palladium
Hvad er palladium?
Palladium (opkaldt efter asteroiden Pallas) er det 46. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Pd. Under normale tryk- og temperaturforhold optræder dette overgangsmetal som et blødt, sølvskinnende metal der minder lidt om platin. Palladium tilhører de lette platinmetaller sammen med ruthenium og rhodium.
Palladium opløses langsomt i salpetersyre, saltsyre og svovlsyre (de tre "klassiske ", stærke uorganiske syrer). Metallet angribes ikke af normal atmosfærisk luft ved normal temperatur, om end det kan blive en anelse anløbent hvis luften er fugtig og indeholder svovl-forbindelser (typisk luftforurening). Hvis metallet opvarmes til 800 grader Celsius reagerer det med luftens ilt, og danner et overfladelag af palladium-II-oxid (PdO).
Palladium optræder med oxidationstrinene 0, +1, +2 og +4, og for nylig har man opdaget kemiske forbindelser hvori palladium indgår med oxidationstrin +6. Man mente tidligere at +3 måtte være et fundamentalt oxidationstrin for dette metal, men til trods for ihærdige undersøgelser af talrige palladiumforbindelser, blandt andet ved hjælp af røntgendiffraktion, har man aldrig fundet palladium med oxidationstrin +3.
Palladium har den usædvanlige egenskab at det kan absorbere brint svarende til 900 gange dets eget rumfang ved stuetemperatur – formodentlig ved at danne palladiumhydrid (PdH2). Når metallet absorberer disse store mængder brint, udvider det sig en smule.
Tekniske anvendelser af palladium
Palladium anvendes til fremstilling af smykker, ure, tændrør til flyvemaskiner og kirurgiske instrumenter, samt i tandlægegerningen.
Palladium i katalysatorer
Palladium har fremragende egenskaber som katalysator i kemisk forstand, og langt størstedelen af verdensproduktionen af dette metal går netop til de katalysatorer der bruges på bilers udstødningssystem. Palladium-baserede katalysatorer anvendes også til krakning af olieprodukter, samt i en lang række processer inden for organisk kemi.
Palladium i elektronik
Den elektroniske industri forbrugte i 2006 1,07 millioner troy ounces (33,3 tons) palladium: Størstedelen gik til fremstilling af flerelags keramiske kondensatorer, men metallet bruges også til overfladebehandling af andre elektroniske komponenter samt i specielle former for loddetin.
Behandling og opbevaring af brint
Én kubikcentimeter palladium kan absorbere 0,9 liter gasformig brint i sin krystalstruktur, og afgive det igen. Palladium er i sig selv så dyrt at det ikke kan svare sig at udnytte denne evne til at opbevare brint, men man håber på at kunne "aflure " hvordan palladium "bærer sig ad med det ", og siden hen skabe billigere materialer med tilsvarende gode egenskaber.
Palladium som smykkemetal
Palladium er i nogle tilfælde blevet anvendt som ædelmetal i smykker, i stedet for platin eller hvidguld – specielt Kina har siden starten af 2004 fremstillet betydelige mængder af palladium-smykker. Palladium bruges også som alternativer til nikkel og sølv i fremstillingen af hvidguld.
Lige som guld kan hamres ud i et ekstremt tyndt folie ( "bladguld "), kan palladium ligeledes hamres til en tykkelse på 100 nanometer (én titusinde-del af en millimeter).
Palladiums historie
Palladium blev opdaget i 1803 af William Hyde Wollaston: Han havde opløst en prøve af en naturligt forekommende platinholdig malm fra Sydamerika i kongevand, og neutraliserede så opløsningen med natriumhydroxid. Ved at tilsætte ammoniumklorid blev malmens indhold af platin udfældet som uopløseligt ammoniumklorplatinat og på den måde "sorteret fra ". Til sidst tilsatte han kviksølvcyanid, som reagerede med prøvens indhold af palladium under dannelse af palladiumcyanid: Herfra kunne det rene metal udvindes ved opvarmning. I 1804 besluttede Wollaston at navngive sin opdagelse efter asteroiden Pallas, som var blevet opdaget et år forinden i 1802.
Palladiumklorid blev en overgang ordineret som led i behandlingen af tuberkulose, i mængder omkring et milligram per kilogram legemsvægt per dag – dette havde dog betydelige bivirkninger, og er i dag erstattet af andre og bedre medikamenter.
En elektrode af palladium spillede en central rolle i det eksperiment, hvor fysikerne Fleischmann og Pons i slutningen af 1980'erne påstod at have frembragt fusion ved stuetemperatur – "kold fusion ". Forsøget blev gentaget mange gange verden over i månederne og årene der fulgte, men det lykkedes aldrig at påvise kernereaktioner.
Forekomst og udvinding af palladium
I 2005 var Rusland den største producent af palladium, og stod bag halvdelen af verdensproduktionen det år: Det er virksomheden Norilsk Nickel som fører minedrift omkring byen Norilsk i Sibirien]. Dertil er der forekomster i Australien, Etiopien samt i Syd- og Nordamerika.
I naturen forefindes palladium enten som rent metal, eller i legeringer med blandt andet guld og platin. Dertil dannes der blandt andet palladium ved den fissionsproces der foregår i kernekraftværker, og stoffet kan derfor udvindes af det resulterende radioaktive affald – dette finder dog kun sted i ubetydeligt omfang.
Isotoper af palladium
Naturligt forekommende palladium består af seks stabile isotoper, og dertil kender man 21 radioaktive isotoper, hvoraf palladium-107 er den mest stabile med en halveringstid på 6,5 millioner år. Den øvrige snes radioisotoper har halveringstider der måles i dage.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Paraselsus
Hvilken betydning havde Paraselsus inden for kemi?
Se besvarelsen under "Kemiens historie: Hvad var alkymi?"
Pauling
Hvad fik Linus Pauling Nobelprisen i kemi for?
Linus Carl Pauling (28. februar 1901 – 19. august 1994) var en amerikansk fysisk kemiker. Han var pioner indenfor anvendelsen af kvantemekanik i kemien og blev i 1954 tildelt Nobelprisen i kemi for sit arbejde med at beskrive kemiske bindingers natur. Han gav også vigtige bidrag til bestemmelsen af proteinstrukturer og var en af grundlæggerne af molekylær biologi. Pauling modtog Nobels fredspris i 1962 for sin kamp mod atomprøvesprængninger på jordoverfladen og blev således den eneste person i historien, der individuelt har modtaget Nobelprisen på mere end et felt (Marie Curie fik Nobelpriser i fysik og kemi, men delte den første og vandt den anden individuelt; John Bardeen vandt to Nobelpriser, men begge var i fysik, og begge var delt; Frederick Sanger vandt to Nobelpriser i kemi). Senere i sit liv blev han fortaler for regelmæssig indtagelse af store mængder C-vitamin, en kur som forskning nu indikerer, der kan være medicinsk belæg for.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Pedersen
Hvem er Carl Th. Pedersen?
Carl Th. Pedersen (født 28. juni 1935) er en dansk kemiker. Han er uddannet cand.mag. i kemi, matematik, fysik og astronomi i 1960 fra Københavns Universitet, hvor han var ansat som lektor i organisk kemi indtil 1972. Fra 1972 til 2005 var han ansat som lektor i kemi ved Odense Universitet (fra 1998: Syddansk Universitet. Han var fra 1983 – 1993 rektor for det daværende Odense Universitet.
Carl Th. Pedersen arbejder indenfor organisk kemi, og har bl.a. arbejdet med organiske svovl-forbindelser. Han har også beskæftiget sig meget med madens kemi, hvilket har resulteret i bogen Krydderier og kokkerier, som blev skrevet sammen med kokken Torsten Vildgaard. Han har også været med til at redigere 1. udgave af Kemisk Ordbog.
I dag (2011) er Carl Th. Pedersen Lektor Emeritus og ekstern lektor ved Institut for Fysik og Kemi på Syddansk Universitet.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Pedersen
Hvem er Thorvald Pedersen?
Thorvald Pedersen (født 1935) er en dansk kemiker. Han er uddannet kemiingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt. Thorvald Pedersen var ansat som lektor i kemi ved Københavns Universitet indtil han efter 41 år gik på pension i 2002. Thorvald Pedersen beskæftigede sig primært med spektroskopi, og han var en af de første i Danmark som begyndte at forske i ozon.
Thorvald Pedersen interesserede sig også for kemi og madlavning, og i mange år skrev han en fast klumme i Dansk Kemi om mad og kemi. Klummen hed Kemikeren i køkkenet.
På trods af at Thorvald Pedersen var gået på pension, blev han i 2004 ansat i et et-årigt professorat i molekylær gastronomi på KVL.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
pentan
Hvad er pentan?
Pentan er en organisk kemisk forbindelse, som består af kulstof og brint. Pentan indeholder fem kulstofatomer.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
peptidbinding
Hvad er peptidbinding?
En peptidbinding er en binding mellem to aminosyrer, fra den ene aminosyres carboxylgruppe til aminogruppen i den anden aminosyre.
Et molekyle med flere aminosyrer bundet sammen af peptidbindinger benævnes, alt efter antal aminosyrer, dipeptid, tripeptid osv. samt oligopeptid for "få " aminosyrer, polypeptid for op til ca. 50 aminosyrer og protein derover. Denne terminologi er bredt anvendt, men der findes ingen præcist definerede og anerkendte grænser mellem hhv. oligopeptid, polypeptid og protein.
Peptider har en resonansform, hvor peptidbindingen bliver til en dobbeltbinding. Denne resonansform giver peptidbindingen en del karakteristika som normalt kun ses ved dobbeltbindinger; der er ikke fri drejelighed om peptidbindingen, og der kan optræde cis/trans-isomeri, omend det er sjældent pga. sterisk hindring af aminosyrernes sidekæder. Endvidere sænkes reaktiviteten af resonansformerne (ligesom det kendes fra f.eks. benzen), dipolmomentet øges og bindingen forkortes en anelse. Peptidbindingens omgivende kemiske miljø har betydning for hvor stor betydning resonansformen har; i normale tilfælde har en peptidbinding ca. 40% karakter af dobbeltbinding og 60% karakter af enkeltbinding.
Læs mere: Her
Gå til toppen af siden
per (forstavelse til kemiske stoffers navne)
Hvad betyder forstavelsen "per"?
Hvordan kan husketeknik bruges til at huske forstavelsen per. Nogle sammensatte ioner starter med forstavelsen "per", som betyder "over" eller "mere", f.eks. at ionen har et (eller flere) iltatomer mere end den tilsvarende ion uden "per"-forstavelsen. Dette huskes vha. associationen "Ion-vigtigPer føler sig hævet over de andre ioner, og går rundt med næsen oppe i skyen (der er jo ilt oppe i skyerne!)." Læs om husketeknik til at huske dette – se "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?".
pergamentpapir
Hvordan kan man fremstille pergamentpapir?
Til fremstilling af pergamentpapir (som ligner smørrebrødspapir) fyldes saltsyre i et reagensglas, og der opløses to teskefulde zinkchlorid i denne saltsyre.
Hvis et filtrerpapir dyppes et øjeblik i denne opløsning, og derefter dyppes i vand, hvortil der er sat lidt ammoniakvand (for neutralisering af saltsyren), og papiret til sidst skylles i vand og tørres, har man et pergamentpapir.
Saltsyre/zinkklorid-opløsningen er i stand til at opløse cellulosen i filtrerpapiret, hvorved porerne i filtrerpapiret bliver tilstoppet.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
periodiske system
Findes der en app med det periodiske system?
Mange app (tilbehør-programmer til computer, smartphone mv.) kan vise det periodiske system:
1. En app ved navn Periodic table (gratis, iOS, Android) udgivet af Royal Society of Chemistry. Den har talrige interaktive funktioner om grundstof-ændringer med temperaturen, tidspunkt for stoffernes opdagelse gennem historien, atomradius, elektronegativitet mv. samt videoer om grundstofferne.
2. En app ved navn Elemental (gratis, iOS), kan bruges til at tegne kemiske strukturer og reaktioner.
3. En app ved navn Atoms in Motion (gratis og 30 kr udgave, iOS) er en simulering af partikelteori, f.eks. tilsætte flere atomer for at se virkningen på trykket, eller man kan ændre temperatur eller rumfang.
4. 3D molecules edit & test er en app (25 kr, iOS), der giver mulighed for at lave strukturer, se dem i 3D modeller, visualisere atom-orbitaler mv. Elever kan teste sig selv i, om de kan konstruere organiske og uorganiske stoffer.
5. Chemspider er en app (gratis, iOS, Android), der giver information og ressourcer om kemiske forbindelser, og linker til Royal Society of Chemistry's database over 35 millioner kemiske strukturer.
6. Chairs er en app (gratis, iOS, Android), som elever bruger til at identificere axiale og ækvatoriale bindinger i "flippede" cyclohexan-konformationer.
7. Chemist – Virtual Chem Lab er en app som et kemi-laboratorium i hånden (testversion og 30 kr version, iOS, Android). Eleven kan vælge en række kemikalier og udstyr og lave en reaktion og vil få oplyst reaktionsligningen og en laboratorierapport.
8. Education in Chemistry er en app (gratis, iOS, Android), der indeholder artikler om kemiundervisning.
9. Socrative (gratis, iOS, Android) er ikke en kemi-app, men bruges af bl.a. kemilærere i England til at tjekke elevernes forståelse af undervisningen.
10. Find flere app til kemi via Internettet:
Læs mere her.
periodiske system
Hvad er periodiske system?
Det periodiske system er et system, der opdeler grundstofferne efter antallet af protoner i kernen og antallet af elektroner i de ydre orbitaler: Disse to egenskaber spiller en afgørende rolle for de enkelte stoffers kemiske egenskaber, og tilsvarende er der en sammenhæng mellem stoffernes kemi og deres placering i det periodiske system.
Det periodiske system er delt op i hoved- og undergrupper ( "kolonnerne " i skemaet), perioder (skemaets vandrette "rækker "), samt i blokke.
Grupper i det periodiske system
Med undtagelse af lanthaniderne og actiniderne inddeles det periodiske system i 8 hovedgrupper og 10 undergrupper: Den hovedgruppe et grundstof står i, afspejler hvor mange elektroner atomet af dette stof har i de yderste orbitaler/skal, og da disse elektroner er bestemmende for om og hvordan stoffet indgår i kemiske forbindelser, går mange kemiske "karaktertræk " igen ned gennem den enkelte gruppe.
Hovedgrupperne er traditionelt blevet nummereret med romertal fra Ia til VIIIa, og undergrupperne fra Ib til VIIIb; dog omfatter undergruppe VIIIb tre kolonner; platinmetallerne, og 1b starter ved gruppen med kobber, sølv og guld (kaldes sommetider møntmetallerne). Man er dog gradvist begyndt at ændre den lidt "rodede " nummerering til fortløbende numre fra 1 til 18.
Perioder i det periodiske system
Rækkerne omtales som perioder, og afspejler antallet af elektronskaller i de enkelte atomer: Går man fra venstre mod højre inden for den samme periode i skemaet, ser man hvordan en bestemt elektronskal gradvist "fyldes " med elektroner. Det samlede antal protoner i kernen afspejler grundstoffets atomnummer, og også det normerede antal af elektroner. Her ses bort fra ioner, der har et afvigende antal elektroner.
Da der er "plads " til forskellige antal elektroner i hver skal, varierer antallet af grundstoffer inden for de enkelte perioder: For eksempel kan der kun være to elektroner i inderste skal, hvilket afspejles af to grundstoffer i første periode, eller række; brint og helium.
Blokke i det periodiske system
De kendte grundstoffer i det periodiske system inddeles også i fire blokke: Fællestrækket for grundstoffer inden for samme blok er, at den elektron der besidder den største mængde energi i hvert stofs atomer, hører til samme type orbital. Blokkene har navn efter orbitalerne, og hedder således s-blok, p-blok, d-blok og f-blok. Hvis eller når man kan skabe atomer der hører til en 8. og 9. periode, vil disse tilhøre en femte blok; g-blok, men sådanne grundstoffer har man endnu ikke truffet.
Actinider og lanthanider i det periodiske system
De to rækker der står "for sig selv ", typisk neden under "resten " af et periodisk system, er de to kemiske serier lanthanider og actinider: Disse stoffer har meget ensartede kemiske egenskaber, hvilket forvirrede kemikerne; i en årrække så det ud som om at alle disse stoffer "kæmpede " om de samme to gruppe 3-pladser i sjette og syvende periode. Hos disse stoffer "mangler " der elektroner i nogle af "lagene " under den yderste elektronskal, som ellers er afgørende for stoffets kemi.
Da man fandt ud af dette, havde man længe placeret disse stoffer i en blok "for sig selv " med henvisning til de to omtalte pladser i "hoveddelen " af skemaet. Og da pladshensyn ikke altid tillader at man placerer actiniderne og lanthaniderne på deres rette plads (blandt andet i nærværende artikel), vises det periodiske system stadig oftest med disse to stofgrupper for sig selv.
Historien om det periodiske system
De tidligste forsøg på at ordne og gruppere grundstofferne blev gjort uden nogen viden om atomernes struktur og opbygning. Den tyske kemiker Johann Wolfgang Döbereiner forsøgte at finde en sammenhæng mellem forskellige grundstoffers atomvægt og deres kemiske egenskaber, og i 1820'erne fandt han flere grupper af tre lignende grundstoffer, hvor et af stofferne kemisk var en mellemting mellem de to andre og havde en atomvægt, som lå midt imellem de to andres. Han kaldte disse grupper for triader.
Gennem flere årtier betragtedes Döbereiners opdagelse som en uvæsentlig kuriositet, hvad videnskabshistorikeren Stephen Toulmin kalder for et "nøgent faktum ", men da nye og mere rigtige oplysninger kom frem i 1860'erne blev flere forskellige forskere interesserede i nye sammenhænge mellem atomvægt og kemiske egenskaber. I 1866 opstillede den britiske kemiker John Alexander Reina Newlands en tabel med 62 ud af de dengang 63 kendte grundstoffer ordnet efter stigende atomvægt. Tabellen viste, at stoffer med lignende egenskaber gik igen med en periode på 7 eller 14 stoffer, omtrent som oktaver i musikken.
Endelig, i 1869, sammenstillede russeren Dmitrij Mendelejev og tyskeren Lothar Meyer uafhængigt af hinanden tabeller med grundstofferne. Mendelejevs horisontale (vandrette) grupper og vertikale (lodrette) perioder, er omvendt af den måde som vi nu er vant til at vise systemet. Meyer publicerede dog først sine resultater i 1870. Mendelejevs tabel havde huller til yderligere 31 grundstoffer, som ingen af de dengang kendte stoffer passede ind i. Hans idéer fik derfor stor opmærksomhed, da det i 1875 opdagede stof gallium passede ind i et af disse huller. Da også stoffet strontium, som opdagedes i 1879, og germanium, opdaget i 1886, passede i mønsteret blev systemet bredt accepteret blandt andre videnskabsmænd.
Læs mere: Her
Gå til toppen af siden
periodiske system
Hvordan kan husketeknik bruges til at huske det periodiske system?
Den anden hovedgruppes grundstoffer er Be, Mg, Ca, Sr, Ba, Ra (dvs. beryllium, magnesium, calcium, strontium, barium og radium).
HUSK-1. Det kan f.eks. huskes på remsen: Bent Mangler Carlsberg Siger Bartender Rasmus.
HUSK-2. Eller det kan huskes ved at se billeder for sit indre blik (visualisering):
1. rutepunkt: Bent Burg skyder en svane (svane = 2-tal, dvs. "2. hovedgruppe") med et maskingevær ("magnesium");
2. rutepunkt: Svanen rammer en Carlsberg ("calcium"), som i faldet afbryder strømmen ("strontium") i baren ("barium"), hvor Rasmus Seebach ("radium") arbejder.
NB: Egne huskebilleder virker ofte bedst. Kim Bidstrup Withen, der er biologi-, kemi- og bioteknologilærer ved Næstved Gymnasium og Hf skriver: "Det lyder umiddelbart som en uoverkommelig og ekstremt kedelig opgave at lære hele det periodiske system udenad, men med små huskeregler garanterer jeg for, at du kan lære det på en time eller to."
(Det er i bogen anvist vejledning til at huske hele det periodiske system). Læs om husketeknik til at huske dette – se "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?".
periodiske system
Hvornår opdagede man det periodiske system?
Efterhånden opdagede man, at visse grundstoffer reagerer på samme måde i kemiske reaktioner, og at de ens-reagerende stoffer dukker op med specielle mellemrum, hvis man stiller grundstofferne op efter stigende atommasse. Den samme periodicitet så man, når man opstillede grundstofferne efter atomvolumen (dvs. atommassen divideret med massefylden). Disse iagttagelser førte til, at det periodiske system blev opstillet ca. 1870, og en russisk kemiker, Mendelejev (1834-1907), kom først.
pesticid kemisk set
Hvad er et pesticid kemisk set?
Et pesticid er betegnelsen for en gift, der er beregnet til at kontrollere for eksempel planter, insekter, svampe, gnavere og andre organismer, der opfattes som skadelige. På grund af pesticidernes biologiske aktivitet, omtales de som aktivstoffer og udgør derfor også en potentiel sundhedsrisiko for mennesker, idet for eksempel mange pesticider har hormon-lignende aktivitet, er lipofile, dvs. fedtopløselige; de er svært nedbrydelige i menneskekroppen og i naturen og betegnes derfor som persisterende organiske forurenere.
I Danmark må der kun bruges pesticider, der er optaget på listen over godkendte bekæmpelsesmidler. Som overalt i verden er landbruget også i Danmark den danske storforbruger af pesticider, og der er en diskussion i offentligheden om forbrugets størrelse og begrænsning, specielt under hensyn til nedsivning af pesticiderne til grundvandet. Miljøministeriets statistik indeholder fra 2012 oplysninger om både behandlingshyppighed og pesticidbelastningsindikator. Behandlingshyppigheden viser, hvor mange gange markernes sprøjtes, mens belastningsindikatoren viser, hvad der sprøjtes med, og hvor meget miljø og sundhed belastes. For om muligt at begrænse bi-sygdommen CCD har EU i april 2013 indført et to-årigt forbud mod tre neonicotinoider (clothianidin, imidacloprid og thiametoxam), der er nogle meget anvendte og meget toxiske insekticider.
Giftighed af pesticider
Pesticiders farlighed angives ved LD50.
Pesticider skal være mærket på etiketten med en klassificering af deres akutte giftighed:
Tx – Meget giftigt. Der skal speciel tilladelse til at sælge, købe eller bruge disse midler. Tilladelse hertil gives af miljøstyrelsen.
T – Giftigt. Der skal registrering og tilladelse til at sælge midlerne. Midlerne må kun anvendes erhvervsmæssigt.
Begge klasser har en mærkat med dødningehoved.
Xn – Sundhedsskadelig. Der er ingen generelle begrænsninger af midlerne i denne klasse.
Xi – Lokalirriterende. Der anbefales brug af handsker og masker ved anvendelse af disse midler.
Brandfarlig. Midler med denne etiket må ikke udsættes for høje varmegrader.
Ud over de nævnte faresymboler kan midlerne også være forsynet påtegninger såsom:
Ætsende -Eksplosiv -Brandnærende – Yderst eller Meget Brandfarligt.
Bimærke med påskriften Farlig for bier eller Meget farlig for bier giver erstatningspligt ved skader på bier.
Bemærk, at klassificeringen intet siger om pesticiders langsigtede virkning på mennesker. Der er talrige eksempler på f.eks. svampemidler, der har lav, akut giftighed, men som viser sig at kunne fremkalde både kræft og vedvarende ændringer af arveanlæggene (mutagent stof).
Miljøstyrelsens råd og vejledning Oversigt over de tyve mest anvendte.aktivmidler i Danmark og deres udvaskelighed.
Pesticiders kemi
Glyphosat.
Tidligere var det aktive stof i mange pesticider organiske klorforbindelser, såsom Hexachlorbenzen (også kaldet HCB, perchlorbenzen eller PCB) DDT, dicofol, heptachlor, endosulfan, chlordane, aldrin, dieldrin, endrin, mirex og pentachlorphenol. Mange af disse pesticider blev forbudt med Stockholm Konventionen af 2001 om persisterende organiske forurenere og andre organiske forurenere .
I dag er det aktive stof i pesticider phosphater og carbamater, der således stort set har erstattet de organiske klorforbindelser.
Pesticidforbruget i Danmark
Sprøjtning af marker
Pesticider benyttes især i landbruget. Igennem årene er der sket en stigning til et forbrug i 2011 på i alt 4239 ton regnet som sprøjtemiddel aktivstoffer. Det er en stigning på 338 ton fra det foregående år, svarende til næsten 9 %. Stigningen skyldes hovedsagelig skyldes øget brug af glyfosat.
Godkendte sprøjtemidler brugt i Danmark må ikke kunne nå det danske drikkevand i mængder der overstiger bestemte grænseværdier (regeringens programerklæring fra 2009). Der er konstateret spor i grundvandet efter sprøjtemidlerne bentazon, dichlorprop, mechlorprop og MCPA.
Pesticider brugt i Danmark
Dichlorprop – det mest benyttede aktivstof i Danmark i perioden 1963 til 2000 – nu ikke tilladt
MCPA eller 2-methyl-4-chlorophenoxy-eddikesyre
glyfosat eller glyphosat
maneb
TCA eller trichloreddikesyre – intet salg efter1988
mechlorprop eller 2-[(4-chlor-o-tolyl)oxy]propionsyre
natriumchlorat
metamitron
chlormequat chlorid
arsenpentoxid
mancozeb
2,4-D eller 2,4-dichlorfenoxy-eddikesyre
atrazin (under handelsnavnene: Aatrex, Aktikon, Alazine, Atred, Atranex, Atrataf, Atratol, Azinotox, Crisazina, Farmco Atrazine, G-30027, Gesaprim, Giffex 4L, Malermais, Primatol, Simazat, Weedex, Zeapos og Zeazin)
simazin (under handelsnavnene: Simazin, Gesatop Quick, Linocin, Meduron, Topuron og Trevox).
terbuthylazin
Isoproturon, IPU, Isoprofuron, Izoproturon, Ipuron eller Panron (ulovligt pesticid) med nedbrydningsproduktet MD-IPU, 3-(4-isopropylphenyl)-1-methylurinstof
linuron
diuron
diazinon
metribuzin
metsulfuron-methyl
tribenuron-methyl
thifensulfuron-methyl
chlorsulfuron
bentazon
dichlobenil
Metylisotiazolinon
Betegnelser for gifte efter hvad de er rettet imod:
Acaricid (midegift)
Bactericid (bakteriegift)
Fungicid (svampegift)
Herbicid (ukrudtsgift)
Insecticid (insektgift))
Nematicid (rundormegift)
Rodenticid (gnavergift, "rottegift ")
Andre pesticid-gifte.
Isoproturon, IPU, Isoprofuron, Izoproturon, Ipuron eller Panron (ulovligt bekæmpelsesmiddel), Tributyltin.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
pH
Hvad er pH?
pH (af nogle antaget at betyde pondus Hydrogenii "vægt(ning) af hydrogenioner ", men oprindeligt alene et resultat af, at det under forsøgomstændighederne refererede til H+-koncentrationen i bæger p, mens bæger q tjente som reference) er en størrelse, der bruges til beskrivelse af en opløsnings surhedsgrad. Begrebet blev introduceret af den danske kemiker S.P.L. Sørensen og videreudviklet af bl.a. Johannes Nicolaus Brønsted. Et beslægtet begreb er pOH, der angiver en opløsnings alkalitet. Ved stuetemperatur betyder en pH på 7 neutral vandig opløsning, hvorimod højere og lavere pH indikerer hhv. basisk og sur.
Ud fra definitionen kan pH altså betragtes som et mål for en opløsnings koncentration af oxoniumioner, H3O+, hvor lave pH angiver høj oxoniumionkoncentration, hvorimod høje pH angiver lave koncentrationer af oxoniumionen.
pH af en opløsning kan vises med forskellige typer indikatorer. Dette er typisk væsker, der antager forskellige farve ved forskellige pH, såsom fenolftalein, methylorange, bromcresolgrønt, methylrødt, bromthymolblåt, thymolblåt eller papir med imprægneret indikatorvæsker – eksempelvis lakmuspapir. Lakmuspapir antager en bestemt farve, afhængigt af pH-værdien for den opløsning, lakmuspapiret kommer i kontakt med.
Måling af pH
Normalt måles pH med et pH-meter. Det er et elektronisk instrument, hvor måleenheden udgøres af en ion-selektiv glaselektrode i forbindelse med den væske, der skal måles på. Glaselektroden er sensitiv over for hydroniumioner og kan derfor måle koncentrationen af hydroniumioner i den omgivende væske.
Beregning af pH for opløsninger af syrer
Der findes flere måder, hvorpå pH for vandige opløsninger af syrer kan beregnes. Der findes også flere måder, hvorpå pH for baser kan beregnes. For baser er den korrekte måde:
pH-skalaen har sit neutrale punkt ved 7. Her er der nemlig lige meget syre og base til stede. Værdierne mellem 4,5 og 8,5 er det interval, man finder i danske jordtyper.
pH for nogle opløsninger Opløsning pH
Akkumulatorsyre 1,0
Mavesyre 2,0-3,0
Citronsaft 2,4
Cola 2,5
Eddike 2,9
Appelsin- eller æblejuice 3,5
Vagina 3,8 – 4,5
Yoghurt 4,2
Øl 4,5
Kaffe 5,0
Te 5,5
Syreregn 5,6
Mælk 6,5
Rent vand 7,0 (ca. 6,0 med adgang til luft)
Blod 7,34 – 7,45
Havvand 8,0
Håndsæbe 9,0 – 10,0
Ammoniakvand 11,5
Natronlud 13,5.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
pH-indikator
Hvad er en pH-indikator?
En pH-indikator er et kemikalie, der når det er tilsat til en væske får væsken til at skifte farve. Dette gør det muligt at bestemme pH-værdien af væsken. De mest benyttede pH-indikatorer er fenolftalein (phenolphtalein), methylorange, bromthymolblåt (BTB).
En indikator er selv enten en meget svag syre eller en meget svag base. Når indikatoren så tilsættes en væske, bliver indikatorens hydrogen-ioner (hvis det er en svag syre) eller hydroxid-ioner (hvis det er en svag base) bundet. Dette udløser en farveændring.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
pH-indikatorer
Hvordan virker pH-indikatorer?
Forsøg om syrer og baser: Ved påvisning af syrer og baser benytter man indikatorer, f.eks. lakmus, som er et blåt farvestof, der udvindes af en lille lav [lav er en organisme-type, der er en symbiose mellem en svamp og en alge].
Blåt lakmuspapir bliver rødt, når man kommer det i syre. Base sender omvendt farven (af rødt lakmuspapir) i blå retning.
Basen kan f.eks. være kalkvand eller salmiakspiritus [navnet salmiakspiritus henviser ikke til alkohol, men betyder "salmiakkens ånde" – man kalder det også "ammoniakvand", idet det er opløsning i vand af luftarten ammoniak (der har en lugt, der er slemt stikkende i næsen!).
Farven rød viser ikke altid hen til syre. Hvis indikatormidlet er phenolphthalein indikerer rød farve, at væsken er en base. (Stoffet er farveløst i syrer).
Hvis man tilsætter baser til rødvin, hvidvin eller rødbedesaft skifter de farve.
Læs mere her.
pH-indikatorer
Kan blomster være pH-indikatorer?
Mange blomsterfarvestoffer virker som indikatorer. Blomster skifter derfor ofte farve, når de behandles med syrer eller baser. Man kan komme nogle dråber ammoniakvand i et sylteglas – hvis man derefter kommer violet-farvede blomster ned i glasset, bliver de måske grønne, og hvide blomster bliver måske gule – og røde blomster bliver måske sorte eller blå.
Nogle violette blomster blive smukt rødfarvede, når de dyppes i meget fortyndede syreopløsninger. Blomsterne kan beholde deres nye farve i flere timer, hvis de efter behandlingen stilles i vand. (Noget helt andet er, at afskårne hvide blomster kan få farve ved at stilles i vand, der er tilsat farvestof, såsom anilingrønt, methylviolet eller eosin).
Læs mere her.
pH-målinger
pH-målinger af jord og vandløb?
Læs Jordprøvetest: pH-målinger af jord og vandløb?".
pH-værdi
Hvad er pH-værdi?
pH-værdien angiver en opløsnings surhedsgrad. Jo flere H3O+-ioner, der er i en opløsning, desto lavere er pH-værdien. [HUSK: Jo længere Peter er nede på en stige i en sur brønd, jo surere bliver han. (H ligner jo en stige, og man kan jo også stige ned)]. Læs om husketeknik til at huske dette – se "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?".
plast
Hvordan kan man fremstille ureaplast?
Fremstilling af urea-plast (også kaldet karbamid-plast): Kom 2 spiseskefulde urinstof i et bægerglas og overhæld med den dobbelte mængde af 40% formalin. Opvarm til kogning. Efter kun et øjebliks opvarmning ses en kraftig brusning, og opvarmningen standses så.
Opløsningen er blevet mælkehvid.
Til et glas vand sættes en lille teskefuld fortyndet svovlsyre [H2SO4]. Af denne meget fortyndede syreopløsning kommes 5-6 dråber ned i den afkølede hvide masse – samtidig med, at man rører ophyggeligt rundt. I løbet af nogle timer vil den bløde masse blive omdannet til hård urea-plast (man siger, at den bløde masse hærdes).
Brug et gammelt glas, da plastmassen ikke kan vaskes væk.
Under kogningen frigøres formaldehyd, der virker stærkt irriterende på lungerne, så kogningen bør foretages ved god ventilation. Til plastproduktet kan tilsættes savsmuld eller papir som fyldstof.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
plast
Hvordan man kan fremstille plast?
Fremstilling af plast kan ske på denne måde: Kasein udrøres i lidt vand til der dannes en tyk grød. Det rulles til små kugler, som kommes i et glas, og en formalin-opløsning hældes i.
(Formalin-opløsningen fremstilles ved at fortynde 40% formalin med 4-5 gange så stor mængde vand).
Efter 3-4 dage hældes formalin-opløsningen bort fra kaseinkuglerne, og disse stilles nu i ro i hele 2-3 måneder. Efter denne lange periode vil kasein-massen være omdannet til hård kaseinplast ("galalith"). Det færdige produkt er skrumpet betydeligt.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
plast
Hvordan opdeler man plast efter deres evne til at tåle opvarmning?
Bakelit (phenol-plast). Man inddeler plasttyper i de termoplastiske plasttyper (der bliver bløde ved opvarmning) og de termohærdende plasttyper ("hærdeplast", "hærdet plast"), der ikke bliver bløde ved opvarmning – men som ved varme/bestråling/katalysatorbehandling i det væsentlige er gjort usmeltelig/uopløselig.
Læs mere her.
Bakelit og urea-plast er begge hærdede plasttyper.
Bakelit er en fenolplast (phenolplast).
Urea-plast er en karbamid-plast.
platin
Hvad er platin?
Platin (af platina, spansk for "lille sølv ") er det 78. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Pt: Under normale tryk- og temperaturforhold optræder dette overgangsmetal som et tungt, sølvskinnende og korrosionsbestandigt metal. Den første reference til platin er fra 1557 skrevet af Julius Scaliger. Platin udgør sammen med iridium og osmium de tunge platinmetaller.
Egenskaber ved platin
Platin er en alsidig kemisk katalysator. Dets korrosionsbestandighed, som gør metallet velegnet til brug i smykker, illustreres af at metallet ikke iltes, end ikke ved høje temperaturer. Heller ikke saltsyre eller salpetersyre angriber platin; det gør til gengæld cyanider, halogener, svovl samt stærke baser. Metallet kan desuden opløses i kongevand, hvorved det danner klorplatinsyre.
I kemiske forbindelser optræder platin almindeligvis med oxidationstrin +2 og +4. I sjældnere tilfælde ses det i oxidationstrin +1 og +3; i disse tilstande er det ofte stabiliseret af metalbindinger i forbindelser med to eller flere metalatomer.
Prisen på platin varierer med udbuddet, men er normalt knap 50% dyrere end guld. I det 18. århundrede erklærede Ludvig den 15. at det sjældne platin var det eneste metal der passede sig for en konge.
Tekniske anvendelser af platin
Platin anvendes som katalysator til en række kemiske processer, blandt andet den katalysator der indgår i de fleste bilers udstødningssystem, men også til kemiske processer som hærdning af silikone, samt i brændselsceller: Man arbejder på at reducere den mængde platin der skal bruges, for der igennem at sænke prisen på sådanne celler. Platins katalytiske egenskaber udnyttes i den såkaldte Clark-elektrode til måling af ilt.
De varme- og korrosionsbestandige egenskaber ved platin udnyttes i modstandstermometre til måling af høje temperaturer i kemisk "barske " miljøer, og i digler til smeltning af glas.
Visse platinholdige, kemiske forbindelser er i stand til at krydsforbinde DNA-sekvenser og på den måde dræbe celler. Det udnyttes i kemoterapi, i form af medikamenter som cisplatin, carboplatin og oxaliplatin.
Kemi baseret på platin bruges undertiden til at lave "langtidsholdbare " kopier af fotografier der kan arkiveres længe uden at falme, og som en "sidegevinst " kan denne form for fotografier gengive flere gråtoner end andre sort/hvide fotograferingsteknikker. Ulempen er at de platinbaserede kemikalier er mindre lysfølsomme end andre former for "fotokemi " – af den grund kan det kun bruges til kontaktkopiering, hvilket udelukker muligheden for at forstørre og formindske billedet i samme "arbejdsgang ".
Indenfor urmagerfaget værdsættes platin for dets modstandsdygtighed overfor korrosion og slitage, og dertil er det velegnet til at "montere " ædelsten i. Ur-fabrikanten Vacheron Constantin begyndte at bruge metallet i 1820, og siden har Patek Philippe, Rolex, Breitling og andre lanceret ure af, eller indeholdende, platin.
Forekomst og udvinding af platin
Klumper af naturligt forekommende, metallisk platin.
Platin er yderst sjældent; ud af et "gennemsnitligt " ton af jordskorpen udgøres blot 3 mikrogram af platin. Det hævdes undertiden at hvis alverdens platin blev "hældt " i et svømmebassin af olympiske dimensioner, ville det kun lige akkurat nå ankelhøjde. Gjorde man det samme med det 30 gange mindre sjældne guld, ville man kunne fylde tre sådanne bassiner.
I 2006 androg verdensproduktionen af platin 217,7 tons. Året før var Sydafrika den største producent af platin, med 80 procent af verdensproduktionen, fulgt af Rusland og Canada. Platin findes ofte som frit metal samt i en naturlig legering med iridium, kaldet platiniridium. Dertil indeholder mineralet sperrylit (platinarsinid; PtAS2), som udvindes som en "sidegevinst " af nikkel-udvinding i Ontario i Canada: De enorme mængder malm der behandles her, gør det rentabelt at udvinde platinet selv om hvert ton malm blot indeholder et halvt gram af dette metal.
For at fremstille rent, metallisk platin, knuser man først malmen og blander den med vand så der dannes en art "mudder ". Så tilsættes et middel der binder sig til platinen, og luft blæses igennem blandingen; derved skilles metalpartiklerne fra de øvrige bestanddele ved flotation. Derefter smeltes de udskilte metalpartikler sammen til større blokke eller barrer.
Platins historie
Naturligt forekommende platin og platinholdige legeringer har været kendt og brugt af præcolumbianske kulturer, men i Europa stammer de første beskrivelser fra 1557, hvor den italienske humanist Julius Caesar Scaliger skriver om et mystisk metal fundet i miner i området mellem Darién (Panama) og Mexico, som ikke kunne smeltes eller bearbejdes.
Antonio de Ulloa og Don Jorge Juan y Santacilia blev udpeget af den spanske kong Filip den 5. til en geografisk ekspedition i Peru i årene 1735 til 1745: På denne færd fandt Ulloa det mystiske, usmeltelige metal i Columbia, men under sejladsen tilbage blev hans skib opbragt af engelske kapere. Om end han blev behandlet pænt i England, og endda blev medlem af Royal Society, blev han forindret i at offentliggøre noget om det mystiske metal indtil 1748. Inden da havde Charles Wood uafhængigt af Ulloa formået at isolere platin i 1741.
Platin har sit navn fra det spanske ord platina, der betyder "lille sølv ". I 1819 fandt man store forekomster af platin i Rusland; disse forekomster stod bag 90% af verdensproduktionen ved indgangen til det 20. århundrede.
Symbolik for platin
Alkymisternes symbol for platin.
På grund af dets sjældenhed bruges platin ofte som symbol på noget dyrt og eksklusivt; "platin "-kreditkort har for eksempel større privilegier end tilsvarende "guld "-kort. I musikbranchen præmieres musikudgivelser der har solgt i mere end en million eksemplarer med en platinplade; kun overgået af diamant, som tildeles efter 10 millioner solgte eksemplarer
Isotoper af platin
Naturligt forekommende platin består af fire stabile isotoper (192Pt, 194Pt, 195Pt og 196Pt) samt to der "på papiret " er radioaktive, men med så lange halveringstider (190Pt med 650 milliarder år, og 198Pt med 320 billioner år) at de i praksis også kan betragtes som stabile. Dertil kendes yderligere 31 isotoper hvis radioaktivitet ikke er negligerbar; heraf er 193Pt den mest "langlivede " med en halveringstid omkring et halvt hundrede år, hvorimod de øvrige isotopers halveringstider måles i døgn eller mindre.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Pneumokokker?
Kan voksne blive vaccineret mod Pneumokokker?
Voksne kan nu vaccineres mod pneumokok-lungebetændelse i Danmark (tidligere kun børn). Voksne kan nu vaccineres mod pneumokok-lungebetændelse, og KOL-patienter, som er over 65 år eller har en lungekapacitet på under 40%, kan få tilskud. Overlæge ved lungemedicinsk afdeling på Århus Universitetshospital, Anders Løkke Ottesen, vurderer, at det vil kunne gøre en stor forskel for danskere med KOL.
Hvert år koster hospitalsindlæggelse ved lungebetændelser samfundet over 5 mia. kr., hvoraf kommunerne betaler knap det halve. Der kan derfor være mange penge at spare ved vaccination.
Vaccinen hedder Prevenar 13. Den har siden 2010 været en del af det danske børnevaccinations-program. Den er nu også godkendt til voksne. Desværre har det vist sig, at langt de fleste læger og sågar folk hos Statens Serum Institut ikke er klar over dette, oplyses det overfor BioNyt Videnskabens Verden, således at patienter, som efterspørger vaccinen, bliver afvist. Vaccinen er den eneste vaccine på markedet, som er specifikt godkendt til forebyggelse af lungebetændelse forårsaget af bakterien Streptococcus pneumoniae, som også kaldes pneumokok-bakterien.
Læs mere her.
polonium
Hvad er polonium?
Polonium (opkaldt efter Marie Curies oprindelsesland Polen) er et grundstof med atomnummer 84 i det periodiske system, og har det kemiske symbol Po. Det har flere isotoper end noget andet grundstof og de er alle radioaktive. Eksempelvis er polonium-210 en alfakilde.
Isotoper af polonium
Polonium-210
210Po er en isotop af polonium som bl.a. kan findes i cigaretrøg. 210Po er en radioaktiv alfakilde, der har en halveringstid på 138,376 dage. Den henfalder til blyisotopen 206Pb. I de fleste tilfælde sker henfaldet uden udsendelse af gammastråling. Kun for ca. hver 100.000. henfald udsendes gammastråling, hvilket gør isotopen vanskelig at detektere og identificere. Således er alfa-spektroskopi en bedre målemetode end gamma-spektroskopi for denne isotop.
Et milligram 210Po udsender ligeså mange alfapartikler per sekund som 4215 milligram 226Ra. Nogle få curie fra 210Po udsender en blå glød, der skyldes excitation af den omgivende luft. Et enkelt gram 210Po genererer 140 watt.
Praktisk anvendelse af polonium
Fordi den udsender mange alfapartikler, der i tætte materialer stoppes hurtigt og afgiver deres energi, har 210Po været brugt som letvægtsvarmekilde til radioisotopgeneratorer i satellitter. Tilsvarende blev210Po-varmekilder anvendt af Lunokhod-køretøjerne på måneoverfladen, til at holde deres indre varme i løbet af månenatten (på 14 jorddøgn)].
I 2006 blev den Putin-kritiske, russiske forfatter Alexander Litvinenko forgiftet med 210Po og døde tre uger efter. Også den palæstinensiske leder Yasser Arafat kan være forgiftet af 210Po.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
polyetylentereftalat
Hvad er polyetylentereftalat?
Polyetylentereftalat (forkortet PET) er et termoplastprodukt i polyesterfamilien. Smeltepunktet ligger mellem 235-260 °C. Materialet er letgenbrugeligt, og det opnår højeste skala (1) for genbrugelighed. Polyetylentereftalat har genbrugskoden "PET ".
PET er også kendt for sin store styrke og stivhed, kombineret med muligheden for gennemsigtige produkter, god slagfasthed og overfladehårdhed. PET har gode barriereegenskaber og vandpermeabiliteten er lille. De elektriske egenskaber er gode selv i høj fugtighed og temperatur.
Ulemperne med brug af PET er høj støbekrymp, og værktøjstemperaturen må være relativt høj. De kemiske egenskaber er også relativt moderate.
PET bruges blandt andet til elektriske kontakter, blæseformede kander, brus- og ølflasker, parfume, folie, fotografisk- og røntgenfilm, lyd- og billedbånd for at nævne nogle produkter.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
polyklorerede bifenyler
Hvad er polyklorerede bifenyler?
Polyklorerede bifenyler eller PCB er en gruppe industrielt fremstillede klorerede organiske stoffer, som ikke er naturligt forekommende. der blev udviklet i 1920'erne, og er især blevet brugt i elektronikindustrien. Stoffer af denne type er miljøgifte og har flere skadelige virkninger på organismer, de kan bl.a. være årsag til hjerneskader. Kemisk består PCB-forbindelser af to aromatiske ringe som kan have mellem 1-10 kloratomer koblet til sig. Der findes 209 mulige forskellige varianter af PCB ]- såkaldte PCB-congenere. De forskellige congenere har varierende fysisk-kemiske og toksikologiske egenskaber. PCB-forbindelser er fedtopløselige, hvilket indebærer at de ophobes i kroppens fedtvæv.
PCB blev på grund af sine egenskaber som isoleringsmateriale brugt i en lang række husholdningsprodukter og elektriske apparater fra 1950'erne til 80'erne. Disse produkter, som omfattede så forskelligartede ting som selvkopierende papir, elektronisk udstyr, byggematerialer og så videre, afgav allerede PCB til omgivelserne mens de var i brug. Og efter de var blevet kasseret og henkastet på lossepladser kom de til at udgøre en varig forureningskilde.
Egenskaber hos polyklorerede bifenyler
PCB-forbindelser er i deres grundlæggende et olielignende stof der besidder en god isoleringsevne, det har lang holdbarhed, lav brændbarhed og god køleevne. PCB er også svært nedbrydeligt, men det betyder samtidig at det har en lang opholdstid i naturen. PCB-forbindelser er også fedtopløselige og ophobes derfor i fedtvævet, hvis det indtages i organismen.
Forbindelserne er lugtfri og uden smag, klare eller meget lysegule, og optræder som viskøse væsker. Kemisk består de af to aromatiske ringe som kan have 2 til 10 kloratomer koblet til sig. Jo flere kloratomer, desto mere giftige er de. PCB dannes ud fra elektrofil klorinering af bifenyl med klorgas. Teoretisk set kan der eksistere 209 forskellige typer PCB-forbindelser, men kun 130 af dem har været anvendt kommercielt.
Følgende egenskaber har i betydning i relation til PCB som miljøgifte:
Fedtopløselig: PCB-molekylet kan fragtes gennem vand og luft, men det binder sig først og fremmest til fedtvæv.
Bio-akkumulation: Eftersom PCB binder sig til fedt, vil koncentrationen i et levende individ være større end i dets omgivelser. En fisk indeholder altså mere PCB end vandet den svømmer i.
Lang opholdstid: PCB har stor modstandskraft mod biologisk eller kemisk nedbrydning; når først miljøgiften er tilført omgivelserne, nedbrydes den kun meget langsomt ved naturlige processer.
Bio-magnifikation: PCB vandrer gennem fødekæden og ophobes derved i næste led, ved at rovdyr "samler " PCB-indholdet fra byttedyr op. Fx får sælen derfor end højere koncentration end de fisk den spiser. Indtagelse af animalsk fedt kombineret med lang levetid (som hos mennesker og isbjørne) betyder også øget risiko for opkoncentrering af PCB.
Gennemtrængende: Indtagelse af animalsk fedt er den vigtigste PCB-kilde hos mennesker. Dertil kan man få PCB i sig gennem huden (fx ved berøring af PCB-holdigt materiale) og via åndedrættet.
Anvendelse polyklorerede bifenyler
PCB har været et populært tilsætningsstof i en række byggematerialer og tekniske komponenter verden over. Man regner med at der er blevet produceret omkring 1,2-2 millioner ton PCB på verdensplan. En del af dette er blevet forbrændt, men en stor del befinder sig stadig i de elektronikprodukter og bygninger, der omgiver os eller er blevet deponeret. Resten er primært blevet udledt til havene og er havnet i kredsløbet. Struer kommune har anslået at der er frigivet 370.000 tons til naturen, 780.000 tons er stadig i brug,og 40.000 tons eller 4 % af den samlede produktion er nedbrudt eller forbrændt.
På grund af PCB-forbindelsernes giftig virkning er det blevet forbudt i de fleste lande. PCB blev brugt i byggematerialer i perioden 1950-77.
Polyklorerede bifenyler i elektronik
Indenfor Elektronik har det været anvendt i lysstofrør, større transformatorer, induktionsovne, køleolie i elektriske transformatorer og kondensatorer. Hansen og Groves (1983) vurderede det samlede forbrug af PCB med store kondensatorer til 450-750 tons frem til 1981, på basis af oplysninger om dansk produktion og dennes markedsandele (med ca. 600 tons som bedste bud, De anslog endvidere, at 30-90 tons af denne mængde var bortskaffet via leverandører og Kommunekemi pr. 1981..og det er i dag forbudt at besidde transformatorer og kondensatorer med et PCB-indhold på mere end 500 ppm
Byggeri og polyklorerede bifenyler
I de nordiske lande er der gennemført en række undersøgelser omkring anvendelsen af PCB, og der kendes til en række specifikke anvendelser af PCB i byggeriet.
Det er blevet vidt brugt termoruder, hvor PCB har udgjort 25% af termokittet der har klæbet de to glaslag fast på metalrammen. I Danmark anslås det af tre fjerdedele af alle termoruder sat i danske bygninger i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne indeholder PCB. I alt drejer det sig om cirka 200-300 tons PCB.
PCB har desuden været anvendt i fugemasse mellem betonelementer
Skadevirkning af polyklorerede bifenyler
Da stoffet er svært nedbrydeligt forekommer det stadig i naturen, og vil derfor forekomme i fedtholdige fødevarer flere år efter udledninger er ophørt; det drejer sig især om fiskeprodukter fra fede fisk, kød, æg og mejeriprodukter.
I 1960'erne og 70'erne blev de første skadesvirkninger synlige på dyr, og senere blev der også kortlagt alvorlige konsekvenser for menneskers helbred. I flere tilfælde er der fx blevet påvist alvorlige skader på nervesystemet efter forgiftninger i Japan og Taiwan. Det er dog stadig usikkert om det skyldes indtagelse af PCB i ren form eller omdannelsesprodukter. Det er efterfølgende ved længerevarende studier blevet påvist forskellige grader af hjerneskader hos børn, af personer der tidligere er blevet forgiftet med PCB. Det er gennem test af spædbørn med forhøjet indhold af PCB blevet påvist korttidshukommelsen forringes; grunden er at udviklingen af barnets nerveceller bliver påvirket af PCB under graviditeten og amningen, da det fedtopløselige PCB overføres fra moren til barnet En undersøgelse har også fundet at et højt PCB-indhold i blodet hos gravide er koblet til en lav fødselsvægt. På grund af ophobningen i fødekæden er det et specielt problem på Færøerne hvor højt indhold ses hos halvdelen af de færøske kvinder.
Skader efter direkte kontakt med PCB omfatter dybe ar på de dele af huden som har været i direkte berøring med stoffet, men ophobninger i kroppen medfører langt mere fatale skader. Omdannelsesprodukter af PCB har en lighed med det naturlige hormon, thyroxin, hvilket betyder at disse stoffer kan binde til de samme transportproteiner som normalt transporterer tyroxin, dette leder til sygdommen hypothyroidisme. En voksen som udsættes for PCB-forgiftning risikerer alvorlige fysiske skader, hvorimod et barn der fødes af en person med højt indhold af PCB får mentale skader. Dertil kommer at store mængder PCB også kan give leverskader som i værste fald kan være forstadier til kræft, og derfor betragtes PCB også som kræftfremkaldende.
I 2004 trådte Stockholm konventionen (Stockholm Convention on Persistent Organic Pollutants) i kraft. PCB figurerer på konventionens liste over de 12 farligste miljøgifte.
I naturen er det blevet observeret at dyr med højt PCB-indhold har ændret adfærd, dette har endda medført at hele bestande er forsvundet visse områder.
Polyklorerede bifenyler i Danmark
Ca. 25% af indtagelsen af PCB i Danmark stammer fra indtagelsen af fisk, og den ligger på højst 8 µg om dagen. Siden 1970'erne er PCB-niveauet i fisk fra de danske farvande og Østersøen dog faldet, for Østersøen drejer det sig om en halvering fra 1970 til 1980. De danske myndigheder har derfor konkluderet af befolkningen ikke udsættes for nogen risiko for PCB-forgiftning på grundlag af den mængde fisk der normalt indtages. Det kan dog ikke udelukkes at personer der indtager større mængder fisk fra meget forurenede områder risikerer forgiftninger.
PCB affald
PCB er en svært nedbrydelig miljøgift. der omfattet af den globalt dækkende Stockholm-konvention om svært nedbrydelige stoffer, der trådte i kraft i 2004. Stockholm konventionen er i EU implementeret i den såkaldte POP-forordning. PCB var blandt de første POPstoffer, som har været omfattet af Stockholmkonventionen siden 2001. Hovedsigtet med POP-forordningen er, hvor det er muligt, at standse udslip af POP-stoffer i miljøet og Ifølge POP-forordningen er det forbudt at fremstille, markedsføre og anvende PCB såvel alene som indeholdt i præparater og artikler og undtaget fra dette er anvendelse af artikler, som er i brug Affald, der består af, indeholder eller er forurenet af POP-stoffer, skal bortskaffes på en sådan måde, at POP-indholdet destrueres eller omdannes irreversibelt, så det ikke udviser POP-egenskaber
Reglerne omkring afskaffelse af PCB-affald bliver dog tolket vidt forskellige fra land til land
Finland, Norge, Sverige og Østrig har oplyst, at:PCB-holdigt affald, der indeholder < 1 mg PCB pr. kg kandeponeres på anlæg for inert affald
Finland, Norge og Østrig har oplyst, at: PCB-holdigt affald, der indeholder > 1 og < 50 mg PCB pr.kg kan deponeres på anlæg for ikke-farligt affald
Sverige har oplyst, at:affald, der indeholder > 1 og < 50 mg PCB pr. kg kandeponeres på anlæg for farligt affald (som følge af POPforordningen)
Lovgivning i Danmark om polyklorerede bifenyler
I 2006 udarbejdeten national plan for den danske implementering af Stockholm-konvention. Planen beskriver den danske indsats, herunder indsatsen i forhold til at overvåge mængden af PCB i fødevarer og i miljøet. Det er anbefalet af miljøstyrelsen i Danmark, at PCB forurenet artikler bliver kildesorteret fra ikke forurenet PCB elementer, for at ikke at sprede i miljøet. Hvis det er PCB forurenet over 50 ppm er det klassefiseret som farlig affald. Forurenet PCB materiale anbefales ofte at køres til deponi eller forbrændes ved det tidligere kommunekemi til destruktion, eller hvis der er tale om genanvendeligt farligt affald til et anlæg der må modtage det, som vinduer, hvor der ofte kun er en lille del som er forurenet, kan private virksomheder som MFC, RGS90, RagnSells genvinde glasset til genbrug. .
Læs mere: Her
Gå til index for siden
polyvinylchlorid
Hvad er polyvinylchlorid?
Polyvinylchlorid, forkortet PVC, er en polymer af klorethen, vinylklorid, ClHC=CH2. Polymeren får formlen: [-C(ClH)-CH2-]n.
PVC er et af de mest anvendte plastmaterialer. På globalt plan var det årlige forbrug i 2009 opgjort til 35 millioner tons. I Europa lå forbruget i 2009 på omkring 8 millioner tons, hvilket svarer til 15 % af det samlede plastforbrug. PVC-forbruget i verden er stigende med højeste stigningstakt i udviklingslandene. PVC anvendes til at fremstille mange forskellige typer af produkter lige fra store kloakrør til små medicinske slanger. PVC er det mest anvendte plastmateriale i byggeriet. Over 60 % af det samlede PVC-forbrug bliver således anvendt til fremstilling af blandt andet rør, gulve, døre, vinduer, kabler og kabelbakker.
Hvor andre plastmaterialer hovedsageligt fremstilles af råolie, fremstilles PVC ved hjælp af råolie og salt (natriumklorid). Til produktionen bruges 57 % salt og 43 % olie.
Egenskaber
Klors store elektronegativitet, medfører at PVC er et stift materiale, da polymerer ikke så let kan forskyde sig i forhold til hinanden. Dette kan afhjælpes ved at til sætte blødgørere, upolære stoffer, ofte aromatiske ringe i form af phthalater. PVC'en vil 'svede' disse blødgørere ud og med tiden blive stift.
PVC-produkter kan groft opdeles i to hovedgrupper. Hård PVC og blød PVC. Eksempler på hårde PVC-produkter er rør, vinduer, kabelbakker og profiler. Eksempler på bløde PVC-produkter er gulve, kabler, medicinsk udstyr og presenninger. Hård PVC udgør omkring to trediedele af PVC-forbruget, medens resten er bløde eller fleksible produkter, som de også kaldes. Det, der adskiller de bløde fra de hårde PVC-produkter, er, at kun de bløde indeholder blødgørere. Der findes forskellige typer af blødgørere. De mest almindelige blødgørere i PVC i dag er ftalater, men inden for de senere år er der udviklet flere alternativer hertil. Det er mængden af blødgørere, der afgør, hvor blødt et blødt PVC-produkt er. Jo mere blødgører, der tilsættes PVC'en jo mere blødt bliver produktet. En medicinsk slange i PVC indeholder således mere blødgører end eksempelvis et PVC-gulv, eller et vinylgulv som det oftest kaldes.
Uddybende Uddybende artikel: Ftalater
Miljøpåvirkninger og giftighed ved polyklorerede bifenyler
Plast indeholder mange forskellige stoffer, men når ren PVC brænder vil det afgive CO2, H2O og klorgas]. Klor reagerer med vanddamp og danner saltsyre, som i større mængder er skadeligt i naturen. Det var en effekt man brugte under 1. verdenskrigs gasangreb, hvor kloren gik i forbindelse med fugten i øjne og lunger. Soldaterne blev blinde og fik lungeskader. Hvis der udbryder ildebrand i huse, færger, biler o.lign. med PVC-interiør, vil ofre, brandfolk og naboer udsættes for lignende. I forbrændingsanlæg kan kloren neutraliseres ved brug af kalk for at undgå forsuring af naturen. Nogle studier viser, at større mængder PVC i affald fører til højere udslip af giftige dioxiner på forbrændingsanlæg.
For at finde ud af om genstande indeholder PVC, kan man, i visse tilfælde, udføre kobbertrådstesten.
Affaldshåndtering og genanvendelse af polyklorerede bifenyler
Genbrugsmærke 3 står for PVC
Indsamling og genanvendelse af hårde PVC-byggeprodukter har stået på i Danmark i mange år. Den danske rørbranche har således indsamlet PVC-rør til genanvendelse siden 1980'erne. Men først i 1998 da genanvendelsesselskabet WUPPI A/S blev stiftet, blev indsamlingen og genanvendelsen af PVC i større omfang sat i system med en landsdækkende ordning (se www.wuppi.dk). Nu var det ikke længere kun rør, der blev indsamlet, men stort set alle de hårde PVC-byggeprodukter. Siden WUPPI blev etableret, er omkring 80% af landets kommuner kommet med i ordningen. Bag WUPPI står hovedparten af den samlede danske branche af producenter og importører af hårde PVC-byggeprodukter. WUPPI er et non-profit selskab, hvilket betyder, at både de tilknyttede kommuner og aktionærerne i selskabet i fællesskab dækker de udgifter, der er forbundet med indsamlingen og genanvendelsen af den hårde PVC i Danmark. Det er ikke kun i Danmark, at PVC-byggeprodukter indsamles og genanvendes. Også i Europa pågår lignende aktiviteter. I 2000 underskrev den europæiske PVC-industri en frivillig miljøaftale, der blandt andet indeholder mål for indsamling og genanvendelse (www.vinyl2010.org). Aftalen er bemærkelsesværdig, fordi der er tale om en aftale, der forpligter hele værdikæden af virksomheder, som beskæftiger sig med produktion af PVC. Dette vil sige, at aftalen ud over råvareproducenterne også indbefatter producenterne af stabilisatorer og blødgørere og ikke mindst de omkring 20.000 europæiske virksomheder, der forarbejder PVC i Europa. Hvert år udgiver Vinyl 2010 den såkaldte "Progress Report ", og der er tilknyttet en overvågningskomité, som blandt andet består af repræsentanter fra både EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet. I Danmark er det i dag kun den hårde PVC, der indsamles til genanvendelse. Bløde PVC-produkter sendes til deponi. Som affald er PVC miljøfarligt, og søges så vidt muligt frasorteret til genanvendelse. Hvor dette ikke kan lade sig gøre umiddelbart, deponeres affaldet på specielle miljøsikrede depoter med henblik på senere sortering og behandling. Stoffet har genbrugskoden "PVC ". Det er er muligt at genbruge PVC i særlige anlæg. De udvundne stoffer kan bl.a. bruges til at lave genbrugs-PVC.
Alternativer til polyklorerede bifenyler
I 2000 besluttede Europa-Parlamentet at EU-Kommissionen skulle få udarbejdet en undersøgelse, der ud fra et livscyklusperspektiv skulle sammenligne PVC med alternative materialer. Formålet skulle være at undersøge, om der ud fra en helhedsbetragtning kunne opnås nogle miljømæssige fordele, hvis man substituerer PVC med alternative materialer. Som reaktion på Europaparlamentets beslutning offentliggjorde EU-Kommissionen i 2004 en 320 sider lang rapport med titlen "Life Cycle Assessment of PVC and of Principal Competing Materials " ]. Hovedforfatterne til rapporten er fra "PE Europe " i Stuttgart, men også forskere fra Danmarks Tekniske Universitets Institut for Produktudvikling har været tilknyttet projektet. Forfatterne har vurderet og katalogiseret 230 eksisterende livscyklusanalyser om PVC og alternativer og efterfølgende analyseret 35 af de mest relevante analyser. Langt størstedelen af de eksisterende analyser beskæftiger sig med byggeprodukter. I rapporten understreges det først og fremmest, at livscyklusanalyser bør basere sig på produkter og ikke på materialer. Årsagen hertil er, at materialetilgangen sædvanligvis begrænser sig til kun at beskæftige sig med et trin i livscyklussen, hvilket ifølge rapportens forfattere ikke er dækkende. Alle aspekter ved et produkts levetid skal medtages i analysen. Fordi et materiale i produktionsfasen kun påvirker miljøet i ringe grad, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det ud fra en miljømæssig helhedsbetragtning er at foretrække. Brugsfasen er eksempelvis meget afgørende. Hvis et produkt i brugsfasen for eksempel har lav vægt, lang holdbarhed og kun kræver lille vedligehold, så betyder det meget i livscyklusregnskabet. I forbindelse med sammenligningen af PVC-byggeprodukter med alternativer er det specielt det langtidsholdbare aspekt, der har betydning for livscyklusvurderingen. I rapportens konklusion griber forfatterne fat i nogle typiske PVC-byggeprodukter, og drager nogle forsigtige konklusioner på baggrund af de analyserede rapporter. I forbindelse med sammenligningen af træ-, aluminiums- og PVC-vinduer hedder det eksempelvis, at materialevalget er af underordnet betydning. Der er således ingen sikker vinder, hvis man kun tager materialet i betragtning. Alle materialetyperne har deres styrker og svagheder, hedder det. Omkring gulve hedder det, at linoleumsgulve har en fordel i produktionsfasen, men at vinylgulve til gengæld har en fordel i brugsfasen. Det er således afgørende, at vinylgulve ikke kræver den samme brug af kemikalier ved rengøring som linoleumsgulv. Men rapporten siger, at der kræves mere viden på dette område, førend der kan drages nogen endelige konklusioner. Når det gælder rør, så er analyseresultaterne meget forskelligartede. Nogle undersøgelser ser fordele ved betonrør, medens andre ser fordele ved PVC og PE-rør. Konklusionen er, at så længe der ikke er tale om rør fremstillet i støbejern, så spiller materialevalget ingen rolle. Det gør det til gengæld, når man taler om nedgravning og lægning af røret. Rapporten siger, at der kan hentes fordele i livscyklusregnskabet, hvis røret bliver lettere, og hvis der anvendes genbrugsmateriale i fremstillingen.
PE-HD (PolyEthylen – High Density), genbrugsmærke 2, kan erstatte hård PVC]. PVC kan tåle oxiderende syrer, men er mindre modstandsdygtig overfor ketoner, estere og aromatiske kulbrinter]. PE-LD (PolyEthylen – Low Density), genbrugsmærke 4, kan erstatte blød PVC og behøver ingen blødgørere. Ved forbrænding afgiver ren PE-HD og PE-LD CO2 og H2O, men ingen klor.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
potaske
Hvad er potaske?
Potaske,en uren form for Kaliumcarbonat, E-501, er et hvidt pulver der kan fremstilles ved glødning af vinsten og melasse, hvortil der ledes kuldioxid.
Potaske har samme evne som natron og bagepulver, under bagningen danner de kuldioxid, en luftart, der hæver dejen og gør bagværket let og porøst. Det er ikke varmen, men sure stoffer i dejen, der uddriver kulsyren og får det til at hæve.
Produktet benyttes oftest som hævemiddel i dej til brunkager, hvor det giver en speciel sprød og skør konsistens. Den bruges også som pH-regulerende middel (neutraliserer syre) inden for bageri- og konfektureindustrien.
Kaliumcarbonat er kalium-saltet af kulsyre (carbonsyre), og på grund af denne syres usædvanlige ioniseringsforhold har stoffet basevirkning i vandig opløsning med fri lufttilgang, herunder i jord. Af samme grund kan stoffet bruges som en kaliumgødning, hvor man ønsker basevirkning.
kemisk formel for potaske
K2CO3
MV=138,21; SMP=891oC; densitet:2,43; CAS-nummer:584-08-7.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Poulsen
Hvem er Valdemar Poulsen?
Valdemar Poulsen (23. november 1869 i København – 23. juli 1942 i Gentofte), dansk ingeniør og opfinder af buegeneratoren og telegrafon. Han fik igennem sine opfindelser og kreative eksperimenter umådelig betydning for radioens udbredelse, båndoptagerens udvikling og Danmarks ledende position indenfor elektronik.
Han var søn af højesteretsdommer Jonas Nicolai Johannes Poulsen og hustru Rebekka Magdalene født Brandt. Han blev i 1894 gift med Frederikke Marie Rasmussen, der døde i 1921, og i 1923 med Asta Stoltz Nielsen. Med sin første hustru fik han sønnen, geologen Christian Henrik Otto Poulsen. Poulsen viste stor interesse for fysik, kemi og tegning i skolen. Allerede i skolen lavede han forsøg med elektrostatiske apparater og induktionsapparater. Til gengæld var matematik ikke hans bedste fag, og hans skudsmål var ikke det bedste. Som følge deraf valgte han at blive sproglig-historisk student og forlod i 1889 Borgerdydskolen på Christianshavn som student med 1. karakter. Poulsen forsøgte en boglig karriere med først et pædagogikum hos professor i filosofi Kristian Kroman (1846-1925), som han bestod med karakteren ug. Herefter forsøgte han sig i 1890 med et medicinstudium. I stedet følger han med interesse bl.a. professor Julius Thomsens (1826-1909) forelæsninger i kemi. Interessen for fysik og kemi vinder til sidst over medicinen. Senere samme år forsøger Poulsen at komme ind på Polyteknisk Læreanstalt (det nuværende Danmarks Tekniske Universitet), men består ikke den matematiske adgangsprøve. I stedet kommer han i lære på maskinfabrikken Frich's Efterfølgere i Århus frem til 1893, hvor han blev ansat som ingeniørassistent ved Kjøbenhavns Telefon AktieSelskab, KTAS i den tekniske afdeling. Afdelingen blev ledet af matematikeren og telefoningeniøren dr.phil. J.L.W.V. Jensen (1859-1925). Poulsens sans for det eksperimenterende gjorde ham inden længe til leder af telefonselskabets fejlafdeling.
Valdemar Poulsen og telegrafonen
Telegrafon
Under sine eksperimenter opdagede Poulsen, at hvis han førte en magnet rundt over en stålplade, så blev mønsteret husket i pladen og kunne vises med jernfilspåner. Videre eksperimenter afslørede at han også kunne gemme lyd som magnetisk kode. Dette førte til at han 1. december 1898 indgav en ansøgning om patent på den elektromagnetiske telegrafon (Dansk patent nr. 2653 af 31. oktober 1899), som kunne optage, gemme og gengive lyd. Ifølge ordlyden på patentansøgningen var apparatet bl.a. tænkt som en telefonsvarer. Den blev i praksis den vigtigste forløber for båndoptageren
Ordet telegrafon er sammensat af tele (fjern), grafi (skrift) og foni (lyd)
Valdemar Poulsen og buegeneratoren
I 1902 opfandt han sammen med ingeniøren Peder Oluf Pedersen buegeneratoren (også kaldet lysbuesender), der revolutionerede den trådløse telegrafi. Buegeneratoren var meget udbredt indtil opfindelsen af radiorøret. Buegeneratoren viste sig også velegnet til at transmittere tale og musik, da den udsendte kontinuerte bølger med en fast frekvens.
Valdemar Poulsen og Lyngby Radio
I 1917 overtog Post & Telegrafvæsenet Valdemar Poulsens og P.O. Pedersens forsøgsstation nær Bagsværd Sø. Forsøgsstationen blev i 1923 benyttet til forsøg med spredning af nyheder per radio. I de følgende år fik radioen sit gennembrud i Danmark som massemedie, og stationen ved Bagsværd Sø blev senere til navnkundige Lyngby Radio. Valdemar Poulsen fik til dette samt de fleste af forsøgene med telegrafonen og lysbuesenderen og den første Lyngby Radio fremstillet det mekaniske på Oscar Clemmensens mekaniske værksted på Steen Winkelsvej lige ved det gamle Radiohus på Rosenørns Allé. Den gamle fabriksbygning i tjærepap står stadig i Baggården til Steen Winkelsvej, hvor Oscar Clemmensen også boede og hvor de også mødtes om forsøgene og fremstillingen mv.
Valdemar Poulsen og faget svagstrømselektronik
Den opsamlede viden og samarbejdet med P.O. Pedersen førte til at faget svagstrøms-elektroteknik, som det første sted i verden blev oprettet på Polyteknisk Læreanstalt.
Valdemar Poulsen blev Kommandør af 2. grad af Dannebrogordenen i 1923, af 1. grad i 1939 og modtog Fortjenstmedaljen i guld med krone 1913. Han ligger begravet på Gentofte Kirkegård.
Han er malet af Knud Larsen sammen med P.O. Pedersen 1915 (Frederiksborgmuseet). Desuden portrætteret på P.S. Krøyers maleri fra 1904 Industriens Mænd (Frederiksborgmuseet). Mosaik af Ejnar Nielsen i Stærekassen 1939. Buste af Johannes Bjerg 1939 (Statsradiofonien). Træsnit af H.C. Olsen 1907.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Priestley
Hvilken betydning havde Joseph Priestley for kemien?
Læs mere under "Kemiens historie: Hvornår udvikledes den moderne kemi?"
produkt (kemi)
Hvad er produkt (kemi)?
Et produkt er en substans, der dannes som et resultat af en biologisk eller kemisk reaktion.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
propan
Hvad er propan?
Propan er en alkan, dvs. en mættet, alifatisk kulbrinte (carbonhydrid) med 3 kulstofatomer. Det bruges fx i flaskegas. Ordstammen "prop- " i propan kommer fra navnet for den tilhørende syre, propionsyre. Eftersom propan er et alkan, består molekylet kun af enkeltbindinger.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
propen
Hvad er propen?
Propen, også kendt som propylen, er en umættet organisk forbindelse med den kemiske formel C3H6. Det har en dobbeltbinding, og er det næstsimpleste medlem af alkenklassen af kulbrinter, og det samme gælder for propen i naturlig forekomst.
Egenskaber ved propen
Ved stuetemperatur er propen en farveløs gas.
Propen har en højere massefylde og kogepunkt end ethylen på grund af dets større størrelse. Det har et lidt lavere kogepunkt end propan og er således mere svingende. Det mangler stærkt polære egenskaber, men molekylet har et lille dipolmoment på grund af sin nedsatte symmetri (punktgruppe Cs).
Propen har samme empiriske formel som cyklopropan, men forskellen er at atomerne forbindes på forskellige måder, hvilket gør disse molekyler strukturelle isomerer.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
protein
Hvad er protein?
Proteiner deltager i alle cellulære processer og fungerer som biologiske byggesten og som enzymer (katalysatorer) for de kemiske reaktioner der foregår i alle levende organismer.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
proton
Hvad er proton?
Protonen er en positivt ladet subatomar partikel som findes i atomkerner. I brintatomer er der én proton i kernen. Ioniseret brint benævnes inden for kemi H+ og stofmængdekoncentration af H+ bestemmer pH. Inden for astrofysik betegnes neutral brint (1 proton + 1 elektron) med HI og ioniseret brint (et brintatom, som har mistet sin elektron) HII, hvor I og II er romertal.
Protonens masse er målt til 1,007276 u, og dens elektriske ladning i Coloumb kaldes elementarladningen og betegnes e.
Protonens betydning i atomer
Antallet af protoner i en atomkerne angiver atomets atomnummer og antallet af elektroner i det neutrale (ikke-ioniserede) atom, og derved de kemiske egenskaber.
Protonens partikelopbygning og egenskaber
Protonens 3D sandsynlighedsfordeling kan f.eks. være torus- eller ærteformet, den kan selvfølgelig også være kugleformet.
Protonen er opbygget af 3 kvarker; 2 up-kvarker og en down-kvark. Protonen formodes at være stabil – den spaltes ikke spontant.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
pyrex-glas
Hvad er pyrex-glas?
Pyrex-glas bruges meget i kemiforsøg, fordi denne glastype er meget varmetålende. Pyrex-glas blev udviklet i 1908 til jernbanesignaler, hvor almindeligt glas let sprængtes i koldt vejr, når det opvarmedes på glassets inderside af lampen.
Løsningen var borsilikat-glas, som ikke udvider sig så meget ved opvarmning. Men da glasset nu holdt, måtte firmaet (Corning, New York) finde på nye anvendelser af glasset for overhovedet at sælge det.
En af firmaets forskere fik af sin kone den opgave at finde en kasserolle til køkkenet, som ikke revnede for et godt ord. Glasset virkede godt, men indeholdt det giftige bly. Imidlertid lykkedes det at ændre sammensætningen af glasset, og den moderne udgave af pyrex var dermed skabt.
Allerede i 1876 havde en tysk fysiker, Ernst Abbé, holdt en forelæsning i London om optiske linser. Han mente, at det ikke var den fysiske tilvirkning af linserne, som var et problem, men derimod glassets kemiske sammensætning.
En af tilhørerne var en tysk kemiker, Otto Schott, hvis familie var glasproducenter. De to indledte et samarbejde, som i 1884 blev til firmaet Glastechnisches Laboratorium Schott med hjælp fra Carl Zeiss, ejer af et optisk firma. I 1893 lancerede de borsilikat-glasset til laboratorie-termometre.
Handlen med udlandet blev forhindret under 1. verdenskrig, og i USA udviklede firmaet Corning anvendelsen af pyrex-glas, f.eks. til Hale teleskopet på Mount Palomar Observatory i Califonien, hvor glassets mindre påvirkelighed af temperaturvariationer blev anset for at være en fordel. Linsen var færdig i 1948, og var dengang det største optiske teleskop i verden.
Vigtigst var dog pyrex-glassets anvendelse i de kemiske laboratorier. Det er svært at forestille sig et sådant sted uden pyrexglas.
Sammensætningen af pyrex-glas er: 80,6% SiO2, 13% B2O3, 4% Na2O og 2,3% Al2O3.
Almindelig glas er lavet af SiO2 (også kaldet kisel, sand, siliciumdioxid eller silica) plus en lille smule natriumcarbonat Na2CO3 (kaldet "soda") og calciumoxid CaO (kaldet kalk eller kalksten eller lime (eng.)).
Den vigtigste forskel ved borsilikatglas er anvendelsen af boroxid B2O3. Bl.a. medfører det, at der i stedet for 14% Na2O i normalt glas kun indgår 4% Na2O i pyrex-glas.
Dette har en dramatisk virkning på glassets varmemodstand, fordi natriumoxid har mindre trang til udvidelse ved opvarmning, hvorved glasset risikerer at revne. (Natriumoxid har relativ høj udvidelseskoefficient i forhold til lignende oxider).
Desuden har natriumforbindelser en relativ høj reaktivitet, så når der er mindre i pyrex-glas betyder det, at pyrex-glas er mere kemisk-modstandsdygtigt. (Faktisk vil et glas lavet af siliciumdioxid og natriumcarbonat være opløseligt).
Læs mere her.
Gå til index for siden 
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk)
Tegn abonnement på
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.
Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.
Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.
Recent Comments