octen
Hvad er 1-Octen?
1-octen er et højere alken med formelen C8H16.
1-octen er et alfa-alken, hvilket betyder at dobbeltbindingen er placeret på alfa(primære)-stilling; denne sammensætning får højere reaktivitet og dermed nyttige kemiske egenskaber.
1-octen er en af de industrielt vigtige lineære alfa-alkener.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
oktantal
Hvad er oktantal?
Oktantal er et tal der bruges til at beskrive benzins egenskaber med hensyn til bankning, når den bruges i en forbrændingsmotor. Bankning indtræffer, hvis benzin-luftblandingen i motoren antændes for tidligt; det er energimæssigt ineffektivt og slider kraftigt på motoren.
Benzin består af en blanding af kulbrinter med alt fra 5 til 12 kulstof-atomer i hvert molekyle, så for at finde dens oktantal sammenligner man dens banknings-egenskaber med en blanding af 2,2,4-trimetylpentan (forgrenet C8 kulbrinte, også kaldet isooktan, en kemisk forbindelse med otte kulstofatomer og pr. definition oktantal 100) og n-heptan (lineær uforgrenet C7 kulbrinte med defineret oktantal 0) som er to "typiske " bestanddele i benzin: En benzin der "måles " til 92 oktan efter det såkaldte Research Octane Number (forkortet RON), vil således have samme tilbøjelighed til at banke som en blanding af 92% (iso)oktan og 8% n-heptan. Jo større andel af forgrenede alkaner i benzinen, jo højere oktantal. RON-oktantal er de tal, vi kender fra benzinstanderne på tankstationer i Europa.
Et andet "mål " for oktantal, Motor Octane Number eller MON, undersøger benzinens egenskaber i en motor, der trækker en vis belastning: Det giver et oktantal, der er omtrent 10 procentpoint lavere end samme benzins oktantal efter RON-systemet.
I USA og visse andre lande opererer man med et tredje system, roaD Octane Number eller DON (også kaldet Anti-Knock Index, AKI): Dette oktantal er ganske enkelt gennemsnittet mellem oktantallene ifølge RON- og MON-systemerne.
Der findes andre stoffer, der er mindre tilbøjelige til at banke end den oktanforbindelse, der danner grundlag for oktantallet, og det er forklaringen på, at benzin til motorvæddeløb og flymotorer kan have oktantal på langt over 110.
Læs mere: Her
Gå til toppen af siden
oktetreglen
Hvad er oktetreglen?
Oktetreglen (også kaldet ædelgasreglen) er betegnelsen på den observation, at kemiske grundstoffer har en forkærlighed for at optage eller afgive elektroner, så de opnår at deres elektronkonfiguration kommer til at ligne ædelgasserne mht. antallet af elektroner i deres yderste skal.
Populært siger man, at grundstofferne tilstræber at få otte elektroner i yderste skal. De letteste grundstoffer hydrogen, lithium, beryllium og bor stræber dog efter to elektroner i yderste skal, da ædelgassen helium kun har to i yderste skal. Denne afvigende regel kaldes undertiden for dubletreglen.
Oktetreglen gælder kun for hovedgrupperne. Overgangsmetallerne, lanthaniderne og actiniderne følger således ikke oktetreglen.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
omega-3-fedtsyre
Hvad er omega-3-fedtsyre?
Omega-3-fedtsyre (også n-3 og omega-3) er betegnelsen for en familie af flerumættede fedtsyrer som har det til fælles, at de har en dobbeltbinding på kulstofatom nummer tre fra kulbrinteenden, den position på kulbrintekæden som kaldes omega-3.
Nogle af de vigtigste omega-3-fedtsyrer, ernæringsmæssigt set, er alfalinolensyre (ALA), eicosapentaensyre (EPA) og docosahexaensyre (DHA). Den menneskelige krop kan ikke syntetisere omega-3-fedtsyrer fra bunden, men den kan syntetisere alle de nødvendige omega-3-fedtsyrer ud fra den simple omega-3-fedtsyre alfalinolsyre. Derfor er alfalinolsyre en essentiel fedtsyre som skal indtages med kosten. De andre omega-3-fedtsyrer, som kan syntetiseres fra alfalinolsyre eller indtages via kosten, kaldes også af og til essentielle fedtsyrer.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
omega-6-fedtsyre
Hvad er omega-6-fedtsyre?
Omega-6-fedtsyre (også n-6 og omega-6) er betegnelsen for en familie af fedtsyrer som har det til fælles, at de har en dobbeltbinding på kulstofatom nummer seks fra kulbrinteenden, den position på kulbrintekæden som kaldes (omega-6).
Omega-6-fedtsyrernes biologiske effekt skyldes hovedsageligt deres interaktion med omega-3-fedtsyrer.
Linolsyre (18:2), den korteste omega-6-fedtsyre, er en essentiel fedtsyre. Arakidonsyre (20:4) en en fysiologisk vigtig omega-6-fedtsyre, da den bliver omdannet til prostaglandiner og andre fysiologisk betydningsfulde molekyler.
Medicinsk forskning tyder på at indtagelse af store mængder omega-6-fedtsyrer i forhold til omega-3-fedtsyrer øger risikoen for en række sygdomme og depression. Moderne vestlig kost har typisk et forhold af omega-6/omega-3 på 10 til 1, nogle steder op til 30 til 1. Det menes at det optimale forhold bør være 4 til 1, eller endnu lavere.
Fødevarekilder til omega-6-fedtsyrer inkluderer:
nødder
kornprodukter
fuldkornsbrød
de fleste vegetabilske olier
Æg og fjerkræ
Forskellige omega-6-fedtsyrer
Almindeligt navn Lipidnavn Kemisk navn
Linolensyre 18:2 (n-6) 9,12-octadecadiensyre
Gammalinolensyre 18:3 (n-6) 6,9,12-octadecatriensyre
Icosadiensyre 20:2 (n-6) 11,14-eicosadiensyre
Dihomogammalinolensyre 20:3 (n-6) 8,11,14-icosatriensyre
Arakidonsyre 20:4 (n-6) 5,8,11,14-icosatetraensyre
Docosadiensyre 22:2 (n-6) 13,16-docosadiensyre
Docosatetraensyre 22:4 (n-6) 7,10,13,16-docosatetraensyre
Docosapentaensyre 22:5 (n-6) 4,7,10,13,16-docosapentaensyre
Octadecatriensyre 18:3 (n-6) 8E,10E,12Z-octadecatriensyre.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
omlejringsreaktion
Hvad er en omlejringsreaktion?
En omlejringsreaktion (eller blot en "omlejring ") er en kemisk reaktion inden for organisk kemi, hvor et molekyles kulstofskelet omlejres til at give en ny form (en strukturisomer af det originale molekyle). Ofte flyttes en substituent fra ét carbonatom til et carbonandet i det samme molekyle.
En omlejring angives nogle gange med en buet pil.
Ved brug af buede pile kan man tegne en sekvens af elektronoverførsler under reaktionen, hvilket giver det samme resultat som resultatet af en omlejringsreaktion, men ikke nødvendigvis en realistisk gengivelse af de faktiske elektronoverførsler, der er sket under omlejringsreaktionen.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
online-kemiforsøg
Kan man lave kemiske forsøg online?
Der findes flere virtuelle kemilaboratorier, som er online-simulationer. Nogle giver også mulighed for at fortolke data fra online-kemiforsøgene.
Et relevant sted at lede er North American Network of Science Labs Online. En anden type af interaktive online-forsøg, som bygger på data fra tidligere udførte forsøg under forskellige forsøgsvariabler. Det giver et næsten reelt forsøgs-setup. Open Air Laboratories Programme (OPAL) er et andet eksempel.
Via OSL kan man få adgang til MegaLab mv., hvor online-eksperimenter kræver, at eleverne tager beslutninger om forsøgsdesign og forsøgsplanlægning for at kunne indsamle deres data. Eleverne kan derved lære om positive og negative kontroller, kalibreringskurver, måleinstrumenter mv.
Eleverne skal f.eks. ved hjælp af deres computer-mus "trykke" på de relevante steder på instrumenterne, indstille bølgelængder osv. (med reel mulighed for at eleven indsamler data fra en forkert valgt bølgelængde).
Tilsvarende kan eleven, der laver online-kemiforsøg, lave en kalibreringskurve ved (on-line) at bruge en pipette til at "suge" væske fra en stamopløsning, og måle absorbansen af forskellige opløsninger med et spektrofotometer og derved lave en kalibreringskurve. Eller eleven kan vælge at gøre det hele igen for at forbedre kurven.
Læs mere her.
online-studier af kemi
Kan man studere kemi på online-kurser?
Man lærer kemi ved at gå på et gymnasium eller på universitetet eller en højere læreanstalt, men i nogen udstrækning vil man også kunne læse kemi online. Manchester universitet i England har lavet onlinekurser, fx et 1½ måned kursus i fysisk kemi, som 15000 elever fra 158 lande tilmeldte sig, og var tilfredse med. Det består af korte lektioner på 10-20 minutter efterfulgt af spørgsmål, men også et virtuelt laboratorium, hvor eleverne kan lave forsøg og lære at tolke resultaterne.
Læs mere her.
Kurserne kaldes MOOC = Massive Open Online Course. En anden platform er FutureLearn. Der er blevet lavet et køkkenkemi-kursus, hvor videoerne blev optaget i undervisernes egne køkkener. Man undlod at lave videoer af alle forsøgene, fordi det kunne friste nogen til ikke selv at lave forsøgene, når man blot kunne se dem på video. På de sociale medier anvendtes dette hashtag: #FLKitchenChem..
Læs mere her.
Læs mere her.
Søg Google for "MOOC". Læs om husketeknik til at huske dette – se "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?".
opløselighed
Hvad er opløselighed?
Opløselighed er en egenskab ved et fast, væske eller gasformigt kemisk stof i en opløsning af enten fast, flydende eller gasformigt solvent til at forme et homogen opløsning. Opløseligheden af et stof afhænger grundlæggende af de fysiske og kemiske egenskaber af både stoffet og solventet, samt temperaturen, trykket og pH på opløsningen. Graden af en forbindelse i et specifikt solvent måles i mætningskoncentrationen, hvor koncentrationen ikke øges selvom der tilsættes mere stof, og det overskydende begynder at udfælde i opløsningen.
Normalt er solventet en væske, hvilket kan være et rent stof eller en blanding. Man kan også tale om fastfaseopløsning, men er sjældent en opløsning i gasfase (se damp-væske-ligevægt i stedet).
Opløseligheden varierer voldsomt fra uendeligt opløselig (fuld miscibilitet ]) som ethanol i vand til dårligt opløselige som ved sølvchlorid i vend. Termen uopløselig bruges ofte om dårligt eller meget ringe opløselige stoffer.
Under visse betingelser kan opløselighedsligevægten bliver overskredet og giver så en såkaldt overmættet opløsning som er metastabil. Metastabilitet af krystaller kan også føre til tydelige forskelle i mængden af et stof, der opløses afhængigt af dets krystalform eller partikelstørrelse.
Opløselighed bør ikke forveksles med evnen til at opløse eller bliver flydende, da opløsningen ikke kun kan forekomme ved at gå i opløsning men også ved en kemisk reaktion. For eksempel er zink uopløselig i saltsyre, men bliver opløst i saltsyre af en kemisk reaktion og danner hydrogengas og zinkchlorid, som til gengæld er opløselig i syren. Jo mindre partiklerne er, jo hurtigere går de i opløsning.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
opløselighedsligevægt
Hvad er opløselighedsligevægt?
Opløselighedsligevægten er den ligevægt, der indtræder mellem stoffer, der ikke befinder sig i samme fase. Hvis reaktionsdeltagerne i en reaktion ikke befinder sig i samme fase, kaldes reaktionen heterogen – i modsætning til homogene reaktioner.
Gennem opløselighedsligevægte kan man forudsige opløsningers mætningsgrad og stoffers opløselighed.
Der kan indtræde opløselighedsligevægte mellem praktisk talt alle faste stoffer (metaller, salte, organiske forbindelser og så videre) og alle væsker. Oftest studeres dog saltes opløselighedsligevægte i vand. Dette findes der flere pædagogiske forklaringer på end kemiske.
Saltes opløselighed
Med medmindre et givent salt er fuldstændigt opløseligt i vand, vil følgende ligevægt indtræde – der ses bort fra ladninger:
mathrm{A}_m{B}_n(s) rightleftharpoons mbox{mA}(aq) + mbox{nB}(aq),
For denne reaktion ser ligevægtskonstant Kc således ud:
K_c=frac{[A]^m[B]^n}{[A_{m}B_n]}
I kemi for viderekomne opskrives ligevægtsloven dog således, hvor {}-klammerne er et udtryk for de enkelte stoffets aktivitet:
K=frac{begin{Bmatrix} {A}(aq) end{Bmatrix} ^{m} begin{Bmatrix} {B}(aq) end{Bmatrix} ^{n}}{begin{Bmatrix}{A}_m{B}_n(s)end{Bmatrix}}
Idet faste stoffers aktivitet er konstant, undlades det i opskrivningen af ligevægstloven, der definerer opløselighedsproduktet KO således:
K_{O} = K_{c} cdot [A_{m}B_n] = [A]^m[B]^n
Mellem et salts opløselighed, der betegnes s og defineres som den masse, der kan opløses i 100 mL vand, og saltets opløselighedsprodukt må der naturligvis findes en sammenhæng. For saltet AmBn gælder:
s_{A_{m}B_{n}}=sqrt[m+n]{frac{K_{o}}{m^{m}cdot n^{n}}}cdot M_{A_{m}B_{n}}cdot 0,1
hvor:
sAmBn angiver opløseligheden for saltet AmBn angivet i g/100mL
m angiver ionen As støkiometriske koefficient
n angiver ionen Bs støkiometriske koefficient
MAmBn angiver molmassen for saltet AmBn angivet i g/mol.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
opløselighedsreglen
Hvad er Opløselighedsreglen?
Opløselighedsreglen forudsiger, hvilke stoffer som kan opløses i hinanden. Polære stoffer kan opløses i polære stoffer, medens upolære stoffer kan opløses i upolære stoffer. [HUSK: De populære holder sammen]. Læs om husketeknik til at huske dette – se "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?".
opløsning (kemi)
Hvad er opløsning (kemi)?
En opløsning er en homogen blanding af to eller flere stoffer. Som regel anvendes begrebet om flydende blandinger. Hvis den ene af opløsningens komponenter er i stort overskud i forhold til de øvrige, kaldes denne komponent opløsningsmidlet (eller solventet), hvorimod de øvrige komponenter kaldes opløst stof.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
opløsningsmiddel
Hvad er opløsningsmiddel?
Et opløsningsmiddel eller solvent er en flydende fase (gas, væske eller plasma), hvori stoffer kan opløses, således at der dannes en homogen blanding. Det opløste stof kan være et fast stof, en væske eller en gas. Det mest almindeligt kendte opløsningsmiddel er vand, som findes i alle levende organismer. Organiske opløsningsmidler består af organiske forbindelser der indeholder kulstofatomer. Opløsningsmidler skal være kemisk inerte, dvs. at de ikke må reagere med det opløste stof.
Læs mere: Her
Gå til toppen af siden
optisk isomeri
Hvad er optisk isomeri?
Optisk isomeri er en isomeriform, der også benævnes spejlbilledeisomeri.
Optisk isomeri kan i forbindelse med den organiske kemi forekomme omkring et asymmetrisk carbon atom, altså et c-atom hvor der er bundet fire forskellige grupper. Der kan opnås to forskellige rummelige udformninger for hvert asymmetriske c-atom i et molekyle, ved at flytte rundt på de 4 sidegruppers placering. De to isomerer er hinandens spejlbilleder.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
orbitaler
Hvordan kan husketeknik bruges til at huske atom-orbitaler?
Bogen har tips til at huske atom-orbitaler, aufbau-princippet, Hunds regel og ladninger for de mest almindelige metalioner, og elektronkonfigurationen for udvalgte atomer og ioner.
Måske ønsker man som kemistuderende (eller kemilærer) at kunne tingene udenad, og her kan husketeknik være til stor hjælp. Læs om husketeknik til at huske dette – se "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?".
organisk kemi
Hvad er antallet af organiske stoffer?
I 1883 var antallet af kendte organiske stoffer ca. 20.000. I 1900 var tallet vokset til ca. 75.000. I Richter's Lexikon der Kohlenstoff-Verbindungen (1910-1912) noteredes 140.000 carbonforbindelser. I dag vurderer man, at antallet af kendte carbonforbindelser er en million.
Disse stoffer har alle forskellige navne, som er systematisk konstrueret ud fra simplere stoffer. Mange har desuden usystematiske "trivialnavne", dannet ud fra f.eks. moderstoffets navn.
Hvis stoffet første gang blev fundet i en organisme, opkaldes det ofte efter denne. Malinsyre (æblesyre, malic acid) blev fundet i æbletræet (slægtsnavn: Malus, fra det latinske ord for æble: malum). Stoffet blev isoleret fra æblemost af Carl Wilhelm Scheele i 1785, og Antoine Lavoisier foreslog i 1787 navnet acide malique.
Antoine Lavoisier indførte, at syrer skulle ende på -ique, hvilket på engelsk blev til -ic, som i uric acid.
Endelsen -one eller -ene (f.eks. acetone) kommer fra en græsk måde at lave navneendelser på. I øvrigt er navnet "acetone" et eksempel på et navn, som henviser til stoffets kemiske slægtskab (f.eks. hvorfra det er lavet), i dette tilfælde acetic acid (eddikesyre). Tilsvarende henviser navnet benzen til benzoic acid (benzoesyre).
Endelsen -ole blev brugt om fedtstoffer, opkaldt efter det latinske ord oleum (olie).
I dag bruges navnenes endelser ofte til at angive vigtige atomgrupper i molekylerne:
-ol (eng.: -ole), såsom glycol, angiver at molekylet har en OH-gruppe (dvs. en alkohol eller phenolgruppe).
-in (eng.: -ine), såsom morfin, angiver NH2-gruppe (dvs. amingruppe).
-on (eng: -one), såsom phenon, angiver CO-gruppe (keton-gruppe).
-al, såsom glyoxal, angiver CHO-gruppe (aldehyd-gruppe).
-an (eng: -ane), såsom methan, angiver at der kun er C-C grupper (mættet carbonhydrid, dvs. ingen C=C grupper, ingen dobbelt/tripel-bindinger).
-en (eng: -ene), såsom ethylen og benzen, angiver C=C gruppe (umættet carbonhydrid).
-yn (eng: -yne), såsom butyn, angiver at der er tripelbinding imellem C-atomer i et umættet carbonhydrid.
Da de gamle trivialnavnes endelser ofte var -in og -on i den blotte betydning "-stof" har man for at undgå misforståelser ændret nogle ældre navne, såsom:
cholesterin ændredes til cholesterol,
naphthalin ændredes til naphthalen,
glycerin ændredes til glycerol,
sterin ændredes til sterol,
xylolg ændredes til xylen
tuluol ændredes til toluen,
benzol ændredes til benzen,
sorbit ændredes til sorbitol.
Nogle navne er beskrivende, såsom leucine = hvid, durene = hård, stilbene = glitrende, glycine = sød, picrin = bitter, fluorene = fluorescerende, cacodyl = stinkende. Sådanne beskrivende navne ses hos nogle aminosyrers navne.
organisk kemi
Hvad er estere?
Inden for den uorganiske kemi kendes processen syre+base = salt+vand, og inden for den organiske kemi findes en noget lignende proces, nemlig: syre+alkohol = ester+vand.
F.eks. Eddikesyre + ethylalkohol*) = ester + vand.
Denne ester er ethylacetat (der har en forfriskende duft). *) Ethylalkohol er det, vi normalt blot kalder "alkohol".
Esterdannelse kræver ofte hjælp. Man kan på grund af sammenligningen med [syre+base=salt+vand]-processen som sagt opfatte estere som en slags salte. Ester-dannelsen forløber dog meget langsommere end salt-dannelsen i den uorganiske kemi, og ester-dannelsen kræver både opvarmning og ofte også tilsætning af katalysatorer (se nedenfor om ethylacetat-fremstilling).
organisk kemi
Hvad er organisk kemi?
Organisk kemi er den gren af kemi der beskæftiger sig med molekyler der indeholder kulstof (carbon) – og hydrogen, dvs. de såkaldte organiske forbindelser.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
organisk kemi
Hvad er organiske stoffer?
Læs "Carbon: Hvad er organiske stoffer?"
organisk kemi
Hvad er sukkerarter?
Sukkerarterne kalder man kulhydrater, fordi de er opbygget af kulstof og indeholder ilt og brint i samme forhold som det findes i vand (hydrat), dvs. 1 ilt pr. 2 brint.
Læs mere her.
organisk kemi
Hvordan kan man fremstille amylacetat?
Da esterne oftest har en behagelig duft, bliver de anvendt som frugt-essenser og parfume. F.eks. skyldes smagen af vine og likører forskellige estere. Se her om amylacetat: Eddikesyre+amylalkohol = ester+vand, hvor esteren er amylacetat (=pæreæter). Amylacetat er blevet anvendt som pæreessens ved konfektfremstilling.
Bland lige dele koncentreret eddikesyre og amylalkohol. Tilsæt nogle teskefulde vandfrit aluminiumsulfat [Al2(SO4)3 ] og et par dråber fortyndet svovlsyre [H2SO4]. Henstand en dags tid. Opvarm ved nedsænkning i kogende vand. Man bemærker pæreduften af amylacetat.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
organisk kemi
Hvordan kan man fremstille ethylacetat?
Ethylacetat er som ovenfor nævnt en såkaldt ester, og kan fremstilles på denne måde:
Et reagensglas fyldes 1/8 med ethylalkohol, og der tilsættes lige så meget koncentreret eddikesyre (også kaldet iseddike; kraftig syre, pas på!).
Derefter (for at opnå katalysator-virkning) tilsættes 2-3 teskefulde vandfrit aluminiumsulfat**) og et par dråber fortyndet svovlsyre [H2SO4]. Lad blandingen stå en dags tid. Opvarm den derefter ved at dyppe reagensglasset i kogende vand. Den forfriskende duft, man mærker, stammer fra det dannende ethylacetat (altså en duftende ester).
Man kan fremstille vandfrit aluminiumsulfat ved at ophede noget almindeligt krystallinsk aluminiumsulfat [Al2(SO4)3 ] i et reagensglas.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
organisk kemi
Hvornår udvikledes den organiske kemi?
Antallet af organiske stoffer. Indtil ca. 1828 havde man troet, at det, vi kalder organiske stoffer, kun kunne fremstilles, hvis der var en form for "livskraft" til stede. Da det i 1828 lykkedes en tysk kemiker, Wöhler (1800-1882), at fremstille urinstof ud fra uorganiske udgangsstoffer, og da det i 1840 lykkedes andre at fremstille eddikesyre, blev kemikerne vildt optaget af "den organiske kemi".
organisk forbindelse
Hvad er organisk forbindelse?
En organisk forbindelse eller et organisk stof er et medlem af en meget stor gruppe af kemiske forbindelser hvis molekyler alle indeholder kulstof (og hydrogen).
Læs mere: Her
Gå til index for siden
organisk stof
Hvordan kan man påvise organisk stof i drikkevand?
Drikkevand må ikke indeholde organisk stof, idet sygdomme vil kunne spredes via drikkevand, der indeholder bakterier. Til vandprøven sættes nogle dråber kaliumper.manganat-opløsning, der er fremstillet ved at opløse ganske lidt kaliumper.manganat i destilleret vand. Det medfører, at vandet får en smuk violet farve.
Hvis der er organisk stof i, vil farven i løbet af måske en time skifte til brun. Jo mindre organisk stof, der findes i vandet, jo længere tid vil det vare, før der sker denne farveændring.
Hvis man vil sammenligne flere prøver, kan man tilsætte det samme antal dråber i hver prøve ved at lave en dråbetæller (knækket tændstik – uden svovlet – lagt i flaskehalsen på flasken med kaliumpermanganat-opløsningen [KMnO4]).
Da organisk stof, der er gået i forrådnelse, indeholder ammoniak, kan man også vise, at der er organisk stof til stede, ved at påvise ammoniak. Det kan gøres med Nesslers reagens (dvs. kviksølviodid opløst i kaliumiodid i destilleret vand – efterfulgt af natriumhydroxid [NaOH], når kviksølviodidet er opløst). Testen giver brunt bundfald, hvis der er ammoniak i en prøve. Testen her er hentet fra en bog fra 1951.
Læs mere her.
organofluor-kemi
Hvad er organofluor-kemi?
Organofluor-kemi beskriver kemien af organofluor-forbindelser, organiske forbindelser, som indeholder carbon-fluor-bindinger. Organofluor-forbindelser har mange forskelligeartede anvendelser lige fra oile- og vandskyning, Kølemidler og reagenser til katalyse. Yderligere er nogle organofluor-forbindelser forurenende fordi de bidrager til ozonudtynding i ozonlaget, global opvarmning, bioakkumulation og giftighed.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Ostwald
Hvem er Wilhelm Ostwald?
Wilhelm Ostwald (lettisk: Vilhelms Ostvalds, 2. september 1853 i Riga i Russiske Kejserrige – 4. april 1932 i Leipzig i Tyskland) var en tyskbaltisk kemiker og Nobelprismodtager (1909), samt opfinderen af Ostwalds fortyndingslov.
Han blev student i Dorpat i 1872, amanuensis hos fysikprofessor sammesteds, Arthur Joachim von Öttingen i 1875 og docent i 1877. 1881 blev han professor i kemi ved Polytechnikum i Riga og 1887 professor i fysisk kemi i Leipzig. I 1878 tog han doktorgraden i kemi.
Ostwald utmærkede sig allerede i Dorpat ved sine studier, som prægedes af flid og originalitet, især Volumchemische Studien (1878) og Studien zur chemischen Dynamik (1883-85). Takket være Svante Arrhenius fangedes hans opmærksomhed af den nære forbindelse mellem syrers ledningsevne for elektricitet og deres evne til at skabe kemiske reaktioner. Hans arbejder rettedes en lang tid næsten udelukkende om dette forhold. Hertil hører værker som Elektrochemische Studien (1885-87), Affinitätsgrössen organischer Säuren (1889) og Die Farbe der Jonen (1892). Nær dette område ligger tillige hans Studien zur Kontaktelektricität (1887) og andre arbejde angående "droppelektroder ".
I 1890-erne rettedes Ostwalds interesse i stigende omfang mod kundskabsteoretiske og filosofiske spørgsmål. I sit skrift Die Überwindung des wissenschaftlichen Materialismus (1895) hævdede han, at atomer, molekyler og materier er unødvendige metafysiske begreber. Den mekanistiske naturopfattelse ville han derfor erstatte med en udvidet termodynamik, som han kaldte energetik. I 1908 modificerede han dog sin lære, efter som han var blevet overbevist om molekylernes eksistens.
Ostwald er tillige kendt for sin lærebog Lehrbuch der allgemeinen Chemie (første oplag 1885-88; andet oplag 1891) og tidsskriftet Zeitschrift für physikalische Chemie, som han startede i 1887, nominelt sammen med Jacobus Henricus van 't Hoff. I sin lærebog, som næsten helt savnede forgængere, samlede og bearbejdede han kritisk datidens materiale inden for den fysiske kemi.
Tidsskriftet samlede de tidligere spredte tiltag inden for forskningen på dette område og var også omtalt for Ostwalds kritik i tidsskriftets referatafdelning. Ostwald havde den store lykke at få tidskriftet til at fra dettes første bind at formidle teorierne om fortyndede opløsninger og den elektrolytiske dissociation, hvilke revolutionerede den fysiske kemi. Ostwalds virksomhed fik stor betydning for de da nye synspunkters hastige udbredelse. I 1894 stiftede Ostwald "Deutsche elektrochemische Gesellschaft ", hvis formand han var frem til 1898.
1901 overraskede Ostwald ved at oprette tidsskriftet Annalen der Naturphilosophie. 1902 udgav han sine Vorlesungen der Naturphilosophie, som fulgtes af et stort antal populærfilosofiske arbejder. Han opfandt tillige i 1904 en metode til at oxidere ammoniak til salpetersyre ved katalyse. Samme år udkom hans Malerbriefe.
Han foranledigedes af alle disse omstændigheder, som ledte ham væk fra hans egentlige virksomhed, til at i 1906 afstå fra sit undervisningsarbejde i Leipzig, hvor efter han slog sig ned i Gross-Bothen nogle mil syd for denne by. Han var der yderst produktiv litterært. Under sin livstid nåede han at skrive 45 bøger, cirka 500 artikler og næsten 5.000 anmeldelser inden for vidt forskellige emner samt at redigere seks tidsskrifter.
Wilhelm Ostwald og farvestudier
Efter 1915 anvendte Ostwald sin tid overvejende mod teoretiske og eksperimentelle farvestudier. Disse farvestudier ledte til et system for farvers systematisering, som ligger til grund for alle senere.
Wilhelm Ostwald modtog i 1909 Nobelprisen i kemi.
Han var medlem i et stort antal videnskabelige selskaber, blandt andet Vetenskapsakademien i Stockholm og i 1906 blev han medlem af Det kongelige danske Videnskabernes Selskab.
.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
ovnsværte
Hvordan kan man fremstille ovnsværte?
Til fremstilling af ovnsværte udrøres 10 gram grafitpulver i en opløsning af 5 gram jernsulfat [FeSO4] i 50 gram vand og 1 gram glycerin.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
oxidation og reduktion
Hvad er oxidation og reduktion?
Vil du helst have en oxideret bil eller en reduceret bil? Begreberne oxidation og reduktion er vanskelige at huske. Her kan huskeregler måske hjælpe. En oxideret bil er en rusten bil!
Betegnelserne oxidation og reduktion refererer til henholdsvis en forøgelse eller en reduktion af oxidations-tallet. En reduktion defineres som en reduktion (formindskelse) af oxidationstallet, f.eks. fra jern(III) til jern(II).
Oxidation defineres omvendt som en forøgelse af oxidationstallet, f.eks. fra jern(II) til jern(III).
At være oxideret betyder at have afgivet elektroner. Derved opnås et højere oxidationstal, f.eks. altså fra jern til jern(2+) og videre til jern(3+). Det er det, vi kalder rust.
Så en "reduceret bil" ville bestemt være at foretrække i kemisk forstand!
Den oxiderede (rustne) bil har i processen afgivet nogle af sine elektroner. Det skyldes tilstedeværelse af nogle stoffer, som var i stand til at tyvstjæle elektroner fra bilen. En sådan elektrontyv kaldes en oxidant, et oxiderende stof eller et oxidationsmiddel, fordi den kan fremkalde oxidation, men kan også kaldes en elektron-acceptor, fordi den fremkalder oxidation ved at stjæle/acceptere elektroner – bl.a. elektronerne fra vores kære bil, som nu har fået rustpletter.
Modsat kan bilen selv siges at virke som reduktionsmiddel ved at overføre elektroner, og dermed fremkalde reduktion af denne elektrontyv.
Bilen, der rustede og oxideredes, var altså en elektrondonor.
Når der sker en oxidation sker der samtidig en reduktion. Et sådant oxidation/reduktion-forløb kaldes samlet set for en redoxproces. [En faktisk overførsel af elektroner behøver ikke altid at ske under en redoxproces, og man kan derfor også definere processen på andre måder].
.
Læs mere her. Læs om husketeknik til at huske dette – se "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?". .
oxidationstal
Hvad er oxidationstal?
Oxidationstal er en regnestørrelse, som holder styr på, om stoffet har optaget eller afgivet elektroner. Sådan lidt ligesom en bankkonto. Vi tager udgangspunkt i, at grundstoffer er "født" elektrisk neutrale, og har lige mange elektroner og protoner (dvs. at minusladningerne ophæver plusladningerne).
Det svarer til, at bankkontoen hverken er positiv eller negativ (står på nul – er neutral). Men når det neutrale atom har afgivet negative elektroner (og derfor nu har positive protoner i overskud) er atomet blevet en positiv ion. Hvis det neutrale atom omvendt optager negative elektroner, som så er i overskud i forhold til antallet af protoner i atomet, opstår der en negativ ion.
Når elektroner optages, reduceres oxidationstallet (OT) – dvs. ændres i negativ retning ["Der er sat negative elektroner på bankkontoen"].
Når elektroner afgives/bortdoneres, øges oxidationstallet (OT) i positiv retning. ["De negative ladninger fjernes fra elektronbankkontoen"]. Læs om husketeknik til at huske dette – se "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?".
Oxidationstallet (OT) angiver, om grundstoffet helt eller delvis har afgivet eller optaget elektroner i forhold til elektron-antallet i det frie atom. Læs om husketeknik til at huske dette – se "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?".
NO2, SO2 osv. Summen af oxidationstallene er nul, hos forbindelser som NO2 og SO2, der ikke er ladede. De består af ikke-metal atomer og har lige mange protoner og elektroner. Så der må ikke være overskud eller underskud af elektroner. Derfor skal summen af OT være nul, når elektronbankkonti for atomerne i molekylet tælles sammen. Læs om husketeknik til at huske dette – se "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?".
NO3-, CrO42- osv.
Summen af oxidationstallene er lig med ionens ladning hos elektrisk ladede ionforbindelser såsom CrO42- og NO3-. Ioner har ikke det samme antal elektroner som antallet af protoner, og har derfor en ydre ladning. Derfor skal summen give ionens ladning, når elektronbankkonti tælles sammen. Læs om husketeknik til at huske dette – se "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?".
oxygen
Hvad er oxygen?
Ilt (der når det forekommer i kemiske forbindelser kaldes oxygen) er det 8. grundstof i det periodiske system og det står i 6. hovedgruppe. Det betegnes med det kemiske symbol O. Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette ikke-metal som en gennemsigtig gas. Det optræder som regel som almindelige iltmolekyler med to oxygenatomer (O2), men også, i mindre omfang, som ozon med tre oxygenatomer (O3), samt som O4 og O8.
Ilt er nødvendigt for respirationen og dermed for den aerobe udnyttelse af den kemiske energi, der er bundet i organiske forbindelser. Det er væsentligt at huske på, at selv planter har respiration (og altså et iltforbrug), selv om de oftest har en større frisættelse af ilt gennem fotosyntesen. Under særligt lysfattige forhold (for eksempel om natten) eller i kraftig varme, kan planters forbrug af ilt overstige deres produktion af ilt.
Flydende ilt er lyseblåt
Ozonlaget i stratosfæren er afgørende vigtigt for atmosfærens filtrering af ultraviolet stråling og er på den måde gavnligt for alle levende væsener på kloden. Derimod er ozon, når det optræder i jordhøjde, et forureningsproblem, på grund af ozons giftige, ætsende natur. Jordens atmosfære indeholder 20,9 % ilt.
Det danske navn "ilt " er dannet af H. C. Ørsted ud fra ordet "ild ". Tidligere blev det kaldt "surstof ", der ligesom tysk Sauerstoff er en direkte oversættelse af det græsk-latinske "oxygenium ".
Ilt er lugtfri, ugiftig og farveløs ved normal temperatur og tryk, og kan påvises ved, at det er ildnærende: Stikker man en glødende tændstik eller træpind ned i et cylinderglas med ren ilt, vil den glødende træpinden blusse op og brænde. I flydende form er ilt en lyseblå væske og lettere magnetisk.
Ilt anvendes til mange ting. På sygehuse bruges det til at gøre iltprocenten højere i indåndingsluften. Oxygen anvendes også til bekæmpelse af forurening og som en del af raketbrændstof.
Dioxygen, (O2), er paramagnetisk, således at det i fast form kan løftes op ved hjælp af en magnet.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
oxygen
Hvordan dannedes oxygen i luften?
Læs om ilt i luften i artiklen "Molybdæn: Hvad er molybdæn?"..
oxygen
Hvordan kan man fremstille ilt med brintoverilte?
Kom noget organisk væv, f.eks. lidt rå kartoffel, i et reagensglas og påhæld brintoverilte [kaldes nu: hydrogenperoxid (det samme som brintperoxyd, dihydrogenperoxid, dioxidan)]. Det, der bruser frem, er ilt. At det er ilt kan påvises ved at føre en glødende pind eller tændstik ned i glasset. Ilten medfører, at den glødende pind bryder i brand. Et enzym i kartoflen spalter brintoverilten (hydrogenperoxidet). (I stedet for kartoffel kan bruges noget andet, f.eks. et stykke lever eller blot spyt).
Man kan også bruge et stof, som hedder brunsten [kaldes nu mangandioxid, MnO2 eller mangan(IV)oxid, eller pyrolusit]. Brunsten / mangandioxid kan drive ilten ud af brintoverilten (hydrogenperoxid).
Endnu en måde at lave ilt på er ved at anbringe et kålblad i et sylteglas med sodavand (eller man kan bruge noget andet CO2 / carbondioxid / kultveilte / kuldioxid-holdigt vand). Hvis man anbringer syltetøjglasset med bunden i vejret, og stiller det i solen, vil planten udskille ilt (og dette kan påvises ved, at en glødende tændstik bryder i brand i den opsamlede luftart).
Læs mere her)
oxygen
Hvordan kan man fremstille ilt med et batteri?
Ilt kan dannes ved at bruge et 4,5 Volt lommelampe-batteri, hvortil der til hver pol er forbundet en ledning, hvorfra isoleringen er fjernet på 10 cm i den ende, der ikke er viklet om batteri-polerne.
Til et glas vand tilsættes et par dråber fortyndet svovlsyre [H2SO4] (stærk syre, pas på!), og denne opløsning hældes i en dyb tallerken. Ledningsenderne lægges i opløsningen, og der udvikles luftart-bobler fra dem. (Fra den ledning, der er tilsluttet batteriets lange pol, dannes brint, og fra den anden ledning dannes ilt; der dannes dobbelt så meget brint som ilt, idet vand er H2O, og vandet bliver altså spaltet ved forsøget til 2 brint pr. 1 ilt.
Svovlsyren [H2SO4] deltager ikke, men gør vandet ledende for elektricitet. (Gasarterne kan opsamles i reagensglas, der til en start er fyldt med væsken; ren brint i reagensglasset vil give et smæld ved antænding – hvis man husker at holde reagensglasset med bunden opad, da brint er lettere end luft).
Det omvendte forsøg, at lave brint og ilt om til vand, er farligt, idet 2 dele brint + 1 del ilt er eksplosiv knaldgas.
Man har af sikkerhedsmæssige grunde forbudt et forsøg med at lave ilt ved at blande kaliumklorat [kaliumchlorat, KClO2] sammen med brunsten [kaldes nu mangandioxid, MnO2, mangan(IV)oxid, pyrolusit]. Det blev forbudt i skolerne på grund af adskillige ulykker som følge af eksplosionsfaren ved for hurtig opvarmning.
Læs om forsøg for grundskolen (bl.a. energi):her.
Galatea 3 ekspeditionen (bl.a. kemiforsøg): her.
Syddansk universitets kemishows – bl.a. "Trafiklys": her.
oxygen
Hvordan påvises ilt i luften med brænding af papir i et glas?
Kemiske forsøg udføres ofte ved opvarmning. Her er et interessant forsøg: Man skal bruge en dyb tallerken, hvori man har hældt noget vand. Desuden skal man bruge en papirserviet og et sylteglas eller lignende. Pres papirservietten ned i syltetøjglasset og sæt ild til servietten.
Når der er kommet ordentlig ild i papiret vendes glasset og anbringes med bunden i vejret i tallerkenen med vand. Lad glasset stå, indtil det er blevet koldt.
Ilden gik hurtig ud, men efterfølgende steg vandet op i glasset. Faktisk omkring 1/5 af afstanden fra sylteglassets bund og til vandoverfladen i tallerkenen. Denne afstand var altså før forsøget fyldt med luft. Nu er 1/5 derimod blevet erstattet med vand. Forklaringen er, at noget af luften er blevet brugt ved forbrændingen, og dette noget udgjorde altså 1/5 af luften.
Dette noget er ilt, som udgør 21% af luften. Stort set resten af luften er kvælstof [kaldes nu: nitrogen], der netop kaldes sådan, fordi det ser ud til at kunne kvæle ild (i praksis er kvælstof./.nitrogen dog ikke egnet til at slukke ild). Når noget brænder, går det i forbindelse med ilt – og det viser forsøget faktisk også.
Læs mere her.
oxygen
Hvordan påvises ilt i luften med jernfilspåner?
Lidt jerntråd (eller bedre: jernfilspåner / spåner af jern) lægges i bunden af et reagensglas (der er fugtet indvendig, således at jernfilspånerne bliver hængende).
Glasset anbringes nogle dage med sin munding nedad i et glas vand. Igen stiger vandet 1/5 op. Det sker samtidig med, at jernet ruster. Rust er en kemisk forbindelse mellem jern og ilt. Dette jernilte [jernoxid, rust] er rødligt. Vandet stiger, fordi luftens indhold af 1/5 ilt bliver brugt til at lave rust.
Læs mere her.
oxygenkoncentrationværet i luftgennem Jordens historie
Hvor har oxygenkoncentrationen været i luften gennem Jordens historie?
Man kan inddele Jordens alder med hensyn til forekomst at ilt i atmosfæren i disse perioder:
Trin 1: For 3,85-2,45 milliarder år siden. Tiden før "Den store iltkatastrofe " hvor O2 antages ikke at blive produceret i større mængde.
Trin 2: For 2,45-1,85 milliarder år siden. Iltkatastrofen eller den store iltkatastrofe: O2 produceres, men absorberes mest i verdenshavet og oceanbundplader.
Trin 3: For 1,85-0,85 milliarder år siden. O2 starter med at udgasse fra verdenshavet, men absorberes af kontinentalpladerne undtagen kontinentalsoklerne (landfladerne) og danner ozonlaget.
Trin 4 og 5: For 0,85-0,54 milliarder år siden og fra 0,54 milliarder år siden til nu. O2-dræn er fyldte og iltgassen akkumulerer. I trin 4 hævdes Jorden at have lignet en snebold i den sidste del af Proterozoikum;
Neoproterozoikum.
Fra ca. 0,6 milliarder år siden dukker flercellede eukaryote organismer op – Ediacara-faunaen.
Fra ca. 0,543 milliarder år siden sker "Den kambriske udviklingseksplosion " (i den geologiske periode, der kaldes Kambrium).
Læs mere: Her
Gå til index for siden
ozon
Hvad er ozon?
Ozon er en luftart (O3) i stratosfæren, der beskytter mod ultraviolet stråling. Industrielt bruges ozon som en kraftig oxidator. Ozon er kemisk ustabilt, og tilstedeværelsen af selv forsvindende mængder af "fremmedstoffer " gør det yderst eksplosionsfarligt. Af den grund bruges ozon ikke som iltningsmiddel i raketters motorsystemer, til trods for at ozon er mere kompakt end en tilsvarende mængde "normal ", molekylær ilt (O2).
Ozon kan dannes ved en spontan reaktion mellem svovlilte (SO2) og forskellige kvælstofilter (NOx). Da disse luftarter oftest findes, hvor man har røg fra kraftværker, fabriksskorstene m.m. i blanding med udstødningsgas fra biler, vil der dannes ozon i tæt trafikerede områder af vore byer. Ozonens ustabilitet fører til, at der dannes frie iltatomer (O), som er yderst aggressive over for levende væv. Det kan f.eks. ses af de talrige ozonskader på bytræer og -buske (skaden ligner "blancherede " pletter). På den måde kan ozonskader bruges som indikator for, at der er svovlilte og kvælstofilte i luften.
I laboratoriet kan ozon producers ved elektrolyse, af 3 molær svovlsyre som elektrolyt, med en katode af grafit og en anode af platintråd.
Reaktionen der sker, ser således ud:
3 H2O -> O3 + 6 H+ + 6 e- -> Eo = – 1.53 V
6 H+ + 6 e- -> 3 H2 -> Eo = 0 V
2 H2O -> O2 + 4 H+ + 4 e- -> Eo = -1. 23 V
Ozons ætsende virkning på levende væv har tidligere været udnyttet lægeligt ved, at man lagde tuberkulosesanatorier i tætte nåleskove. Der dannes nemlig en smule ozon, hvor der vokser nåletræer, og ved indånding fik man dræbt tuberkulosebakterierne dybt nede i patienternes lunger.
Ozon er en aggressiv oksidant og i større mængder vil den mærkbart angribe slimhinder (f.eks. lunger)..
Læs mere: Her
Gå til index for siden 
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk)
Tegn abonnement på
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.
Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.
Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.
Recent Comments