nanobakterier

Denne side er et supplement til
**BioNyt – Videnskabens Verden** nr.134/135

Nanobakterier

Læs om diskussionen om nanobakterier findes – hvordan afslører man, om det er noget levende eller ej?:

BioNyt nr.134/135: Nanobakterier.

Findes der nanobakterier?

Er nanobakterier farlige – og findes de overhovedet?

Nanobakterier er blevet kaldt biologiens “kolde fusion”. Kold fusion var som bekendt en bemærkelsesværdig fysikopdagelse, som viste sig at være forkert. Teorien om nanobakterier er imidlertid – i modsætning til kold fusion – ikke begravet, idet finske forskere stadig studerer emnet på tyvende år og har fået amerikanske forskere og andre med på ideen.

Perspektiverne er da også store: Nanobakterier kunne måske være en ukendt livsform – måske noget mellem bakterier og virus. Måske kan de være årsag til åreforkalkning, nyresten og prostata-sten, hjertesygdomme mv. Ivrige tilhængere af nanobakterieteorien finder dem i forskellige biologiske præparater og farmaceutiske produkter. Måske er de ti gange mere almindelige end bakterier, således at det meste af alt biologisk materiale måske er nanobakterier – måske er de biologiens “mørke stof”; (astronomiens “dark matter” er i universet mere almindeligt end det synlige stof, se BioNyt nr.130).

Men nanobakterier kan også blot være en usædvanlig krystalvækstform, en forurening med organiske stoffer kombineret med calcium og phosphater, eller måske er de forrådnelsespartikler efter bakteriers aktivitet.

Det største problem ved nanobakterierne er deres størrelse. De påståede nanobakterier har en størrelse, der i rumfang er ca. 1000 gange mindre end en almindelig bakterie. Man har svært ved at forestille sig selvstændigt liv, som er mindre end 200-300 nm, og nogle påståede nanobakterier er mindre end dette. (Ganske vist kan virus være endnu mindre – men de er ikke levende organismer).

Der er udtaget patenter på diagnose og bekæmpelse af nanobakterier, og der tjenes penge på at behandle mennesker for påståede nanobakterieangreb og på at forebygge nanobakteriers skadelige virkninger i kroppen.

Artikler om nanobakterier er publiceret i fine videnskabelige tidsskrifter, og ved undersøgelser om påstået videnskabeligt fusk har man frikendt forskerne i Finland, hvor denne forskningsgren har sit hovedsæde.

Man skulle tro, at det var let at finde ud af, om noget er levende eller ej. Men problemet er, at man har at gøre med noget, som både indeholder mineraler med selvsupplerende evne, ligesom ved krystalvækst, og som samtidig indeholder organiske stoffer, som giver udslag i test til påvisning af organiske molekyler.

Tilhængerne hævder, at nanobakterier kan dyrkes og vokser med kun én celledeling hver 3. dag, vokser bedre i polariseret lys, og ifølge forsøg ville vokse fem gange hurtigere på en rumstation, hvor der ikke er et tyngdefelt.

Kritikerne hævder, at påvisning af nanobakterier ved hjælp af antistofbinding eller optagelse af RNA-byggesten, har ikke-biologiske forklaringer.

Finsk forskning i nanobakterier
Uanset at deres eksistens stadig er til diskussion, mener nogle forskere, at studierne vil kunne føre noget interessant med sig. Man ved nemlig ikke, hvorfor nogle mennesker danner sten i nyrerne, og kender ikke alt om årsagen til mineralsamlinger andre steder i kroppen.

En finsk forsker har etableret et firma, som sælger diagnoseudstyr og behandling mod nanobakterier. Efter over 21 års forskning konstaterer E.O.Kajander fra universitetet i den finske by Kuopio i en artikel fra juni 2006 i Letters of Applied Microbiology (bd.42 s.549-52), at ”nanobakterier, også kendt som kalcificerende nanopartikler, er kontroversielle infektiøse emner, som ikke passer til de gældende kriterier for levende organismer” . Han skriver videre, at de formerer sig, kan dræbe celler og forekommer ved mange sygdomme hos mennesket, og at de bør studeres mere.

Nogle af forskerne fortryder, at de i sin tid anvendte betegnelsen “-bakterier”, fordi det er så kontroversielt, at mange forskere ikke vil have noget med dette emne at gøre. Andre ser berøringsangsten som uheldig, for selv om nanobakterier er mindre, end man ud fra beregninger mener, at liv kan være, kan det ikke bare afvises, at de måske faktisk eksisterer, siger de. I interview fastholder Kajander sin oprindelig påstand om, at ”nanobakterier” er liv. Men han bebrejder sig selv, at han brugte betegnelsen ”nanobakterier”, for det fastholder diskussionen på spørgsmålet, om der er tale om liv. Det havde været bedre, hvis jeg havde kaldt dem ”kalcificerende, selvformerende nanopartikler”, siger han nu. Men det er relevant at studere mineraliseringen, selv om der ikke er nanoliv til stede, mener han.

Nanobakterier i nyresten?
Den finske forskergruppe har udtaget patenter på deres ”nanobakterier” og har altså økonomiske interesser. Firmaet hedder Nanobac Life Sciences, Tampa i Finland. Det sælger diagnostiske midler til at påvise ”nanobakterier” og udvikler tilmed behandlinger for sygdomme, som antages at skyldes ”nanobakterierne”, på trods af manglende beviser på deres eksistens. Men behandlingerne angives at virke.

Patienter med kroniske smerter i bughulen, hvilket kan tænkes at skyldes nyresten eller forkalkninger i prostata, fik det væsentligt bedre efter forsøgsbehandling med midler fra Nanobac Life Sciences, som ejer NanoBac. Denne undersøgelse blev ledet af forskere fra Cleveland Clinic Florida. Nanobac har lavet forsøg med rotter, hvor de indførte ”nanobakterierne” direkte i rotternes nyrer. Efter 8 uger havde rotternes nyrer kronisk betændelse og nyresten med ”nanobakterier” i. I elektronmikroskopet så de ud til at have cellevægge. De dyrkede partikler synes at indeholde nukleinsyrer, fordi de (sammenlignet med kontrolprøver, som indeholdt hydroxyapatitkrystaller), optog radioaktivt mærket uridin på en tidsafhængig måde over et tre dages forløb som tegn på, at der foregik en nukleinsyresyntese. Firmaet samarbejder nu med NASA, Mission Pharmacal og med University of California i San Francisco om at videreføre deres nyreforskning.

Det viser sig, at ”nanobakterier” vokser 5 gange hurtigere, når de placeres i en inkubator, som simulerer manglende tyngdekraft, som i rummet. Det kunne betyde, at astronauter måske har større risiko for nyresten på lange rumrejser. Det bekymrer NASA, for det vil være et problem, hvis man engang skal sende mennesker til Mars.

Nanobakterier i forkalkede årer?
New Scientist skrev 19. maj 2004, at en forskergruppe af læger ved Mayo Clinic i Rochester, Minnesota, er kommet med noget af det bedste bevis på, at ”nanobakterier” faktisk eksisterer. Mayo-artiklen har den forsigtige titel: "Bevis på nanobakterielignende strukturer i forkalkede blodkar og hjerteklapper hos mennesker”

Mayo-forskerne har ingen patenter på området og ingen økonomiske interesser i de påståede nanopartikler. Deres artikel måtte igennem 7 revisionsrunder, før den blev accepteret af American Journal of Physiology: Heart and Circulatory Physiology. Det tvang dem til at lede efter modargumenter og gentage forsøgene.

John Lieske og medarbejdere i Mayo-gruppen beskriver, hvordan de isolerede små cellelignende strukturer fra syge arterier. Partiklerne formerede sig i et dyrkningsmedium og kunne påvises med et antistof og ved DNA-farvning, skriver de.

Prøver af forkalkede, udbulende blodkar, og plaque i arterier og hjerteklapper blev moset og filtreret, så alt over 200 nanometer blev fjenet. Derefter blev filtratet tilsat til et sterilt medium. Efter nogle uger var væsken blevet mindre lysgennemtrængelig (den optiske tæthed var fordoblet), hvilket tydede på, at partiklerne formerede sig. Hvis filtratet ikke blev tilsat, var der ingen ændring i mediet. Prøver fra et udbulende blodkar (aneurysmer), som skyldtes en genetisk sygdom, opførte sig ikke sådan.

Nogle af partiklerne blev fjernet, renset for deres mineralbelægning og undersøgt under elektronmikroskop. De havde små cellelignende strukturer. Når partiklerne blev "dyrket", absorberede de uridin, som er en af byggestenene i RNA. Det kunne tyde på, at RNA dannes i partiklerne. Men apatitkrystaller alene synes også at absorbere noget uridin, omend ikke så meget.

Da forskerholdet ved Mayo tilsatte det antistof, som de finske forskere via firmaet Nanobac hævder bindes til et protein, som kun findes i ”nanobakterier”, bandt antistoffet sig til det syge væv, selv når calcium var vasket bort. Derimod bandt antistoffet sig ikke til rask væv.

På en prøve af de selvformerende partikler sammenlignede forskerholdet de steder, hvor antistoffet bandtes, med de steder, hvor en DNA-farvning bandtes. Antistoffet bandtes til de samme steder som DNA-farvestoffet.

Dette er ikke bevis, kun svage argumenter, udtalte Jack Maniloff fra University of Rochester i New York til New Scientist. Jack Maniloff's forskning tyder på, at hvis DNA og protein skal virke i en celle, må cellen mindst være 140 nanometer stor. Ifølge Jack Maniloff er dette ”kold fusion” inden for mikrobiologien – jeg tror ikke, at de findes, siger han.

John Cisar fra National Institutes of Health er lige så skeptisk. Der er altid nogen, som vil holde den slags antagelser i live, siger han. John Cisar's gruppe studerede nanopartiklerne i spyt, og beskrev i en artikel fra 2000, at det DNA, som den finske gruppe havde fundet, var en forurening med en normal bakterie. Ifølge artiklen var det, som lignende selvformering, blot en usædvanlig krystalvækstform.

Virginia Miller, som er medlem af John Lieske's lægegruppe, fortæller, at John Cisar gruppens artikel blev betragtet som det endelige dødsstød for Kajanders ”nanobakterier” . Debatten er meget polariseret, fortæller hun.

Fremmes”nanobakterier” af lys?
”Nanobakterierne” har en størrelse på mellem 80 og 1000 nanometer og er kugleformede og beskyttet af krystallinsk carbonat-apatit, skriver de finske forskere, som først begyndte denne forskning.

Apatit er et temmelig gennemsigtigt materiale, som synligt lys kan lyse igennem. Hvis ”nanobakterier” er levende, kan de have været til stede på den tidlige Jord, da sollys var den vigtigste energikilde, skriver de.

Da de finske forskere belyste ”nanobakterierne” med polariseret lys medførte det hurtige aktivitet hos ”nanobakterierne”. Belysning med laserlys med lav energi havde ingen virkning.

Det polariserede, hvide lys accelererede klart deres formering og resulterede i dosisafhængige forøgelser i uklarheden i dyrkningskulturerne. Det er derfor muligt, at fortidige og nutidens ”nanobakterier” kan høste sollyset til deres egen udvikling, skriver de finske forskere. Det er sandsynligt, at dette har betydning for biomineraliseringsprocesserne, skriver de.

Kontroversielt forskningsområde
Der er ikke mange forskergrupper, som arbejder med ”nanobakterier” . Problemet med, om de er levende eller ej, skaber en barriere. Det er et kontroversielt område, som de fleste holder sig fra.

David McKay, chefforsker i astrobiologi ved NASA's Johnson Space Center, siger, at nanobakteriediskussionen er meget spændende. Det er mindre vigtigt, om det er noget levende, men det er vigtigt, om man kan finde noget, som forhindrer nyresten og de andre problemer, mener han.

John Cisar, som var leder af en NIH-undersøgelse i 2000, som fandt sandsynlige fejl ved den finske forskning, fastholder, at ”nanobakterier” ikke er levende, men at han ikke er imod yderligere forskning.

Yossef Av Gay, som er mikrobiolog ved University of British Columbia i Vancouver, Canada, blev af det finske firma Nanobac bedt om at finde arvemateriale i ”nanobakterierne”. Yossef Av Gay er overbevist om, at disse partikler formerer sig selv. Han siger, at det er vanskeligt at finde ud af, hvad der er inden i dem, fordi de er så små, og fordi apatitskaller absorberer fremmedstoffer. Problemet er at skelne mellem det materiale, som er absorberet fra omgivelserne, og de specielle sekvenser, som måske kommer fra disse organismer. Yossef Av Gay mener, at det måske ikke er bakterier, men kunne tænkes at være en ny livsform. Det er meget interessant, siger han.

Er der ”nannobakterier” på Mars og Jorden?
En stor interesse for italiensk madkultur og livsstil hos geologiprofessor Robert Folk med speciale i sedimentær geologi på Texas universitet fik ham til at lede efter en grund til at forske i Italien. Han fik den idé, at han kunne studere den hvidlige, ofte porøse kalksten i Rom, kaldet travertin, som er blevet anvendt som byggemateriale i Rom i 2000 år.

Sammen med professor Henry Chafetz fra Houston universitet begyndte Robert Folk at arbejde med de italienske travertiner i 1979, og de opdagede, at bakterier af normalstørrelse, især svovloxiderende bakterier, havde spillet en meget vigtig rolle ved at udfælde denne sten fra varme kilder ved Tivoli. Robert Folk og prof. Henry Chafetz havde indtil dette tidspunkt slet ikke interesseret sig for bakterier. De var bare eksperter i mikroskopiske undersøgelser af kalksten.

I 1988 begyndte Robert Folk at studere travertiner fra varme kilder i Viterbo, som ligger 50 km nordvest for Rom. Med et elektronmikroskop, som forstørrede op til 100.000 gange, kunne han pludselig se myriader af små kugler. Disse småkugler var meget mindre end bakterier af normalstørrelse.

Andre havde set sådanne småkugler med scanningelektronmikroskop og anset dem for artefakter, der var opstået under de processer, som udføres for at kunne mikroskopere kalkstenen. Hvis man belægger prøverne med guld i over 30 sekunder kan man faktisk let fremkalde artefakter i nanostørrelse.

Men ifølge Robert Folk var det ikke artefakter. Småkuglerne var så talrige, at nogle mineraler syntes kun at bestå af dem, som ærter i en sæk. Robert Folk gik i gang med litteraturstudier i mikrobiologi og fandt frem til artikler om bakterier i ultramikrostørrelse. Selv om Robert Folks kugler undertiden kun var 30 nm, langt mindre end hvad bakterier menes at kunne være, valgte han at betragte dem som bakterier.

I nogle enkeltkrystaller kunne en del af krystallen være tæt besat med de små runde partikler, medens partiklerne manglede i andre dele af krystallen. Det kunne tyde på, at mineralerne var krystalliseret omkring partiklerne. Det kunne tolkes sådan, at bakterier havde medført krystallisering. Og undertiden sås partiklerne i kæder eller vindrueklase-former, som det kendes fra bakterier.

Robert Folk valgte at kalde sine partikler for”nannobakterier” . (Geologer har længe brugt den gamle stavemåde "nanno" i stedet for "nano"). Robert Folk var professor og en anerkendt kalkstensekspert og lærebogsforfatter i USA, men da han fortalte om sin opdagelse af nannobakterier på en konference for geologer i 1992 blev han mødt med larmende tavshed.

Robert Folk fortsatte dog uanfægtet sine undersøgelser. Han fandt snart sine nannobakterier alle vegne. Han studerede bl.a. den kulholdige Allende-meteorit af chondrittypen, som 8. feb.1969 var faldet ned i Mexico. I den fandt han vindrueklaser af bakterielignende kugler, der kun var 0,02 – 0,10 mikrometer (20-100 nm) store. Her var ingen mulighed for jordisk forurening, og han betragtede kuglerne som ”nannobakterier” fra rummet.

Da forskere seks år efter Robert Folk’s opdagelse af ”nannobakterierne” gav sig til at studere en anden meteorit, denne gang en meteorit fra Mars, som man havde fundet på isen på Antarktis, huskede Chris Romanek fra NASA, at han i 1992 havde hørt Robert Folk's foredrag om ”nannobakterier” i kalkklipper. Robert Folk havde fortalt, at han ved at ætse kort tid med stærke syrer kunne få gjort partiklerne synlige i elektronmikroskopet. Chris Romanek fra NASA besluttede på den baggrund at anvende ætsningsteknikken på Mars-meteoritten ALH84001.

Efter ætsningen kom der former til syne, som var i størrelsesordenen 0,1 mikrometer (100 nm), præcis som de påståede ”nannobakterier” på Jorden. Det blev straks afvist som "for småt til at være bakterier”, men nyheden om, at ”der var fundet liv på Mars”, gik verden rundt i dagspressen efter at være blevet lanceret i tidsskriftet Science. (D.S.McKay m.fl. "Search for past life on Mars: possible relic biogenic activity in Martian meteorite ALH84001". Science 273:924-926, 1996).

Retfærdigvis skal det tilføjes, at der i artiklen også blev anvendt andre argumenter for, at der var tale om liv, end partiklernes størrelse alene. I dag er man blevet temmelig kold på den idé, at man ved denne lejlighed faktisk fandt tegn på liv på Mars.

Ikke desto mindre var der blandt ikke-publicerede billeder, som Robert Folk og F. Leo Lynch havde taget af vulkansk ler fra Sicilien, nogle billeder, som præcis lignede de billeder, som NASA offentliggjorde af Mars-meteorittens mulige bakterier. Så selv om ideen om, at man havde fundet bakterier på Mars, blev mindre populær, fortsatte Robert Folk sine undersøgelser.

Rester efter forrådnelse?
En ny teori fremkom: Måske opstår de små partikler under forrådnelsesprocesser – og måske er de ikke liv i sig selv, men derimod tegn på liv. I marts 2003 frembragte en geolog og en biolog små partikler, som lignede Robert Folks nannobakterier, ved bare at lade mad rådne. De to forskere var geologen Jürgen Schieber, som er ekspert på skifer-klipper ved Indiana University, og biologen Howard Arnott, som er specialist i biomineralisering ved University of Texas, Arlington.

Jürgen Schieber og Howard Arnott’s forskning gik oprindelig ud på at forsøge at genskabe de betingelser, som fører til fossiler. De lagde frisk organisk stof (bønner, bøfkød og blæksprutter) mellem lag af ler og lod det rådne. Bakterier kom naturligt til og nedbrød vævet, og det var i den forbindelse, at de meget små kugler blev synlige under elektronmikroskopet. Lignende prøver, som bare ikke havde fået lejlighed til at rådne, fremviste ingen "nannoballs". (De valgte at bruge den neutrale betegnelse "nannoballs" (-kugler) for deres objekter – ikke et helt heldigt valgt ord, eftersom fysikere betegnelsen "nanoballs" for ekstremt små partikler).

De gentog forsøget, men denne gang erstattede de bakterierne med den enzymblanding, som bakterier bruger til at nedbryde proteiner med. Dette medførte også dannelse af "nannoballs". Så nannokugler dannes altså, når bakterier nedbryder organisk stof. De er som brødkrummerne på spisebordet.

Måske klipper enzymerne proteinerne i stykker på en måde, så de ruller sig sammen som kugler, før de nedbrydes til opløselige molekyler, som bakterier kan spise. Hvis sådanne småemner kan fossileres hurtigt, kunne konklusionen altså være, at Robert Folks ”nannobakterier” i sedimentbjergarter kunne være partikler, der stammer fra bakteriers nedbrydning af organisk stof (publiceret i tidsskriftet Geology, august 2003).

Nanobakterier i blodåre-plaque?
Undersøgelser af plaque fra arterier af mennesker ved scanningelektronmikroskopi ved 20.000 – 100.000 ganges forstørrelse har vist små kugler på 30 -100 nm, der ligner dem, som findes i vame kilder, ler og sulfider.

Nogle af de undersøgte blodkar var lukket med hydroxyapatit-stykker med diametre op til 3 mm og med en hårdhed som en klippe. De bestod af nærmest kugleformede legemer på 30-100 nm i en fast masse med ganske små porer. I mange tilfælde lå kuglerne på række som hos streptokok-bakterier.

De nannoballs, som blev fundet i arterie-plaque, havde samme størrelse, form og koloniplacering som de, der er fundet i forvitrede klipper. Undersøger tyder på, at der er en overgang mellem kugler af organisk stof via delvis mineralisering og til "fossilerede" apatit-kugler.

Robert Folks hold går dog ikke af vejen for at foreslå, at det er ”nannobakterier”, og at de lever og inficerer blodårene og er årsagen til åreforkalkning. Men de kunne altså alternativt blot være rester efter bakterier.

Man kan ikke udelukke, at bakterier spiller en rolle for udviklingen af åreforkalkning. Det kan f.eks. tænkes, at en infektionsorganisme, f.eks. Chlamydia, spiller en eller anden rolle i åreforkalkningsprocessen. Men man ved det ikke, og man har på trods af forsøg ikke fundet antibiotika, som virker mod åreforkalkning.

Virkning af antibiotika?
De finske forskere, som har studeret de påståede”nanobakteriers” virkning på åreforkalkning mener at have vist, at de hæmmes af antibiotikaet tetracyklin og af citrat. Men den virkelige årsag kan være, at netop disse stoffer hæmmer kalcificationen (kalkdannelsen), således at forklaringen ikke skal søges i, at disse stoffer virker på mikrobiel vækst, – skrev amerikanske forskere i en artikel fra 2000, ledet af John O. Cisar fra Oral Infection and Immunity Branch og Dagger Cellular Imaging Core, National Institute of Dental and Craniofacial Research, National Institutes of Health, Bethesda, USA, i samarbejde med medarbejdere fra bl.a. FDA, den amerikanske sundhedsstyrelse.

De finske forskere antager, at”nanobakterierne” omgiver sig med kalkskaller eller "huse". Men de amerikanske forskere mente at kunne modbevise dette ved følgende iagttagelse: Medens mineralisering i frisk medium sker efter podning, som resulterer i en 10 ganges fortynding, sker der ingen mineralisering, når der bruges 100 eller 1000 ganges fortynding af det oprindelige filtrerede biofilmmateriale.

Hvis mineraliseringen skyldtes bakterier, ville stor fortynding jo blot forlænge væksttiden og udsætte mineraliseringen, men ikke forhindre væksten helt og altså ikke bremse mineraliseringen fuldstændig, skriver kritikerne.

De finske forskere påviste også, at den Ca2+ mineraliserings-igangsættende aktivitet hæmmes af høje doser af radioaktiv gammastråling (30 kGy) og også hæmmes efter filtrering gennem et 0,05 mikrometer (50 nm) filter.

De amerikanske forskere påviste det samme, og at allerede et filter på 0,1 mikrometer (100 nm) fjerner mineraliseringsevnen. De forklarer imidlertid disse observationer på en helt anden måde. Den radioaktive stråling og den kraftige filtrering kan tænkes at ødelægge eller fjerne ikke-levende store molekyler, som kan være startsteder for mineraliseringen. Det kunne f.eks. tænkes at være phospholipid-komplekser i blodserum eller lipid-protein komplekser i spyt.

Man har nemlig tidligere vist, at phospholipider kan igangsætte mineralisering i form af kalcificerede kugler med diametre på ca. 0,2 mikrometer (200 nm). Disse kan dannes ved samvirken mellem phosphatidylinositol eller phosphatidylserin med calcium- og phosphat-ioner i et ikke-polært miljø. De amerikanske forskere gjorde faktisk forsøget, idet de lod phosphatidylinositol ligge i bakteriedyrkningsvæsken (DMEM-mediet) i ca. 2 uger. Derefter kunne de se små mineraliserede partikler, som indeholdt calcium og phosphat (påvist med et spektrometer med energispredende røntgenstråling, EDX).

Fænomenet kan ifølge kritikerne forklares med, at der er relativt høje koncentrationer af calcium-ioner og phosphat-ioner i DMEM-dyrkningsmediet. Dette medium indeholder CaCl2 og NaHPO4 i ionkoncentrationer, som kun er delvis stabile og som svarer til de, som anvendes i undersøgelser af in vitro biomineralisering.

Apatit kan også starte mineraliseringsprocessen. Dette mineral kan dannes ud fra sterile blandinger af CaCl2 og NaHPO4 i DMEM-dyrkningsmediet. Ti ganges fortynding (1:10) af et medie, som indeholder apatit, har beholdt evnen til mineralisering.

Scanningelektronmikroskopi-billeder af apatit, som dannes under sådanne forhold, og som skrabes af flaskerne, viser grupper af små kugleformede partikler og skallignende strukturer, som meget ligner dem, som de finske forskere antager skyldes ”nanobakterier” fra nyresten hos mennesker.

Den krystaldannende virkning af apatit på ustabile koncentrationer af calcium-ioner og phosphat-ioner i DMEM-dyrkningsmediet er tilstrækkeligt til at forklare, at biomineraliseringsevnen kan podes fra kultur til kultur på en måde, som ligner podning af levende bakterier.

Men uanset den kuriøse uenighed om fortolkningen af forsøgene – er det liv eller ej? – er dette forskningsområde vigtigt. Det er vigtigt at kende til de materialer, som igangsætter mineralisering uden for de steder i kroppen (f.eks. skelettet), hvor dette er naturligt. Der er alvorlige medicinske følger af disse mineraliseringer, når de sker på uønskede steder. Så det forhold, at det altså måske alligevel ikke var ”nanobakterier”, som var årsagen, gør ikke dette forskningsområde mindre vigtigt.

Hvor store er de påståede nanobakterier?

”Nanobakterier”, også kaldet ”nannobakterier” eller ”ultramikrobakterier”, er betegnelsen for den mulige eksistens af endnu udokumenterede, ekstremt små levende organismer, kun 0,05 til 0,2 mikrometer (50-200 nm) store.

(En mikrometer (my-m) er lig med en milliontedel meter; en nanometer (nm) er lig med en milliardedel meter; 1000 nm er lig med 1 mikrometer og 50 nm er lig med 0,05 mikrometer).

Hvor findes de påståede nanobakterier?

Tilhængerne af teorien om deres eksistens mener, at de måske er enormt almindelige i mineraler og klipper, og hvis de viser sig at være levende, er de måske ansvarlige for det meste af jordoverfladens kemiske omsætninger.

Hvis de viser sig at være levende, udgør de måske hovedmængden af verdens biomasse. Men deres genetiske sammensætning, stofskifte og andre egenskaber er ukendte.

Hvor farlige er de påståede nanobakterier?

Direkte injektion af ”nanobakterier” i rotternes nyrer medførte dannelse af nyresten.

Det ville kunne have alvorlige konsekvenser, hvis en astronaut udviklede nyresten under en rumrejse, siger Jeffrey Jones, der er urolog og læge ved NASA's rumcenter.

Har der været undersøgelser, hvor eksistensen af de påståede nanobakterier ikke kunne dokumenteres?

En fransk forskergruppe i Marseilles, Frankrig, har ledt efter ”nanobakterier” i nyresten ved hjælp af scanningelektronmikroskopi. De anvendte det monoklonale antistof, som det finske firma sælger, samt 16S ribosomal DNA-opformering med specifikke primere og transmissions-elektron-mikroskopi (TEM) af nyresten-podede museceller.

Scanningelektronmikroskopi viste nanopartikler i alle fire nyresten svarende til dem, som de finske forskere har vist. Transmissions-elektron-mikroskopi (TEM) af nyresten-podede 3T6-fibroblastceller fra mus viste forbigående dannelse af vakuoler inden i musecellernes cytoplasma med partikler med størrelse på 200-500 nm.

Gimenez-farvning (der bruges til følsom påvisning af langsomme bakterieinfektioner), Hoechst-farvning (der fluorescerer kraftigt når det bindes til DNA) og specifikke immunofluorescenstest med monoklonale antistoffer viste ingen ”nanobakterier” .

”Nanobakterierne” kunne ikke dyrkes med de beskrevne metoder.

Kan de påståede nanobakterier i stedet være selvformerende apatit?

Jørgen Christoffersen, som studerer biomineralisering ved Københavns Universitet, siger, at John Cisars snak om "selvformerende apatit" er det rene sludder. John Cisar var leder af en gruppe, som dokumenterede, at nanobakterierne kunne være forureninger med andre bakterier.

Er de påståede nanobakterier sat i forbindelse med kræft?

I 2003 fandt forskere ved Wiens universitet de formodede ”nanobakterier” i kalkaflejringer i væv fra patienter med ovariekræft.

Kan man påvise DNA i de påståede nanobakterier?

Man vil typisk forsøge at opformere DNA med PCR-metoden. Selv om reagenser og dyrkningsmedier steriliseres før brug kan der stadig være forureningsrester af DNA til stede, som opformeres ved PCR-metoden.

I et forsøg blev de samme 16S rDNA sekvenser fundet i kontrolprøver, hvor der ikke kunne være ”nanobakterier” til stede.

Hvordan er Robert Folks teori om ”nannobakterier” blevet modtaget?

Robert Folk er en anerkendt geolog, men hans teori har næsten ingen støtte blandt geologer.

Det havde bare været bedre, hvis Robert Folk havde givet sine småkugler et mere neutralt navn.

Hvordan blev ”nannobakterierne” påvist?

Overfladen og den indre opbygning af nanoorganismerne blev studeret med platin/carbon-replika teknik (dvs. en EM-teknik, hvor der laves et aftryk (replika) med pådampning af carbon og platin, – platin er elektrontæt og giver skyggevirkning på elektronmikroskopbilledet – og derefter bortætsning af det organiske materiale med stærke syrer og baser, så kun aftrykket ses). Der anvendtes også ultratynde snit, evt. nedkølet, i transmissions-elektronmikroskop (TEM).

Måden, son mineralerne dannes på inden i ”nanoorganismerne”, synes at være forskellig fra kendte biologisk inducerede mineraliseringer.

På hvilken måde ligner ”nanobakterie”-krystallerne materialet i tænder?

Den kemiske sammensætning og struktur af krystallerne, som dannes af nanoorganismerne, er lig med de småkrystaller, som dannes i tænders emalje.

Men samlet set er form, vækstmønster, størrelse og orientering af krystallerne mere lig de træk, som ses i netværket, som dannes som optakt til dentindannelse eller knogledannelse.

Der er almindelig enighed om, at glycosylerede phosphoproteiner er ansvarlige for mineralisering i dentin og knogler.

Man kender ikke til glycosyleret protein i nanoorganismerne, men man antager, at der sker en lignende proteinbaseret mineraliseringsproces i nanoorganismerne. (Lett Appl Microbiol. 2006 Jun;42(6):549-52).

Hvad mener den finske forsker, som første gang påstod at have fundet nanobakterier, om deres eksistens?

Efter over 21 års forskning konstaterer E.O.Kajander fra universitetet i den finske by Kuopio i en artikel fra juni 2006 i Letters of Applied Microbiology (bd.42 s.549-52), at ”nanobakterier, også kendt som kalcificerende nanopartikler, er kontroversielle infektiøse emner, som ikke passer til de gældende kriterier for levende organismer” . Han skriver videre, at de formerer sig, kan dræbe celler og forekommer ved mange sygdomme hos mennesket, og at de bør studeres mere.

I interview fastholder Kajander sin oprindelig påstand om, at ”nanobakterier” er liv. Men han bebrejder sig selv, at han brugte betegnelsen ”nanobakterier”, for det fastholder diskussionen på spørgsmålet, om der er tale om liv. Det havde været bedre, hvis jeg havde kaldt dem ”kalcificerende, selvformerende nanopartikler”, siger han nu. Men det er relevant at studere mineraliseringen, selv om der ikke er nanoliv til stede, mener han.

Der er ikke mange forskergrupper, som arbejder med ”nanobakterier” . Problemet med, om de er levende eller ej, skaber en barriere. Det er et kontroversielt område, som de fleste holder sig fra.

Er det rimeligt fortsat at forske i de såkaldte ”nanobakterier”?

Uanset at deres eksistens stadig er til diskussion, mener nogle forskere, at studierne vil kunne føre noget interessant med sig. Man ved nemlig ikke, hvorfor nogle mennesker danner sten i nyrerne, og kender ikke alt om årsagen til mineralsamlinger andre steder i kroppen. Og geologisk er nanobakterier måske rester efter liv, selv om de måske aldrig har været liv i sig selv.

Er der kommercielle interesser i nanobakterier?

Den finske forskergruppe har udtaget patenter på deres ”nanobakterier” og har altså økonomiske interesser. Firmaet hedder Nanobac Life Sciences, Tampa i Finland. Det sælger diagnostiske midler til at påvise ”nanobakterier” og udvikler tilmed behandlinger for sygdomme, som antages at skyldes ”nanobakterierne”, på trods af manglende beviser på deres eksistens. Men behandlingerne angives at virke.

Har der været lavet patientforsøg med nanobakterier?

Nanobac har lavet forsøg med rotter, hvor de indførte ”nanobakterierne” direkte i rotternes nyrer. Efter 8 uger havde rotternes nyrer kronisk betændelse og nyresten med ”nanobakterier” i.

I elektronmikroskopet så de ud til at have cellevægge. De dyrkede partikler synes at indeholde nukleinsyrer, fordi de (sammenlignet med kontrolprøver, som indeholdt hydroxyapatitkrystaller), optog radioaktivt mærket uridin på en tidsafhængig måde over et tre dages forløb som tegn på, at der foregik en nukleinsyresyntese.

Firmaet samarbejder nu med NASA, Mission Pharmacal og med University of California i San Francisco om at videreføre deres nyreforskning."

Er nanobakterier påvirkelige af tyngdekraften?

Findes nanobakterier i virkeligheden?

New Scientist skrev 19. maj 2004, at en forskergruppe af læger ved Mayo Clinic i Rochester, Minnesota, er kommet med noget af det bedste bevis på, at ”nanobakterier” faktisk eksisterer. Mayo-artiklen har den forsigtige titel: "Bevis på nanobakterielignende strukturer i forkalkede blodkar og hjerteklapper hos mennesker”

Prøver fra et udbulende blodkar (aneurysmer), som skyldtes en genetisk sygdom, opførte sig ikke sådan.

Virginia Miller hævder, at Mayo-gruppen har fundet RNA og DNA, men vil ikke give detaljer heom.

Dette er ikke bevis, kun svage argumenter, siger Jack Maniloff fra University of Rochester i New York til New Scientist. Jack Maniloff's forskning tyder på, at hvis DNA og protein skal virke i en celle, må cellen mindst være 140 nanometer stor. Ifølge Jack Maniloff er dette ”kold fusion” inden for mikrobiologien – jeg tror ikke, at de findes, siger han.

Er de påståede nanobakterier påvirkelige af lys?

Ifølge de finske forskere har ”nanobakterierne” en størrelse på mellem 80 og 1000 nanometer og er kugleformede og beskyttet af krystallinsk carbonat-apatit, som er et temmelig gennemsigtigt materiale, som synligt lys kan lyse igennem. Hvis ”nanobakterier” er levende, kan de have været til stede på den tidlige Jord, da sollys var den vigtigste energikilde, skriver de.

Da de finske forskere belyste ”nanobakterierne” med polariseret lys medførte det hurtige aktivitet hos ”nanobakterierne”. Belysning med laserlys med lav energi havde ingen virkning.

Hvem er Robert Folk, som påstod at have fundet nanobakterier i sedimentbjergarter?

Robert Folk blev født i Ohio i 1925 og underviste i sedimentær geologi på Texas universitet 1953-1988 og etablerede et navngivningssystem for kalksten.

Robert Folk havde interesse for italiensk madkultur og livsstil og ledte derfor efter en grund til at forske i Italien. Han fik den idé, at han kunne studere den hvidlige, ofte porøse kalksten i Rom, kaldet travertin, som er blevet anvendt som byggemateriale i Rom i 2000 år.

Sammen med professor Henry Chafetz fra Houston universitet begyndte Robert Folk at arbejde med de italienske travertiner i 1979. Han fandt her småkugler, som var så talrige, at nogle mineraler syntes kun at bestå af dem, som ærter i en sæk. Robert Folk gik i gang med litteraturstudier i mikrobiologi og fandt frem til artikler om bakterier i ultramikrostørrelse. Selv om Robert Folks kugler undertiden kun var 30 nm valgte han at betragte dem som bakterier.

I nogle enkeltkrystaller kunne en del af krystallen være tæt med de små runde partikler, medens de manglede i andre dele af krystallen. Det kunne tyde på at mineralerne var krystalliseret omkring partiklerne, som i øvrigt undertiden ses i kæder eller vindrueklase-former, som det kendes fra bakterier.

Robert Folk valgte at kalde sine partikler for”nannobakterier” . (Geologer har længe brugt den gamle stavemåde "nanno" i stedet for "nano"). Robert Folk var professor og en anerkendt geolog og lærebogsforfatter i USA. Men da han fortalte om sin opdagelse på en konference for geologer i 1992, og blev mødt med larmende tavshed.

Robert Folk fandt snart sine nannobakterier alle vegne. Dan studerede den kulholdige Allende-meteoritten af chondrittypen, som 8. feb.1969 var faldet ned i Mexico. I den fandt han vindrueklaser af nanobakterielignende kugler, der er 0,02 – 0,10 mikrometer (20-100 nm) store. Her var ingen mulighed for jordisk forurening, og han betragtede kuglerne som ”nannobakterier”

Findes der nanobakterier på Mars?

Da man seks år efter Robert Folk’s opdagelse af ”nanobakterierne” gav sig til at studere en anden meteorit, denne gang en meteorit fra Mars, som man havde fundet på isen på Antarktis, huskede Chris Romanek fra NASA, at han i 1992 havde hørt Robert Folk's foredrag om ”nannobakterier” i kalkklipper. Robert Folk havde fortalt, at han ved at ætse med stærke syrer kunne få gjort partiklerne synlige i elektronmikroskopen. Chris Romanek fra NASA besluttede på den baggrund at anvende ætsningsteknikken på Mars-meteoritten ALH84001.

Efter ætsningen kom former til syne, som var i størrelsesordenen 0,1 mikrometer (100 nm), præcis som ”nannobakterierne” på Jorden. Det blev straks afvist som "for småt til at være bakterier”, men nyheden om, at ”der var fundet liv på Mars”, gik verden rundt. (D.S.McKay m.fl. "Search for past life on Mars: possible relic biogenic activity in Martian meteorite ALH84001". Science 273:924-926, 1996).

Retfærdigvis skal det tilføjes, at der blev anvendt andre argumenter for, at der var tale om liv, end partiklernes størrelse. Og det kan også tilføjes, at man i dag er blevet temmelig kold på den idé, at man ved denne lejlighed faktisk fandt tegn på liv på Mars.

Er ”nanobakterier” blot partikelrester efter forrådnelsesprocesser?

Måske opstår de små partikler simpelthen under forrådnelsesprocesser – og måske er de i så fald ikke liv, men tegn på liv. I marts 2003 frembragte en geolog og en biolog små partikler, som lignede Robert Folks nannobakterier, ved bare at lade mad rådne. De to forskere var henholdsvis geologen Jürgen Schieber, som er ekspert på skiffer ved Indiana University, og biologen Howard Arnott, som er specialist i biomineralisering ved University of Texas, Arlington.

De valgte at bruge den neutrale betegnelse "nannoballs" (-kugler) for deres objekter. (Uheldigvis bruger fysikere betegnelsen "nanoballs" for ekstremt små partikler).

Deres forskning gik oprindelig ud på at forsøge at genskabe de betingelser, som fører til fossiler. De lagde frisk organisk stof (bønner, bøfkød og blæksprutter) mellem lag af ler og lod det rådne. Bakterier kom til og nedbrød vævet, og det var i den forbindelse, at de meget små kugler blev synlige under elektronmikroskopet. Lignende prøver, som bare ikke havde fået lejlighed til at rådne, havde ingen "nannoballs".

De gentog forsøget, men denne gang erstattede de bakterierne med den enzymblanding, som bakterier bruger til at nedbryde proteiner med. Det medførte også dannelse af "nannoballs". Så nannokugler dannes, når bakterier nedbryder organisk stof. De er som brødkrummerne på spisebordet.

Måske klipper enzymerne proteinerne i stykker på en måde, så de ruller sammen som kugler, før de nedbrydes til opløselige molekyler, som bakterier kan spise. Hvis sådanne småemner kan fossileres hurtigt, kunne konklusionen altså være, at Robert Folks ”nannobakterier” i sedimentbjergarter kunne være partikler, der stammer fra bakteriers nedbrydning af organisk stof (Geology, august 2003).

Findes de påståede nanobakterier i blodet?

Undersøgelser af plaque fra arterier af mennesker ved scanningelektronmikroskopi ved 20.000 – 100.000 ganges forstørrelse har vist små kugler på 30 -100 nm, der ligner dem, som findes i vame kilder, ler og sulfider.

Nogle blodkar var lukket med hydroxyapatit-stykker med diameter op til 3 mm og hårde som en klippe. De bestod af nærmest kugleformede legemer på 30-100 nm i en fast masse med ganske små porer. I mange tilfælde lå kuglerne på række som hos streptokok-bakterier.

Robert Folks hold går ikke af vejen for at foreslå, at det er ”nannobakterier”, og at de lever og inficerer blodårene og er årsagen til åreforkalkning. Men de kunne altså være rester efter bakterier. Det kan tænkes, at en infektionsorganisme, f.eks. Chlamydia, spiller en eller anden rolle i udviklingen af åreforkalkning. Men man ved det ikke, og man har på trods af forsøg ikke fundet antibiotika, som virker mod åreforkalkning.

Oversigt over Olavi Kajander forskning i Finland:

1985 Olavi Kajander ser nanopartikler som forureninger i dyrkede pattedyrceller. ( I 1986 er geologen Robert Folk ”nannopartikler” i geologiske formationer, men publicerer ikke herom i mange år)

1990 Kajander indleverer et patent på ”nanobakterier”, deres dyrkning og påvisning med antistoffer. (I 1992 opnås patentrettighederne på ”nanobakterier” og deres påvisning).

1991 Neva Ciftcioglu og Kajander udvikler en monoklonal antistoftest for påvisning af ”nanobakterier” .

1992 Ciftcioglu opdager, at ”nanobakterier” laver mineraliserede ”igloo”strukturer.

1997 Ciftcioglu, Kajander m.fl. offentliggør opdagelse af, at der kan være forurening af ”nanobakterier” i antistofprodukter.

1998 Ciftcioglu og Kajander offentliggør opdagelse af, at EDTA fjerner ”nanobakterier” fra et sted og tetracyclin dræber dem. De ansøger om patent på opdagelsen, og får senere tildelt patentrettighederne i bl.a. Europa og USA.

1998 Ciftcioglu og Kajander beskriver opdagelsen af ”nanobakterier” i nyresten. Det får mediedækning verden over.

1998 N. Ciftcioglu, V. Ciftcioglu, H. Vali, E. Turcott, og O. Kajander annoncerer opdagelsen af ”nanobakterier” i tandsten.

1999 Nanobac Oy, et nystartet finsk selskab, begynder at anvende test til diagnose af ”nanobakterier” i patienter med hjertesygdom og nyresygdom.

1999-2000 Gary Mezo udvikler en lægemiddelblanding til behandling af hjertesygdom. Senere ændres dette til at indeholde tetracyklin, baseret på Ciftcioglu og Kajander’s opdagelser.

1999-2000 Der rettes anklager mod Kajander om at hans undersøgelser af ”nanobakterier” er fusk. Det bliver officielt undersøgt og afvist som grundløse anklager.

2000 Garcia-Cuerpo m.fl. anvender Koch's postulater for at bevise, at ”nanobakterier” er infektiøse.

2000 Thomas Hjelle, Marcia Miller-Hjelle, Ciftcioglu m.fl. annoncerer opdagelsen af ”nanobakterier” i polycyklisk nyresygdom.

2001 Ciftcioglu og Kajander annoncerer opdagelsen af ”nanobakterier” i virusvacciner, og det omtales i Vaccines Today og i New Scientist.

2002 Nanobac Pharmaceuticals sælger licens af en Nanobac Oy laboratorietest til påvisning af ”nanobakterier” .

2002 Amerikanske hjertelæger rapporterer, at deres patienters hjertesygdom lindres ved behandling med nanobiotika.

2002 Rasmussen m.fl. duplikerer Laszlo Puskas’ arbejde og finder ”nanobakterier” i åreforkalknings- plaque.

2002 Ciftcioglu og Kajander annoncerer opdagelsen af forurening af gammaglobulin-produkter med ”nanobakterier” .

2002 Benedict Maniscalco m.fl. udfører de første uafhængigt overvågede kliniske forsøg med nanobiotika hos hjertepatienter efter at Gary Mezo har taget kontakt med dem.

2003 Martin Kerner m.fl. annoncerer opdagelsen af partikler i nanoskala, som formerer sig på bakterievis i forurenet flodvand.

2003 Maniscalco fuldfører de første kliniske forsøg af nanoantibiotika og oplyser, at der blev vist signifikante reduktioner i calciumtallene og andre markørtegn for åreforkalkning.

2003 Kajander, Maniscalco, Aho, og Mezo fremsætter en teori som forener teorierne om dannelse af åreforkalkning med behandling baseret på hypotesen om ”nanobakterier” .

2003 Roland Sedivy og Walter B. Battistutti annoncerer opdagelsen af ”nanobakterier” i kalcificeret adenocarcinomas i ovariecancer.

2003 Firmaet Nanobac Pharmaceuticals bliver det første offentligt handlede forskningsfirma, som fokuserer udelukkende på udvikling af ”nanobakterie”- relaterede produkter.

2004 Madhu Khullar, S. K. Sharma, S. K. Singh, Pratibha Bajwa, Farooq A. Sheikh, Vandana Relan og Meera Sharma annoncerer, at de har isoleret ”nanobakterier” fra nyresten hos mennesker.

2004 Det kinesisk-finske Nanobacteria Co-Operation Center, et internationalt institut rettet mod studiet af ”nanobakterier” etableres ved universitetet i Kuopio i Finland og Second Affiliated Hospital Central South University, Changsha, Kina.

2004 Tomislav M. Jelic, Amer M. Malas, Samuel S. Groves, Bo Jin, Paul F. Mellen, Garry Osborne, Rod Roque, James G. Rosencrance, og Ho-Huang Chang, annoncerer opdagelsen af ”nanobakterier” i hjerteklapperne hos diabetespatienter i slutstadiet.

2004 Lieske m.fl. annoncerer, at de har fundet RNA-syntetiserende nanoorganismer i hjerteblodkar-sygdomme.

2004 Stephen Epstein og Jianhui Zhu opdager en sammenhæng mellem høje niveauer af calciumaflejringer i kranspulsårene hos hjertepatienter og tilstedeværelsen af ”nanobakterier” ved anvendelse af en hurtigtest, som kan bruges til forudsigelse af hjertesygdom.

2005 Ciftcioglu, R. S. Haddad, D. C. Golden, D. R. Morrison, og D. S. McKay annoncerer, at ”nanobakterier” vokser hurtigere, når de er udsat for lille tyngdekraft, hvilket kan forklare øget dannelse af nyresten hos astronauter under rumflyvninger.

2005 Wen, Y., Y. G. Li, Z. L. Yang, X. J. Wang, H. Wei, W. Liu, X. Y. Miao, Q. W. Wang, S. F. Huang, J. Yang, Kajander, og Ciftcioglu annoncerer, at de har opdaget ”nanobakterier” i blod, galde og galdeblære-slimhinde hos patienter med cholecystolithiasis.

2005 Daniel Shoskes, K. Thomas, og E. Gomez annoncerer lovende resultater fra små forsøg, der anvender terapi mod ”nanobakterier” i mænd med kronisk prostatitis/kronisk bugsmerte-syndrom og sten i prostata (bugspytkirtlen).

2006 Tsurumoto T., T. Matsumoto, A. Yonekura, og H. Shindo annoncerer påvisningen af ”nanobakterie”- lignende partikler i synovial-væsker hos mennesker med gigt.

Medfører de påståede nanobakterier nyresten?

Hypotesen om ”nanobakterier” i nyresten blev beskrevet af E.O.Kajander og N. Çiftçioglu i det anerkendte videnskabelige tidsskrift PNAS, Proceedings of the National Academy of Sciences, USA 95, 8274-8279, 1998.

Påstandene blev senere efterprøvet i en artikel fra 2000, skrevet af John O. Cisar fra Oral Infection and Immunity Branch og Dagger Cellular Imaging Core, National Institute of Dental and Craniofacial Research, National Institutes of Health, Bethesda, USA og medarbejdere hos bl.a. FDA, den amerikanske sundhedsstyrelse.

Forskerne fra Bethesda i USA har isoleret formodede ”nanobakterier” fra spyt hos mennesker og plaque på tænder, som havde passeret et filter på 0,45 mikrometer og endog et filter på 0,22 mikrometer.

De formodede ”nanobakterier” kunne igangsætte biomineralisering, men man kunne ikke påvise DNA eller protein.

Biomineraliseringen blev ikke hæmmet af natriumazid, som man ville forvente, hvis der var noget levende såsom ”nanobakterier” til stede.

De 16S rDNA sekvenser, som tidligere er blevet beskrevet som tilhørende Nanobacterium sanguineum og Nanobacterium sp. var ikke til at skelne fra de DNA-sekvenser, som findes hos mikroorganismen Phyllobacterium mysinacearum, som tidligere har vist sig at kunne være en forurening, når DNA opformeres med PCR-metoden.

De amerikanske forskere mener, at den biomineralisering, som de finske forskere påstår skyldes ”nanobakterier”, formentlig i stedet bliver igangsat af ikke-levende makromolekyler, som kan "dyrkes videre i ny kultur” ved hjælp af såkaldt ”selvformerende mikrokrystallinsk apatit” (udtrykket ”selvformerende apatit” er senere blevet kritiseret).

”Nanobakterierne” påstås at kunne dyrkes uden værtsceller i kalvefosterserum, men ikke hvis dette først blev bestrålet med gammastråler. Mineraliserede former af ”nanobakterier” er blevet identificeret ved reaktion med Hoechst's DNA-farvning, von Kossa farvning for kalkdannelse, elektronmikroskopi og ved at evnen til at igangsætte ny mineralisering kan podes videre til nye, friske substrater.

Baseret på sekvensbestemmelse af 16S rDNA er ”nanobakterierne” fra kvæg og mennesker blevet tilskrevet at tilhøre alfa-2 undergruppen af proteobakterier, som bl.a. omfatter Brucella og Bartonella, som findes inden i og uden på værtsceller.

De amerikanske forskere gjorde bemærkelsesværdige observationer ligesom Kajander og Çiftçioglu. De så f.eks., at der efter 3 uger var dannet mikroskopiske partikler på bunden af dyrkningskarrene med næringsmedium. (De benyttede det såkaldte DMEM-dyrkningsmedium, som er en af Renato Dulbecco modificeret udgave af et minimal-dyrkningsmedium, som oprindelig blev udviklet af Harry Eagle, og som indeholder aminosyrer, salte som CaCl2, ferrinitrat-nonahydrat (Fe(NO3) 9H2O), kaliumchlorid (KCl), magnesiumsulfat (MgSO4), natriumchlorid (NaCl ), natriumdihydrogen-phosphat (NaH2PO4)), glucosesukker, samt vitaminer.

Hvis dyrkningsmediet blev bestrålet med gammastråler, dannedes ingen mikroskopiske partikler på bunden.

Partiklerne kunne overføres ved fortynding 1:10 til frisk medie. Dette blev gentaget flere gange, og kunne fortsættes ½ år, indtil forsøget blev afbrudt.

Den tilsyneladende dyrkning af ”nanobakterier” blev lettere opnået ud fra menneskespyt end ud fra kalvefosterserum.

Scanningelektronmikroskopi af biofilmen viste småkugler og større kugleformede strukturer. Kuglerne indeholdt calcium og phosphor. Der var mikrokrystallinsk apatit svarende til det, som kendes fra menneskers knogler.

De amerikanske forskere påviste strukturer, som svarede til de finske forskeres påståede ”nanobakterier” . Men de amerikanske forskere advarer om, at det måske slet ikke er noget levende. Strukturerne ligner nemlig også typiske ikke-levende strukturer, som kan ses i amorft calciumphosphat, som dannes ud fra sterile opløsninger af uorganiske salte eller kalcit, som dannes ved tilstedeværelse af organisk materiale.

Farvning af biofilmen med Hoechst DNA-farvning medførte fluorescence, men denne var diffus, og de amerikanske forskere kunne ikke acceptere dette som overbevisende tegn på tilstedeværelse af nukleinsyre. Man kunne heller ikke påvise nukleinsyrer fra prøver af vasket biofilmmateriale, som var ekstraheret eller afkalket.

Man kunne ikke se den karakteristiske absorptionstop ved 260 nm i et UV-spektrum, som er typisk for nukleinsyrer. Og man kunne ikke koncentrere nukleinsyrer fra bundfældning med alkohol.

Man kunne ikke finde materiale, som lod sig farve med ethidiumbromid, som bruges til at farve DNA og RNA, og som fluorescerer, når det udsættes for UV-lys.

Der var opløste proteiner til stede i de dialyserede prøver (hvilket kunne ses af, at UV-lys blev absorberet i nærheden af 280 nm), men når man forsøgte at se på proteinernes molekylstørrelser (ved at forsinke molekylernes vandring i en SDS/PAGE-søjle) fandt man ikke den store bredde af forskellige størrelser af proteiner, som man vil forvente, hvis der var tale om en mikroorganisme. Der var tværtimod tale om et begrænset antal komponenttyper, formodentlig fortrinsvis de, som bindes stærkt til apatit.

Endvidere forsøgte man at bruge PCR-teknik til at fange og opformere 16S rDNA sekvenser, sådan som de finske forskere havde gjort, og som de finske forskere mente var bevis på ”nanobakteriers” tilstedeværelse. Efter 35 cyklusser med PCR-opformering af dette DNA havde de amerikanske forskere opformeret et DNA-fragment af den forventede størrelse i deres filtrerede prøver fra menneskespyt.

Imidlertid fik man samme resultat, hvis man ved hjælp af PCR-metoden opformerede DNA uden at den nødvendige DNA-template var tilsat (altså uden at ”nanobakterierne” var i prøven). Dette viser, at 16S rDNA kommer fra en forurening i prøven. PCR-metoden virker nemlig ved at opformere DNA ud fra en tilsat template.

Muligheden af, at der var tale om en forurening med fremmed DNA blev bekræftet af nukleotidsekvensen af det PCR-produkt, som blev isoleret fra kontrolforsøg-prøverne. Disse var nemlig identiske med en tilsvarende 16S rDNA-sekvens, som kendes fra en bakterie (Pseudomonas sp. – GenBank accession no. AF195876). Den var kun 85,6% identisk med de to forskellige påståede ”nanobakterie”- sekvenser, som de finske forskere mener at have påvist.

De amerikanske forskere havde med andre ord ikke fundet det samme DNA, men vist, at risikoen for forurening med bakterie-DNA er høj ved disse "nanobakterie"-dyrkningsforsøg – og det kunne tyde på, at de ”finske” DNA-sekvenser er to forureninger. De amerikanske forskere foreslår faktisk, hvad de finske forskere har tager fejl af: .

Der er nemlig en høj ensartethed i sekvensrækkefølgen hos det 16S rDNA, som de finske forskere mener skyldes ”nanobakterier”, og det, som kendes fra 16S rDNA fra en anden bakterie, Phyllobacterium myrsinacearum, som man faktisk tidligere har set kan forurene PCR-undersøgelser med 16S rDNA-sekvenser!

De finske forskeres sekvens nr X98418 fra "Nanobacterium sanguineum" og deres sekvens nr. X98419 fra "Nanobacterium sp.", er 98,6% identiske med hinanden, og er henholdsvis 99,0% og 97,8% identiske med sekvensen, som kaldes D12789, og som kommer fra bakterien Phyllobacterium myrsinacearum stamme IAM 13584.

De finske forskere havde ikke udført det vigtige kontrolforsøg ved PCR-metoden, som de amerikanske forskere gjorde.

Også andre forskere er enige i, at 16S rDNA sekvenserne, som påstås at komme fra ”nanobakterier”, kan være artefakter ved PCR-metoden.

De finske forskere beskriver "dyrkningsegenskaberne" ved deres påståede ”nanobakterier”, men de har ikke vist individuel cellevækst og ikke givet tal på antallet af ”nanobakterier” .

De finske forskere påstår, at de har påvist ”nanobakterier” med monoklonale antistoffer, der er fremstillet mod de mineraliserede prøver. Men den immunokemiske specificitet af disse antistoffer er ikke blevet fastlagt.

De finske forskere skriver, at de har set mineraliserede nanobakteriekolonier på et bestemt dyrkningsmedium. De amerikanske forskere har gentaget forsøget med samme dyrkningsmedium og i andre dyrkningsmedier, men så ikke nogle kolonier.

Mineraliseringen skete, selv om prøven udsattes for forskellige antibiotika (100 µg/ml chloramphenicol, rifampin, kanamycin eller erythromycin) og varme ved 90°C i en time og tilstedeværelse af 0,1% natriumazid, som er et stof, som let kan trænge ind i bakterier og hæmme deres respiration.

De finske forskere antager, at igangsætningen af mineraliseringen og det forhold, at mineraliseringsevnen kan podes til et nyt, frisk medium, er tegn på mikrobiel vækst. Hvis denne antagelse viser sig at være forkert, således at der slet ikke er nogen mikrobiel vækst til stede, vil det naturligvis ikke være bemærkelsesværdigt, at almindelige typer af antibiotika eller høj temperatur ikke begrænser mineraliseringen, skriver de amerikanske forskere.

Når de finske forskere skriver, at ”nanobakterierne” hæmmes af antibiotikaet tetracyklin og af citrat, kan den virkelige årsag være, at netop disse stoffer hæmmer kalcificationen (kalkdannelsen), således at forklaringen ikke skal søges i, at disse stoffer virker på mikrobiel vækst, skriver de amerikanske forskere videre.

Ved at de finske forskere antager, at mineraliseringen er tegn på vækst af ”nanobakterier”, når de frem til den konklusion, at ”nanobakterierne” omgiver sig med kalkskaller eller "huse".

De amerikanske forskere modbeviser dette ved følgende iagttagelse: Medens mineralisering i frisk medium sker efter podning, hvis dette resulterer i en 10 ganges fortynding, sker der ingen mineralisering, når der bruges 100 eller 1000 ganges fortynding af det oprindelige filtrerede biofilmmateriale.

Hvis mineralisering skyldtes bakterier, ville stor fortynding blot forlænge væksttiden og udsætte mineraliseringen, men ikke forhindre væksten helt og ikke bremse mineraliseringen fuldstændig.

De amerikanske forskere påviste det samme, og at allerede et filter på 0,1 mikrometer (100 nm) fjerner mineraliseringsevnen. De forklarer imidlertid disse observationer på en helt anden måde. Den radioaktive stråling og den kraftige filtrering kan tænkes at ødelægge eller fjerne ikke-levende store molekyler, som kan være startsteder for mineraliseringen. Det kan f.eks. være phospholipid-komplekser i blodserum eller lipid-protein komplekser i spyt.

Man har tidligere vist, at phospholipider kan igangsætte mineralisering i form af kalcificerede kugler med diametre på ca. 0,2 mikrometer (200 nm). Disse kan dannes ved samvirken mellem phosphatidylinositol eller phosphatidylserin med calcium- og phosphat-ioner i et ikke-polært miljø.

De amerikanske forskere gjorde forsøget. De lod phosphatidylinositol ligge i bakteriedyrkningsvæsken (DMEM-mediet) i ca. 2 uger. Derefter kunne de faktisk se små mineraliserede partikler. Småpartiklerne indeholdt calcium og phosphat (vist i spektrometer med energispredende røntgenstråling, EDX).

Dette kan forklares med, at der er relativt høje koncentrationer af calcium-ioner og phosphat-ioner i DMEM-dyrkningsmediet. Dette medium indeholder CaCl2 og NaHPO4, i koncentrationer på henholdsvis 1,8 mM calcium-ioner og 0,9 mM phosphat-ioner. Disse ionkoncentrationer er kun delvis stabile og svarer til de, som anvendes i undersøgelser af in vitro biomineralisering.

Virkningen af apatit på ustabile koncentrationer af calcium-ioner og phosphat-ioner i DMEM-dyrkningsmediet er tilstrækkeligt til at forklare, at biomineraliseringsevnen kan podes fra kultur til kultur på en måde, som ligner podning af levende bakterier.

Det er vigtigt at kende til de materialer, som igangsætter mineralisering uden for de steder i kroppen (f.eks. skelettet), hvor dette er naturligt. Der er medicinske følger af disse mineraliseringer, når de sker på uønskede steder. Så det forhold, at det altså alligevel ikke var ”nanobakterier”, som var årsagen, gør ikke dette forskningsområde mindre vigtigt. Men ”nanobakterierne” var nu spændende, så længe det varede!

Hvordan blev de påståede nanobakterier første gang opdaget?

Da en biokemiker, E. Olavi Kajander, ved universitetet i Kuopio i Finland fik problemer med at dyrke pattedyrceller – cellerne voksede meget langsomt og indeholdt indre småbobler – undersøgte han cellerne i elektronmikroskop. Han fandt ingen virus eller mycoplasma (bakterier uden fast cellevæg), men usædvanlig små bakterielignende partikler inde i mange af cellerne.

E. Olavi Kajander og kolleger isolerede og karakteriserede de små partikler, og kaldte dem ”nanobakterier”, men det er stadig et uafklaret spørgsmål om der er tale om noget levende. Deres størrelse er fra 50 til 500 nanometer. Det vil sige, at de er meget mindre end bakterier. ”Nanobakterier” er mellem en femtedel og en tyvendedel af længden af en almindelig lille bakterie, og deres rumfang er en tusindedel af en almindelig bakteries rumfang. Der er nærmest ikke plads til liv i dem.

E. Olavi Kajander forudsagde, at ”nanobakterier” ofte forurener kalvefosterserum, som ofte bruges til at dyrke pattedyrceller i. Han forudsagde også, at disse ”nanobakterier” i sjældnere tilfælde også kan forurene menneskers blod.

Den 7. juli 1998 publicerede det anerkendte videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS) en undersøgelse af E. Olavi Kajander og hans kollega Neva Çiftçioglu, som viser, at ”nanobakterier” lever i urin og udfælder calcium og andre mineraler omkring sig, og derved igangsætter dannelsen af nyresten. E. Olavi Kajander udtalte, at han tror, at nyresten simpelthen dannes på denne måde.

Dette åbnede altså mulighed for, at antibiotika ville kunne hjælpe mennesker, som lider af kronisk dannelse af nyresten. Andre forskere fandt dette yderst interessant.

”Nanobakterier” er så små, at de er nærmest umulige at se i almindelige lysmikroskoper. Mange af de farvestoffer, som bruges til at farve cellevægge eller andre komponenter i almindelige bakterier, bindes ikke til ”nanobakterier” .

Hvordan dyrkes de påståede nanobakterier?”

”Nanobakterierne” trives ikke på agar, som man bruger til at dyrke de fleste bakterier.

E. Olavi Kajander's forskerhold har vist, at ”nanobakterierne” ofte danner en hvid biofilm, når de dyrkes i blodserum, enten alene eller sammen med pattedyrceller. ”nanobakterierne” er i stand til at få celler, som normalt ikke optager mikroorganismer, til at sluge ”nanobakterierne” .

Ved at få cellerne til at gøre dette, kan ”nanobakterierne” igangsætte cellens såkaldte selvmordsprogram (den såkaldte apoptosis). Dette er formentlig forklaringen på, at ”nanobakterier” s tilstedeværelse gør det vanskeligt at dyrke pattedyrceller.

Medens mange bakterier deler sig cirka en gang hver time tager ”nanobakterier” ca. 3 dage om at fordoble deres antal (hvilket tolkes som at de foretager én celledeling). Denne meget langsomme vækst gør det meget vanskeligt at studere deres stofskifte.

E. Olavi Kajander's hold har udviklet antistoffer, som bindes til overfladeproteiner på ”nanobakterierne”, og har også isoleret noget af deres DNA. De har sekvensbestemt genet, som koder for en del af ribosomerne, hvor ”nanobakterierne” ligesom hos andre celler laver deres protein.

Ved at sammenligne genets DNA-sekvens med sekvensen hos tilsvarende gener i andre organismer har E. Olavi Kajander's gruppe påvist, at ”nanobakterierne” ser ud til at være nærmest beslægtet med bakterier som Brucella og Bartonella. Nogle af disse bakterier er kendt for at inficere blodet hos dyr og mennesker.

E. Olavi Kajander's hold har påvist, at ca. 5% af den finske befolkning er eller har været inficeret med ”nanobakterier” . Forskerne har påvist ”nanobakterie”- proteiner i menneskeblod og har også dyrket ”nanobakterierne” fra blodprøver.

Imidlertid er det måske urin, som er ”nanobakteriernes” foretrukne levested. Hvis ”nanobakterierne” injiceres i dyr, synes bakterierne at bevæge sig hurtigt til nyrerne, og ender med at findes i urinen.

Mikrobiologen James W. Coulton fra McGill University i Montreal, Quebec, som har specialiseret sig i overfladeproteiner på bakterier, har også isoleret langsomtvoksende mikroorganismer, som opbygger kalkskaller. Han mener, at hans organismer er de samme, som de, der er blevet påvist af den finske forskergruppe, og at det er bakterier.

Proteiner fra ”nanobakterier” ligner proteinerne fra andre bakterier, siger han. Disse proteiner, som kaldes poriner, anvendes normalt af bakterierne til at danne kanaler, som gør det muligt for næringsstoffer at trænge ind gennem cellevæggen.

Hvordan kan de påståede nanobakterier tænkes at fremkalde sygdom?

Det er muligt, at ”nanobakterierne” kan være årsag til sygdomme, som man hidtil ikke har troet skyldes infektioner. Det er før set, at man har overset infektioner som sygdomsårsag. I visse tilfælde er mavesår forårsaget af en bakterie, og hjertesygdom, sukkersyge, gigt og sklerose kan i nogle tilfælde måske også skyldes bakterie- eller virusinfektioner.

Under den surhedsgrad og de mineralkoncentrationer, som bl.a. findes i urin, igangsætter ”nanobakterierne” på en eller anden måde udfældningen af opløst calcium, phosphater og andre mineraler til carbonat-apatit, som er en vigtig komponent i mange nyresten. (Apatit er et calciumrigt mineral).

”Nanobakterierne” bygger en mineraliseret skal omkring sig, stor nok til at kunne ses i almindelige lysmikroskoper.

Måske bygger bakterierne disse "fæstninger” omkring sig som en form for beskyttelse – eller måske er de simpelthen resultatet af samspillet mellem proteiner på ”nanobakteriernes” overflade og opløste mineraler i den omgivende væske.

Hvordan udvikles nyresten?

I USA menes nyresten menes at ramme ca. 10% af befolkningen. Man ved, at de smertefulde nyresten dannes, når mineraler i urinen fælder ud, men man kan ikke forklare, hvad der igangsætter dette.

Nogle bakterier er tidligere blevet koblet til dannelse af nyresten, men på en helt anden måde. 5-15% af nyrestenene er hovedsageligt dannet af mineralet struvit, hvilket skyldes bakterier, som danner enzymet urease. Dette enzym gør urin mere sur, hvilket får mineraludfældningen til at ske lettere.

Kajander og Çiftçioglu undersøgte 30 nyresten for, om de indeholdt ”nanobakterier” . Det gjorde de. Antistoffer, der kun bindes til ”nanobakteriers” proteiner, bandt sig nemlig til materiale fra disse nyresten.

Man kunne også på elektronmikroskopbilleder af opløste nyresten se ”nanobakterier”. Og man kunne endog dyrke ”nanobakterier” fra nogle af de opløste nyresten.

Det er ifølge Kajander nok bevis til, at læger nu burde undersøge, om antibiotika kan bruges til patienter med tilbagevendende nyrestensproblemer.

Findes der antibiotika mod de påståede nanobakterier?

”Nanobakterier” er resistente mod mange typer af antibiotika. Det skyldes måske, at de omgiver sig med mineralskaller. Tetracyklin har dog vist sig effektivt i laboratorieforsøg. Desuden har tetracyklin en tendens til at ophobe sig på apatit, hvor ”nanobakteriernes” koncentration forventes at være højest.

Måske har ”nanobakterier” betydning for mange andre sygdomme. Uforklaret kalciumophobning ses i mange andre sygdomme, bl.a. demenssygdomme, åreforkalkning, kræft og gigt.

Mennesker, som på grund af nyreskade ofte får blodtransfusioner, udvikler ofte farlige calciumaflejringer.

I en undersøgelse blandt tyrkere, som fik dialyse, havde 80% tegn på ”nanobakterier” i blodet.

Er ”nanobakterier” overhovedet bakterier?

E. Olavi Kajander og hans kolleger i Kuopio i Finland har ved at kalde deres fundne partikler for ”-bakterier” stukket hånden i en hvepserede.

Bakterier har normalt en størrelse som f.eks. 1 mikrometer (1000 nm) eller mere. Man har dog beskrevet bakterier, som kun var 50 til 200 nm. Den mindste diameter, som Kajander beskriver er 50 nm.

Hvis man antager, at dens cellevægge er ca. 10 nm tykke bliver der meget lidt plads inden i en bakterie af denne størrelse. Et ribosom, hvor proteinsyntesen foregår, er f.eks. 25 nm i tværsnit. Så det er svært at forestille sig, at celler under 50 nm kan fungere som liv.

Virus er mindre, men virus er ikke egentlig levende, fordi de er afhængig af værtsceller for at kunne formere sig.

Betegnelsen ”nanobakterier” og henvisningen i artiklen til geologen Robert Folk's artikler burde have været udeladt, skriver en forsker.

Er ”nanobakterier” levende??

Måske er ”nanobakterier” en ny livsform mellem bakterier og virus. De er måske ansvarlige for meget mineraludfældning og for omdannelse af vulkanske mineraler til jord og for korrosion af metaller.

Selv om de ikke er normale bakterier, kan de tilsyneladende let opformeres og efter nogle dages vækst ligner de præcis de partikler, som findes i klipper og mineraler med aldre på fra 2000 millioner år til nutiden.

Indeholder de påståede nanobakterier arvemateriale i form af DNA?

På grund af deres stærke vægge, som er modstandsdygtige mod syrer, farvestoffer og giftstoffer, kræves der specielle metoder til at isolere det DNA, som forekommer som meget korte DNA-strenge. (Eller som måske er forureninger?).

Lever de påståede nanobakterier på metaller?

Robert Folk placerede et stykke aluminium i vand fra vandhanen, og efter nogle dage viste scanningelektronmikroskop-studier mange forskellige slags ”nanobakterier”, ca. 0,05 mikrometer store. Måske er disse ”nannobakterier” i færd med at metabolisere aluminium, skriver han.

”Nannobakterier” synes at spille en aktiv rolle når jern ruster, når kobber irrer og når metallisk aluminium opløses. De bidrager til mineralsamlinger i rør og ser ud til at være involveret i konstruktionen af CaCO3-kalkskaller i muslinger, foraminiferer og endog fugleæg.

Efter ætsning af rustent jern med saltsyre i 10 minutter for at fjerne jernhydroxid kom nøgne celler af ”nannobakterier” til syne som tegn på, at det var dem, der medførte udfældningen af jern.

Cellerne dækker jernet fuldstændigt som et lag kugler, hvoraf enkelte danner kæder. ”nannobakterierne” her var fra 0,02 til 0,06 mikrometer store, dvs. 20-60 nanometer.

Hvordan finder geologen Robert Folk sine ”nannobakterier”?

Svag ætsning med saltsyre af kalcit- og aragonitkrystaller viser, at der findes ”nannobakterier” i dem. Det ser ud til, at ”nannobakterierne” fremkalder den begyndende krystallisering, og når denne først er begyndt, forløber den videre af sig selv på ubiologisk måde.

”Nannobakterierne” virker derfor kun som katalysatorer for krystalliseringen. De tiltrækker positive kationer til deres negativt ladede cellevægge, hvilket fører til en overmætning på under mikrometerskala og igangsættelse af udfældningen af CaCO3.

I hvilke klipper er de påståede ”nannobakterier” angiveligt fundet?

”Nannobakterier” er fundet i dolomitkalksten (CaMg(CO3)2) i klipper af alle aldre tilbage til for ca. 2000 millioner år siden. I nogle kalksten er de hyppige, i andre er de sjældne.

Moderne ooliter fra Bahama-øerne er rige på aragonit-krystalnåle med ”nannobakterier” i. Ved Viterbo nær Rom er de almindelige i krystaller af svovl. De er fundet i metalliske sulfidmineraler såsom pyrit, chalcopyrit og chalcocit.

Man har længe mistænkt bakterier for at spille en rolle ved aflejringen af metalholdige mineraler. Men ingen har tidligere ledt efter ”nannobakterier” . I de fleste sulfider får man dem lettest frem ved at ætse med saltsyre (HCl) eller salpetersyre (HNO3).

Kiselmineraler viser også tegn på udfældning ved hjælp af ”nannobakterier” . Det er set hos opal, chalcedonit, chert og cristobalit. I disse tilfælde ses ”nannobakterierne” ved hurtig ætsning med flussyre (HF). Nogle chert indeholder tætte pakninger af ”nannobakterier”, medens andre havde få eller tilsyneladende slet ingen.

Selv komplekse silikater som lermineraler synes at være dannet af ”nannobakterier” . Det bakterieskabte ler forekommer enten som filamenter med nannobakteriekugler af samme tykkelse på spidsen (som "svovlet" på en tændstik), eller som klumper af småkugler eller som sværme af larveformede kroppe. I ler har ”nannobakterierne” størrelser ned til 0,03 mikrometer, dvs. 30 nanometer.

Hvordan forklarer man at de påståede ”nannobakterier” ikke er blevet fundet tidligere?

Hvis det er rigtigt, at nanobakterier findes og tilmed er almindelige, måske ti gange mere almindelige end almindelige bakterier, kan man spørge, hvordan det kunne gå til, at deres opdagelse ikke er gjort for længe siden?

Hovedårsagen kan være, at mikrobiologer ikke har interesse for bakterier i jord og klipper, og fordi det i over et halvt århundrede har været et standarddogme, at der ikke findes bakterier, som er mindre end 0,2 mikrometer, dvs. 20 nanometer. Dette er den mindste størrelse, som kan ses i et almindeligt laboratoriemikroskop. Man bruger filtre i 0,2 mikrometerstørrelsen (20 nm) og antager, at dette vil fange alle bakterier. Man antager, at væsken, som passerer sådanne filtre, vil være fri for bakterier.

De få geologer, som viste interesse i samspillet mellem bakterier og mineraler, fulgte dette dogme. De kikkede derfor aldrig på prøverne med scanningelektronmikroskop ved så høje forstørrelser. Og hvis de så noget, der havde en størrelse på 0,1 mikrometer (10 nm), antog de, at det var en laboratorieforurening.

Man ser, hvad man leder efter, og hvad man tror på. ”Nannobakterier” kan være "det mørke stof" (dark matter) i det biologiske univers, med enorm betydning, men uden at nogen før har bemærket det.

Hvad taler imod, at de påståede nanobakterier findes i klipper og sedimenter?

Robert Folk's hypotese om eksistensen af ”nannobakterier” modgås af, at det er almindeligt, at kugler og pølseformer dannes, når stoffer udfælder og omdannes fra en fase til en anden. Desuden er ”nannobakterierne” " på ingen måde beviseligt levende eller bakterieagtige, og burde derfor i stedet kaldes "nanoting".

Hvad taler for, at de påståede nanobakterier findes?

Her bringes nogle påstande, som er skrevet af de finske forskere, som har viet deres liv til studiet af ”nanobakterier”.

”Nanobakterier” er blevet dyrket kontinuerligt i over 6 år ved månedlige podninger. De producerer biomasse med en hastighed, som er 0,0001 gange en kolibakteries hastighed. Deres biomasse indeholder nye proteiner og modstandsdygtige polysaccharider. Når deres proteiner fordeles på en SDS-PAGE søjle ses over 30 forskellige proteinbånd.

Amino-endesekvenser kendes fra 6 forskellige proteiner. En af dem er et funktionel porinprotein, som kendes fra Gramnegative bakteriers ydre membran, hvor det tillader relativt små molekyler at komme igennem membranen. Poriner synes at findes i minerallagene i ”nanobakterier” . Muraminsyre, som er en anden vigtig komponent i peptidoglycan, er også blevet påvist. Derfor ser ”nanobakterier” ud til at have typiske Gram-negative komponenter, selv om deres ultrastruktur er unik og varierer gennem deres vækstfaser.

Deres vækst stopper ved små koncentrationer af tetracyklin og ved høje koncentrationer af aminoglycosid-antibiotika. Begge disse stoffer stopper bakteriers proteinsyntese på ribosomniveau.

Deres vækst kan forhindres med små koncentrationer af cytosin-arabinosid eller fluor-uracil, som begge er antimetabolitter, der forhindrer nukleinsyresyntesen i alle celletyper.

”Nanobakterier” kan påvises med metabolisk mærkning ved anvendelse af methionin eller uridin.

Deres nærmeste slægtning er Phyllobacteria, som findes i jord og fremkalder sygdom i tropiske planter. Disse bakterier danner ikke apatit og adskiller sig meget fra ”nanobakterier” .

Mycoplasma, Chlamydia og Rickettsia er de mindste af de klassisk-kendte bakterier. De kan dyrkes i kultur sammen med pattedyrceller. Kun Mycoplasma kan gro alene. Filtrering gennem en 0,2 mikrometer porestørrelse medfører over hundrede gange reduktion af deres antal. Til sammenligning medfører en sådan filtrering mindre end 10 ganges reduktion af ”nanobakterier”.

”Nanobakterier” har forskellige vækstformer, størrelser og sociale formationer afhængig af dyrkningsbetingelserne.

”Nanobakterier” varierer i form og størrelse. Det kendes fra primitive mikroorganismer. Der findes således mikroorganismer, som varierer i størrelse og form under deres livscyklus, f.eks. Myxococcus xanthus, som har småformer, aktivt bevægende større former og meget store svampelignende frugtlegemdannelser.

Ifølge Hoescht-33258 farvning har de DNA-mængder, der er mindre end i Mycoplasma og større end i mitokondrier. ”Nanobakteriernes” genomstørrelse er ukendt.

De reagerer på stress ved at blive sociale og danne samfund. Dette kan tænkes at nedsætte risikoen for mutationer. De kan gå i dvale i lange perioder, indtil næringsforholdene bedres.

De er måske overlevere fra ursuppen på Jorden. Måske er blodet den moderne ursuppe.

EDTA-behandling med nano-salgstrick

Indre kalcificering er skadeligt for celler. Fibroblaster, der dyrkes under tilstedeværelse af forkalket biofilm, optager mikrokrystaller af calciumapatit i sig og bliver syge.

Antistoffer kan reagere med ikke-levende, krystallinske makromolekyler. Chelerende midler som EDTA, citrat, og tetracyclin (et antibiotika, som også har calciumbindende egenskaber) kan ændre overfladen af ikke-levende, kalcificerede og krystallinske krystalvækst-igangsættende nukleatorer, og dermed forhindre den videre kalcificering og blokere immunologisk reaktion overfor antistoffer, som tidligere reagerede, – så det kommer til at se ud, som om der er blevet færre ”nanobakterier”.

En diagnostisk test baseret på antistoffer kan således blive ikke-reaktiv og ”vise tegn på færre nanobakterier”, hvis der er tilsat calciumchelaterende stoffer. Dette kan misopfattes som, at bakterieinfektionen er væk.

Er de påståede nanobakterier årsag til åreforkalkning?

Det er ikke bevist, at ”nanobakterier” (hvis de overhovedet eksisterer) er årsag til åreforkalkning. Men sælgere af EDTA-behandling bruger som argument, at det fjerner ”nanobakterier”, som fremkalder åreforkalkning. Folk gives også et pulver, som skal indtages via munden, og som siges at forsinke EDTA's udskillelse via nyrerne, for derved at opnå højere EDTA-koncentration i blodet. Det hemmelige pulver, som gives, indeholder også noget EDTA og vil alene af denne grund kunne øge EDTA-koncentrationen en smule.

EDTA er ikke udsat for sekretion/reabsorption i nyrerørene, men filtreres 100% af nyrernes glomeruli. Derfor ville man skulle forgifte nyrerne i farligt omfang, indtil nyrernes glomeruli ikke virker mere, hvis man skulle forsinke udskillelsen via nyrerne.

Hvordan skal EDTA gives for at virke?

Sælgere sælger EDTA-behandling via endetarmen. Men der er ingen grund til, at EDTA skal gives via tyktarmen, det optages ikke bedre på den måde. Formentlig optages 7% via tyktarmen og det samme via munden. Måske sælges denne indførselsvej for at undgå indsprøjtning, som skal foretages af uddannet personale. Behandling med EDTA indsprøjtet direkte i blodårer giver 6 gange højere EDTA-koncentration end behandlingen via mund og tyktarm tilsammen.

85% af patienter, der behandles intravenøst med EDTA, reagerer godt på behandlingen. Dette skyldes imidlertid ikke, at calcium i årene forsvinder. (Electron beam CT (EBCT)-målinger af calcium i kranspulsårene omkring hjertet ændres ikke, selv om der ses positivt resultat i form af øget blodgennemstrømning og forbedring af symptomer og funktion. Det virker derfor ikke rimeligt at antage, at ændring i blodårenes kalcificering er en vigtig indikator for behandlingens kliniske virkning.

Åreforkalkning er en fremadskridende inflammatorisk sygdom, som omfatter celledelinger i det meste af sygdomsforløbet. Intravenøs EDTA-behandling kan give dramatiske forbedringer. De alternative tarm-skylninger med EDTA og EDTA-pulver via munden er derimod ikke godt beskrevet, hvad virkning angår. Det er en af de udokumenterede alternative behandlingsformer, som burde vurderes videnskabeligt.

50 – 100 infusioner med EDTA kan nedsætte kalcificering og endog nyresten, men EDTA fjerner også nødvendige næringsstoffer og spormineraler. Der er ingen grund til at tro, at langvarig behandling med EDTA er sikker. Det vil være logisk at forvente problemer i de livsvigtige metalloenzym-systemer i kroppen, og at en sådan langtidsbehandling vil medføre mangelsymptomer.

”Nanobakterie”- hypotesen ignorerer den veletablerede sammenhæng mellem udvikling af plaque og niveauet af homocystein. Nanobakterieteorien bliver udnyttet kommercielt på uvidenskabelig måde.