h NMR
Hvad er h NMR?
H NMR er en spektroskopisk metode til at identificere molekyler. H NMR er udledt af NMR, der fortæller noget om, hvordan kulstof- og brintatomer er placeret i forhold til hinanden. I H NMR kan man bruge intensiteten af linjerne i spektret til at bestemme, hvor mange hydrogenatomer, der sidder på et carbonatom, og opsplitningsmønsteret giver information om, hvor mange hydrogenatomer, der sidder på naboatomerne. Hvis en linje i H-NMR spektret er bred, betyder det, at der sker en protonudvikling med omgivelserne. Dette ses ved vand samt -OH-, -NH- og -COOH-grupper. I C NMR, kan man bruge linjeplacering til at identificere grupper, idet denne metode giver et stort "chemical shift " område. I forhold til ved proton NMR har 13C-NMR et område, der er 15 gange større, hvorimod linjerne har nogenlunde samme bredde. Det betyder, at der bliver en større udbredelse af linjerne ved C NMR, og dette gør dem nemmere at tilegne forskellige grupper.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Haber
Hvem er Fritz Haber?
Fritz Haber (9. december 1868 – 29. januar 1934) var en tysk kemiker som modtog Nobelprisen i kemi i 1918 for at udvikle en metode til at syntetisere ammoniak, som er vigtig i gødning og sprængstof. Metoden kaldes Haber-Bosch-processen, efter Haber selv og Carl Bosch, der var med til at udvikle den på Universität Karlsruhe. Fødevareproduktion til halvdelen af verdens befolkning er afhængig af denne proces til at fremstille gødning.
Sammen med Max Born foreslår han Born-Haber cyklus, som er en metode til at bestemme gitterenergien i et fast ionisk stof.
Haber er også blevet beskrevet som "faderen til kemisk krigsførelse " på grund af sit arbejde med at udvikle og implementere chlor og andre giftige gasser under Første Verdenskrig
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Hald
Hvem er Peter Hald?
Peter Hald er en dansk kemiker. Han er uddannet cand.scient og senere Ph.d. i kemi på Aarhus Universitet. Han har også en uddannelse som officer i hæren og afholder ind imellem stadig sprængningskurser. Sammen med Danish Space Challenge har han været med til at bygge Danmarks største privatbyggede raketmotor.
I 2006 og 2007 var han vært for DR's "Videnskabsquiz " VQ.
Peter Hald er ansat på Institut for Kemi ved Aarhus Universitet, hvor han er daglig sikkerhedsleder og laboratoriemanager ved Center for Materialekrystallografi og Center for Energimaterialer.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
halogener
Hvad er halogener?
Halogenerne (af græsk; "saltdannere "), er en kemisk serie af grundstoffer i det periodiske system, som omfatter den 7. hovedgruppe. Halogener mangler alle én elektron i deres yderste elektronskal for at opnå den blandt atomer "eftertragtede ", helt fyldte yderste elektronskal: Halogenerne er meget "ivrige " efter at skaffe sig en ekstra elektron, typisk ved at indgå i kemiske forbindelser med andre stoffer.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Harden
Hvem er Arthur Harden?
Sammen med Hans von Euler-Chelpin modtog han Nobelprisen i kemi i 1929 for deres arbejde med fermentering af sukker og fermentive enzymer.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
harskning
Hvad er harskning?
Harskning er en kemisk proces, der foregår i fødevarer som indeholder fedt. Processen forekommer i flerumættet fedt, og er den peroxidering af dobbeltbindingerne i de flerumættede fedtsyrer. Fødevarer, som f.eks. smør, der harsker, får en meget bitter smag.
Peroxidering
Peroxideringsreaktionen er en kemisk kædereaktion, som starter ved at der bliver dannet en fri radikal, som f.eks. O2- eller OH•. Det kan ske på forskellige måder, f.eks. ved høj varme eller ved belysning med UV-stråling. Det fri radikal reagerer med den flerumættede fedtsyre ved at fjerne et brintatom tæt ved en dobbeltbinding. Fedtsyren er nu en radikal som kan reagere med ilt og danne en ny radikal som reagerer med en ny fedtsyre. Således fortsætter reaktionen, der kaldes en kædereaktion, fordi der hele tiden dannes en ny radikal ved brug af en gammel. Den eneste måde en radikalreaktion kan stoppes er ved en reaktion mellem to radikaler, hvorved der dannes en ikke-radikal forbindelse.
Antioxidanter
Harskning kan forhindres, eller i hvert fald mindskes væsentligt, ved at tilsætte antioxidanter til fødevarerne. Antioxidanterne reagerer med de frie radikaler og neutraliserer dem. Eksempler på antioxidanter er askorbinsyre, vitamin E og karotener.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Hassel
Hvem er Odd Hassel?
Odd Hassel (17. maj 1897 i Kristiania – 11. maj 1981) var en norsk kemiker og Nobelprismodtager. Han fik Nobelprisen i kemi i 1969 sammen med Sir Derek Barton "for sin indsats for konfirmationsbegrebets udvikling og anvendelse indenfor kemien ".
Han var søn af gynækologen Ernst Hassel og Mathilde Klaveness, og studerede matematik, fysik og kemi ved Universitetet i Oslo mellem 1915 og 1920. Etter et år fri i Sydeuropa drog han til Tyskland hvor han fik arbejde først i München og derefter i Berlin, hvor han tog en doktorgrad i 1924. Faren døde da Odd var otte år gammel, og moren opdrog børnene alene. Han boede sammen med moren til han var 35. Siden boede han ved Blindern. Han var ugift.
Hassel blev i 1925 ansat ved Universitetet i Oslo, først som stipendiat, fra 1926 som docent og fra 1934 som Norges første professor i fysisk kemi. Han gik av med pension i 1964.
Foruden Nobelprisen var han ridder af 1. klasse af Sankt Olavs Orden, æresdoktor ved universiteterne i København og Stockholm, og medlem af både det Kgl. Norske Videnskapers Selskab og de danske og svenske videnskabsselskaber. Han var medlem af Det Norske Videnskaps-Akademi og The Chemical Society i London, og æresmedlem af Norsk Kjemisk Selskap. Han fik Gunnerusmedaljen i 1964, og samme år blev han den første som modtog Guldberg-Waage-medaljen.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hassium
Hvad er hassium?
Hassium (efter det latinske navn for Hessen, tidl. også unniloctium og eka-osmium) er det 108. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Hs: Dette overgangsmetal findes ikke i naturen, men fremstilles i uhyre små mængder ad kunstig vej i laboratorier.
Egenskaber ved hassium
Hassium hører hjemme i det periodiske systems gruppe 8; noget der blev afsløret ved gastermokromatografi-eksperimenter i 2001, hvor det lykkedes at få fem hassium-atomer til at reagere med en blanding af ilt og helium under dannelse af hassiumtetraoxid (HsO4).
Under et andet forsøg i 2004 lykkedes det at danne natriumhassatat, Na2HsO4(OH2); en reaktion der også kendes fra et andet gruppe 8-grundstof, nemlig osmium.
Fremstilling af hassium
Hassium findes ikke i naturen, og kan kun fremstilles i laboratorier ved at "beskyde " atomkerner af relativt tunge grundstoffer med kerner af lettere grundstoffer: I nogle få tilfælde resulterer sådanne kollisioner i én kerne med summen af bestanddelenes neutroner og protoner. Det er ikke nogen videre effektiv proces, og man kan kun lave ganske få atomer "ad gangen ", før de henfalder til andre grundstoffer.
Hassiums historie
De første forsøg på at frembringe atomkerner med atomnummer 108 blev udført ved det Forenede institut for kerneforskning i det daværende Sovjetunionen i 1983: Her "beskød " man en prøve af isotopen 209Bi med 55Mn, og konstaterede en form for spontan fission som man mente stammede fra 255Rf; et "henfaldsprodukt af et henfaldsprodukt " af hassium-isotopen 263Hs. Året efter konstaterede man en anden spontan fissionsreaktion, som tilsvarende måtte stamme fra en "efterkommer " til isotopen 264Hs. Forsøgene viser formodentligt, men ikke med sikkerhed, at det søgte grundstof nummer 108 var til stede, men samtidens forskere var ikke helt overbevist.
Den første "stensikre " syntese af hassium skete i 1984 for et tysk forskerhold med Peter Armbruster og Gottfried Münzenberg i spidsen; her brugte man jern-atomkerner som "projektiler " mod et "mål " af bly, og skabte tre hassium-kerner.
Armbuster og Münzenberg foreslog selv navnet hassium, som er afledt af det latinske navn for Hessen hvor deres forskningsinstitut ligger. Inden dette navn blev endelig vedtaget af IUPAC i 1997 omtalte man i første omgang stoffet med det midlertidige navn unniloctium, og siden hen, i 1994 kom navneforslaget hahnium i spil.
Isotoper af hassium
Man kender 15 isotoper af hassium, som alle er radioaktive med halveringstider på en time og derunder.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hastighedsbestemmende trin
Hvad er hastighedsbestemmende trin?
I kemisk kinetik er reaktionshastigheden i en reaktionsmekanisme med flere trip ofte bestemt af det langsomste trin, der kendes som det hastighedsbestemmende trin eller hastighedsbegrænsende trin. Det eksperimentelle hastighedsudtryk kan hjælpe med at finde det hastighedsbestemmende trin.
I et reaktionskoordinat er overgangstilstanden med den højeste energi det hastighedsbestemmende trin for en given reaktion.
Konceptet med det hastighedsbestemmende trin er meget vigtigt til optimering og forståelse af mange kemiske processer som katalyse og forbrænding.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
HCN
Hvad er HCN?
Læs Kemiske stoffer: "Hvad er hydrogencyanid?"
HCN
Hvad er HCN?
Læs "Cyanid: Hvad er cyanid?"
Heck
Hvem er Richard F. Heck?
Richard F. Heck (født 15. august 1931 i Springfield, Massachusetts, død 10. oktober 2015 i Quezon City, Filippinerne) var en amerikansk kemiker og Nobelprisvinder. Han blev tildelt Nobelprisen i kemi sammen med Ei-ichi Negishi og Akira Suzuki i 2010 for "palladiumkatalyserede krydskoblinger i organisk syntese ".
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Hell
Hvem er Stefan Hell?
Stefan Walter Hell (født 23. december 1962 i Arad) er en tysk/rumænsk fysiker og en af lederne på Max-Planck Institut for biofysisk kemi. i Göttingen, Tyskland. Sammen med Eric Betzig og William E. Moerner modtog han i 2014 Nobelprisen i kemi for "udviklingen af super-opløst mikroskopi ".
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Helmont
Hvilken betydning havde J.B. van Helmont for kemien?
Læs mere under "Kemiens historie: Hvornår udvikledes den moderne kemi?"
heteroatom
Hvad er heteroatom?
Heteroatom er en betegnelse der bruges i den organiske kemi om et atom i et kemisk stof som ikke er kulstof eller brint. Det vil typisk være ilt, nitrogen, svovl eller et halogen (F, Cl, Br eller I).
Et heteroatom kan, sammen med brint, udgøre en funktionel gruppe, som f.eks. i en alkohol eller en aminogruppe, eller det kan sidde som en integreret del af kulstofskelettet.
I en strukturformel angives heteroatomer altid med deres bogstavsymbol.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Hevesy
Hvem er George de Hevesy?
George Charles de Hevesy eller Georg Karl von Hevesy (ungarsk: Hevesy György; 1. august 1885 i Budapest – 5. juli 1966 i Freiburg im Breisgau) var en ungarsk kemiker, som fik Nobelprisen i kemi i 1943 for sin opdagelse af, hvordan man kan bruge radioaktive sporstoffer til at studere kemiske processer. Desuden var han medopdager af grundstoffet Hafnium.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hexan
Hvad er hexan?
Hexan eller n-hexan er en kemisk forbindelse med den kemiske formel C6H14.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hexen
Hvad er hexen?
1-Hexen er en højere olefin, også kaldet alken, med formlen C6H12. 1-hexen er en alfa-olefin, hvilket betyder, at dobbeltbindingen er placeret på alfa(primære)-position, hvilket tilfører denne sammensætning højere reaktivitet og dermed får 1-hexen nyttige kemiske egenskaber. 1-Hexen er et industrielt vigtigt, lineært alfa-olefin.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hexyn
Hvad er 3-Hexyn?
3-Hexyn er en organisk forbindelse med formlen C2H5CCC2H5. Det er en farveløs væske, og er den mest almindelige af de tre hexynisomerer. Sammen med 2-butyn og diphenylacetylen benyttes den som en reference-acetylenlignende ligand i organometalisk kemi. 3-Hexyn er nyttig, fordi dens 1H NMR-signaler for methylengrupperne giver stereokemiske oplysninger i oktaedriske komplekser.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Hindenburg-ulykken
Hvad skyldtes Hindenburg-ulykken?
Læs "Brint: Hindenburg-ulykken?".
hjortetakssalt
Hvad er hjortetakssalt?
Hjortetakssalt (kan også staves hjortetaksalt) er et tilsætningsstof til bagværk, der tilfører det sprødhed og derfor anvendes i kiks, brunkager, klejner m.m. Dets kemiske navn er ammoniumhydrogencarbonat (NH4HCO3) og har E-nummer E-503.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Hoff
Hvem er Jacobus Henricus van't Hoff?
Jacobus Henricus van 't Hoff (30. august 1852 – 1. marts 1911) var en hollandsk fysisk- og organisk kemiker og den første vinder af Nobelprisen i kemi i 1901. Han er best kendt for hans opdagelse af reaktionskinetik, kemisk ligevægt, osmotisk tryk og stereokemi. Hans arbejde og opdagelser inden for disse felter var med til at grundlægge disciplinen fysisk kemi som den kendes i dag.
Han døde d. 1. marts 1911 af tuberkulose som 58-årig.
Læs mere: Her
Gå til toppen af siden
holmium
Hvad er holmium?
Holmium (efter Stockholms latinske navn Holmia) er det 67. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Ho: Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette lanthanid som et blødt, sølvskinnende metal.
Egenskaber ved holmium
Holmium er nogenlunde modstandsdygtigt overfor iltning ( "rust ") i tør atmosfærisk luft, men i fugtig luft eller ved højere temperaturer angribes det hurtigt, og danner et gulligt oxid. Ved temperaturer over 150 °C antændes metallet, og danner holmiumsesquioxid (HO2O3). Holmium reagerer med vand under dannelse af gasformig brint samt holmiumhydroxid, og kan opløses i uorganiske syrer hvorved der også dannes brint. I vandige opløsninger danner holmium en kation, Ho+++, som farver opløsningen gul.
Holmium har en række usædvanlige magnetiske egenskaber, bl.a. det højeste magnetiske moment blandt alle naturligt forekommende grundstoffer. Sammen med yttrium danner det stærk magnetiske stoffer.
Tekniske anvendelser af holmium
Holmiums specielle magnetiske egenskaber udnyttes blandt andet i kerner til de elektromagneter der danner de stærkeste kunstigt skabte magnetfelter. Legeringer af holium og jern, nikkel og kobolt blev tidligere brugt i magnetboblehukommelse. Det høje magnetiske moment gør holmium egnet til diodelasere der bruges i blandt andet medicinsk udstyr.
Holmium kan absorbere de neutroner der dannes ved fissionsprocesserne i en atomreaktor, og bruges derfor i kontrolstænger til atomreaktorer.
Holmiumoxid bruges som et gult farvestof i glas.
Holmiums historie
Holmium blev først konstateret ad spektroskopisk vej i 1878, af Marc Delafontaine og Jacques Louis Soret; de kaldte det dengang ukendte grundstof for "Grundstof X ". Samme år, men uafhængigt af Delafontaine og Soret, fandt Per Teodor Cleve stoffet i en prøve af "erbia-jord " (erbiumoxid).
Cleve brugte en metode som Carl Gustaf Mosander havde udviklet: Han fjernede alle de kendte "urenheder ", og endte med to stoffer; et grønt og et brunt. Det grønne kaldte han for thulia, og det brune for holmia, efter Stockholms latinske navn Holmia. Senere har det vist sig, at det grønne stof var thuliumoxid, og det brune holmiumoxid.
Forekomst og udvinding af holmium
Som de øvrige sjældne jordarter forekommer holmium aldrig i fri, metallisk form i naturen, men i kemiske forbindelser sammen med andre sjældne jordarter, i mineraler som gadolinit og monazit. Man mener at 1,3 gram per ton af Jordens skorpe udgøres af holmium.
Kommercielt udvindes holmium fra mineralet monazit ved en ionbytningsproces, men på grund af de meget ens kemiske egenskaber er det stadig meget svært at skille de sjældne jordarter helt fra hinanden.
Isotoper af holmium
Naturligt forekommende holmium består af én stabil isotop; holmium-165 – hertil kendes et antal radioaktive isotoper, hvoraf den mest langlivede er holmium-163 med en halveringstid på 4570 år. Alle andre radioaktive Holmium-isotoper har halveringstider under 1,117 døgn, og de fleste er på under 3 timer.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
homogenitet
Hvad er homogenitet i kemi?
Homogenitet er en ensartethed af bestanddele indenfor et afgrænset område, system eller gruppe. Homogenitet kan også være ensartethed på tværs af en sammenligning af flere områder, systemer eller grupper. Det modsatte af homogenitet er heterogenitet – forskelligartethed. Ordet homogen (fra græsk: samme beskaffenhed – ensartet) betegner en tilstand/situation hvor bestanddelene indenfor et afgrænset område, system eller gruppe er ensartede. Prøver udtaget forskellige steder i en homogen blanding vil have samme egenskaber og sammensætning. Ordet inhomogen er noget uensartet, betegner en mellem-tilstand, hvor der ikke er nogen klar afgrænsning af de forskelligartede komponenter. Ordet homogenisering betegner processen at tilvejebringe en homogen tilstand. Eksempler på homogenitet inden for kemi er grundstof, en kemisk forbindelse, en opløsning (dvs. homogen blanding).
Læs mere: Her
Gå til index for siden
Hoppe-Seyler
Hvem er Felix Hoppe-Seyler?
Ernst Felix Immanuel Hoppe-Seyler (26. december 1825 i Freyburg – 11. august 1895) var en tysk fysiologisk kemiker.
Hans familienavn var Hoppe; men da han tidlig mistede begge sine forældre, kom han i huset hos sin Svoger, Præsten Dr. Seyler, og blev adopteret af denne (rigtignok først, da H. var 39 Aar og allerede Prof. i Tübingen). Efter at have gennemgaaet det strenge Gymnasium i det Francke'ske Vajsenhus i Halle begyndte han at studere Medicin ved Univ. i denne By, fortsatte sine Studier i Leipzig (hvor han især blev knyttet til Brødrene Weber) og afsluttede dem i Berlin (1850) med en Doktordisputats om Bruskens Bygning og Kemi. I nogle Aar arbejdede han som praktisk Læge, men opgav snart dette og modtog (1855) Virchow's Tilbud om at overtage Posten som Prosektor og kem. Assistent ved det ny patologisk-anatomiske Institut i Berlin. 1861 blev H. udnævnt til Prof. i anvendt Kemi i Tübingen, og da efter Erobringen af Alsace-Lorraine det nye tyske Univ. blev grundet i Strassbourg, blev H. kaldet hertil (1872). 11 Aar senere kunde han indvie det nye, prægtige, fysiologisk-kem. Universitetslaboratorium. H.'s videnskabelige Virksomhed strækker sig over næsten alle Omraader af den fysiologiske Kemi og mange Punkter af den patologiske. Overvejende har han beskæftiget sig med de dyriske Organismers, men har ogsaa givet Bidrag til Planternes Kemi. Hans Undersøgelser har paa mange Punkter bidraget mægtig til Udviklingen af vor Kundskab om de levende Væseners Stofomsætning.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hovedgruppe
Hvad er hovedgruppe?
En hovedgruppe inden for kemi er en underdeling af det periodiske system, hvor alle atomer har samme elektronbesætning i yderste elektronskal. Dette medfører også, at de nogenlunde har samme kemiske egenskaber. Det er nemlig elektronstrukturen i den yderste skal, der bestemmer et grundstofs kemiske egenskaber.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hummer
Hvorfor bliver en kogt hummer rød?
Rødt farvestof er bundet af et protein. I marts 2015 fandt en international gruppe af kemikere svaret på spørgsmålet: Hvordan bliver en hummer rød-orange, når den bliver kogt, selv om den fra starten f.eks. er mørkeblå? Forskerne fandt, at det er et protein-bundet astaxanthin, som giver hummerne den mørkeblå farve på skallen. Pigmentet er til stede som en negativt-ladet enolat-ion. Men ved opvarmningen ødelægges proteinet, og derved frigives astaxanthin, som er et almindeligt karotenoid, der netop er rød-orange.
Læs mere her.
husketeknik i kemi
Hvordan fungerer husketeknik?
Vores hjerne er dårlig til at huske det abstrakte, men fremragende til at huske billeder. Vi snyder med husketeknik hjernen til at tro, at vi har oplevet noget, som er knyttet til et fysisk sted. Der skabes falske erindringer i vores hukommelse. Ting, vi har oplevet, som er knyttet til et fysisk sted, husker vi nemlig særlig godt!
Man bruger associationer (tavlekridt i stedet for calcium) og visualiseringer (se for sit indre blik, at der er et hvidt træ med skrivekridt-frugter).
Man kan indprente kemi-data ved banke-ind-i-knolden metoden. Men det er ukreativt, tager længere tid, er usikkert og giver ikke overblik, hvilket husketeknik derimod kan gøre. Specielt kan det give et puf i starten, så man ikke opgiver på forhånd.
Bogen giver også anvisninger på læseteknik og notatteknik. Desuden kritiserer forfatterne, at der ikke er tradition for, at man forsøger at lære eleverne mnemoteknik. Elever bør gives vejledning i, hvordan de bedst kan komme til at huske det, de skal kunne udenad. I det følgende gives eksempler på ting, man som studerende i kemi i gymnasiet og Hf mv. gerne skulle kunne huske.
Rutemetoden i et hus, du kender, er særlig velegnet som husketeknik, men rim og remser eller billedassociationer kan også bruges. F.eks. Vand i syre giver ny frisure (dvs. at hvis man kommer vand ned i syre, kan det sprøjte med syre, så man skal altid gøre det omvendte, altså komme syren ned i vand).
Faget kemi er opbygget af definitioner, begreber, symboler, tal og formler, der er uden mening for vores umiddelbare hukommelse. Men hvis man ikke har lagret det mest centrale for kemifaget i sin langtidshukommelse, har man intet fagligt grundlag til at forstå kemi! Det ville svare til, at hver kemitime skulle starte helt fra nul. Eksempler på ting, som husketeknik kan gøre lettere at huske i kemi, er:
Strukturformlen for ascorbinsyre.
Rækkefølgen i citronsyrecyklussen.
En syre er et stof, der kan afgive en proton.
Stofmængden (n) = stofkoncentrationen (c) ganget med rumfanget (V).
Respirationsligningen for glukose:
C6H12O6 + 6O2 g 6CO2 + 6H2O.
Husketeknik kan også bruges til at huske kemiske mængdeberegninger, gasloven og masse-mol-forhold mv. Læs om husketeknik til at huske dette – se "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?".
husketeknik i kemi
Kan husketeknik bruges til at huske kemi(1)?
Læs "Undervisning i kemi: Kan husketeknik bruges til at huske kemi?".
hydrazin
Hvad er hydrazin?
Hydrazin, N2H4, er et giftigt og kræftfremkaldende stof, der lugter som ammoniak, hvorfra det også udvindes, men dets kemiske egenskaber minder mere om vand. Det anvendes bl.a. i raketbrændstof.
Man har en begrænset viden omkring, hvorledes mennesker reagerer på stoffet, når de udsættes for det, da der kun er udført et lille antal eksperimenter og kun få er blevet udsat for det i øvrigt. Dog har man ved forsøgsdyr kunne påvise kræft i næseslimhinden, lunger, blodkar, samt tyktarm.
Biosyntese af hydrazin
Det har været kendt længe, at visse anaërobe bakterier ( "anammox ") er i stand til at omdanne ammonium til kvælstof. For nylig (2015) har man påvist, at det kan de, fordi de rummer et protein, der katalyserer dannelsen af det stærkt reducerende hydrazin i to tempi].
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hydrofil
Hvad betyder hydrofil?
Betegnelsen hydrofil bruges blandt andet indenfor kemi og betyder reelt set vandelskende.
At et molekyle er hydrofilt betyder, at molekylet indeholder en eller flere hydrofile grupper, som f.eks. en hydroxy/alkohol-gruppe. En hydrofil gruppe indeholder polære kovalente bindinger, der gør molekylet opløseligt i polære opløsningsmidler som f.eks. vand. Deraf navnet vandelskende. Som en tommelfingerregel siges det at et molekyle er hydrofilt, hvis det indeholder mindst én hydrofil gruppe for hver fire hydrofobe grupper. Hydrofile grupper er aminogruppen N-H, carbonylgruppen C=O og hydroxylgruppen O-H. Sådanne stoffer kaldes amino-, carbonyl- og hydroxy-. Overgangen mellem hydrofil og hydrofob er dog glidende.
I kemien bruges betegnelse "hydrofob " om et molekyle eller en del af et molekyle, der er upolært, da upolære molekyler ikke er blandbare med vand (der selv er et polært molekyle, og polære molekyler er blandbare med polære molekyler).
Et typisk eksempel på et hydrofobt stof er olie. Sæbe er et eksempel på et stof med både en hydrofob og en hydrofil ende. Hvis et sådant molekyle opløses i vand, vil de hydrofobe ender fra flere molekyler klumpe sammen, og molekylerne danne miceller, eller de hydrofobe ender vil beklæde overfladen, hvilket forklarer sæbes evne til at danne skum. Hvis der er hydrofobe stoffer i kontakt med opløsningen, kan de opløses inde i micellerne, så hydrofobe stoffer er opløselige i sådan en opløsning, hvilket forklarer sæbers evne til at gøre fedt vandopløseligt.
Da ethanol både er polært og upolært er det både hydrofobt og hydrofilt.
Læs mere: Her
Gå til toppen af siden
hydrofob
Hvad betyder hydrofob?
I kemien bruges betegnelse "hydrofob " om et molekyle eller en del af et molekyle, der er upolært, da upolære molekyler ikke er blandbare med vand (der selv er et polært molekyle, og polære molekyler er blandbare med polære molekyler).
Et typisk eksempel på et hydrofobt stof er olie. Sæbe er et eksempel på et stof med både en hydrofob og en hydrofil ende. Hvis et sådant molekyle opløses i vand, vil de hydrofobe ender fra flere molekyler klumpe sammen, og molekylerne danne miceller, eller de hydrofobe ender vil beklæde overfladen, hvilket forklarer sæbes evne til at danne skum. Hvis der er hydrofobe stoffer i kontakt med opløsningen, kan de opløses inde i micellerne, så hydrofobe stoffer er opløselige i sådan en opløsning, hvilket forklarer sæbers evne til at gøre fedt vandopløseligt.
Da ethanol både er polært og upolært er det både hydrofobt og hydrofilt.
Læs mere: Her
Gå til toppen af siden
hydrogenbinding
Hvad er hydrogenbinding?
En hydrogenbinding er en slags tiltrækkende kraft imellem molekyler (eller dele af molekyler), en binding som dannes imellem et svagt elektropositivt hydrogenatom og et af de elektronegative atomer som ilt, kvælstof eller fluor. For at hydrogentatomet kan være elektropositivt skal det være kovalent bundet til et elektronegativt atom.
Hydrogenbindinger kan dannes imellem forskellige molekyler, eller imellem forskellige atomer i det samme molekyle. I DNA er det f.eks. hydrogenbindinger imellem baseparrene der holder de to strenge sammen, og i proteiner er hydrogenbindingerne med til at definere og holde sammen på den rumlige struktur.
Hydrogenbindinger varierer i styrke fra meget svage (1-2 kJ/mol) til ekstremt stærke (150 kJ/mol), så stærke at de ikke kan skelnes fra en kovalent binding, som f.eks. i ionen HF2-. Nogle typiske værdier er:
F-H…:F (40 kcal/mol)
O-H…:N (7 kcal/mol)
O-H…:O (5 kcal/mol)
N-H…:N (3 kcal/mol)
N-H…:O (2 kcal/mol)
Hydrogenbindingers længde afhænger af bindingsstyrken, temperaturen og trykket. Den typiske længde af en hydrogenbinding i vand er 1.97 Å (197 pm).
Hydrogenbindinger i vand
Hydrogenbindinger forekommer særligt i vand (H2O). Bindingerne er relativt svage, men da der er mange af dem, giver de vandet nogle helt specielle fysiske egenskaber som f.eks. et meget højt kogepunkt, som skyldes at det kræver meget energi at bryde bindingerne mellem molekylerne. Til sammenligning har forbindelsen H2S et så meget lavere kogepunkt end vand, at den er en gas ved stuetemperatur, selvom den har en meget højere molekylvægt. Dette skyldes at H2S ikke indeholder hydrogenbindinger.
Hydrogenbindinger i biologi
Hydrogenbindinger er meget vigtige i biologien. I næsten alle biologiske og biokemiske reaktioner, der er katalyserede af enzymer, spiller hydrogenbindinger en stor rolle. Det skyldes at enzymers substrat meget ofte bindes til enzymet ved hjælp af en eller flere hydrogenbindinger.
Derudover er hydrogenbindinger vigtige for den rumlige opbygning af makromolekyler som proteiner og DNA. Proteinernes sekundære strukturelementer bliver stabiliseret af hydrogenbindinger, som er også er med til at holde sammen på både den tertiære og den kvarternære struktur.
Carbon-Oxygen Hydrogenbinding
Eftersyn
Dette afsnit bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Carbon-oxygen (CH•••O) hydrogenbindinger repræsenterer en usædvanlig kategori af molekylære interaktioner som først er dokumenteret i biologiske strukturer inden for de sidste 40 år. Selvom CH•••O hydrogenbindinger generelt er forblevet undervurderet i den biokemiske litteratur, har undersøgelser i løbet af de sidste 15 år begyndt at give direkte bevis for disse interaktioner i biologiske systemer.
Konventionelle hydrogenbindinger (NH•••O, OH•••O, OH•••N og NH•••N) repræsenterer grundlæggende stabiliserende kræfter i biomolekylær struktur.
Traditionelt har carbon ikke været betragtet som en konventionel hydrogenbindingsdonor på grund af sin relativt lave elektronegativitet sammenlignet med oxygen og nitrogen. Imidlertid har flere undersøgelser vist, at selv alifatiske carbon-atomer kan danne svage hydrogenbindinger, der er betegnet som CH•••O hydrogenbindinger. I kontrast kan carbon-atomer, med øget polarisering på grund af tilstødende atomer, teoretisk set deltage i hydrogenbindinger så stærke som de, der dannes ved traditionelle donorer, især oxygen eller nitrogen.
I 1960'erne blev bidragene fra disse interaktioner for protein-struktur belyst. Ved brug af C•••C interaktioner som reference, er der inden for nyere tid påvist en udbredte karakter af CH•••O hydrogenbindinger i proteiner, især i standard rygraden i bindingsmønster af ß-sheets. Undersøgelser har påvist med sikkerhed, at Ca-Ha•••O=C hydrogenbindinger er meget udbredt i proteiners struktur og bør betragtes som en byggesten for sekundære og tertiære struktur.
Udover rygrad-interaktioner, er der også eksperimentelt bevis for CH•••O hydrogenbindinger involverer aminosyre-sidekæder i protein-strukturen. Desuden er CH•••O hydrogenbindinger blevet opdaget i nukleinsyre.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hydrogenbromid
Hvad er hydrogenbromid?
Hydrogenbromid er det diatomisk molekyle HBr. HBr er gasformig ved standardbetingelser. Hydrogenbromidsyre bliver dannet, når HBr bliver opløst i vand. Omvendt kan HBr blive dannet af hydrogenbromidsyre ved tilsættelse af en dehydrerende stof, men ikke ved destillation. Hydrogenbromid og hydrogenbromidsyre er derfor ikke det samme, selvom de er relaterede. Ofte bruger kemikere betegnelsen "HBr " for hydrogenbromidsyre, men brugen, som forstås af de fleste kemikere, er upræcis og kan skabe forvirring for folk uden forudgående kundskaber i kemi.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hydrogencyanid
Hvad er hydrogencyanid?
Læs Kemiske stoffer: "Hvad er hydrogencyanid?"
hydrogencyanid
Hvad er hydrogencyanid?
Læs "Cyanid: Hvad er cyanid?"
hydrogenfluorid
Hvad er hydrogenfluorid?
Hydrogenflourid (formel: HF) er en kemisk forbindelse der ved stuetemperatur er en klar gas. Hydrogenflourid og den flussyre der dannes ved at hydrogenflourid kommer i kontakt med vand eller væv, har mange industrielle anvendelser som bestanddel i supersyrer og i produktionen af polymerer. Stoffet er stærkt giftigt og ætsende.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hydrolyse
Hvad er hydrolyse?
Hydrolyse er en kemisk reaktion eller proces, hvor et molekyle reagerer med vand og bliver opdelt i mindre molekyler. I organisk kemi er hydrolyse en kemisk reaktion, hvor et organisk molekyle (kemisk stof der indeholder C-atomer) bliver spaltet til to organiske molekyler under vandoptagelse. Den modsatte reaktion i organisk kemi er kondensation, hvor der bliver dannet et vandmolekyle hver gang to andre molekyler går sammen.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hydron
Hvad er hydron?
En hydron (H+) er det kemiske udtryk for den naturligt forekommende ion af det mindste grundstof hydrogen.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hydronium
Hvad er hydronium?
Hydronium (også kaldet oxonium) er en positivt ladet ion, som dannes ud fra vand, når det indeholder brint-ioner. Formlen er H3O+.
Hydronium opstår, så snart en syre bliver opløst i vand. De H+ eller hydroner, som syren frigiver, kan ikke eksistere i fri tilstand. Vandet dissocierer spontant til hydronium- og hydroxid-ioner under følgende ligevægt:
2H2O -> H3O+ + OH-
OH–ionens basevirkning afbalancerer syrevirkningen fra hydronium'et, og vandet bibeholder et neutralt pH på 7.0.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hydroxid
Hvad er hydroxid?
Hydroxid-ionen er en sammensat negativt ladet ion med formlen OH-. Hydroxid kan også staves hydroxyd.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hærdning
Hvad er hærdning?
Hærdningens kemi
For at jern skal kunne hærdes, skal det have et vist indhold af kulstof, mellem ca. 0,3% og 1,7%. Er der for lidt kulstof, kan jernet ikke hærdes og kaldes smedejern, er der for meget har man i stedet støbejern. Stål kan være legeret med andre metaller som krom og vanadium for at få specielle egenskaber. Hærdningen beror på, at jernet omdannes til austenit, når det opvarmes over en vis temperatur og når det hurtigt afkøles, ikke kan nå at omdannes til cementit, perlit og/eller ferrit, men fastholdes om martensit.
Hærdning, arbejdsgang
Stålet ophedes til en bestemt temperatur (mellem 775° C og lidt over 900° C afhængigt af stålet), ofte betegnet ved den glødefarve det får, f.eks. kirsebærrød. Det afkøles derpå ved neddykning i vand, den såkaldte afgysning. Nogle stål afgyses i stedet i olie. Stålet skal bevæges for at undgå fastsiddende dampbobler. Hvis man f.eks. skal fremstille en punsel, neddykkes kun spidsen af det tildannede stål, da resten af punslen skal være sej i stedet for hård. I nogle tilfælde kan man hærde et mene ved at udsætte det for en flamme og derpå sprøjte vand på. Det kan ske i samme arbejdsgang, f.eks. ved hærdning af aksler.
Selvhærdende stål
Nogle stållegeringer betegnes selvhærdende. De hærder ved afkøling i luften og skal ikke afgyses.
Anløbning af stål
Stålet er nu glashårdt og derfor uegnet til brug, da det meget let springer i stykker. Det skal derfor anløbes, dvs. opvarmes til nogle hundrede grader afhængigt af stålets art og anvendelse. Overfladen på stålet afslibes, så man igen kan se det blanke metal. Det opvarmes nu, evt. ved restvarmen i den del af stålet, der ikke blev nedkølet. Herved iltes overfladen og antager forskellige farver. Når den ønskede farve er nået, nedkøles hele emnet. Stålet er nu både sejt og hårdt.
Indsatshærdning af jern
Genstande af ikke-hærdeligt jern med et lavt kulstofindhold kan indsatshærdes. Derved tilfører man jern til det yderste lag af emnet. Dette bruges til genstande, der skal være både slidstærke og seje som f.eks. tandhjul. Emnet eller emnerne anbringes i en lufttæt og ildfast kasse, der desuden pakkes med kulstofholdigt materiale såsom trækul, horn, læder eller ben. Kaliumferrocyanid kan også benyttes. Kassen opvarmes derpå til høj temperatur i lang tid, hvorved frigjort kulstof trænger ind i overfladen på jernet. Det kan herefter afgyses.
Udglødning eller normalisering af metaller
Mange metaller og legeringer som jern, kobber og bronze bliver hårde ved f.eks. drivning eller bukning. Denne hårdhed kan føre til revnedannelse eller brud ved fortsat bearbejdning. Hærdningen fjernes ved udglødning af metallet, opvarmning til rødglødhede og afkøling.
Læs mere: Her
Gå til index for siden
hårolie
Hvordan kan man fremstille en hårolie?
Til fremstilling af hårolie blandes 2 spiseskefulde paraffinolie med en halv spiseskefuld bivoks i et bægerglas under opvarmning, medens der omrøres. Når vokset er opløst, standses opvarmningen, og den varme opløsning hældes i en tynd stråle under omrøring ned i et glas med 3 spiseskefulde kogende vand tilsat en knivspids borax.
Opskriften er fra en bog fra 1951. Læs mere her.
Gå til index for siden 
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk)
Tegn abonnement på
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.
Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.
Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.
Recent Comments