Hvilken betydning har det, hvis kosten er proteinfattig?
Virkningen af dette protein-mål er enorm. En 1,80 m høj 45-årig mand med en stabilvægt på 76 kg (BMI = 23,5) har, hvis han er moderat fysisk aktiv, et energibehov på 10.700 kiloJoule pr. dag, ref.10210.
Hvis hans kost har en proteinandel på 14 energiprocent, skal han spise 1500 kJ protein/dag og 9200 kJ ikke-protein/dag. Det er 88 g protein. Da fedt er ca. dobbelt på energitæt som kulhydrater, vil fedt/kulhydrat-mængden og -forholdet kunne variere.
Hvis nu denne mand "udsættes" for mad, hvor de fedt/kulhydrat-holdige dele smager bedre, er billigere, lettere at skaffe, eller tilbydes i flere variationer – så vil han blive fanget på en ikke-optimal kost. Han vil skulle spise mere for at få sine proteiner!, ref.10211.
Eftersom proteinerne kun udgør en lille del af maden, vil selv en lille procentvis nedgang i protein-andelen betyde, at han skal spise betydeligt mere fedt/kulhydrat for at få suppleret op på proteinmængden, ref.10211.
Bliver vi snydt til at tro, at der er protein i kosten?
Smagsstimuli, der naturligt er tilknyttet proteiner, er natrium-saltsmag (og kalium-saltsmag) og umami-smag. Vi bliver derfor biologisk snydt, når man tilsætter disse stimuli til fedt- og kulhydratrige fødevarer, ref.10218.
Det er i et studie påvist, at amerikanerne øgede deres indtagelse af salt-snackkost mellem 1977 og 1996, og forskerne spekulerer på, om dette var et ubevidst forsøg på at skaffe sig proteiner for at opnå proteinmålet, fordi de måske forbandt salt med proteiner, ref.10218. I stedet forværredes problemet.
Hvad er snydemad?
I dag er det mest af vores mad snydemad. Brød er egentlig tørt, hvidt mel. Dette skjules ved at tilsætte vand, gær, salt, sukker og planteolie samt opvarme blandingen. Eller ved at friturestege og glasere med sukker – til en doughnut. Eller ved at tilsætte æg og margarine – til en kage, ref.10163 s.38.
Sammenligninger med stenalderkost viser, at ting er blevet ændret radikalt. I stenalderen var stivelsesholdig mad ikke samtidig salte (som kartoffelchips er i dag). I stenalderen var sød mad ikke samtidig fedtholdig (som is og chokolade er i dag). I stenalderen var fed mad ikke samtidig stivelsesholdig (som doughnuts er i dag).
Hvor meget protein får vi med kosten?
De fleste af os får kun halvdelen af den mængde protein, som vi behøver. Den lave proteinindtagelse bidrager til overvægt, højt kolesteroltal og øget risiko for mange kroniske sygdomme, ref.10163 s.49.
Hvordan giver protein mæthedsfornemmelse?
Ved indtagelse af proteiner bliver man typisk hurtigere mæt. Proteiner stimulerer frigørelse af mæthedshormoner, når den proteinholdige mad kommer ned i maven. Man føler sig derfor mæt, inden der er indtaget særlig mange kalorier. Det mindsker risikoen for at spise for mange kulhydrater og fedtstoffer. Nedbrydning af proteiner koster kroppen betydelig mere energi end nedbrydningen af fedt og kulhydrater, så hvis man gerne vil tabe sig, er det nemmere med et højt proteinindhold i kosten end med et lavt proteinindhold.
Det er vigtigt, at der indtages magre proteinholdige produkter, så der ikke følger for meget fedt med. Det kan være magert kød og evt. magre mejeriprodukter.
Hvilken rolle har aminosyrer i kroppen?
Hvis man fjernede vandet fra cellerne i kroppen, ville omkring halvdelen af cellernes tørvægt bestå af proteiner.
Der er mange forskellige proteiner i den enkelte celle i kroppen, og proteinerne løser mange forskellige opgaver i kroppen. Opgaverne er virkelig meget forskellige. F.eks. styres alle kemiske reaktioner i kroppen af enzymer, som er proteiner.
Proteinerne fra kosten spaltes til deres byggesten, de såkaldte aminosyrer. Spaltningen begynder allerede i mavesækken, hvor kirtler i mavevæggen udskiller enzymforstadiet pepsinogen. Saltsyre i mavesækken aktiverer dette pepsinogen til pepsin-enzym. Pepsin spalter proteinerne ved bestemte aminosyrer, så der dannes peptider (dvs. protein-brudstykker).
I tolvfingertarmen spalter trypsin-enzymet peptidbindinger mellem bestemte aminosyrer. (Trypsin-enzymet udskilles fra bugspytkirtlen som forstadiet trypsinogen).
Proteinerne i kosten er nu blevet spaltet til meget mindre peptider. I tyndtarmens væg findes enzymer, der kan spalte enkelte aminosyrer fra, som absorberes og føres med blodet til leveren.
Hvordan justeres koncentrationen af frie aminosyrer i kroppen?
I leveren justeres blodets aminosyresammensætning, så blodet altid indeholder en pulje af frie aminosyrer. Fra denne pulje i blodet kan alle kroppens celler optage aminosyrer efter behov. Dvs. at disse aminosyrer kan bruges til opbygning af nye proteiner, eller de kan alternativt blive brugt i energistofskiftet.
Proteiner, som ikke skal bruges til noget specifikt, bliver ikke lagret i depoter i kroppen, sådan som det er tilfældet med kulhydrat og især fedt.
Puljen består kun af de ca. 70 g aminosyrer, der hele tiden findes i blodet samt den mængde, der forarbejdes i leveren, ref.10173.
Da proteiner ikke oplagres i kroppen, har der været stor interesse for, hvor meget protein, vi kan tåle at indtage i kosten.
Hvad er den nedre grænse for protein-indtag?
Mennesket skal have 0,75 g protein pr. kg kropsvægt pr. dag, ref.10223.
Måske er denne nedre grænse lidt højere (op til 1 g/kg/dag, svarende til over 10 energiprocent for en voksen, og som mange ældre i Skandinavien klarer sig på, ref.10223).
Kan en høj proteinindtagelse være skadelig for kroppen?
Det er blevet hævdet, at mennesket ikke kan tåle at indtage mere end 20-30 gram protein pr. måltid. Men forskellige forskere er kommet til andre resultater ved at undersøge effekten af højt indhold af protein på nyrerne, ref.10104 og på forekomsten af hjertesygdomme, ref.10117.
En dansk forskergruppe har undersøgt nyrefunktionen hos raske, overvægtige personer, der enten indtog en proteinrig kost (25 energiprocent). eller relativ proteinfattig kost (12 energiprocent), ref.10116.
For begge grupper samt kontrolgruppen kom 30% af energien fra fedt og altså resten fra kulhydrat. Gruppen, der fik proteinfattig kost, indtog 70,4 g/dag, og gruppen, der fik proteinrig kost, fik 107,8 gram protein/dag (medens kontrolgruppen indtog 91,1 gram protein/dag). Der var ingen mængdebegrænsning på maden, ref.10116.
Nyrernes funktion blev fulgt ved at måle glomerular-filtreringshastigheden, nyrevolumenet og nyre-biokemien. Forsøget varede i 6 måneder.
Den proteinrige kost gav på dette halve år en ændring af nyrestørrelsen og øgning af glomerular-filtreringshastigheden. Den proteinfattige kost medførte en nedsættelse af glomerular-filtreringshastigheden. Forskellen mellem de to var ca. 10%, hvilket ikke er mere end forventet, når nyrerne skal tilpasse sig den ændrede belastning, som en ændring i proteinindtag giver. Forskerne konkluderede, at et højt proteinindtag ikke havde nogen ugunstig virkning på nyrefunktionen. Dette gælder naturligvis ikke for personer med svækkede nyrer, ref.10116.
Kan en høj proteinindtagelse medføre nyresygdomme?
Forskere ved Harvard Medical School har undersøgt, om der er sammenhæng mellem et højt protein-indtag og hjertesygdomme, ref.10117.
Tidligere havde nogle forskere fundet en positiv sammenhæng, medens andre forskere ikke så nogen sammenhæng.
Studiet ved Harvard Medical School omfattede 80.082 kvinder i alderen 34-59 år, ref.10117.
Deltagerne blev fulgt i 14 år fra 1980 til 1994. Deltagernes indtagelse af protein og andre næringsstoffer blev fulgt ved hjælp af spørgeskemaer, som blev udsendt med 2 års mellemrum for at følge op på den kost, som deltagerne indtog. Hjertesygdomme blev diagnosticeret, og der blev observeret 658 tilfælde af ikke-fatale iskæmiske hjertetilfælde og 281 fatale, altså dødsfald. Deltagerne blev opdelt i 5 grupper, hvor indtaget af protein i gennemsnit udgjorde fra 15 til 24% af den totale energi. Kulhydrat-indtaget faldt fra 45% i lavproteingruppen til 34% i højproteingruppen. Total-fedtindholdet steg fra 36% i lavproteingruppen til ca. 41% i de andre grupper.
Efter justering for alder var højproteingruppen (24%) forbundet med en lavere risiko for iskæmisk hjertesygdom (75% i forhold til 100%), ref.10105.
Efter justering for rygning samt cholesterol- og fiberindholdet i kosten og fedtsammensætningen var risikoen stadig kun omkring 75%, ref.10117.
Disse faktorer havde altså ingen betydning. I mellemgrupperne for proteinindtagelse var risikoen noget højere end højproteingruppen, men højest var lavproteingruppen, der her er referencegruppen (100%).
I dette omfattende studie med 80.082 kvinder, som altså blev fulgt i hele 14 år, blev der ikke fundet en forhøjet risiko for iskæmisk hjertesygdom ved at sætte proteinindtagelsen op, ref.10117.
Der blev faktisk i stedet fundet et beskedent fald i risikoen for iskæmisk hjertesygdom.
Forskerne maner til forsigtighed med at omsætte resultaterne til almene kostråd, da en stigning i indtagelse af proteiner af animalsk oprindelse, såsom kød, mejeriprodukter og æg, ofte resulterer i en stigende indtagelse af mættet fedt og cholesterol og derved mulighed for en ugunstig påvirkning af nyresygdomme og osteoporose, ref.10117.
Indtagelse af høje mængder af protein (24-25%). skader således ikke nyrerne og giver ikke en forhøjet risiko for iskæmisk hjertesygdom.
Hvorfor taber man sig ved at spise protein?
Der er flere årsager til, at man taber sig, hvis man begynder at spise mere protein. 1) Protein øger stofskiftet (dvs. at der forbruges ca.2,5 gange mere energi til at omsætte 1 kalorie protein, end der bruges til at omsætte 1 kalorie fedt eller 1 kalorie kulhydrat). 2) Protein påvirker appetitten ved at tilfredsstille sulten langt mere effektivt, end både fedt og kulhydrat kan. Marisa Porrini og kolleger fra Milano universitet har påvist, at måltider med højt proteinindhold er langt mere mættende, end hvis måltidet har et højt fedtindhold, ref.10163 s.68. [Marisa Porrini, Crovetti R, Riso P, Santangelo A, Testolin G. Effects of physical and chemical characteristics of food on specific and general satiety. Physiol Behav 1995;57:461-468 – og – Marisa Porrini, Santangelo A, Grovetti R, Riso P, Testolin G, Blundell JE. Weight, protein, fat, and timing of preloads affect food intake. Physiol Behav 1997;62:563-570]
Britta Barkeling og kolleger fra Karolinska Hospital i Stockholm gav 20 sunde kvinder frokost med identisk kalorieindhold, men enten proteinrig (kød-gryderet) eller kulhydratrig (vegetarisk gryderet). Derefter målte forskerne, hvor meget mad kvinderne spiste under middagen 4 timer senere. Kødret-holdet spiste 12% færre kalorier og viste større aversion mod at spise proteinholdige retter under middagsmaden end kulhydrat-holdet, ref.10163 s.68. [http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/2228407 (Britta Barkeling, Rossner S, Bjorvell H. Effects of a high-protein meal (meat) and a high-carbohydrate meal (vegetarian) on satiety measured by automated computerized monitoring of subsequent food intake, motivation to eat and food preferences. Int J Obes 1990;14:743-751.asp">]
R. James Stubbs og kolleger fra Rowett Research Institute i England gav seks mænd proteinrig morgenmad og sammenlignede med, hvis de fik fedtrig eller kulhydratrig morgenmad. Når man noterede sulten 24 timer efter morgenmadsmåltidet viste det sig, at det proteinrige morgenmåltid undertrykte sulten langt mere effektivt end det fedtrige eller det kulhydratrige, ref.10163 s.68. [R. James Stubbs, van Wyk MC, Johnstone AM, Harbron CG. Breakfasts high in protein, fat or carbohydrate: effect on within-day appetite and energy balance. Eur J Clin Nutr 1996;50:409-417]
Hvis kroppen indtager et overskud af protein er det meget vanskeligt og ineffektivt for kroppens stofskifte at gemme dette ekstra protein som fedt. Overskuddet stammer næsten altid fra ekstra fedt eller ekstra kulhydrat, og det er af denne grund, at det oftest er fedt og kulhydrat som feder, ref.10163 s.69. Det er umuligt at forøge sin vægt ved at spise for meget protein. Det skyldes også, at leveren ikke over en vis grænse kan håndtere det ekstra nitrogen, som dannes, når kroppen nedbryder protein. Grænsen er ved ca. 35% for de fleste mennesker, altså ved 35% af den daglige kalorieindtagelse i form af protein. Når denne grænse overskrives, opstår kvalme, diarré og proteinforgiftning i form af pludseligt vægttab mv, ref.10163 s.69.
Er gluten problematisk?
Gliadiner er lektin-lignende stoffer, der især findes i endospermen, der er det stivelseslager, som kimplanten skal leve af.
Gliadiner er mistænkt for at forårsage en række autoimmune sygdomme og er velkendt for at give gluten-sygdom hos gluten-allergikere. Åreforkalkning synes netop at have noget med autoimmunitet at gøre.
Gliadin, som er det lektin-lignende glutenprotein i hvede, øger ligesom rigtige lektiner gennemtrængeligheden af tarmbarrieren, hvilket kan give problemer, ref.10303.
Når cellekulturer udsættes for gliadiner begynder de at ophobe fedtdråber, som virker som gift for cellen, ref.10304.
Dette ligner de lipid-opfyldte skumceller (foam cells), som kendes fra makrofager i de tidligste stadier af åreforkalkning.
Er protein-rig kost sundt?
En kost med højt proteinindhold er mere effektiv end en kost fattig på kulhydrat og fedt, når det drejer sig om at mindske den totale mængde kolesterol, den dårlige LDL-kolesterol og triglycerider og samtidig øge niveauet af det gode HDL-kolesterol. Neil Mann fra Royal Melbourne Institute of Technology, Australien, har påvist, at mennesker, der spiser masser af magert kød, har lavere niveauer af homocystein i blodet. Homocystein virker som et giftstof, der skader blodkarrene og gør blodkarrene modtagelige for at udvikle åreforkalkning. Veganere, dvs. folk som netop ikke spiser kød, æg eller mælkeprodukter, har et dårligere homocystein-niveau (højere homocystein-niveau) end kødspisere, ref.10163 s.24.
Stenalderkostens høje niveau af B-vitaminerne B6 og B12 samt folat forhindrer et forhøjet niveau af homocystein i blodet, som er en risikofaktor for udvikling af åreforkalkning, ref.10163 s.33.
Proteinrig kost kan forbedre insulin-omsætningen, sænke blodtrykket, og formindske risikoen for et slagtilfælde i hjernen, ref.10163 s.24.
Proteinrig kost skader ikke nyrerne ifølge en undersøgelse, hvor 65 overvægtige mennesker blev sat på en proteinrig kost i ½ år. Nyrerne tilpassede sig og fungerede perfekt ved forsøgets slutning, ref.10163 s.24.
Kan mennesket styre sin proteinindtagelse?
Studier af dyr viser, at de kan indrette deres fødesøgning efter målet, at få protein nok. Mennesket har også denne evne. Vi spiser indtil vi når et protein-mål. Men vi lokkes på afveje.
Hvilken betydning har protein for fedmeudvikling?
Hvis kosten er proteinfattig, fordi kulhydrater eller fedt fylder for meget, kan man blive fed ved det ubevidste forsøg på at få proteinniveauet op.
Hvordan reagerer kroppen på proteinoverskud i kosten?
Der er stor forskel på, hvordan kroppen reagerer på overskud af forskellige næringsstoffer.
Overskud af proteiner bliver omsat og udskilt, og kun lidt bliver lagret.
Kan mennesket regulere sit indtag af makronæringsstoffer?
Mennesket kan regulere sit indtag af makronæringsstoffer, men snydes af falske proteinstimuli (salt- og umamikrydderier), den søde tand, lokkeri for øjet, kroppens automatiske fedtdeponeringsevne samt kroppens forventning om et vist minimalt energiforbrug.
Hvilke perioder i livet kræves øget proteinindtagelse?
En årsag til øget behov for proteiner er de perioder i livet, hvor der er brug for muskelvækst. Det er f.eks. i puberteten. Men også i forbindelse med f.eks. vægtløfter-træning eller efter en fasteperiode, ref.10215.
Hvis en sådan person især har adgang til proteinfattig kost, vil personen overspise for at nå proteinmålet. Dette kan forklare yo-yo effekten ved slankekure og vægtøgningen efter muskeltræningsperioder.
Hvilke økonomiske problemer er der med proteinrig kost?
Der kan være miljømæssige konsekvenser i at øge protein-indtaget, især når der er tale om proteiner fra kød.
Der kan være økonomiske konsekvenser af denne protein-produktion. Fedt og kulhydrater er billige, men proteiner er dyre at producere. Derfor er de billige fødevarer oftest netop de fedt/kulhydrat-holdige fødevarer. Hvis folk kun har begrænset med penge, vil de let blive fristet til at købe mere fedt og kulhydrat – og spise mere for at nå proteinmålet. De vil så udvikle 'det metaboliske syndrom', og bekoste samfundet for behandlingen.
Samme tendens til at bruge billigt fedt og kulhydrat i husdyrfoder gør sig gældende i landbruget. Et sådant foder medfører, at kødet bliver mere fedtrigt og procentmæssigt mindre proteinrigt. (I et studie regnede man sig frem til, at det samfundsmæssigt ville være langt billigere at øge protein-andelen i kødet, fordi fedme er dyrt for samfundet,ref.10214).
Det ville være billigere for samfundet at sænke produktionen af fedt- og kulhydratholdige fødevarer end at øge produktionen af proteinholdige fødevarer, så der kommer mere balance i udbuddet.
Den mest effektive måde at øge protein-andelen på er altså at indtage mindre ikke-protein. Det kunne opnås ved fedt- og sukkerafgifter – forudsat at folk så ikke bare kan skaffe sig varerne billigere andre steder – eller ved at sænke afgifterne på proteinrige produkter.
Samfundsmæssigt ville de formindskede miljøomkostninger ved mindre produktion af kulhydrater kunne kompensere for de øgede omkostninger ved øget proteinproduktion.
Gælder termodynamikkens første lov for kost?
Termodynamikkens første lov siger, at energi hverken kan skabes eller forsvinde. For kosten betyder dette, at de kalorier, som man med kosten tilfører kroppen, skal svare til den energi, som kroppen forbruger eller afgiver, hvis man ikke enten taber sig eller tager på i vægt. Imidlertid er ikke alle kalorier ens, idet protein-kalorier er forskellige fra fedt- og kulhydratkalorier, ref.10163 s.66. Nogle kalorier forbrændes hele tiden på lavt niveau som følge af "hvilestofskiftet", der bruges til hjertets pulsslag, vejrtrækning, fordøjelsen osv. Dertil kommer, at man forbrænder flere kalorier, når man bevæger sig og er aktiv. Der er tre måder, hvorved man kan forbrænde flere kalorier, end man plejer at spise: 1) Man kan spise mindre. 2) Man kan motionere mere. 3) Man kan spise flere proteiner (medens man stadig spiser de samme kalorier og motionerer det samme). Denne tredie metode, proteinmetoden, opbygger et kalorieunderskud over nogle uger eller måneder. Dette fænomen kaldes "Den termiske effekt". Forklaringen er denne: Under fordøjelsesprocessen nedbrydes maden til dens grundlæggende komponenter – kulhydrater, fedt og proteiner, og videre til energi. Men for at få energi ud af disse komponenter må kroppen selv bruge noget af sin egen energi. Den medicinske betegnelse for dette energiforbrug til omsætning af maden er "fødeinduceret termogenese". Proteins fødeinducerede termogenese er mere end to og en halv gange højere end for fedt eller kulhydrat, ref.10163 s.66. Det vil sige, at inden kroppen kan optage energi fra madens protein, må kroppen afgive knapt tre gang mere energi end nødvendigt ved enten fedt eller kulhydrater. Dette betegnes "at protein forhøjer dit stofskifte" eller "at protein bevirker hurtigere vægttab" (end den samme kaloriemængde fedt eller kulhydrat ville gøre). M.J.Dauncey og kolleger fra Dunn Clinical Nutrition Center i Cambridge, England, har påvist, at en kost på et højt proteinindhold forøger det totale energiforbrug med 12% (220 kalorier) i løbet af et døgn – sammenlignet med en kaloriemæssig tilsvarende, kulhydratrig kost, ref.10163 s.66.[ Dauncey MJ, Bingham SA. Dependence of 24 h energy expenditure in man on the composition of the nutrient intake. Br J Nutr 1983;50:1-13]
Det betyder, at en kost med et højt proteinindhold kan give dig 5-8 kg vægttab på ½ år, trods uændret kalorieindtagelse. Eller 15-35 kg vægttab, hvis du motionerer mere og nedsætter kalorieindtagelsen, ref.10163 s.66.
En 32-årig, 1,9 m høj Dean Stankovic var blevet 127 kg tyk. De traditionelle slankekure medførte, at han vedvarende følte sig sulten. Desuden blev vægttabet på slankekurene stadig langsommere (fordi hans krop indstillede sig på sult-situationen ved at nedsætte stofskiftetempoet), og på Atkins (fedtrig/kulhydratfattig) kur blev han træt. Da han i 1999 startede på stenalderkost, oplevede han et jævnt vægttab og havde efter ½ år tabt 32 kg og vejede 84 kg samtidig med, at han ikke følte sig sulten og bevarede den lavere vægt i årene fremover, ref.10163 s.68.
Hvor meget kød spiste stenalder-mennesket?
Vores kendskab til kosten i stenalderen kommer fra 1) fossilfund, 2) kosten hos nutidige jæger&samlerfolk, 3) næringsstoffer i vilde dyr og planter, 4) chimpansers kost.
Knoglefund kan ret præcis sige noget om børns og unges dødelighed dengang. Men aldersbestemmelse af ældre kan kun angives til "40 år og derover". Desuden kan sygdomme sjældent bestemmes ud fra knoglefund, ref.10172.
Imidlertid kan man ved studier af nulevende stammesamfund uden moderne kostvaner sige ret meget om kost, der også vil gælde stenalderkosten. Det viser klart, at kosten er en meget vigtig faktor for vores mest almindelige sygdomme.
Forskeren Loren Cordain, der i 2002 udgav "The Paleo Diet" (dansk udgave: "Stenalderkost" 2.udg. 2012), har været en af drivkræfterne bag afklaringen af kostsammensætningen i nutidige jæger&samlersamfund.
Loren Cordain og kollegaer mener, at der tidligere har været en fejlfortolkning af kostsammensætningen hos jæger/samler-samfund fra det 20. århundrede, idet man har antaget, at hovedparten af energien i deres kost kom fra planter, ref.10101.
Forskere har derfor set nærmere på 13 kvantitative analyser af kosten hos jæger/samler-samfund: De nåede frem til, at 65% af energien typisk kom fra kød (ofte men ikke altid magert kød, ref.10101.
Disse tal understøttes af nyere etnografiske undersøgelser af 229 jæger/samler-samfund, hvor tallene var 68% for kød og 32% for planteprodukter.
I år 2000 blev der i en analyse af kosten hos disse 229 tilbageværende jæger&samlersamfund fundet, at de fleste (73%) af disse samfund fik over halvdelen af deres føde fra dyr (fra jagt og fiskeri), hvorimod kun 13,5% af disse samfund fik mere end halvdelen af deres føde fra indsamlede planter, ref.10102.
Ingen af de analyserede samfund levede udelukkende eller næsten helt af indsamlede planter, ref.10102.
Til sammenligning nåede man i en opgørelse fra USA i 1987-1988 frem til, at kornprodukter udgjorde 31%, mejeriprodukter 14%, drikkevarer 8%, olier og dressinger 4% samt diverse sukkerprodukter 4% (i alt 61%) af den totale energiindtagelse, ref.10102.
Ingen af disse produkter fandtes i jæger&samlersamfundet.
Er kød usundt?
I et 25-år-efter opfølgningsstudie af European Seven-Countries Study kunne forskelle i dødelighed ikke tilskrives kødforbrug (men kun forbruget af smør, fedt og margarine), ref.10230.
I et andet 10-år-efter studie blev kød også udelukket som forklaring, hvorimod der forblev en sammenhæng med forbruget af mælk, ref.10231.
Er rødt kød usundt?
Folk, som agiterer for vegetarisme, anfører at rødt kød giver hjertesygdomme, diabetes, tyktarmskræft og andre sygdomme ifølge en Harvard-undersøgelse publiceret i Arch Internal Medicine hvor 100.000 mennesker blev fulgt i gennemsnitligt 20 år. Denne Harvard undersøgelse beviser dog på ingen måde, at rødt kød er dårligt, eftersom sammenfald ikke er ensbetydende med årsag. De ikke-vegetarer, som spiser kød, er almindelige mennesker (som er fede, dovne, ikke-aktive, og som ikke tæller deres kalorier eller motionerer eller dyrker fitness). Hvis de holdt op med at spise kød og faktisk begyndte at iagttage, hvilken kost de indtager som vegetarer, ville de blive sundere. Dette er ikke ensbetydende med, at rødt kød er dårligt for sundheden, men det kan skyldes, at en livsstil kan være dårlig for sundheden.
Er hvidt kød sundt?
Forskning om "rødt kød" har ikke nået til klare konklusioner, ref.10232.
I USA kaldes kød af okse, svin, lam og vildt samlet for "rødt kød", og fjerkræ kaldes for "hvidt kød". Man har foreslået, at rødt kød er skadeligt for hjertet, men beviserne mangler, ref.10233.
I et studie, hvor man havde højt indtag af magert kød (i stedet for en kulhydratrig kost), sås ingen negativ virkning i form af inflammationsmarkører af betydning for hjertet, ref.10234.
Kulhydrat
Hvornår blev mennesket tilpasset til at spise stivelse?
Tilpasning til at spise stivelsesrige rodknolde kan være startet for flere millioner år siden. Det er blevet foreslået, at de tidlige hominider blev afhængige af rodknoldenes oplagsnæring for 6 mill. år siden under perioder med tørt og koldt kost, ref.10248.
Machiguenga-stammen i Amazonas er stivelse-spisere. En kvinde kan på 1 time grave rodknolde op, som kan bespise 25 voksne i en dag, ref.10247.
Denne stamme har udmærket sundhed, hvilket også gælder en stivelse-spisende stamme i Papua New Guinea, ref.10247.
Er der forskel på sundhedsværdien af stivelse?
Der er forskel på stivelse – især efter hvordan det tilberedes, idet det kan medføre højt glykæmisk index hvis det let nedbrydes til glucose i blodet.
Hvad er værst – kulhydrater med højt GI – eller mættet fedt?
Kulhydrater, der har et såkaldt "højt glykæmisk index", er mere usunde at spise end mættet fedt – når det vurderes på risikoen for hjertesygdomme.
Er mennesket tilpasset til at spise rodfrugter?
Man kunne antage, at mennesket måske er tilpasset til afrikanske rod-grøntsager (f.eks. arter af yams Dioscorea og søde-kartofler Ipomoea, ref.10245).
Tilsvarende kunne man antage, at mennesket ikke er så godt tilpasset til kartoflen, som stammer fra Sydamerika (hvor mennesket ikke har levet indtil for relativt nyligt). Kartoflen indeholder f.eks. lektin, som aktiverer tyrosinkinase-receptorer (såsom IGF-1 og EGF-receptorer), ref.10246.
Mennesket kan begynde nedbrydningen af stivelse allerede i munden – ved hjælp af spyttets amylase. Faktisk har mennesket tre gange flere gener for at nedbryde stivelse end chimpansen.
Visse folkeslag, der i høj grad lever af stivelse, har lidt flere genfordoblinger for stivelses-nedbrydning end andre, og kan derved være 35% bedre til at nedbryde stivelse i munden.
Men også folkeslag, som ikke indtager stivelse med kosten, har altså 3x chimpansens evne til at nedbryde stivelse.
Disse genfordoblinger skete for ca. 1 mill. år siden, ref.10247.
Det tyder på, at fortidsmennesket dengang delvis overlevede på stivelsesholdige rod- og stængelknolde, som planter i tørre områder danner.
Virker kulhydratfattige modeslankekure?
Moderne kulhydratfattige modeslankekure er egentlig fedtrige diæter, som indeholder moderate proteinmængder. Sammenlignet med, hvad vores forfædre spiste, er kulhydratindholdet i disse moderne slankekure alt for lavt, indtaget af salt alt for højt (nemlig salt i bacon, pølser, ribbensteg, lammekoteletter), og indtaget af fedt alt for højt, indtaget af frugt og grøntsager alt for lille, og indtaget af mælkeprodukter som ost, fløde og smør alt for højt,ref.10163 s.17.
Disse slanketure giver kortvarigt vægttab på bekostning af langsigtet sundhed. Vægttabet på kort sigt skyldes, at kuren reducerer kroppens reserver af glykogen-kulhydrat i lever og muskler og vægttabet skyldes især væsketab. Vægttabet på kort sigt, dvs. inden for uger eller måneder, skyldes at der bruges flere kalorier, end der indtages. Hos især overvægtige betyder det mindre indtag af kulhydrat nemlig at insulinomsætningen normaliseres, og dette medfører mindre udsving i blodsukkeret, hvilket får folk til at spise mindre og tabe sig. Denne nedskæring på den totale kaloriemængde nedsætter den samlede mængde kolesterol og lav-densitets-lipoprotein (LDL-kolesterol), som er det dårlige kolesterol. Desuden formindsker den kulhydratfattige slankekur niveauet af blodets triglycerider og medfører en forøgelse af høj-densitets-lipoprotein (HDL-kolesterol), som er det gode kolesterol i blodet, ref.10163 s.18.
Vægttab i forbindelse med de kulhydratfattige slankekure kan altså forbedre blodets kemi og nedsætte kalorieindtagelsen – men hvis disse fedtholdige diæter IKKE medfører nedsat kalorieindtagelse er det meget usundt for kroppen, bl.a. fordi den øgede indtagelse af mættet fedt fra ost, smør og bacon vil få kolesteroltallet til at stige, hvis det samlede kalorieindtag ikke nedsættes samtidig. Og hvis kalorieindtaget nedsættes, vil dette snart blive afløst af en fornyet øget kalorieindtagelse, hvorved det høje indhold af mættet fedt i kosten vil forøge kolesteroltallet med mulighed for kroniske sygdomme, ref.10163 s.18-19.
Det er specielt et problem ved de kulhydratfattige og fedtrige slankekure, at de ikke skelner mellem typen af fedtstof. Når alt fedt omtales under et, fordi man blot fokuserer på at reducere kulhydraterne, går det galt. Nogle af fedtstofferne har meget stor indvirkning på kolesteroltallet og dermed risikoen for at udvikle hjertesygdomme. Der skal kort sagt skelnes mellem de gode fedtstoffer (dvs. enkeltumættede fedtstoffer – i f.eks. olivenolie, nødder, avocado – og flerumættede omega-3 fedtstoffer – i fiskeolie) og de dårlige fedtstoffer (dvs. mættede fedtstoffer – i f.eks. kød og mejeriprodukter – og [i for store mængder] flerumættede omega-6 fedtstoffer – i planteolier, bagværk og snacks).
De kulhydratfattige slankekure anbefaler ofte, at indtagelse af kulhydrat nedsættes til 30 – 100 gram pr. dag. For at kunne nå ned på dette lave niveau må man næsten ikke spise frugt og grønt. Dermed går man glip af vigtige antioxidanter, fytokemikalier, fibre og bl.a. faktorer, som nedsætter risikoen for knogleskørhed.
Hvor meget kulhydrat får vi med kosten?
For de fleste af os er omkring halvdelen af de kalorier vi spiser nu kulhydrater. For vores forfædre udgjorde kulhydraterne 22-40% af den daglige kaloriemængde, men dengang var det gode kulhydrater fra vilde frugter og grøntsager og ikke de lavglykæmiske stivelser og sukkerstoffer, som vi indtager i nutiden, ref.10163 s.49. Hvis man spiser stivelsesfrie frugter og stivelsesfrie grøntsager er det meget svært at indtage mere end 35% af kalorierne som kulhydrater. Der er ca. 26 kalorier i en gennemsnits-tomat. For at opnå de 35% af de daglige kalorier som kulhydrater fra tomater alene, skal man spise 30 tomater. Det gennemsnitlige indhold af kulhydrater i frugt er kun ca. 13%. Det gennemsnitlige indhold af kulhydrater i stivelsesfrie grøntsager er kun ca. 4%. Det gennemsnitlige indhold af kulhydrater i magert kød, fisk og skaldyr er nul %. Det gennemsnitlige indhold af kulhydrater i korn er hele 72%( ref.10163.> # s.49. Hvis man spiser stivelsesfrie frugter og stivelsesfrie grøntsager er det meget svært at indtage mere end 35% af kalorierne som kulhydrater. Der er ca. 26 kalorier i en gennemsnits-tomat. For at opnå de 35% af de daglige kalorier som kulhydrater fra tomater alene, skal man spise 30 tomater. Det gennemsnitlige indhold af kulhydrater i frugt er kun ca. 13%. Det gennemsnitlige indhold af kulhydrater i stivelsesfrie grøntsager er kun ca. 4%. Det gennemsnitlige indhold af kulhydrater i magert kød, fisk og skaldyr er nul %. Det gennemsnitlige indhold af kulhydrater i korn er hele 72%
Hvor meget sukker spiser vi?
I 1815 brugte en gennemsnitsperson i England ca. 7 kg sukker om året. I 1970 var dette tal steget til 54 kg. Siden er forbruget eksploderet yderligere,, ref.10163 s.51.
Hvad er det glykæmiske indeks for sukker?
Sukker bærer den kemisk betegnelse "sakkarose". Sakkarose har et højt glykæmisk index på 65. Hvidt brød kan have et glykæmisk indeks på 70, men brødet indeholder trods alt andet end ren kulhydrat. Når din krop nedbryder sakkarosen, blever den nedbrudt til to enkle sukkerstoffer, glukose og fruktose, hvoraf glukosen har højt glykæmisk indeks på 97 og fruktosen har lavt glykæmisk index på 23. Forskere troede, at fruktose ikke kunne være særlig skadeligt, eftersom det jo har et lavt glykæmisk indeks. Mike Pagliassotti og kolleger på Arizona State University har dog vist, at fruktose netop er den hovedsynder i sukker, som medfører insulinresistens, ref.10163 s.51 [Thresher JS, Podolin DA, Wei Y, Mazzeo RS, Mike J. Pagliassotti. Comparison of the effects of sucrose and fructose on insulin action and glucose tolerance. Am J Physiol Regul Integr Comp Physiol 2000;279:R1334-R1340] og [Thresher JS, Podolin DA, Wei Y, Mazzeo RS, Mike J. Pagliassotti. Comparison of the effects of sucrose and fructose on insulin action and glucose tolerance. Am J Physiol Regul Integr Comp Physiol 2000;279:R1334-R1340].
Ligeledes har Luc Tappy og kolleger fra det medicinske universitet i Lausanne i Schweiz påvist, at fruktose kan fremkalde insulinresistens hos mennesker, ref.10163 s.51 [Dirlewanger M, Schneiter P, Jequier E, Luc Tappy. Effects of fructose on hepatic glucose metabolism in humans. Am J Physiol Endocrinol Metab 2000;279:E907-E911].
Man ved at insulinresistens hos mennesket er en fremmende faktor for fedme og de kroniske Syndrom-X sygdomme, herunder forhøjet blodtryk, hjertesygdomme og diabetes, ref.10163 s.51 [Dirlewanger M, Schneiter P, Jequier E, Luc Tappy. Effects of fructose on hepatic glucose metabolism in humans. Am J Physiol Endocrinol Metab 2000;279:E907-E911].
Man ved at insulinresistens hos mennesket er en fremmende faktor for fedme og de kroniske Syndrom-X sygdomme, herunder forhøjet blodtryk, hjertesygdomme og diabetes.
Er fruktose usundt?
Sukker ("sakkarose"). spaltes i kroppen til glukose og fruktose. Fruktosen har lavt glykæmisk index på 23, men har på trods heraf vist sig at være den hovedsynder i sukker, som medfører insulinresistens, ref.10163 s.51 [Thresher JS, Podolin DA, Wei Y, Mazzeo RS, Mike J. Pagliassotti. Comparison of the effects of sucrose and fructose on insulin action and glucose tolerance. Am J Physiol Regul Integr Comp Physiol 2000;279:R1334-R1340] og [Thresher JS, Podolin DA, Wei Y, Mazzeo RS, Mike J. Pagliassotti. Comparison of the effects of sucrose and fructose on insulin action and glucose tolerance. Am J Physiol Regul Integr Comp Physiol 2000;279:R1334-R1340] og [Thresher JS, Podolin DA, Wei Y, Mazzeo RS, Mike J. Pagliassotti. Comparison of the effects of sucrose and fructose on insulin action and glucose tolerance. Am J Physiol Regul Integr Comp Physiol 2000;279:R1334-R1340] og [Thresher JS, Podolin DA, Wei Y, Mazzeo RS, Mike J. Pagliassotti. Comparison of the effects of sucrose and fructose on insulin action and glucose tolerance. Am J Physiol Regul Integr Comp Physiol 2000;279:R1334-R1340].
Fruktose er meget sødere end sakkarose-sukker. Efter at det i 1970’erne blev påvist, at majssirup har et højt indhold af fruktose, har levnedsmiddelindustrien siden sparet mange penge ved at bruge majssirup til at søde med. Majssirup er i dag fødevareindustriens foretrukne valg af sødestof. Der er omkring 10 teskefulde i en enkelt sodavand. Den gennemsnitlige amerikaner spiser ca. 38 kg majssirup om året, plus 30 kg sakkarose-sukker. I alt svarer dette til 68 kg raffineret sukker. På stenalderkost vil man efterhånden vænne sig af med at skulle have alt dette sukker, som skader insulinsystemet, ref.10163 s.52.
Hvilken betydning har kostens fysiske form på det glykæmiske index?
Kulhydrater kaldes traditionelt simple eller komplekse afhængig af deres kemiske struktur. Komplekse kulhydrater er ofte blevet betragtet som en god erstatning for fedt. Men mange komplekse kulhydrater (såsom bagte kartofler) giver faktisk et højere glykæmisk respons end almindelig sukker.
Udtrykket "komplekse kulhydrater" karakteriserer således ikke kvaliteten af kulhydrater. Det ville være mere nyttigt at se på mængden og typen af fibre, forarbejdningsgraden og det glykæmiske indeks (GI) – samt den glykæmiske belastning (der er GI x kulhydratmængden).
Glykæmisk indeks (GI) er altså et tal, som beskriver, hvor meget blodsukkeret stiger, når der er blevet spist en bestemt mængde af en kulhydratholdig fødevare. Ofte bruges glukose eller hvidt brød som en reference (GI = 100). Eksempelvis har et æble en GI-værdi på 38, hvilket vil sige, at et æble giver et blodsukkerrespons, som svarer til 38 % af den stigning, som den samme mængde glukose ville give (og som altså ville være 100%). Hvis man i stedet for æblet havde givet glucose i samme mængde, ville der altså komme ca. tre gange mere sukker i blodet.
Der kan være forskellige glykæmiske indeks for rå og kogte fødevarer. Kogte gulerødder har et højere glykæmisk indeks end rå gulerødder, fordi kulhydraterne i de kogte gulerødder optages lettere efter varmebehandlingen.
GI-værdierne afhænger i høj grad af, hvor hurtigt kulhydrater absorberes. Derfor har den fysiske form af fødevaren stor betydning. Fødevarer med kompakte granula og en stor mængde viskøse og opløselige fibre fordøjes langsommere og har derfor et lavere glykæmisk indeks end meget forarbejdede kulhydrater, som f.eks. hvidt brød. Disse stærkt forarbejdede kulhydrater angribes nemlig lettere af fordøjelsesenzymerne.
Talrige undersøgelser har vist, at et højere indtag af stærkt forarbejdede kulhydrater (altså større glykæmisk belastning) er forbundet med en større risiko for type 2-diabetes og iskæmisk hjertesygdom. Derimod giver større indtagelse af fuldkornsprodukter beskyttelse mod type 2 diabetes og hjertesygdom IHD, iskæmisk hjertesygdom.
I en dansk undersøgelse har forskere sammenlignet udskiftningen af mættet fedt med kulhydrater og set på risikoen for hjertesygdom IHD, iskæmisk hjertesygdom blandt 53.644 personer, ref.10115.
I opfølgningsperioden gennem hele 12 år blev der stillet 1943 diagnoser på hjertesygdom (MI, myocardial infarction/hjerteinfarkt).
Forskerne påviste, at hvis mættet fedt blev udskiftet med (erstattet af) høj-glykæmiske kulhydrater steg risikoen for hjertesygdomhjerteinfarkt,MI signifikant. Dette skete ikke, hvis mættet fedt blev udskiftet med lav-glykæmiske kulhydrater. De lav-glykæmiske kulhydrater var altså meget mere sikre for patienten. Desuden var de højglykæmiske fødevarer altså værre end mættet fedt.
Hvad betyder syre i maden for det glykæmiske index?
Værdier af GI Glykæmisk indeks:
Et højt GI-tal er 70,
et moderat GI er 56-69,
og et lavt GI er 55
Man kan ikke forudsige en fødevares Glykæmiske indeks ud fra GI-værdien for fødevarens enkelt-bestanddele. Man er simpelthen nødt til at bruge 8-10 forsøgspersoner til at teste hver fødevare, og GI skal måles efter en nøje fastlagt procedure.
Syre i mad bremser mavesækkens tømningshastighed og nedsætter derved den hastighed, hvormed maden bringes videre i fordøjelsessystemet. På denne måde kan fordøjelsen af kulhydrater nedsættes. Det er blandt andet en sådan effekt, som forhindrer, at man på forhånd kan forudsige en GI-værdi for en fødevare.
Hvor kan man finde tallene for glykæmisk index?
Tallene for GI glykæmisk indeks kan findes på internettet .
I forbindelse med Diogenes-studiet, som omtales andetsteds, har man udarbejdet en omfattende database over GI-værdier for danske fødevarer. For hver fødevare er det danske og engelske navn angivet sammen med fødevarens glykæmiske indeks og dens glykæmiske belastning (GL, Glycemic Load) ved en given mængde af fødevaren. Databasen kan findes her: www.mrc-hnr.cam.ac.uk/wordpress/wp-content/uploads/Diogenes-GI-Database-for-Website-Danish.csv
Er stivelse usundt?
I 1825 foreslog en franskmand, Brillat-Savarin, som skrev om mad og ernæring, at indtagelse af meget stivelse er hovedårsagen til fedme.
I London blev en kendt mand, William Banting, af sin læge sat på en kost uden brød, smør, mælk, sukker, øl og kartofler. Han tabte sig 21 kg på 1 år. Resultatet blev forklaret som kulhydratfattig kost, og ikke som en proteinholdig kost rig på kød, fisk, frugter og grøntsager, som det også var, ref.10249.
Der kendes traditionelle folkeslag, hvor man spiser meget stivelse, men alligevel ikke har vestlige sygdomme, ref.10250.
Mængden af kulhydrat i stenalderkosten må have varieret enormt. I nogle måneder af året fandt man måske honning, som er næsten lige dele glucose og fructose, ref.10251.
Frugter og rodknolde gav stor mængde kulhydrat. På nogle levesteder var kulhydrater meget mindre almindelige.
I nutidskosten er glucose blevet almindelig. Nutidens morgenmadsgryn, brød og kartofler er koncentrerede kulhydrater, da vandindholdet er ret lille, ref.10252.
Er kost med lavt glykæmisk index sundt?
Kost med lavt glykæmisk index er kost, som – omend det er rigt på kulhydrater – ikke får blodsukkeret til at stige så meget, ref.10249En metaundersøgelse, der samlede 37 cohort-studier (dvs. persongruppe-studier) fandt, at kost med højt glykæmisk indeks blev ledsaget af øget risiko for hjertesygdom, type-2 diabetes og galdesten, ref.10250.
Men mange studier har ikke kunnet påvise en uafhængig, positiv effekt. Hvis kulhydrat erstattes med fedt, kan langtidseffekten måske være negativ. De vestlige sygdomme har ikke kunnet forklares med indtagelsen af kulhydrater, ref.10250.
Stenalderkosten havde generelt lavt glykæmisk index, i forhold til nutidens høje glykæmiske index i brød, morgenmadsgryn og kartofler.
De kartoffel-varianter, som har lavt glykæmisk index, er af smagsmæssige grunde blevet opgivet. Men ofte er det strukturen, som ønskes, og ikke specielt sødmen. Brød og pasta kan laves af samme mel, men har forskellig struktur. Samme levnedsmiddel kan tilsvarende optræde med forskellig GI-værdi, ref.10253.
Er en kulhydrat-rig kost sund?
En moderne fastfood-kost kan være kulhydratrig, men alligevel meget usund. Stenalderkost er sund, selv om den kan være moderat kulhydratrig. Det kræver dog, at det er de gode kulhydrater, der hovedsagelig indtages – men det er netop tilfældet i stenalderkosten, ref.10163 s.37.
Er frugtsukker (fruktose) problematisk?
Frugtsukker (fruktose) fremmer i høj grad insulinresistens. Næsten enhver forarbejdet fødevare får tilsat frugtsukker. Vi får mest fra læskedrikke, slik og bagværk. Frugtsukker indgår også i salatdressinger (også de fedtfattige af slagsen),ref.10163 s.39.
Hvordan reagerer kroppen på kulhydratoverskud i kosten?
Kulhydrat-lageret i kroppen er minimalt (nemlig blot i form af glycogen i leveren og musklerne), så overskud af kulhydrater bliver enten udskilt eller omsat til fedt. Udskillelse af kulhydrat-overskud – så urinen bliver sød – er imidlertid tegn på sukkersyge [diabetes mellitus, hvor "diabetes" betyder "gennemløb" og "mellitus" betyder "honningsød"]).
Hvorfor tiltrækkes vi af fedt og kulhydrat?
Det er blevet foreslået, at fedt og sukker var sjældent for stenaldermennesket. I det meste af vores evolutionære historie bestod menneskets kost i høj grad af dyrekød, og vilde dyr indeholder kun ca. 4 g fedt pr. 100 g kød. (Vores husdyr indeholder ca. 20 g fedt pr. 100 g kød, og vilde dyr indeholder kun ca. 4 g fedt pr. 100 g kød. (Vores husdyr indeholder ca. 20 g fedt pr. 100 g kød ref.10217).
Jæger&samler-samfund påtager sig stor risiko for at indsamle honning fra høje træer eller stejle klippeflader. Det kan være, at vi er tilpasset til at opsøge fedt- og kulhydratrige fødevarer. Vores stofskifte har også let ved at ophobe denne ekstra energi, i stedet for blot at brænde den af straks.
Har fedtforskrækkelsen medført stigende fedme?
I årtier har vi fået at vide, at vi skal spise mindre fedt og flere komplekse kulhydrater. Dette har resulteret i, at færre kalorier i dag kommer fra fedt end for 30 år siden. Denne fedtforskrækkelse har paradoksalt nok været ledsaget af stigende fedme og flere diabetikere, selv om der altså bliver spist mindre fedt.
I en samlet analyse af 11 undersøgelser i USA og Europa med i alt 344.696 deltagere blev der ikke fundet nogen sammenhæng mellem udskiftning-af-mættet-fedt-med-kulhydrat og nedsat risiko for hjertesygdomiskæmisk hjertesygdom. Der blev faktisk fundet en svag stigning i risikoen for hjertesygdomme ved at erstatte noget mættet fedt i kosten med kulhydrat iskæmisk hjertesygdom, ref.10118.
I en analyse af 21 studier med tilsammen 347.747 deltagere så man heller ingen signifikant sammenhæng mellem indtagelse af mættet fedt og kulhydrater – hverken hjertesygdom iskæmisk hjertesygdom, slagtilfælde eller hjerte/kar-sygdomme totalt set, ref.10119.
Hvis man derimod udskiftede mættet fedt med flerumættet fedt, blev der opnået en fordelagtig effekt, ref.10104.
Beskytter omega-3-fedtsyrer mod Alzheimer?
Der er 50% mindre risiko for at udvikle Alzheimer igennem 9 år, hvis der i blodet er høje niveauer af omega-3-fedtsyrer i forhold til det normale, lave niveau, ref.10155 s.vii.
Var fedtforskrækkelsen velbegrundet?
Lav-glykæmiske kulhydrater kaldes sådan, fordi de giver en minimal gradvis stigning i blodsukkeret. De giver derfor ikke de store udsving i insulinniveau, som ellers er så farligt for din krop og som kan føre til sukkersyge.
Med fedtforskrækkelsen i 1990’erne blev mættet fedt ofte erstattet med kulhydrater. Især blev det almindeligt at spise stivelsesholdige kulhydrater som dem, der findes i brød, kartofler og kornprodukter. Den gang blev der ikke tænkt så meget på, hvordan disse kulhydrater virker på blodsukkerniveauet, dvs. problemet, som kulhydrater med højt glykæmisk indeks giver.
Beskytter omega-3-fedtsyrer mod hjertesygdomme?
Der er op til 90% mindre risiko for pludselig hjertestop, hvis der i blodet er højere niveauer af omega-3-fedtsyrer i forhold til det normale, lave niveau, ref.10155 s.vii.
I en stor undersøgelse var der hos hjertepatienter en næsten halveret risiko for pludselig dødsfald, hvis de indtog kapsler med omega-3-fedtsyrer, ref.10155 s.vii.
De omtalte risikoreduktioner i GISSI studiet hvor 11.300 post-MI patienter fik sædvanlig behandling med eller uden 850 mg EPA + DHA i 3,5 år, var: 20% reduktion i total død, 30% reduktion i CVD død og 45% reduktion i pludselig hjertedød.
I bogen (ref.10155) på s.79 skulle der have stået 80% og ikke 90 procent i referencen til Leon H et al (reduktion i dødsfald af kardiale årsager (0,80, 0,69-0,92)), idet tallet 90% kommer fra Harris's behandling af Siscoviks JAMA arbejde: (Siscovick DS, et al. Dietary intake and cell membrane levels of long-chain n-3 polyunsaturated fatty acids and the risk of primary cardiac arrest. JAMA. 1995 Nov 1;274(17):1363-7.), som viser at en stigning i omega-3-indextallet fra 3% til 8,2% er associeret med en reduktion i risiko for pludselig hjertedød på 90% (e.g. von Schacky C, Harris WS. Cardiovascular benefits of omega-3 fatty acids. Cardiovasc Res. 2007 Jan 15;73(2):310-5: ”An omega-3 index of >8% is associated with 90% less risk for sudden cardiac death, as compared to an omega-3 index of <4%.”
Bogen (ref.10155) er ikke en videnskabelig artikel, men en ’populær’ bog, hvorfor der af og til generaliseres.
For at bringe sagen lidt up to date, var der i 2012 to metaanalyser, som fandt de samme tal, men som konkluderede modsat, nemlig +/- effekt af omega-3 indtag på hjertekarbetingede dødsfald (CVD-dødsfald).
1: (Delgado-Lista J, et al. Long chain omega-3 fatty acids and cardiovascular disease: a systematic review. Br J Nutr. 2012 Jun;107 Suppl 2:S201-13.
2: Rizos EC, et al. Association between omega-3 fatty acid supplementation and risk of major cardiovascular disease events: a systematic review and meta-analysis. JAMA. 2012 Sep 12;308(10):1024-33). Statistikken i denne JAMA-artikel har været stærkt angrebet (se vedhæftet).
Den mest interessante nye artikel (2. april 2013) i denne henseende er: Mozaffarian D, Lemaitre RN, King IB, Song X, Huang H, Sacks FM, Rimm EB, Wang M, Siscovick DS. Plasma Phospholipid Long-Chain ?-3 Fatty Acids and Total and Cause-Specific Mortality in Older Adults: A Cohort Study. Ann Intern Med. 2013 Apr 2;158(7):515-25. doi: 10.7326/0003-4819-158-7-201304020-00003. RESULTS: During 30829 person-years, 1625 deaths (including 570 cardiovascular deaths), 359 fatal and 371 nonfatal CHD events, and 130 fatal and 276 nonfatal strokes occurred. After adjustment, higher plasma levels of ?3-PUFA biomarkers were associated with lower total mortality, with extreme-quintile hazard ratios of 0.83 for EPA (95% CI, 0.71 to 0.98; P for trend = 0.005), 0.77 for DPA (CI, 0.66 to 0.90; P for trend = 0.008), 0.80 for DHA (CI, 0.67 to 0.94; P for trend = 0.006), and 0.73 for total ?3-PUFAs (CI, 0.61 to 0.86; P for trend < 0.001). Lower risk was largely attributable to fewer cardiovascular than noncardiovascular deaths. Individuals in the highest quintile of phospholipid ?3-PUFA level lived an average of 2.22 more years (CI, 0.75 to 3.13 years) after age 65 years than did those in the lowest quintile.
Hvilke fødevarer indeholder omega-3-fedtsyrer?
Omega-3 fedtsyrer findes i fisk (især koldtvandsfisk som laks, makrel, sild, helleflynder osv.), skaldyr, hørfrøolie (kan bruges i salatdressinger, marinader, til dampede grøntsager), lever, vildt, fritgående kyllinger, bøffer af kvæg på græs, usaltede valnødder og macadamianødder, grønne bladgrøntsager (såsom spinat), fiskeoliekapsler, ref.10163 s.29.
Er der er risiko ved at indtage omega-3-fedtsyrer?
Der er ingen kendt risiko ved at indtage omega-3-fedtsyrer som tilskud, ref.10155 s.vii.
Er omega-3-fedtsyrer i blodet vigtigere end cholesterol i blodet – hvad angår hjertesygdomme?
En kendt forsker, William S. Harris fra South Dakota, USA, mener, at lavt indextal for omega-3-fedtsyrer i blodet er et vigtigere faresignal for risikoen for hjertesygdomme end de kendte cholesterol-tal, ref.10155 s.vii.
Blodtal for omega-3 bruges nu på i hvert fald et laboratorium, Health Diagnostic Laboratory, Richmond, Va, ref.10155s.vii.
Hvornår blev betydningen af omega-3-fedtsyrer opdaget?
En kendt forsker, William S. Harris fra South Dakota, USA, arbejdede i 1979 i William Connor’s laboratorium med sammenhængen mellem blodets cholesterol og indtagelse af polyumættede fedtsyrer. Han prøvede at finde ud af, om der var forskelle på dyre-fedtstofferne (som typisk var faste) i modsætning til plantefedtstofferne (som typisk var flydende). På baggrund af opdagelserne af Jørn Dyerberg og Hans Olaf Bang blev han klar over, at det var vigtigere at skelne mellem flydende og faste fedtstoffer, og ikke fokusere så meget på, om fedtsyren var fra en plante eller et dyr. Årsagen var, at fisk faktisk har flydende fedtstoffer, selv om de er dyr. Men nåede desuden til den erkendelse, at netop fiskeolierne indeholder nogle særlig vigtige stoffer, omega-3-fedtstofferne, ref.10155 s.viii.
Richard Passwater var en antioxidantforsker, som i 1981 blev opmærksom på Jørn Dyerberg og Hans Olaf Bang opdagelse af betydningen af omega-3-fedtstofferne. Det fik Richard Passwater til at skrive to bøger om fiskeolier, i 1982 og 1987, ref.10155 s.viii.
Hvad kaldes de vigtigste omega-3-fedtsyrer?
EPA og DHA er de vigtigste af omega-3-fedtsyrerne, ref.10155 s.viii.
Andre fedtstoffer kan ikke udføre disse stoffers vigtige funktioner i kroppen, end ikke fedtstoffer, som tilhører samme familie af omega-3-fedtstofferne.
Hvad er forskellen på omega-3-fedtsyrerne EPA og DHA?
EPA og DHA ligner hinanden, men har forskellige vigtige funktioner i kroppen. De har uafhængige funktioner af hinanden. Vi har brug for både EPA og DHA i kosten. EPA kan ikke erstatte DHA, og DHA kan ikke erstatte EPA. Ganske vist kan kroppen omdanne lidt EPA til DHA og omvendt, men ikke i tilstrækkelig mængde for god sundhedstilstand,ref.10155 s.xi og 14.
Er der tilstrækkeligt med EPA og DHA i kosten?
I en moderne kost er der utilstrækkeligt med EPA og DHA. Faktisk går udviklingen i retning af, at indholdet af disse stoffer i kosten bliver stadig mindre, ref.10155 s.xi og 14.
Hvorfor er tilskud af EPA og DHA sundt?
EPA og DHA fra fiskeolier har flere positive virkninger, som virker i kombination. Derved nedsætter de risikoen for hjerteproblemer, slagtilfælde i hjernen og andre sygdomme, ref.10155 s.34.
Hvordan opdagede Jørn Dyerberg og Hans Olaf Bang betydningen af omega-3-fedtsyrerne?
Hans Olaf Bang og Jørn Dyerbergs studier af grønlandske eskimoer påviste, at selv om deres kost indeholdt over 60% animalsk føde, døde ingen af hjertesygdom. Der optrådte ikke et eneste hjerteanfald blandt 2600 eskimoer fra 1968 til 1978. (Blandt tilsvarende 2600 amerikanere ville man forvente 25 hjertesygdoms-dødsfald over en sådan 10-årsperiode). Eskimoernes dødelighedsprocent for hjertesygdomme var på dette tidspunkt en af de laveste, der nogensinde er rapporteret i den medicinske litteratur, ref.10163 s.12-13
I april 1972 var institutlederen Hans Olaf Bang fra Ålborg Universitetshospital og hans yngre forsker, Jørn Dyerberg, taget til Grønland. De var rejst til Igdlorssuit ("de store huse (iglo), der nu hedder Illorsuit) på Unknown Island et stykke fra Umanak. Her boede ca. 90 eskimoer af jagt og fiskeri, nemlig især sæl og fede fisk samt lejlighedsvis en lille hval. Den vestlige kost begrænsede sig til kiks og sukker. Det arktiske kost muliggør ikke dyrkning af planter,ref.10155 s.4.
Jørn Dyerberg og Hans Olaf Bang havde i aug.-sep. 1970 foretaget en tidligere rejse til Grønland. Resultaterne fra den tidligere rejse viste, at eskimoerne havde gode cholesterol-tal og blodfedt-tal på trods af, at deres kost var fedtrig. Men Jørn Dyerberg og Hans Olaf Bang havde ikke fundet forklaringen på, hvorfor eskimoerne ikke havde de hjertesygdomme, som folk på vestlig kost havde.
Dette var blevet påpeget i en lederartikel i Ugeskrift for Læger i 1968. På dette tidspunkt var Grønland administrativt en del af Danmark, og lederskribenten mente, at det måtte være danske lægers forpligtigelse at undersøge, hvorfor eskimoerne ikke havde de vestlige sygdomme inden eskimoerne havde opgivet deres traditionelle kostvaner. Hans Olaf Bang havde forsket i fedtstoffer som risikofaktorer for hjertesygdomme i kranspulsårerne, coronar-arterierne. Han havde ligesom andre forskere påvist, at høj koncentration af cholesterol var en risikofaktor, og at høj indtagelse af fedt måtte være årsagen til høj cholesterolkoncentration. Desuden havde Hans Olaf Bang tidligere været i Grønland, nemlig i forbindelse med en mæslingeepidemi i 1950’erne. Lederartiklen i Ugeskrift for Læger oplyste, at eskimoer ikke havde hjerteproblemer, selv om de faktisk spiste meget fedt. Det fik Hans Olaf Bang til at foreslå Jørn Dyerberg at de sammen skulle tage til Grønland og indsamle blodprøver af eskimoerne for at løse dette mysterium, ref.10155 s.6.
Jørn Dyerberg havde på det tidspunkt næsten færdiggjort sin forskning baseret på en ny måde at måle lipoproteiner i blodet. Med denne metode, agarose-baseret elektroforese, ville det være muligt at studere lipoproteinerne i eskimoernes blod. Men analyserne ville skulle gøres i Grønland, på stedet, eftersom lipoproteinerne er ustabile og ikke ville kunne tåle rejsen til Danmark. Det lykkedes at skaffe 5000 dollars til en 3 mands ekspedition i en måned.
På rejsen spiste Jørn Dyerberg og Hans Olaf Bang traditionel eskimo-kost. De lærte at sætte pris på rå lever af sæl, tørret sælkød, frisk sælspæk, og udkrængede sæltarme, som blev renset ved at blive slæbt efter båden, ref.10155 s.7.
I alt foretog Jørn Dyerberg og Hans Olaf Bang fem ekspeditioner til Grønland. Jørn Dyerberg var en ung læge i trediverne. På den første ekspedition i 1970 indsamlede de blod fra 130 eskimoer, både mænd og kvinder. Disse blodprøver blev undersøgt på et laboratorium i Umanak hospital. De fandt, at blodet indeholdt meget lav koncentration af VLDL, very-low-density-lipoprotein. VLDL indeholder den højeste mængde af triglycerider, som er en kendt risikofaktor for hjertesygdomme. I dag ved vi, at omega-3-fedtsyrerne EPA og DHA sænker blodets indhold af triglycerider, som er den hovedform, som fedtstoffer forekommer på i blodet. Men det er senere blevet vist, at EPA og DHA har andre og vigtigere måder, hvorpå de beskytter hjertet, ref.10155 s.9.
De første resultater blev publiceret i Lancet i 1971 under titlen: "Plasma lipid and lipoprotein patterns in Greenlandic West-Coast Eskimos " – en nutrition classic artikel, selvom omega-3 ikke blev nævnt.
Eskimoerne havde 10 gange sjældnere hjertesygdomme end europæere og amerikanere. Blodtallene var ikke hele forklaringen.
Hans Olaf Bang havde en gammel gaskromatograf på sit laboratorium. Dette apparat kan bruges til at adskille og mængdeangive de enkelte stoffer i en blanding af stoffer, såsom i en blodprøve. Det var et slidsomt arbejde at undersøge blodet, da de ikke blot ledte efter noget bestemt. De bemærkede nogle toppe, som senere viste sig at være omega-3. Det var Ralph Holman fra Holmel Institute i Minnesota, der som tidens bedste fedtsyreforsker kunne fortælle Jørn Dyerberg, hvad kromatogrammernes toppe var. Han mente, at det måtte være omega-3, og højst sandsynligt EPA og DHA, som ingen dengang ellers tog notits af. Efter flere andre ekspeditioner og flere års fortsatte studier blev resultaterne publiceret i American Journal of Clinical Nutrition i 1975 med titlen "Fatty Acid Composition of Plasma Lipids in Greenland Eskimos" (Jørn Dyerberg).
På ekspeditioner i sommeren 1972 og vinteren 1976 indsamlede Hans Olaf Bang og Jørn Dyerberg eksempler på den kost, som eskimoerne spiste. De fokuserede især på at finde EPA i kosten. I 1972 havde Jørn Dyerberg skrevet i sin ekspeditionsdagbog, at EPA måtte komme direkte fra kosten, da dette stof ikke dannes i kroppen – og at dette stof måske er ansvarlig for den nedsatte risiko for hjertesygdomme, som man ser hos eskimoerne". Det viste sig senere at være en meget fremsynet bemærkning, ref.10155 s.11.
Indsamlingen af kostprøverne blev udført ved at bede eskimoerne lave dobbeltportioner af deres mad. De fik udleveret plastposer og blev bedt om at putte præcis samme mad og mængde af mad i posen, som de ved hvert måltid spiste i løbet af dagen. Næste dag købte de poserne med indhold, og betalte efter at have forhandlet prisen. Prisen kunne være lidt vanskelig at sætte. Hvad er f.eks. prisen for et frisk sæløje, som anses for en delikatesse? Det smager godt men er lidt vanskeligt at tygge, fortæller Jørn Dyerberg, som har spist det. Også fra jagtturene bragte fangstmændene plastposer tilbage med f.eks. råt kød eller rå sællever, i de mængder, som de havde spist på fangstrejsen. Jørn Dyerberg og Hans Olaf Bang havde medbragt en elektrisk generator, og kunne med en kødhakkemaskine og en blender homogenisere madprøverne. En udtaget prøve blev så nedfrosset i en is- og saltblanding, som holder temperaturen på minus 32 grader, ref.10155 s.11. Resten af kødet blev i øvrigt brugt som hundefoder.
Det viste sig, at analysen af madprøverne meget lignede analysen af blodprøverne med hensyn til fedtstofferne,ref.10155 s.12.
De fem ekspeditioner var:
Aug.-sep. 1970 til Umanak for at studere fedtstoffer og lipoproteiner i blodet hos eskimoer, der lever på traditionel vis.
Aug. 1972 til Igdlorssuit-bostedet ved Umanak for at studere fedtstoffer i den kost, som eskimoer, der lever på traditionel vis, spiser om sommeren.
Apr.-maj 1976 til Igdlorssuit-bostedet ved Umanak for at studere fedtstoffer i den kost, som eskimoer, der lever på traditionel vis, spiser om vinteren.
Juli-Aug. 1978 til Igdlorssuit-bostedet ved Umanak for at studere blødningstid fra hudsår og blodplade-sammenhobning hos eskimoer, der lever på traditionel vis.
Juli-Aug. 1982 til Umanak for at studere blodtrykket hos eskimoer, der lever på traditionel vis, ref.10155 s.12.
Ud over ekspeditionerne til Grønland indsamlede de blod fra 31 danskere og 32 grønlændere, der boede i Danmark. Ligesom i de grønlandske prøver fandt de EPA og DHA, men i meget mindre koncentrationer. Faktisk så små koncentrationer, at disse stoffer tidligere var blevet overset i analyserne af fedtstofferne.
Eskimoernes blodprøver indeholdt mindre arachidonsyre (AA). På denne tid (1972) fremkom forskning fra Sverige (Bergström og Samuelsson) og England (dr.Vance), som viste at bl.a. blodstørkning (sammenklumpning af blodplader, der er blevet klæbrige) styres af prostaglandiner, som dannes fra arachidonsyre (Nobelpris til de tre i 1982). Tidligere havde man påvist, at prostaglandiner kan få livmoderen til at trække sig sammen og i øvrigt findes i prostata (deraf navnet).
Prostaglandiner dannes i kroppen ud fra arachidonsyre og ud fra EPA. Arachidonsyre kan danne leukotriener og medlemmer af E2-serien af den prostanoide familie blandt eicosanoiderne, som inkluderer prostaglandiner, prostacykliner og tromboxaner. Dette er alle stoffer, som øger inflammation og aktiverer blodpladerne, hvilket gør det lettere for blodet at størkne. Leukotriener, der dannes ud fra arachidonsyre (AA) er 10 – 30 gange mere fremmende for inflammationsprocesserne end leukotriener, som dannes ud fra EPA, ref.10155 s.42 [J.Biol.Chem. bd.259, nr.4, s.2383-89, 1984, T.H.Lee m.fl]
Arachidonsyre ligner EPA på nogle punkter. Begge har to carbonatomer. EPA har 5 dobbeltbindinger, men arachidonsyre har kun 4. Den vigtigste forskel er, at EPA har den første dobbeltbinding på omega-3 positionen, medens arachidonsyre har den første dobbeltbinding på omega-6 positionen. Det fik Hans Olaf Bang og Jørn Dyerberg til at forestille sig, at skiftet i eskimoernes blod fra arachidonsyre til EPA kunne indstille deres blodstørkningsfunktion, så den blev mindre aktiv – ved at ændre prostaglandin-dannelsen fra de prostaglandiner, der dannes ud fra arachidonsyre, til de prostaglandiner, som dannes ud fra EPA, ref.10155 s.33.
Den formindskede evne til at få blodet til at størkne kunne som bivirkning have, at der var mindre risiko for blodpropper i hjertet.
På en fjerde ekspedition til Grønland i 1978 fandt Hans Olaf Bang og Jørn Dyerberg, at EPA indvirker på blodstørkningstiden af eskimo-blod. På rejsen studerede de blødningstiden hos eskimoer. De kunne konstatere, at de blødte i længere tid end danskere gør. Dette blev rapporteret i Lancet i 1979 med artiklen "Haemostatic Function and Platelet Polyunsaturated Fatty Acids in Eskimos". Også denne artikel blev en "nutrition classic". Man giver mennesker med tendens til blodpropper medicin såsom heparin eller warfarin, men eskimoernes kost indeholder mere naturlige stoffer med samme virkning. Det skyldes formentlig især EPA, men forskning i 2011 tyder på, at DHA kan have en tilsvarende virkning via en anden mekanisme, ref.10155 s.35.
Endnu manglede de at vise, hvor grønlænderne fik deres EPA (og DHA) fra. Det viste sig, at de fik det fra fisk og sæler – selv om disse dyr ikke selv danner EPA og DHA, men også får det fra kosten. EPA og DHA dannes af marine alger, og føres videre med fødekæden. Fisk, der lever i koldt vand, har brug for at lagre mere fedt i kroppen for at overleve. Fisk, som er gode kilder til de gode fedtsyrer, er makrel, torsk, laks, sild, sardiner og tun.
Det viste sig fra plastposeforsøgene, hvor eskimoerne gav de to forskere en plastpose med mad svarende til deres egne måltider, at eskimoerne spiste ca. 14 gram langkædede, polyumættede omega-3 fedtsyrer pr. dag, hvilket hovedsageligt var EPA og DHA, ref.10155 s.34.
Et andet spørgsmål er så, om man ved hjælp af tilskud af EPA og DHA kan overføre de positive virkninger af EPA og DHA til mennesker, som spiser vestlig kost. Dette spørgsmål kan på baggrund af den senere omfattende forskning (som omfatter 22000 studier) besvares med et utvetydigt "ja".
Et studie fra 2009 over dødsfald i USA, som ville kunne undgås, konkluderede, at der årligt skete 84000 dødsfald i USA, som skyldtes for lille indtagelse af omega-3 fedtsyrer, ref.10155 s.34 [der henviser til PLoS Med bd.6 nr.4, e1000058, Epub 28 apr. 2009 af G.M.Danaei m.fl. "The preventable causes of death in the United States: Comparative risk assessment of dietary, lifestyle, and metabolic risk factors"].
På hvilken form findes fedtstoffer i blodet?
Fedt og cholesterol findes ikke opløst i blodet, da blodet er meget vandholdigt. I stedet må fedtstofferne transporteres af proteiner, i form af såkaldte lipoproteiner. Disse lipoproteiner er venlige mod både fedtstoffer og vandmolekyler, idet fedtstofferne bæres på indersiden, medens ydersiden ud mod blodet er hydrofil, dvs. at lipoproteinmolekylet har strukturer, som er forenelige med både vand og blod, ref.10155 s.6.
Hvor findes EPA og DHA?
EPA og DHA findes især i mad fra havet, bl.a. fisk, skaldyr, krill, blæksprutter, tang (dvs. havalger), ref.10155 s.27
Hvad er små-tæt LDL-kolesterol?
Det såkaldte små-tæt (small dense). LDL-kolesterol er en af de mest betydende risikofaktorer for åreforkalkning. Det er små, kompakte partikler, der er særligt gode til at blokere blodkarrene, ref.10163 s.79.
Kolesterolforskningen er blevet stadig mere forfinet. Først opdagede man kolesterol, derefter HDL- og LDL-kolesterol (som henholdsvis god og dårlig kolesterol). Men selv om man har normale niveauer af totalkolesterol eller LDL-kolesterol er der stadig risiko for hjertesygdomme, hvis dit små-tætte LDL-kolesterol er forhøjet. En fedtfattig og kulhydratrig kost kan reducere tallet for totalkolesterol og LDL-kolesterol, men denne fedtfattige og kulhydratrige kost kan ikke gøre noget for at sænke små-tæt LDL-kolesterol. Faktisk vil en sådan kost gøre dette problem værre. Darlene Dreon og hendes kolleger fra Berkeley universitet i San Fransisco har påvist, at kulhydratrig kost forøger mængden af små-tætte LDL-kolesterolpartikler. Det skyldes, at højglykæmisk kost øger blodets indhold af triglycerider, hvilket fremkalder dette "små-tæt LDL-kolesterol". Når man fjerner stivelsen fra kosten, og dermed sænker blodets indhold af triglycerider, sænkes automatisk niveauet af "små-tæt LDL-kolesterol, ref.10163 s.79. [Darlene M. Dreon, Fernstrom HA, Miller B, Krauss RM. Low-density lipoprotein subclass patterns and lipoprotein response to a reduced-fat diet in men. FASEB J 1994:8:121-126][Darlene M. Dreon, Fernstrom HA, Williams PT, Krauss RM. A very low-fat diet is not associated with improved lipoprotein profiles in men with a predominance of large, low-density lipoproteins. Am J Clin Nutr 1999;69:411-418][Darlene M. Dreon, Fernstrom HA, Williams PT, Krauss RM. Reduced LDL particle size in children consuming a very-low-fat diet is related to parental LDL-subclass patterns. Am J Clin Nutr 2000;71:1611-1616].
Kan mennesket lave sit eget EPA og DHA?
I menneskets lever, tarm og hjerne findes biokemiske reaktionsveje, som kan omdanne noget af omega-3 fedtsyren ALA (alfa-linolensyre) til EPA og DHA. Dette sker ved hjælp af enzymer, som forlænger fedtsyrekæden og indsætter dobbeltbindinger. Kun omkring 5% af ALA omdannes til EPA i kroppen. Omdannelsen fra ALA til DHA er så lille, at den er betydningsløs, ref.10155 s.27 [der henviser til Appl. Physiol. Nutr. Metab. bd.32, s.619-34, 2007 af M.Plourde m.fl: "Extreme limited synthesis of long-chain polyunsatureates in adults: implications for their dietary essentiality and use as supplements"].
Mennesket kan ikke danne sit eget ALA (som derfor kaldes “en essentiel fedtsyre"), og har altså meget svært ved at danne EPA og DHA (disse kaldes derfor “semi-essentielle"), ref.10155 s.27.
Menneskets egen syntese af EPA og DHA er utilstrækkelig til at opnå de niveauer af EPA og DHA i vævene, som kræves for at opnå beskyttelse mod mange sygdomme, ref.10155 s.27.
Kosten bør indeholde mindst 1 gram (dvs. 1000 milligram) af EPA og DHA (tilsammen), uanset hvor meget omega-3 der i øvrigt er til stede, ref.10155 s.27
.
Hvad er EPA, eicosapentaenoic acid?
EPA er en svag syre, svagere end syrerne i frugt. Det er en fedtsyre, som ikke reagerer med stofferne i kroppen bortset fra, at det ved hjælp af enzymer kan reagere med f.eks. glycerol og derved danne fedtstof-forbindelser. (Den engelske betegnelse udtales: eye-co-sa-pen-tah-i-no-ic). Navnet angiver, at dette molekyle har 20 carbonatomer (eicosa = 20 på græsk). Ordets "oic" på engelsk angiver, at molekylet har en carboxylsyregruppe. "Penta" betyder fem og henviser til, at molekylet har fem dobbeltbindinger. Det såkaldte trivialnavn på EPA er timnodonsyre (timnodonic acid), men det bruges sjældent, ref.10155 s.13
Hvad er EPA, eicosapentaensyre, godt for?
EPA (og DHA) indgår som byggesten i cellemembraner, og er altså sammen med andre fedtsyrer mv. med til at opbygge kroppens 60 billioner celler. De giver cellemembranerne deres fluiditet, dvs. at de muliggør bevægelse af f.eks. signalstoffer over membranen, og sådanne signalstoffer kan derved udføre celleregulerende funktioner i kroppen – og fluiditeten af cellemembranerne letter også, at næringsstoffer kan komme ind i cellerne, og at affaldsstoffer kan komme ud af cellerne, ref.10155 s.25. EPA-molekylet har fem dobbeltbindinger, der får det til at krumme som en hestesko. Denne form letter dets omdannelse til forskellige eicosanoider, der er vigtige signalstoffer i kroppen.
Er der en risiko ved at tage et tilskud af EPA, eicosapentaensyre?
Eskimoer, der spiste 10 gram dagligt af EPA/DHA, kunne opleve næseblødning. Læger anbefaler 4 gram EPA/DHA mod gigt og for højt indhold af triglycerider i blodet, og dette giver ikke næseblødning. Den almindeligt anbefalede dosis som tilskud er 1 gram dagligt. Det anses for ufarligt at tage disse doser. Patienter, som samtidig tager blodfortyndende midler som warfarin eller heparin anbefales at tale med deres læge, før de tager EPA/DHA-tilskud,ref.10155 s.36
Hvad er DHA, docosahexaenoic acid?
DHA er (ligesom EPA) en svag syre, svagere end syrerne i frugt. Det er en fedtsyre, som ikke reagerer med stofferne i kroppen bortset fra, at det ved hjælp af enzymer kan reagere med f.eks. glycerol og derved danne fedtstof-forbindelser. (Den engelske betegnelse udtales: do-co-sa-hex-a-e-no-ic -i-no-ic). Navnet angiver, at dette molekyle har 22 carbonatomer (docosa = 22 på græsk). Ordets "oic" på engelsk angiver, at molekylet har en carboxylsyregruppe. "Hexa" betyder seks og henviser til, at molekylet har seks dobbeltbindinger. Det såkaldte trivialnavn på DHA er cervonsyre (cervonic acid), men det bruges sjældent, ref.10155 s.13
Hvad er DHA, docosahexaensyre, godt for?
DHA er særlig vigtig for hjernen. Det øger fluiditeten af cellemembranerne i hjernen. Derved understøttes hjernens korrekte udvikling og funktion. Hvis cellemembranerne indeholder tilstrækkeligt med DHA (og EPA) er de bedst beskyttede mod skader, som vil kunne udvikle sig til sygdomme. DHA kan omdannes til docosanoider, som (ligesom eicosanoiderne fra omdannelse af EPA) kan virke som signalstoffer med hormonvirkninger, og som kan påvirke praktisk talt alle dele af kroppen, ref.10155 s.26
Hvad gør eicosanoiderne?
Fedtsyrer med 20 carbonatomer, både omega-3 fedtsyrer som bl.a. EPA og omega-6 fedtsyrer som arachidonsyre, kan omdannes til eicosanoider, der har hormonlignende virkninger. Men de virker anderledes end almindelige hormoner, som dannes ud fra specifikke kirtler (såsom skjoldbruskkirtlen eller hypofysen), og normale hormoner føres med blodstrømmen frem til målsteder, hvor de regulerer kropsfunktioner, såsom åndedrætsrytmen eller hjerterytmen. Eftersom dette tager tid er rigtige hormoner stabile i lang tid før de nedbrydes. Derimod dannes eicosanoider på stedet, i enhver cellemembran – og altså ikke i specielle kirtler. De virker hormonlignende lokalt og næsten øjeblikkeligt efter deres dannelse. Typisk er dette en reaktion på et traume i området, og de virker ved at regulere de lokale funktioner på celleniveau. De bliver derefter straks nedbrudt af enzymer eller oxiderende stoffer. I modsætning til hormoner kan kroppen ikke oplagre eicosanoiderne. Cellen må altså syntetisere eicosanoiderne, når de skal bruges. Det sker ud fra omega-3 eller omega-6 fedtsyrer, der er lagret som phospholipider i cellemembranerne, ref.10155 s.37.
De to vigtigste typer af eicosanoider er prostanoider og leukotriener. Prostanoiderne omfatter prostaglandiner, prostacykliner og thromboxaner. Inden for hver af disse kategorier er der forskellige typer af prostaglandiner, og forskellige typer af prostacykliner osv. De inddeles derfor i "serier", der betegnes med et bogstav efterfulgt af et tal, såsom f.eks. prostaglandin A1 eller leukotrien A2. Eicosanoider i samme serie har tendens til at have virkninger, som ligner hinanden .
Visse eicosanoider – såsom prostaglandinerne, leukotrienerne og thromboxanerne – sikrer funktioner såsom at blodet kan flyde frit i kroppen, at smerte reguleres og at inflammation styres. Kontrollen af inflammation i kroppen er vigtig, fordi inflammation er en årsag til mange alvorlige kroniske sygdomme ifølge nyere forskning, ref.10155 s.26. Man mener nu, at docosanoiderne (der dannes ud fra DHA) også har betydning for at bremse inflammationsprocesser, ref.10155 s.42 li.4.f.n.
Eicosanoider, der stammer fra omega-3 EPA (3-serien) har ofte virkninger, som er modsat de eicosanoider, der stammer fra omega-6 arachidonsyre (6-serien):
3-serien reducerer blodstørkningsevnen / 6-serien øger blodstørkningsevnen
3-serien udvider blodkarrene (nedsætter blodtrykket)/ 6-serien indsnævrer blodkarrene (øger blodtrykket).
3-serien skaber et svagt inflammatorisk svar/ 6-serien skaber et stærkt inflammatorisk svar
3-serien udvider luftpassagerne/ 6-serien indsnævrer luftpassagerne
3-serien reducerer smerte/ 6-serien øger smerte
3-serien øger immunsystemet/ 6-serien hæmmer immunsystemet
3-serien forbedrer hjernefunktionen/ 6-serien hæmmer hjernefunktionen
3-serien hæmmer opsvulmning/ 6-serien øger opsvulmning
3-serien hæmmer inflammation (yderligere anti-inflammatorisk virkning kommer fra docosanoider, som dannes ud fra DHA/ 6-serien har ikke disse virkninger
, ref.10155 s.37
De to serier af eicosanoider fra henholdsvis omega-3 EPA og omega-6 AA virker balancerende på hinanden. F.eks. er 3-serien af prostaglandiner og 5-serien af leukotriener, begge fra EPA, derfor godt for et sundt karsystem da de nedsætter inflammation. Arachidonsyre (AA) danner eicosanoider af 4-serien af leukotriener og 2-serien af prostanoider, som – hvis de er i overskud – kan skade blodkredsløbet ved at stimulere inflammation, ref.10155 s.38- Det er ikke blot et spørgsmål om gode og dårlige eicosanoider, men om at opretholde en balance. Et andet eksempel er, at prostacyklin I2 hæmmer blodpladernes sammenklumpning, hvorimod thromboxan A2 fremmer blodpladernes klæbrighed og sammenklumpning, Kroppen skal have tilstrækkeligt med prostacyklin I2 for at sikre, at der ikke dannes skadelige blodpropper, men samtidig tilstrækkeligt med thromboxan A2 for at sikre, at en lækage på en blodåre kan lukkes. Der er et konstant tovtrækkeri mellem de forskellige serier af eicosanoider for at sikre, at ingen af dem tager overhånd.
Tegn abonnement på
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.
Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.
Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.
Recent Comments