Stamceller kan også være en forklaring på kræft: Når niche-mikromiljøet omkring stamcellerne ikke er optimalt, sker der måske en selektion af stamceller, som ikke mere er afhængige af de selv-fornyende signalfaktorer, og sådanne stamceller kan tænkes at være forstadier for kræft-stamceller, som kan medføre kræftsygdomme ( Se kilde).

Måske bliver det inden for kræft, at stamceller kommer til at give store resultater. Man er nemlig blevet klar over, at kræft er stamceller, som kroppen har mistet kontrollen over, idet syge og muterede stamceller kan give kræft. Bestemte gener i stamcellerne er afgørende for, hvordan cellerne differentierer sig. Hvis disse gener forstyrres, kan de ikke længere kontrollere stamcellernes korrekte udvikling og formering, og dette kan føre til fremkomsten af kræftsvulster ( Se kilde).

Når en stamcelles trinvise differentieringsproces går i gang, programmeres der nye specialiserede celler med et genetisk "landkort", der er bestemmende for, hvilke celletyper, de udvikler sig til. Under denne proces mister stamcellerne evnen til at differentiere sig i enhver retning. Men noget kan gå galt i selve differentieringsprocessen.

Hvis man indsætter embryonale stamceller i en mus med nedsat immunforsvar, udvikler de sig straks til kræftceller. Det er i virkeligheden ikke så overraskende, for per definition minder stamceller over ordentlig meget om kræftceller: De vokser uhæmmet og ubegrænset og prøver at skabe væv og organer.

Forskningen af stamceller har åbnet op for et helt nyt perspektiv på kræft, efter at det er blevet erkendt, at grundlaget for kræft er kroppens egne stamceller. Der er tilmed blevet fremsat den teori, at kræft i bund og grund er stamceller, som er blevet ufølsomme for styrende og begrænsende signalstoffer fra deres omgivelser, måske nærmest som om en del af stamcellernes genetiske styring igen var blevet til noget af det, som kendes fra de dyrkede, embryonale stamceller.

Man stiller nu ligefrem spørgsmålet: Findes der overhovedet kræftformer, hvor stamceller ikke er involveret? Forskningsresultater tyder nemlig på, at kræftknuder vokser og spreder sig ved hjælp af stamceller.

Når man studerer kræft er man nu begyndt at opdage stamceller på de steder, hvor en kræftsygdom hærger. Danske forskere fra Panum Instituttet var f.eks. med til at vise, at brystkræft muligvis udspringer fra en stamcelle i brystet, og amerikanske forskere har af normalt væv kunnet frembringe kunstigt skabte brystkræftstamceller ( Se kilde).

Forskere fra Michigan Universitet har identificeret en menneskelig kræftstamcelle fra bugspytkirtlen, og har fundet tegn på, at disse celler er ansvarlige for tumorens aggressive vækst. Studiet understøtter den fremherskende idé om, at stamceller er skyld i noget, hvis ikke al kræft ( Se kilde).

Stamcellerne, som i princippet ville kunne give os evig ungdom, er altså også vores akilleshæl. Stamcellerne fornyr kroppen, men hvis de bliver brugt for meget, vil de mange differentieringsforløb øge risikoen for kræft!

Den evige ungdom er derfor nok ikke en mulighed. Men stamcellerne kan omvendt også tænkes at hjælpe os i kampen mod kræft – nemlig, hvis man kan vaccinere kroppen mod kræftdannende stamceller. Kræftcellerne har – afhængig af typen af kræft – bestemte overfladeproteiner, og de relevante stamceller vil nok danne de samme overfladeproteiner, når de udvikler sig til kræftceller. Man burde så kunne vaccinere imod dem.

Der er faktisk lavet et (i 2007 endnu ikke publiceret) studie, som viser, at en sådan vaccinationsstrategi er en realistisk mulighed. Hvis man vaccinerer mus med embryonale stamceller beskyttes musene mod at få lungekræft. Vacciner mod kræft kan altså tænkes at blive et overraskende og uforudset spin-off fra stamcelleforskningen ( Se kilde).

Stamcellernes evne til at forny sig selv gør dem i stand til at forny dårligt fungerende væv, – men rummer samtidig en risiko for kræftudvikling. Der er derfor bekymring over, om celler, som er dannet ud fra stamceller, vil blive til kræftceller, hvis de er blevet påvirket på uheldig måde under dyrkningen i laboratoriet.

Man har påvist, at når embryonale stamceller fra mus dyrkes i laboratoriet, kan der opstå fejl i epigenesen. F.eks. kan en kopi af IGF2-genet aktiveres, selv om den burde forblive inaktiv. Dette fordobler risikoen for, at en kræftfremmende mutation kan medføre svulstudvikling.

Man ved fra forsøg, at hvis blot en enkelt stamcelle slår sig ned et forkert sted, kan det medføre en kræftsvulst. Det ses i hvert fald hos de "nøgne mus", som er en musestamme, som mangler brisselen (thymus), og hvor musen derfor ikke har noget T-lymfocyt- baseret immunforsvar ( Se kilde 5185 side 90).

Der er det problem ved anvendelse af dyrkede embryonale stamceller til celleterapi, at alle de embryonale stamceller forinden må være differentieret. Hvis blot en enkelt celle stadig er udifferentieret risikerer man, at den danner en kræftsvulst i patienten. Der vil være en risiko for kræftudvikling, hvis man ikke har helt styr på, hvilke celletyper, som transplanteres tilbage i patienten. Måske vil man kunne fjerne risikoen for kræftsvulster ved at blokere Nanog-proteinet eller en anden nødvendig faktor i de transplanterede embryonale stamceller, så de ikke kan holde sig evig unge og så de dermed ikke mere kan udgøre en kræftrisiko ( Se kilde 5185 side 25).

Testikelkræft skyldes måske ukontrolleret vækst (teratokarcinom) af de embryonalstamceller, som danner kønscellerne.

I testiklerne hos 1% af unge danske mænd findes celler, som i 20-30 års alderen danner kræft. Disse kræftceller er pluripotente celler, som ligner de dyrkede, embryonale stamceller, og som aldrig er blevet differentieret færdigt. Det kan skyldes, at der er kommet problemer for de signalproteiner, som styrer differentieringen af de pluripotente celler, som giver ophav til de dyrkede, embryonale stamceller. Differentieringen er nemlig af ukendt grund gået i stå i testikelkræftcellerne, så de stadig har bevaret evner, som hos dyrkede, embryonale stamceller. Testikelkræftceller synes at være pluripotente celler, som ligner de dyrkede, embryonale stamceller, og en ukendt hormonpåvirkning under kvindens tidlige graviditet (måske fra hudcremer, kosmetik eller mad) påvirkede hendes drengefosters testikelceller, så de ikke differentierede sig, som de normalt skal gøre.

Evnen til at kunne danne kræft er karakteristisk for dyrkede, embryonale stamceller, og bruges faktisk til at bevise, at embryonale stamceller, som man har dyrket i længere tid, stadig er embryonale stamceller, dvs. at de ikke har differentieret sig og derved mistet deres pluripotente evne (som kan udtrykkes som kræftcelleudvikling).

Specielt må man altså være opmærksom på, at de, hvis cellerne deler sig ubegrænset, vil kunne medføre kræft. Det kan dog formentlig undgås, hvis de transplanterede celler alle er differentierede.

Man får flere og flere beviser for en sammenhæng mellem hjernesvulster og neurale stamceller. Det næste store skridt for en videreudvikling af teorien om, at stamcellerne kan medføre hjernetumor, vil være at opnå viden nok til at styre en proces, hvorved cellerne kan modificeres til at danne en tumor, så man kan bevise princippet for denne kræftudvikling ( Se kilde).

Ved omprogrammering af en hudcelle under anvendelse af signalstoffer opdagede man, at mindst én af faktorerne, nemlig genet c-myc, er et gen, som kan fremkalde kræft. Det viste sig da også, at ca. 20% af de embryoner, som indeholdt de embryonal-lignende stamceller, udviklede kræft, som skyldtes, at c-myc genet var blevet aktivt ( Se kilde).

Nogle stamceller fusionerer med andre celler, og danner hybridceller, som kan udbedre vævsskader, men de kan måske også tænkes at være årsag til kræft ( Se kilde 5185 side 45).

Genterapi kan eksperimentelt ske ved at indføre generne ved hjælp af retrovirus, og dette ville ikke kunne bruges til mennesker, fordi retrovirus indsætter generne tilfældige steder i cellernes genom, og dermed risikerer man at udløse en kræftudvikling ( Se kilde).

Nogle stamceller har ikke tendens til at udvikle sig til kræftceller, det gælder f.eks. skeletmusklernes myoblaster.

Det ser heller ikke ud til, at fostervandsstamcellerne kan udvikle sig til tumorer, sådan som det er tilfældet med de embryonale stamceller (det er faktisk en definition på embryonale stamceller, at de skal virke som kræftceller i immundefekte mus; stamceller fra navlestrengsblod, moderkagen eller testikelvæv har ikke denne kræftvirkning på immundefekte mus).

Mediedækningen af stamcelleområdet risikerer at fokusere urimeligt på kræftrisikoen, uden hensyn til at et forsøg er gjort med én stamcellekultur og i én bestemt sammenhæng. Danske forskere viste f.eks. at voksne stamceller, som ved gensplejsning var gjort langtidslevende, viste kræfttendenser (ikke overraskende, da langtidslevende og -delende celler er sådan), blev det i medierne udråbt til, "stamcellebehandling kan give kræft". Men stamcellebehandling sker under mange forskellige forhold, og er ofte uden tegn på kræftrisiko. (Indgivelse med udifferentierede embryonale stamceller rummer kræftrisiko, men det er velkendt).

STAMCELLER