ved at kigge skråt ned på lamellerne. I tvivlstilfælde kan man naturligvis lave en sporefældning. Man kan lave den på et stykke papir, men hvis sporefældningen er sparsom, er det svært at afgøre hvor mørk den er. Man kan med fordel lave fældningen på et stykke glas og skrabe sporerne sammen i en lille bunke, f.eks. med et barberblad. På denne måde kan det lade sig gøre at samle sporerne så meget at man kan se hvilken farve de har.

Sporernes – og dermed lamellernes – farve kan variere fra hvid over creme og cremegul til orangegul. Disse farver er vist på Foreningen til Svampekundskabens Fremmes farvekort (Petersen 1996). I denne artikel benyttes de fire nævnte betegnelser, dog nogle steder forfinet ved brug af betegnelserne „lyst“ og „dybt“. Nogle forfattere opererer med en finere skala, men den forudsætter at man benytter et farvekort hvor alle disse farver er gengivet præcist.

Hos de fleste skørhatte er stokken hvid, men hos nogle arter kan den have et markant anstrøg, f.eks. af rødt eller lilla.

Samtidig er der også mange arter hvor kødet og stokkens overflade anløber med alderen. Nogle arter anløber gråt til sort, andre anløber brunt eller gult, andre igen anløber rabarberrødt og siden sort.

Smagen er en vigtig karakter. En smagsprøve på størrelse med en ært er altid ufarlig hos skørhatte, og man skelner mellem milde, bitre og skarpt smagende arter. Enkelte arter smager meget skarpt, men den brændende virkning, som især opleves på tungespidsen, fortager sig hurtigt igen.

Lugten er også vigtig. Mange skørhatte er på det nærmeste lugtløse, mens andre har karakteristiske lugte af f.eks. frugt, skaldyr, marcipan, anis eller jod eller lugter olieagtigt. Typisk får man det bedste indtryk af lugten ved at snuse under lamellerne, men hos enkelte arter findes den kraftigste lugt ved stokbasis.

Voksestedet er vigtigt fordi skørhatte danner mykorrhiza med træer. Taler man om nåletræer, er det især Fyr og Gran der er mykorrhizapartnerne, men nogle arter kan også vokse under Ædelgran. Desuden er der litteraturangivelser af skørhatte som skal kunne vokse med Lærk, men det vides ikke om dette er tilfældet i Danmark. Taler man om løvtræer, kunne mykorrhizaværterne være Bøg, Eg, Avnbøg, Lind, Birk, Pil, Poppel, Hassel og El. Nogle skørhatte har specialiseret sig i at leve med én bestemt træslægt, mens andre kan vokse med to forskellige træslægter eller med et bredt udvalg.

Jordbunden har også betydning. Nogle skørhatte vokser på sandbund, andre på leret bund, og på samme måde er der nogle arter som foretrækker kalk mens andre undgår det.

Andre karakterer Da formålet med denne artikel er at gøre det muligt at bestemme skørhatte ud fra feltkarakterer, er det valgt at lægge vægten på de karakterer som kan observeres uden særlige hjælpemidler. Derfor er kemiske karakterer og mikroskopiske karakterer kun nævnt og benyttet i de tilfælde hvor det kan tjene til at opnå en mere sikker bestemmelse. Disse karakterer fortjener dog alligevel et par kommentarer.

I mange bestemmelsesværker bruges kemiske karakterer. Således kan f.eks. jernsulfat og stærke baser give farvereaktioner på kød og stokoverflade som kan være nyttige i forbindelse med en bestemmelse. Kemiske karakterer er kun i begrænset omfang omtalt i denne artikel.

Karakterer som skal ses i et mikroskop, kan også være meget nyttige ved bestemmelse af skørhatte. Sporernes størrelse og ornamentation er ret konstant for den enkelte art, men kan variere meget mellem de enkelte arter.

Hathudskarakterer er også vigtige, især tilstedeværelsen og udseendet af hatcystider og af såkaldte primordiale hyfer. Hathudskarakterer har stor betydning for den måde man systematisk grupperer skørhattene på.

Arterne I det følgende gives en kort karakteristik af de enkelte arter. Alle arter som nogenlunde regelmæssigt findes i nåleskov, er forsøgt inkluderet, men ikke de arter som overvejende findes i løvskov og kun undtagelsesvis findes under nåletræer. I en nåleskov vil der ofte være spredte birke eller pilebuske, og man skal være opmærksom på at skørhatte som er knyttet til disse værter, er ikke taget med.

Tragt-Skørhat (Russula delica Fr.) Hatten er typisk 5-15 cm bred, og allerede fra begyndelsen er den dybt tragtformet. Både hat, stok og lameller er hvidlige, men øverst på stokken er der ofte et blågrønligt skær. Kødet er skørt, og lugten er svagt fiskeagtig. Smagen er mild til forholdsvis skarp. Sporefældningen er lyst creme. Tragt-Skørhat findes af og til i nåleskov, men er langt mere almindelig i løvskov. På grund af de hvide frugtlegemer og den udprægede tragtform er Tragt-Skørhat let genkendelig. Former med høj stok og tætte lameller, som den der er vist på billedet, skal muligvis hedde Russula chloroides.

Sværtende Skørhat (Russula nigricans Fr.) UDEN KÆLDERLUGT. TYKKE LAMELLER DER ER FJERNE. Hatten er typisk 5-15 cm bred med nedtrykt midte og ombøjet rand. Som helt ung kan hatten være hvidlig, men den anløber hurtigt sodbrunt til sort. Lameller og stok er først hvide, men bliver smudsigt hvide med alderen. Lamellerne er meget fjerne og tykke. Når kødet såres, bliver det først rødt og derefter sort. Kødet er meget fast, og lugten er svag. Smagen er mild til forholdsvis skarp. Sporefældningen er rent hvid. Sværtende Skørhat findes af og til i nåleskov, men er langt mere almindelig i løvskov. I bøgeskoven hører den således til de mest almindelige arter. Den kan forveksles med Sveden Skørhat og Tætbladet Skørhat, men kan kendes fra disse på de tykke og fjerne lameller.Sveden Skørhat afviger desuden ved at have en kælderagtig lugt. Sværtende Skørhat er en meget grov svamp, og dens frugtlegemer nedbrydes kun langsomt. Ofte kan man om foråret finde de helt sorte rester af frugtlegemer fra året før. Det siger næsten sig selv at Sværtende Skørhat og dens nærmeste slægtninge er helt uegnede til spisebrug.

Sveden Skørhat (Russula adusta Fr.)
KÆLDER-LUGT.Hatten er typisk 5-15 cm bred med nedtrykt midte og ombøjet rand. Som helt ung kan hatten være hvidlig, men den anløber hurtigt smudsigt brunt. Lamellerne er generelt middeltætte. Både lameller og stok er hvide fra begyndelsen, men bliver smudsigt hvide med alderen. Når kødet såres, bliver det først rødt og derefter sort. Kødet er ret fast, og lugten er meget karakteristisk, som vinfad eller fugtig kælder. Smagen er næsten mild, men ikke behagelig. Sporefældningen er rent hvid. Sveden Skørhat findes i nåleskov, især i fyrreskov på sandbund. Her findes den tit i brandbælterne. Den er relativt almindelig i de jyske fyrreplantager. Den kan forveksles med Sværtende Skørhat og Tætbladet Skørhat, men ingen af disse har Sveden Skørhats karakteristiske lugt.

Tætbladet Skørhat (Russula densifolia Gill.)
MINDRE SVAMP. TÆTTERE LAMELLER END SVEDEN SKØRHAT OG SVÆRTENDE SKØRHAT. Hatten er typisk 4-7 cm bred med nedtrykt midte og ombøjet rand. Hatten er først lys, men bliver sodbrun næsten med det samme, dog vedbliver randen længe med at være ret lys eller næsten hvid. Lamellerne er ret tætte. Både lameller og stok er hvide, men de bliver smudsigt hvide med alderen. Når kødet såres, bliver det først rødt og derefter sort. Kødet er meget fast, og lugten er svag. Smagen er mild til forholdsvis skarp. Sporefældningen er rent hvid. Tætbladet Skørhat findes af og til i nåleskov, men er nok mere almindelig i løvskove på mager bund, f.eks. i egekrat eller i bøgeskov på morbund. Den kan forveksles med Sveden Skørhat ogSværtende Skørhat, men er mindre og har tættere lameller.

Stinkende Skørhat (Russula foetens Pers.: Fr.)
ELASTISK YDERSTE DEL AF HATTEN. KUGLERUND SOM UNG. Hatten er typisk 5-15 cm bred. Fra begyndelsen er den næsten kugleformet, og hatranden når helt ind til stokken. Senere udbredes hatten og bliver halvkugleformet, til sidst med en mere eller mindre nedtrykt midte. Hatten er slimet med en markant kamfuret rand, og farven er smudsigt gul til gulbrun. Lameller og stok er hvide til creme, men de bliver ofte brunplettede med alderen. Kødet er ret fast, og lugten er ubehageligt olieagtig. Smagen er skarp. Sporefældningen er creme. Stinkende Skørhat findes af og til i nåleskov, men er langt mere almindelig i løvskov. Den tilhører gruppen af kamskørhatte og kan nok kun forveksles med andre arter i denne gruppe. Disse vokser dog normalt kun i løvskove. Det er karakteristisk for kamskørhattene at den yderste del af hatten har en ret elastisk konsistens.

Græsgrøn Skørhat (Russula aeruginea Lindblad ex Fr.)
UNDER GRAN OG BIRK. CREME-SPORER. Hatten er typisk 6-10 cm bred, og hatfarven er overvejende grågrøn, ofte med partier som er afbleget til hvid, og ofte rustplettet. Lamellerne er først hvidlige, men bliver lyst cremefarvede med alderen. Stokken er hvid, ofte med rustpletter, og kødet er relativt fast. Lugten er ubetydelig, og smagen er mild. Sporefældningen er creme. Græsgrøn Skørhat vokser somme tider under Gran, men den er mere almindelig under Birk. Den er ganske almindelig i hele landet. Der findes mange mildt smagende skørhatte med grågrønlige farver, og de kan være vanskelige at kende fra hinanden. Dog er de arter som ligner Græsgrøn Skørhat mest, alle knyttet til løvtræer. Græsgrøn Skørhat kan spises, men begyndere skal naturligvis være meget opmærksomme på forvekslingsrisikoen med den dødeligt giftige Grøn Fluesvamp.

Spiselig Skørhat (Russula vesca Fr.)
RENT HVIDE SPORER. To gode kendetegn for Spiselig Skørhat er at stokken er lidt tilspidset nedefter, og at hathuden somme tider ikke når helt ud til randen. Hatten er typisk 5-10 cm bred, og hatfarven er rødbrun til lillabrun, sommetider meget afbleget eller med nuancer af grågrønt. Lameller og stok er hvide, og kødet er ret fast. Lugten er ubetydelig, og smagen er mild. Sporefældningen er rent hvid. Spiselig Skørhat kan somme tider findes i nåleskov, men er langt mere almindelig i løvskov, f.eks. i bøgeskove på morbund. Den er fremme allerede fra omkring 1. juni. Den kan forveksles med Brun Skørhat, men denne er lidt kraftigere og har cremefarvede sporer. Sporerne hos Brun Skørhat er også lidt bredere (under 6 µm brede hos Spiselig Skørhat, over 6 µm brede hos Brun Skørhat). Spiselig Skørhat er en udmærket spisesvamp, men den er ofte angrebet af svampemyggelarver.

Brun Skørhat (Russula mustelina Fr.)
CREMEFARVEDE SPORER. (MILD, FAST KØD, KRAFTIG STOK) Hatten er typisk 5-12 cm bred, og hatfarven er mørkt gulbrun til gråbrun. Lamellerne er først hvidlige, men bliver cremefarvede med alderen. Stokken er kraftig og hvid, og kødet er fast. Lugten er ubetydelig, og smagen er mild. Sporefældningen er creme. Brun Skørhat vokser i nåleskov og kan findes både med Gran, Ædelgran og Fyr. Den er kun fundet otte steder i Danmark, men er mere almindelig i de andre nordiske lande. Den er kendt fra de fleste landsdele, to steder i Jylland, to på Fyn, to på Sjælland og to på Bornholm. I Danmark har den rødlistestatus som sårbar. Den synes på ingen måde at være knyttet til lokaliteter med mange sjældne arter. Brun Skørhat er en nær slægtning afSpiselig Skørhat og kan også ligne en mørk og kraftig udgave af denne. Spiselig Skørhat, der også kan vokse i nåleskov, har rent hvid sporefældning og mindre sporer.

Okkergul Skørhat (Russula ochroleuca Pers.)
LAMELLER HVIDE DVS IKKE AF HATRANDFARVEN.(GRÅNER) Hatten er typisk 5-12 cm bred, og farven er lædergul. Lamellerne er først hvidlige, men de kan gråne lidt med alderen. Stokken er hvid fra begyndelsen, men med alderen anløber den gråt. Kødet er relativt fast og anløber gråt lige som stokoverfladen. Lugten er ubetydelig, og kødet smager mildt eller en smule skarpt. Sporefældningen er hvid eller hvidlig. Okkergul Skørhat vokser både under løv- og nåletræer. Den kommer som regel først frem i september, men i efterårsmånederne er det nok den mest almindelige Skørhat i Danmark. Selv om Okkergul Skørhat nogle gange smager næsten mildt, er den uinteressant som spisesvamp. Den smudsigt gule hat og den grånende stok adskiller Okkergul Skørhat fra andre arter i nåleskov. Galde-Skørhat, der vokser under bøg, ligner meget, men kendes på at hatrand og lameller har samme farve. Hos Okkergul Skørhat er hatranden gullig hvilket lamellerne ikke er.

Gulstokket Skørhat (Russula puellaris Fr.)
MILD. SPINKEL. GULNENDE. (CREMESPORER) Hatten er typisk 3-6 cm bred, og randen er mere eller mindre kamfuret. Hatfarven er overvejende rødbrun til purpurbrun. Lamellerne er først hvidlige, men bliver cremefarvede med alderen. Stokken er spinkel og hvid, men ligesom kødet anløber den gult nedefra med alderen. Kødet er skørt og bryder let. Lugten er ubetydelig, og smagen er mild. Sporefældningen er dybt creme. Gulstokket Skørhat vokser især i nåleskov, især under Gran, oftest på sur, ret fugtig bund. Den kan også findes på morbund under Bøg. Den er ret almindelig allerede fra om sommeren. Man kan godt spise Gulstokket Skørhat, men konsistensen er kedelig, og den anbefales ikke. Hatfarven hos Gulstokket Skørhat kan variere meget, og arten kendes bedst på sin spinkle statur, den milde smag og det gulnende kød.

Spinkel Skørhat (Russula nauseosa (Pers.) Fr.)
MILD. SKØR. GRAN. (ORANGEGULE SPORER) Hatten er typisk 3-6 cm bred med nedtrykt midte og lidt kamfuret rand. Hatfarven er gulbrun til rødbrun eller lillabrun, sommetider olivenfarvet i partier. Lamellerne er først hvidlige, men bliver gule med alderen. Stokken er hvid, og kødet er ret blødt og skørt. Lugten er ubetydelig, og smagen er mild og behagelig. Sporefældningen er orangegul. Spinkel Skørhat vokser under Gran. Den er ret almindelig i Danmark og dukker op allerede omkring 1. juni. Den er spiselig, men på grund af størrelsen og den skøre konsistens hører den ikke til blandt de bedste. Arten er kendetegnet ved sin milde smag, den skøre konsistens og forekomsten under Gran.
Fyrre-Skørhat er den mest oplagte forvekslingsmulighed, men den vokser under Fyr og er generelt mere rød.

Fyrre-Skørhat (Russula cessans Pears.)
FYR. MERE RØD END SPINKEL SKØRHAT. SPORER: MED BROER MELLEM VORTER.(ORANGEGULE SPORER. MILD) Hatten er typisk 3-6 cm bred med nedtrykt midte og sommetider lidt kamfuret rand. Hatfarven er rød til rødbrun eller purpurbrun. Lamellerne er først hvidlige, men bliver meget hurtigt gule. Stokken er hvid, og kødet er ret blødt og skørt. Lugten er ubetydelig, og smagen er mild og behagelig. Sporefældningen er orangegul. Fyrre-Skørhat vokser, som navnet antyder, under Fyr. Den findes hist og her og er sandsynligvis mere almindelig i Jylland end på øerne. Den er spiselig, men på grund af størrelsen og konsistensen hører den ikke til blandt de mest interessante arter. Arten er kendetegnet ved sin milde smag, den skøre konsistens og forekomsten under Fyr.
Spinkel Skørhat er den mest oplagte forvekslingsmulighed, men den vokser under Gran. I tvivlstilfælde kan man skelne de to på sporeornamentationen. Hvor Spinkel Skørhat har isolerede vorter, har Fyrre-Skørhat spredte forbindelser mellem vorterne.

Mandel-Skørhat (Russula integra (L.) Fr.) (Syn.: R. polychroma Sing. ex Hora)
BRUN. MØRKE (LÆDERGULE) SPORER. STOR. (MILD) Hatten er typisk 6-12 cm bred med nedtrykt midte og lidt kamfuret rand. Hatfarven er gulbrun til sepiabrun. Lamellerne er først hvidlige, men bliver lædergule med alderen. Stokken er hvid, og kødet er ret blødt. Lugten er ubetydelig, og smagen er mild og behagelig. Sporefældningen er orangegul. Mandel-Skørhat vokser under Gran, gerne på kalkbund. Den er meget sjælden i Danmark, men mere almindelig i de andre nordiske lande. I Danmark har den rødlistestatus som sjælden, og der er kendt fra tre lokaliteter, én på Sjælland og to på Bornholm. Mandel-Skørhat kendes på størrelsen, de mørke sporer og de brune hatfarver.
Spinkel Skørhat og Fyrre-Skørhat er meget spinklere, og de mildt smagende arter som kan måle sig med Mandel-Skørhat i størrelsen, har lysere sporer eller andre hatfarver. Mandel-Skørhat anses som en af de bedre spisesvampe blandt skørhattene, men skal man samle ind til spisebrug, må man nok søge uden for landets grænser.

Prægtig Skørhat (Russula paludosa (L.) Fr.)
KUN SVAGT GRÅNENDE ELLER IKKE-GRÅNENDE. HØJST LIDT SKARP.(LÆDERGULE SPORER. RØDT PÅ STOK) Hatten er typisk 6-12 cm bred og har en nedtrykt midte. Hatfarven er oftest en blanding af røde og orange farver der kan minde om farverne hos et æble. Sjældent kan hatten være næsten rent gul. Lamellerne er først hvidlige, men bliver lyst lædergule med alderen. Stokken er høj og hvid, men næsten altid med et rødt anstrøg. Med alderen kan kødet anløbe gråt. Kødet er blødt, lugten er ubetydelig, og smagen er mild eller en smule skarp. Sporefældningen er lyst cremegul. Prægtig Skørhat vokser både under Gran og Fyr, især på sandet og næringsfattig bund. Den kommer frem allerede omkring 1. juni og kan være talrig frem til slutningen af oktober. Den er meget almindelig i de midt-, vest- og nordjyske plantager, men findes også på egnede lokaliteter på øerne. I plantager kan Prægtig Skørhat findes i stort antal, og derfor er den nok den Skørhat som oftest bliver indsamlet til spisebrug i Danmark.
Stor Gift-Skørhat vokser de samme steder og er mindst lige så almindelig, men den har rent røde farver og smager skarpt.
Når kødet gråner, kan Prægtig Skørhat muligvis forveksles med Vinrød Skørhat eller med Afblegende Skørhat, men hos disse gråner kødet endnu mere, og de har andre hatfarver.

Vinrød Skørhat (Russula vinosa Lindbl.)
GRÅNER MEGET. MØRK. (MILD, LÆDERGULE SPORER) Hatten er typisk 6-12 cm bred og har en nedtrykt midte. Hatfarven er brunrød til purpurrød, men kan blege af med alderen. Lamellerne er først hvidlige, men bliver lyst lædergule med alderen. Allerede tidligt begynder de at gråne, begyndende med æggen. Stokken er hvid fra begyndelsen, men gråner hurtigt ligesom kødet. Kødet er blødt. Lugten er ubetydelig, og smagen er mild. Sporefældningen er lyst cremegul. Vinrød Skørhat vokser både under Gran og Fyr, især på sandet og næringsfattig bund. Den er ret sjælden i størstedelen af landet, men kan være ret almindelig i den nordlige og vestlige del af Jylland. Den mørke hatfarve adskiller den fra andre skørhatte med stærkt grånende kød.
Afblegende Skørhat gråner lige så meget, men starter med at være teglrød til orange.
Prægtig Skørhat, der også kan gråne lidt, har typisk en blanding af orange og røde „æblefarver“ på hatten.

Afblegende Skørhat (Russula decolorans (Fr.) Fr.)
GRÅNER MEGET. LIVLIG HATFARVE. HVID STOK.(DYBT CREMEFARVEDE SPORER. MILD) Hatten er typisk 5-12 cm bred og har en nedtrykt midte. Hatfarven er orange til teglrød, men med alderen falmer disse farver, og hatten anløber gråt. Lamellerne er først hvidlige, men bliver dybt cremefarvede med alderen. Allerede tidligt begynder de at gråne, begyndende med æggen. Stokken er hvid, men gråner meget hurtigt ligesom kødet. Kødet er blødt. Lugten er ubetydelig, og smagen er mild. Sporefældningen er dybt creme til lyst cremegul. Afblegende Skørhat vokser under Gran og Fyr på næringsfattig bund. Den er ret sjælden og findes især i de jyske plantager. Den er spiselig, men med det grånende kød er den ikke lækker. Den ret livlige hatfarve og det stærkt grånende kød adskiller den fra andre skørhatte. Også
Vinrød Skørhat gråner meget, men den har helt andre hatfarver.
Prægtig Skørhat gråner ikke nær så meget og har typisk et rødt anstrøg på stokken.

Puklet Skørhat (Russula coerulea Fr.) (Syn. R. amara Kucera)
MØRK. PUKLET. ORANGEGULE SPORER. MILD. Hatten er typisk 3-8 cm bred. Den starter med at være klokkeformet og er siden udbredt med en mere eller mindre tydelig pukkel. Hatfarven er lillabrun til purpurbrun. Lamellerne er først hvidlige, men bliver gule med alderen. Stokken er hvid, og kødet er ret fast. Lugten er ubetydelig, og kødet smager mildt, men ifølge Knudsen og Stordal (1992) er hathuden bitter. Sporefældningen er orangegul. Puklet Skørhat vokser under Fyr på sandet bund. Den er sjælden i Danmark og har rødlistestatus som sårbar. Den er kendt fra 10 lokaliteter i landet, heraf de otte øst for Storebælt. Fem lokaliteter ligger på nordkysten af Sjælland, og med en enkelt undtagelse er alle danske lokaliteter kystnære. Den mørke, puklede hat og de orangegule sporer er karakteristiske for Puklet Skørhat.
Citronbladet Skørhat har normalt også puklet hat, men hos denne smager kødet udpræget skarpt, og sporerne er lysere.

Ametyst-Skørhat (Russula amethystina Quél.)
GRAN – KUN SJÆLDENT UNDER FYR. SPORER: MANGE ISOLEREDE VORTER – KUN FÅ BROER. IKKE JODLUGT VED STOKBASIS. (MILD. DYBT CREMEGULE SPORER) Hatten er typisk 5-12 cm bred og får hurtigt en nedtrykt midte. Hatfarven er lilla til purpurbrun, typisk forholdsvis mørk. Lamellerne bliver lædergule med alderen. Stokken er hvid, og kødet er ret fast med en mild smag. Lugten er ubetydelig. Sporefældningen er dybt cremegul til lyst orangegul. Ametyst-Skørhat vokser især med Gran og Ædelgran, sjældnere under Fyr (Romagnesi 1967). Knudsen og Stordal (1992) angiver den fra Danmark, men der findes ikke materiale på Botanisk Museum i København (Henning Knudsen, pers.medd.).
Den nærmeste forvekslingsmulighed er Jod- Skørhat, men denne har jodlugt ved stokbasis, og den vokser overvejende under Fyr. Sporerne hos Jod-Skørhat har et netmønster med ganske få isolerede vorter, mens sporerne hos Ametyst- Skørhat har mange isolerede vorter og kun få vorter som er forbundne med lister. Puklet Skørhat afviger ved at have puklet hat.

Jod-Skørhat (Russula turci Bres.)
FYR. JODLUGT VED STOKBASIS. SAND. GULE SPORER. MØRK HAT. (MILD) Hatten er typisk 5-10 cm bred og får hurtigt en nedtrykt midte. Hatfarven er lilla til purpurbrun, og når hatten er tør, har den et meget mat udseende. Lamellerne er først hvidlige, men bliver lædergule med alderen. Stokken er hvid, og kødet er ret fast med en mild smag. Arten er kendetegnet ved at have en markant jodlugt som er tydeligst ved stokbasis. Lugten er lettest at registrere straks efter plukningen. Sporefældningen er cremegul til lyst orangegul. Jod-Skørhat vokser under Fyr, især på sandet bund. Den er sjælden og har status som opmærksomhedskrævende. Den er kendt fra 13 lokaliteter i landet, de 11 øst for Storebælt. Den markante jodlugt er karakteristisk for Jod-Skørhat sammen med den mørke hat og de gule sporer.
Ametyst-Skørhat afviger ved at mangle jodlugt og ved at have anderledes sporeornamentation. Puklet Skørhat afviger ved at have puklet hat og ved at mangle jodlugt. Jod-Skørhat er ikke afbildet her, men gode farveillustrationer findes hos Phillips (1981) s. 111, Einhellinger (1987) pl. 29, Gerhard (1997) s. 449, Krieglsteiner (2000) s. 469 og Dähncke (1993) s. 870.

Hummer-Skørhat (Russula xerampelina (Schaeff.) Fr.) (Syn.: R. erythropus Pelt.)
SKALDYRLUGT. (MILD. LÆDERGULE SPORER) Hatten er typisk 6-12 cm bred og er hvælvet til nedtrykt. Hatfarven er purpurrød med en mørkere til næsten sort midte. Lamellerne er først hvidlige, men bliver lædergule med alderen. Stokken har normalt et stærkt rosa anstrøg, og med alderen anløber den brunt nedefra. Kødet er ret fast og anløber brunt ligesom stokoverfladen. Unge eksemplarer kan være næsten lugtløse, men hele svampen får hurtigt en markant lugt som kogt skaldyr. Kødet smager mildt og behageligt. Sporefældningen er cremegul. Hummer-Skørhat vokser både under Fyr, Gran og Ædelgran og er ret almindelig i Danmark. Den findes især på sandet bund, men synes at trives både på sur og på kalkholdig bund. Den må anses for at være en af de bedste spisesvampe blandt skørhattene. Den markante lugt af skaldyr gør Hummer-Skørhat let at kende fra de andre arter som er behandlet her. Under løvtræer findes der dog mindst fire skørhatte mere som har den samme lugt. Tidligere har man i flere bøger opfattet Hummer-Skørhat som en meget variabel art, men der er tale om en gruppe af arter, hvoraf nogle kan være vanskelige at kende fra hinanden. Alle arter i Hummer-Skørhat-gruppen har skaldyrslugt og brunt anløbende kød. Desuden reagerer de alle grønt med jernsulfat, en reaktion der ellers er sjælden blandt skørhattene.

Stor Gift-Skørhat (Russula emetica (Schaeff.: Fr.) Pers.)
GRAN, FYR, MÅSKE OGSÅ LØVTRÆER. RUSSULA SILVESTRIS ER MINDRE OG HAR LIDT MINDRE SPORER. (SKARP, NÆSTEN HELT HVIDE SPORER) Stor Gift-Skørhat kendes fra andre skørhatte i nåleskov på de rent røde hatfarver, de hvide lameller og den hvide stok. Hatten er typisk 5- 10 cm bred, og hatfarven er altid rent rød uden nuancer af lilla, sort eller grønt. Kødet er relativt skørt. Lugten er svagt frugtagtig, og smagen er udpræget skarp. Sporefældningen er næsten helt hvid. Stor Gift-Skørhat vokser under nåletræer, både under Gran og Fyr, og muligvis kan den også findes under løvtræer. Den er meget almindelig i Danmark, og i gran- og fyrreplantager er den blandt de mest almindelige svampe.
Lille Gift-Skørhat (R. mairei) ligner, men den træffes ikke i nåleskov. En tredje art, Russula silvestris, fortjener muligvis at blive regnet som en selvstændig art. Den kan både vokse i løv- og nåleskove. Den findes antagelig i Danmark og kendes på at være mindre og på at have lidt mindre sporer end Stor Gift-Skørhat. Sarnari (1998) angiver sporestørrelsen hos Stor Gift-Skørhat som 8,8-10,5 x 7,4-8,8 µm, mens de skal være 7,2-9,8 x 6,2-7,8 µm hos R. silvestris.

Savbladet Skørhat (Russula fragilis (Pers.: Fr.) Fr.)
SAVTAKKET EG. SPORER 6½-8½ MIKROMETER BREDE. (SKARP. NÆSTEN HELT HVIDE SPORER) Karakteristisk for denne art er – som det danske navn siger – at lamelæggen er fint savtakket under lup. Hatten er typisk 3-7 cm bred, og hatfarven er purpurrød, ofte med mørk midte og ofte med grålige eller grønlige indslag. Lameller og stok er hvide eller hvidlige, og kødet er ret skørt. Lugten er syrligt frugtagtig, og smagen er forholdsvis skarp. Sporefældningen er næsten helt hvid. Savbladet Skørhat kan både vokse under løv- og nåletræer. Den findes som regel under Gran eller Eg, gerne på tør, sandet og sur jordbund. Den er almindelig og findes i hele landet. Der findes en varietet (var. gilva Einhellinger) hvor hatten er rent gul. I alle andre karakterer er den identisk med hovedvarieteten. Denne gule varietet er forholdsvis sjælden i Danmark.
Nærmeste forvekslingsmulighed for Savbladet Skørhat er Sortrød Skørhat, men hos denne er lamelæggen ikke savtakket. I mikroskopet kan de to kendes fra hinanden på at sporerne hos Savbladet Skørhat er 6,5-8,5 µm brede, mens de kun er 5-6,5 µm brede hos Sortrød Skørhat.

Sortrød Skørhat (Russula atrorubens Quél.)
IKKE SAVTAKKET EG. SPORER 5-6½ MIKROMETER BREDE. (HVIDE SPORER). sPARP. [RUSSULA AQUOSA ER NÆSTEN MILD.] Hatten er typisk 3-7 cm bred, og hatfarven er purpurrød, ofte med grålige eller grønlige indslag. Lamellerne og stokken er hvidlige, og kødet er ret skørt. Lugten er syrligt frugtagtig, og smagen er forholdsvis skarp. Sporefældningen er næsten helt hvid. Sortrød Skørhat vokser under nåletræer, antagelig både under Gran og Fyr, ofte på ret fugtige steder og typisk på sandet og sur jordbund. Den er ret sjælden i Danmark.
Savbladet Skørhat ligner, men har en savtakket lamelæg og bredere sporer (se under denne). Russula aquosa, der muligvis findes i Danmark, er også en forvekslingsmulighed. Den har mange karakterer tilfælles med Sortrød Skørhat, men smager mildt eller næsten mildt. Den har brunrød hat, vokser på fugtig bund, typisk i tørvemos, har meget skørt kød og ret små sporer lige som Sortrød Skørhat.

Blodrød Skørhat (Russula sanguinea Fr.)
FYR, MÅSKE OGSÅ GRAN/LÆRK. RØDT PÅ STOK. CREMESPORER. SKARP. (DYBT CREMEFARVEDE SPORER) Hatten er typisk 4-8 cm bred, og hatfarven er rent rød uden lilla eller grønlige indslag. Lamellerne er først hvidlige, men bliver cremefarvede med alderen. Stokken er typisk lidt vandetgrålig (ikke grånende), og samtidig har den et rødt anstrøg. Kødet er ret fast. Lugten er ubetydelig til svagt frugtagtig, og smagen er moderat til udpræget skarp. Sporefældningen er dybt creme. Blodrød Skørhat vokser under Fyr, men ifølge Sarnari (1998) kan den undtagelsesvis vokse under Gran og Lærk. Den er ret sjælden i Danmark.
Stor Gift-Skørhat har også rent røde farver, men har hvid stok, hvide lameller og hvidlig sporefældning.

Quélets Skørhat (Russula queletii Fr.)
GRAN. IKKE SÅ FASTKØDET OG IKKE SÅ KRAFTIG SOM CITRONBLADET SKØRHAT. KØD IKKE ROSA MED AMMONIAK ELLER KALIUMHYDROXID. (SKARP. DYBT CREMEFARVEDE SPORER) Hatten er typisk 4-7 cm bred, og hatfarven er overvejende rødbrun eller brunrød. Fra begyndelsen er den mørk, men den kan blege af med alderen. Lamellerne er først hvidlige, men bliver cremefarvede efterhånden som sporerne modnes. Stokken er typisk rødlilla anløben, og kødet er ret skørt hos udvoksede eksemplarer. Lugten er udpræget stikkelsbæragtig, og smagen er temmelig skarp. Sporefældningen er dybt creme. Quélets Skørhat vokser under Gran, og lugten hjælper godt med når man skal genkende den. Den er ganske almindelig i nåledækket i granplantager, især på leret eller kalkholdig bund. Ofte ser man den i ret unge og kedeligt udseende beplantninger.
Citronbladet Skørhat er generelt kraftigere og mere fastkødet, og så vokser den under Fyr. Navnet Quélets Skørhat kommer fra den produktive franske mykolog Lucien Quélet som var aktiv i slutningen af 1800-tallet.

Citronbladet Skørhat (Russula sardonia Fr.)
FYR. MERE FASTKØDET OG KRAFTIGERE END CITRONBLADET SKØRHAT. KØD ROSA MED AMMONIAK ELLER KALIUMHYDROXID. PUKLET HAT. (MEGET SKARP. DYBT CREMEFARVEDE SPORER MEN LAMELLER CITRONGULE UANSET SPORERNE) Hatten er typisk 4-10 cm bred, og hatfarven er mørkt brunrød til lillarød, ofte med grønlige indslag, sjældent kan hatten være overvejende olivengrøn. Det er typisk for arten at hatten er puklet, især hos unge eksemplarer. Lamellerne er først hvidlige til lyst citrongule, men bliver mere cremefarvede med alderen. Stokken er typisk rødt eller lilla anløben, og kødet er fast. Lugten er udpræget frugtagtig, og smagen er meget skarp. Sporefældningen er dybt creme. Citronbladet Skørhat vokser under Fyr og er almindelig i Danmark, især på sandet bund. Som det danske navn antyder, kan lamellerne være citrongule, men det er ikke altid særlig markant. Denne citrongule farve skyldes ikke sporerne og ses bedst hos unge eksemplarer.
En karakter som adskiller Citronbladet Skørhat fra forvekslingsmuligheder, er at kødet og lamellerne bliver rosa ved tilsætning af ammoniak eller kaliumhydroxid. Skulle man rende ind i en rent grønhattet form af Citronbladet Skørhat, kan denne basereaktion og den puklede hat hjælpe med identifikationen.
En anden art som også anløber rosa ved tilsætning af base, er Russula cavipes, men den er ikke fundet i Danmark. Den har samme hatfarve og hatform som den typiske form af Citronbladet Skørhat, men er spinklere og er knyttet til Ædelgran.
Sand-Skørhat (ikke citrongule farver, og hatten ikke puklet). Fra Sand- Skørhat kan den kendes på de mørkere sporer. Under mikroskopet kan den kendes fra Sand- Skørhat på de mangecellede hatcystider. Sand- Skørhat har lange, encellede hatcystider.SAND-SKØRHAT: LANGE ENCELLEDE HATCYSTIDER, DVS. IKKE MANGECELLEDE.

Peber-Skørhat kan forveksles med Russula firmula der muligvis også findes i Danmark. Peber-Skørhat: SPORER: DELVIS FORBUNDNE VORTER.

Russula firmula har sporer med isolerede pigge, mens Peber-Skørhat har sporer med delvis forbundne vorter.RUSSULA FIRMULA: SPORER: MED ISOLEREDE PIGGE, DVS. UDEN DELVIS-FORBUNDNE VORTER. Peber-Skørhat er ikke afbildet her, men gode farveillustrationer findes hos Sarnari (1998) s. 687 og 689, Gerhard (1997) s. 456, Marchand (1977) s. 455 og Dähncke (1993) s. 930.

Litteratur Buchwald, N.F. 1960. Jubilæumsekskursionerne 2.-4. oktober 1955. – Friesia 6: 219-227.
Dähncke, R. 1993. 1200 Pilze in Farbfotos – Aarau. Einhellinger, A. 1987. Die Gattung Russula in Bayern. – Bibliotheca Mycologica, Band 112.
Gerhard, E. 1997. Der grosse BLV Pilzführer für unterwegs. – München.
Hvass, H. 1971. Svampe i farver. – København.
Knudsen, H. & J. Stordal 1992. Russula Pers. i L. Hansen & H. Knudsen (red.): Nordic macromycetes vol. 2, s. 374-400. – København.
Krieglsteiner, G.J. 2000. Die Grosspilze Baden- Württembergs. Band 2. – Stuttgart.
Marchand, A. 1977. Champignons du Nord et du Midi. 5. Les Russules. – Perpignan.
Petersen, J.H. 1996. Foreningen til Svampekundskabens Fremmes farvekort.
Phillips, R. 1981. Mushrooms and other fungi of Great Britain and Europe. – London.
Romagnesi,a brunrød til rødbrun eller purpurbrun. Lamellerne er først lyse, men bliver dybt cremegule med alderen. Stokken er hvid, men kan have et fint rødligt anstrøg. Kødet er fast. Lugten er normalt ubetydelig, men kan være lidt cedertræsagtig i tørt vejr (Sarnari 1998). Smagen er skarp, men med en vis forsinkelse. Sporefældningen er dybt cremegul til lyst orangegul. Peber-Skørhat vokser under Fyr på sur bund, og Knudsen & Stordal (1992) angiver den fra Svinkløv Plantage. Henning Knudsen (pers. medd.) oplyser at der på Botanisk Museum i København ligger et belæg fra Næsskov i Odsherred, samlet i 1990 af Rasmus Ejrnæs. Desuden angiver Hvass (1971) at den er sjælden i Danmark. Den har rødlistestatus som sårbar. I felten kan den kendes fra Citronbladet Skørhat på at lamellerne ikke har citrongule farver, og at hatten ikke er puklet. Fra Sand- Skørhat kan den kendes på de mørkere sporer. Under mikroskopet kan den kendes fra Sand- Skørhat på de mangecellede hatcystider. Sand- Skørhat har lange, encellede hatcystider. Peber-Skørhat kan forveksles med Russula firmula der muligvis også findes i Danmark. R. firmula har sporer med isolerede pigge, mens Peber-Skørhat har sporer med delvis forbundne vorter. Peber-Skørhat er ikke afbildet her, men gode farveillustrationer findes hos Sarnari (1998) s. 687 og 689, Gerhard (1997) s. 456, Marchand (1977) s. 455 og Dähncke (1993) s. 930.

Litteratur Buchwald, N.F. 1960. Jubilæumsekskursionerne 2.-4. oktober 1955. – Friesia 6: 219-227.
Dähncke, R. 1993. 1200 Pilze in Farbfotos – Aarau. Einhellinger, A. 1987. Die Gattung Russula in Bayern. – Bibliotheca Mycologica, Band 112.
Gerhard, E. 1997. Der grosse BLV Pilzführer für unterwegs. – München.
Hvass, H. 1971. Svampe i farver. – København.
Knudsen, H. & J. Stordal 1992. Russula Pers. i L. Hansen & H. Knudsen (red.): Nordic macromycetes vol. 2, s. 374-400. – København.
Krieglsteiner, G.J. 2000. Die Grosspilze Baden- Württembergs. Band 2. – Stuttgart.
Marchand, A. 1977. Champignons du Nord et du Midi. 5. Les Russules. – Perpignan.
Petersen, J.H. 1996. Foreningen til Svampekundskabens Fremmes farvekort.
Phillips, R. 1981. Mushrooms and other fungi of Great Britain and Europe. – London.
Romagnesi, H. 1967. Les Russules d’Europe et d’Afrique du Nord.– Paris.
Sarnari, M. 1998. Monographia illustrata del genere Russula in Europa. Tomo primo. – A.M.B. Fondatione Centro Studi Micologici.
Schäffer, J. 1952. Russula-Monographie. – Bad Heilbrunn.

Hjemmesiden for Foreningen til Svampekundskabens Fremme

Gå til hjemmesiden for BioNyt – Videnskabens Verden

Tegn abonnement på

BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.

Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.

Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.